Henrik Ibsens skrifter

Professor Welhaven omtalte fornylig paa en af sine ​Forelæsninger over Holberg og hans Samtid de forfeilede ​Efterligninger af de græske og romerske Digtere, som ​i hiin Tid hyppigt kom tilsyne i Literaturen, og som, uagtet de dengang ​gjældte for Mønstre paa Digteraand og Smag, dog ingenlunde undgik Holbergs satiriske Svøbe, hvorpaa vi fornemmelig i ​Peder Paars have slaaende Exempler. I Forbindelse hermed ytrede Professoren at denne Poeternes Tilbøielighed til at hente deres Stof fra de gamle ​helleniske Guder samt fra Oldtidens øvrige mythologiske Figurer atter, paa en for den gode Smag og den sande Poesi faretruende Maade er begyndt at gjøre sig gjældende, idet han tilføiede, at den Tid dog ikke er fjern, da man vil indsee det Forfeilede i at ville reproducere den antike Mythedigtning, og atter vende tilbage til den rette Vei. Som Exempler paa deslige mislykkede Reproduktioner anførte han Paludan‐Müllers mythologiske Digte og forudforkyndte derpaa den Skjæbne, der endnu i vor Tid vil ramme disse Værker, den nemlig, at ansees for ligesaa smagløse som ​hine Poemata, Holberg saa træffende har parodieret. Det forekommer mig dog, at naar to Begreber skulle kunne henføres under samme Kathegori, saa maae disse Begreber enten være eensartede eller indbyrdes modsatte; imellem Begreber af forskjellig Natur gaar det vel neppe an at anstille nogen Sammenligning, – og Lighedspunktet mellem hine Digte og de Paludan‐Müllerske er ingenlunde paavist.

Herr Professoren har selv charakteriseret hine Efterligninger af de antike Mønstre; de vare væsentlig ​Hyrdedigte af episk‐lyrisk Natur, hvori en eller flere mythologiske Figurer optraadte som Drivhjul for Handlingens Udvikling, eller ogsaa vare de ​philosophiske Digte, hvis Tendens sædvanligviis var den, gjennem en ​brammende Paraderen med den hele Gudeverden, ​«at fremdrage en eller anden triviel Sandhed.» Det er en Selvfølge, at deslige Produktioner maatte være hjemfaldne til Fordømmelsen, – de ​bare jo Parodien i sig selv; men heraf fremgaar ingenlunde, at Mythen er uskikket til i vor Tid at benyttes som poetisk Stof for et ​«Ideedigt.»

I ​Mythen aabenbarer sig nemlig Folkebevidsthedens oprindelige Indhold som Eenhed af ​Spekulation og Historie; den har følgelig paa Grund af dette sit Indhold Berettigelse som Klædning for ​spekulative Tendenser, idet den samtidigt hermed optræder som en berettiget Kathegori i den episke Digteart, da det ene Moment i dens Indhold er det Historiske. Lyriken, Subjektivitetens Udtryk, kan derimod ikke aabenbare sig i Mythen, saafremt denne opfattes ideelt; men da enhver Mythes Tilblivelse ligger udenfor det Tidspunkt, da Folkebevidsthedens Umiddelbarhed endnu var absolut, saa vil ogsaa i enhver Mythe ​Anskueren (den oprindelige Anskuer), fremtræde som vidende sig selv ligeoverfor det Anskuede, Subjektiviteten vil komme til sin Ret, og Lyriken vil derved fremtræde som et nødvendigt Element i Mythen.

Saafremt man altsaa anerkjender den philosophiske Digtnings Berettigelse, saa vil man indsee, at Mythen, hvad Indholdet angaar, ingenlunde er uskikket til poetisk Behandling. Naar ​Herr Professoren siger, at de mythiske Figurers Præg er ​plastisk, da forholder dette sig vistnok saaledes, naar man anskuer enhver af disse Figurer i og for sig selv; men det fremgaar ingenlunde heraf, at det Plastiske vedbliver at være Grundpræget i den Komposition, der udgjør Mythen.

Vel er Mythedigtningens Periode afsluttet med Hensyn til den oprindelige Produceren; men da Mythen indeholder det Uendelige i sig, saa vil dens Tid aldrig være afsluttet i den Forstand, at man ikke længere skulde være berettiget til at lægge nogen Steen mere paa den mythiske Grundvold; man drager nu ikke længere som ​Columbus over Verdenshavet for ​hiinsides at opdage noget nyt Land, men vel for at granske Beskaffenheden af det, hvis Tilværelse er given. Saaledes ogsaa i Mythedigtningen; den Idee, som den mythiske Tænkning, Folkebevidstheden i dens Oprindelighed, engang har nedlagt paa Bunden af sin Produktion, ​maa ingenlunde omformes, og kan det i Realiteten hellerikke, da den er det Sande, det Objektive selv; men at drage den frem af sit Havdyb, at anskue den fra Spekulationens Stade, er ingenlunde nogen Krænkelse af Mythedigtningens Hellighed eller nogen Forstyrrelse af dens Grundvæsen, – men tvertimod et nødvendigt Led i dens konsekvente Udvikling. Folkebevidsthedens Produceren i mythisk Form er forbi, og med den ogsaa ​den umiddelbare Digtning i dennes oprindelige Forstand; vor Digten er reflekteret, (eller om man vil, umiddelbar som høiere Eenhed af Reflexion og den oprindelige Umiddelbarhed,) og som saadan maa derfor ogsaa vor poetiske Behandling af Mythen fremtræde. Men denne Fremtræden kan kun charakterisere sig ved at løfte det symboliske Slør, hvori Ideen er tilhyllet. Denne frigjorte, af ​Dunkelheden fremtrædende Idee er det Produkt, hvorefter ​det spekulative Digteværk skal dømmes. Er Resultatet (den for Dagen stillede Idee) kun «en eller anden triviel Sandhed,» saa har Digteren fældet sin egen Fordømmelsesdom, hans Stræben er da forfeilet; thi Ideen kan i og for sig selv ikke være triviel, – han har villet ​«omfavne Juno, og har grebet en Sky.»

Hvad de her omhandlede Paludan‐Müllerske Digte angaae, da skyldes imidlertid endnu Beviset for, at det hele poetiske Udbytte af f. Ex. Amor og Psyche, Venus, Tithon o. Fl. kun er «en eller anden triviel Sandhed.» En kritisk Beviisførelse for denne Paastand vilde derfor være saare ønskelig; thi som Sagen nu staar, lader det til, at Herr Professoren har ​brudt Staven, ikke alene over flere af sine egne Digte, f. Ex. ​Sisyphus og ​Glaukus, samt over ​I. L. Heibergs: Psyches Indvielse, o. s. v.; men over vor hele Tidsalder og dens aandelige Retning i Almindelighed.