Henrik Ibsens skrifter

Blandt alle Tænkningens ​Grene er maaskee Undersøgelsen af vort eget Væsens Beskaffenhed en af dem, hvori den største Opmærksomhed og Upartiskhed er nødvendig, forat komme til, hvad der er Formaalet for enhver Grandskning, nemlig Sandhed. Selvkundskab forudsætter den nøieste Agtpaagivenhed paa os selv, vore Tilbøieligheder og Handlinger og først ved Resultaterne af en saadan Iagttagelse er det ​mueligt for Mennesket at komme til en klar og rigtig Erkjendelse af sin Characteers Beskaffenhed.

Hvor vigtig denne Kundskab er for os, fremgaaer allerede af dens Benævnelse, Selvkundskab, Kundskab om sig selv og det maa være Mennesket høist magtpaaliggende at tilegne sig denne, thi ethvert af vore Foretagender fordre dens Bistand altformeget, til at den uden Skade skulde kunne undværes. –

Efter de forskjellige Hensigter, hvori Mennesket gjør Brug af sin Selvkundskab, kan Vigtigheden af denne siges hovedsagelig at vise sig i to Retninger, nemlig:

1. i Henseende til vor Aands ​vidre Uddannelse og Udvikling og dernæst

2. med Hensyn til vor materielle Velvære, vore Foretagender og vort Forhold til andre Mennesker. –

Hvad det første Punct angaaer, da er det indlysende at Mennesket nødvendigviis maa besidde et tilstrækkeligt Kjendskab til sig selv, dersom heldige Fremskridt i den antydede Retning skulle kunne ventes. Antage vi nemlig, at det tænkende Menneskes Formaal i aandelig Henseende er, stadig at udvikle sine Sjeleevner, at klargjøre sine Begreber og idetheletaget saavidt mueligt at ​aflægge de Feil, som Tilbøielighed eller ydre Foranledninger kunne have fremkaldt, saa fremgaaer heraf tillige den overveiende Indflydelse, Selvkundskab udøver paa Menneskets Bestræbelser i denne Henseende. Man maa kjende sig selv, forat vide paa hvilket Standpunct man befinder sig og i hvilke Retninger Forbedringer ere nødvendige. Mennesket maa være sig sine Feil, saavelsom sine gode Egenskaber bevidst, forat kunne aflægge hine og endmere udvikle disse, – det maa kjende sine Lidenskaber, forat kunne hæmme disse, naar de true med Udbrud og saaledes efterhaanden svække den Magt, de have tilkjæmpet sig. Dog ikke herved allene, men tillige som Hjælpemiddel til Bedømmelse af Andres Characteer og til Menneskekundskab ialmindelighed er det nødvendigt, rigtigt at have opfattet sin egen ​Gemytsbeskaffenhed og Tænkemaade, da det ​kuns ved Slutninger uddragne af denne er muligt for Mennesket, at komme til et nogenlunde sikkert Resultat i nævnte Henseender. –

Af det her ​kortelig Anførte er det indlysende at Selvkundskab betinges som Grundlag for Menneskets Aandsudvikling og intellectuelle Fremskridt idetheletaget; men det er vistnok Færre end man skulde ønske, som i denne Retning ​gjøre Brug af det Kjendskab til sig selv, som de maatte have erhvervet sig. Mere almindeligt gjør derimod Mennesket Brug af sin Selvkundskab i det practiske Liv, som et nødvendigt Hjælpemiddel til at fremme sine materielle Interesser og det er de forskjellige Henseender, hvori Vigtigheden af denne er skarpest fremtrædende, som her nærmere skulle belyses.

Det maa antages, at ethvert tænkende Menneske, forinden han fatter sine Beslutninger, overveier de Hindringer der kunne modsætte sig saavelsom de Farer, hvormed Udførelsen kan være ​forbunden, og det maa derfor være ham af Vigtighed at kjende sig selv, for at vide om hans Kraft formaaer at bortrydde hine eller hans Mod tillader ham at gaae disse imøde; og Kjendskab til sig selv maa derfor altid være af overveiende Indflydelse paa Menneskets Handlemaade, da man ene derved sættes istand til, nogenlunde sikkert at kunne beregne Udfaldet af sine Forehavender.

Det kan derfor vistnok ogsaa paastaaes, at saafremt Mennesket virkelig selv formaaer Noget med Hensyn til sin Skjæbne, saa vilde dette i end høiere Grad være Tilfældet, dersom det besad Selvkundskab nok til altid at afpasse sine Handlinger efter de Evner det havde til sin Raadighed og stedse kjendte sine Tilbøieligheder tilstrækkeligt til ikke at lade dem faae Overhaand.

I enhver Retning af Menneskets Stræben udfordres altsaa Selvkundskab forat kunne virke til Held for sig selv og Andre; – det er derfor høist nødvendigt at tilegne sig denne Kundskab og om det end er saaledes, at Mennesket, ved Erhvervelsen deraf, idet han lærer sine mindre gode Sider at kjende, ​sættes i den Nødvendighed, mere end engang at maatte ydmyge sig for sig selv, saa kan denne Ydmygelse dog ingenlunde svække Menneskets Selvagtelse, da den megetmere beviser en kraftig Villie og en redelig Stræben for, hvad der er Menneskets Formaal i Livet – Udviklingen af sine Aandsevner og Omsorgen for sin timelige Velvære. –

Ved Arbeide forstaaes enhver Bestræbelse for at erholde et tilsigtet, (gavnligt) Udbytte af en hensigtssvarende Virksomhed. Der ligger saaledes i dette Ord en mere udstrakt Betydning, end den, hvori man sædvanligviis opfatter samme, nemlig som en anstrængende Anvendelse af legemlige Kræfter; – ogsaa aandelig Virksomhed i den antydede Hensigt benævnes Arbeide og det er om denne, saavelsom om enhver anden gavnlig Virksomhed, at den Sætning kan anvendes: Arbeide har Lønnen i sig selv. –

Der er i Menneskets Natur nedlagt Evner til Virksomhed og Besiddelsen af disse er naturligviis et Gode; men dette Gode ligger ingenlunde i den døde Tilstædeværelse, det fremkaldes tvertimod først derved, at de anvendes i den Hensigt, hvori de ere givne, nemlig til Virksomhed. Arbeide bliver saaledes Middelet, hvorved vi, saa at sige, egentlig først komme i Besiddelse af vore Evner, som et Gode betragtet; thi en Evne, der ikke anvendes, er et Intet og en Evne, anvendt i en skadelig og urigtig Hensigt er endog i sine Følger et Onde; men enhver Virksomhed, hvorved et gavnligt Resultat tilsigtes, er Arbeide, – følgelig er Arbeide ikke alene Middelet, men endog det eneste Middel, hvorved vore Evner til Virksomhed blive et Gode for os. –

Hvad enten Mennesket bringes til Virksomhed af den indre Drift dertil, som i høiere eller ringere Grad er Enhver medfødt, eller hans Forholde tvinge ham, saa bliver under alle Omstændigheder Resultatet omtrent det samme. I første Tilfælde følger han sin Tilbøielighed og har derved Erstatning nok for sin Møie, i andet Tilfælde handler han af Tvang; men denne Tvang er i Realiteten et Gode, idet han derved sættes istand til at forbedre sin Stilling og erhverve sig forøgede Midler til Velvære og Nydelse.

Det er imidlertid ikke det materielle Udbytte af Virksomheden, som forstaaes ved den Løn, der ligger i Arbeidet, da dette Udbytte snarere fremgaaer som en Følge af Arbeidet. Ved den i Arbeidet liggende Belønning forstaaes derimod den Nytte, som er forbunden med selve Virksomheden uden Hensyn til Resultaterne af samme, og hertil maa da fornemmelig henregnes: – At Legemet styrkes og, som en Følge heraf, Sundheden vedligeholdes, at Sindet opmuntres og forædles, idet Tanken er rettet mod et gavnligt Maal, at Ideerne klargjøres og en stedse videre og videre Mark aabnes for Forskeraanden, hvorved den aandeligt Virkende ​beredes den Bevidsthed at have gjort et Skridt fremad mod det store Maal, Fuldkommenheden, – forsaavidt det er Menneskeslægten givet, nogensinde her i Livet at naae dette Punct. –

Det er kun ved en fra Slægt til Slægt igjennem Aarhundreder fortsat Paavirkning af Fortidens Traditioner, at den Eiendommelighed i Begreber og Anskuelser formaaer at udvikle sig, som, naar den fremtræder skarpt nok begrændsende, tilsidst erholder Navn af et Folks ​nationale Characteer, imedens de ved Forfædrene vundne Resultater ere Efterslægtens Eiendom og denne Besiddelse fælles for ethvert Individ af ​det sociale Forbund, til hvilket han hører; men det er netop i dennes fælles Tilegnelsesret, at Grunden maa søges til det indre Samhold og den ydre Afgrændsning, der ene formaa at vedligeholde et Folks ​Existentse, thi det er heri, at Nationaliteten har sin Rod, eller maaskee rettere, dette er Nationaliteten selv.

Men dersom de Baand, der knytte en Nations Individer til hverandre, hovedsagelig maa søges i den fælles Arveret til Fædrenes Færd og Virken, saa maa det naturligviis være Nationen magtpaaliggende at ​forskaffe sig den ​størstmuelige Sikkerhed for den Retmæssighed, hvormed den tilegner sig Fortiden, – den maa søge at vedligeholde og klargjøre Alt, hvad der endnu minder om Forfædrene og fremforalt ​Sproget, dette talende Vidne om et Folks fælles Oprindelse.

Det er kun igjennem ​Minderne at Forfædrene endnu leve iblandt os, det er igjennem Minderne, vi ene formaa at tilegne os Fortiden, – men det er paa Fortiden, det Bestaaende er grundet; rystes Grundvolden, saa maa ogsaa den paa samme opførte Bygning vakle. – Et Folk uden Fortid eller uden Minder om Fortiden har intet Holdepunct i Faren; vidner Mindet om fordums Storhed, saa ligger deri for Efterkommerne en forøget Opfordring til ikke at svække dets Glands, – er Mindet sørgeligt saa eier det ogsaa rige Erfaringer. Der er i ethvert Menneskes Bryst nedlagt en vis Pietetsfølelse for de Begreber og Indtryk han i sin Barndom har modtaget; tænker man sig en ​Nation som Individ, saa bliver Fortiden dens Barndomserindringer, – de ville altid tale trøstende og advarende, de ville være et kraftigt Værn mod Demoralisationen, hvorfra denne end maatte have sit Udspring.

I Anerkjendelsen af den Betydning Forfædrenes Minder have, ligger tillige en Forpligtelse til at vedligeholde dem. Herved forstaaes naturligviis ikke blot de synlige Mindesmærker om Fortiden, men ogsaa ethvert aandeligt Vidne, ethvert i Folkecharakteren indflættet Træk fra den svundne Tid og fornemmelig Bibeholdelsen af Forfædrenes Sprog, der sikkerlig danne et af de vigtigste Baand mellem dem og os. Det er ikke herved ment at en Nation ved Stagnation og ufornuftig Fasthængen ved det Gamle skulde værne om Fortiden og dens Minder; det er tvertimod ved stadigen at udvikle og forædle det Modtagne, uden nogensinde at tabe dets Udspring afsigte, at Efterkommerne rettelig hædre Erindringen om de Slægter, der have overdraget dem Fortidens rige Arv.

Dog ogsaa mod ​de kommende Tider har Folket ​isaahenseende Forpligtelser; hvad Forfædrene have virket for de nulevende Slægter, det bør det disse at overgive til de kommende; thi ogsaa Nuet tilhører Fortiden med Hensyn til det følgende Øieblik og det er Nutidens Sag at klarne og saavidt mueligt at virkeliggjøre, hvad de svundne Slægter have begyndt, tænkt eller ahnet, da det er paa denne Grundvold, at Fremtidens Forhaabninger skulle bygges. –