Henrik Ibsens skrifter

Samfundet har som bekjendt en Indretning der fører Navn af Bibliotheket, det vil sige, et Par Bogskabe hvorfra Udlaan til Samfundsmedlemmerne finder Sted paa visse Dage om Ugen. Et om ogsaa kun løseligt Blik i Catalogen er tilstrækkeligt til at forvisse om at det med Hensyn til Bibliothekets indre ​Gehalt ikke er synderlig ​bevendt; – man vil dersteds forgjæves søge Værker som dog vistnok efter de Flestes Mening burde findes, medens man ligesaa ofte vil støde paa Sager der uden Skade kunne være borte. Disse Bemærkninger om Samfundsbibliotheket ere nærmest foranledigede derved at jeg i Anmærkningsprotokollen har foreslaaet anskaffet ​«Nationalbibliothek der Deutschen Classiker», – hvilket Forslag er blevet besvaret med et Spørgsmaal om Samfundet skulde ​«bebyrdes» med en Udgivt af ​30 Sp. Jeg ved ikke om denne Bemærkning skylder Bestyrelsen sin Tilværelse; den er ikke underskreven, – men da det jo er Bestyrelsens Pligt at gjennemgaa de Anmærkninger der gjøres i Protokollen, og da dette til mange Tider virkelig ogsaa ​iagttages, saa er det meget muligt at det forholder sig saaledes.

Dette er imidlertid ligegyldigt ligesom det ogsaa gjerne kan være ligegyldigt enten det omhandlede Værk anskaffes eller ikke; men hvad der ikke er ligegyldigt er det Princip der udtaler sig i hiin Anmærkning og som desværre lader til at have været altfor conseqvent gjennemført, nemlig det at Udgivter til Bibliotheket ere Byrder for Samfundet, altsaa Noget som man altid i saa ringe Grad som muligt bør paaføre det. At Talen her er om en forholdsviis større Sum forandrer ikke Sagen; thi som Følge af det ovenfor paapegede Princip maa jo enhver ​Udtælling til Bibliotheket ansees som en «Byrde», kun at denne efter Summens Størrelse er større eller mindre.

Jeg har ikke kunnet komme til Kundskab om enten der til Anskaffelse af Bøger aarligen fastsættes en vis Sum der ikke ​maa overskrides, eller om Summens Størrelse er afhængig af Mængden af de Sager der efter Vedkommendes Mening maatte ansees som anskaffelsesværdige. Hvis det Første er Tilfældet saa er formentlig den bevilgede Sum utilstrækkelig, i sidste Tilfælde troer jeg at kunne paavise at den fornødne Omhyggelighed ikke altid har ledet Valget, og i begge Tilfælde bliver Bibliotheket stedmoderligt behandlet. Samfundet er dog ikke saa ​knebent naar Talen er om Udtællinger i andre Øiemed.

Vel er Samfundets pecuniære Forfatning for Øieblikket mislig; men Bibliotheket er dog ikke den Indretning som først og fremst bør lide herfor, fornemmelig da man meget vel kunde bringe det nogenlunde ​paafode uden at paalægge Samfundet altfor trykkende Byrder. Skulde man f: Ex: ikke i Vinter have kunnet foranstalte en Aftenunderholdning til Indtægt for Bibliotheket; saavel Theaterdirectionen som Skuespillerne have sandelig iaar vist sig fra en saa opofrende Side at man ikke tør betvivle at de jo havde indvilget i et saadant Forlangende dersom det var blevet fremsat. Nu er det vel for dennegang for seent at tænke herpaa, men ønskeligt vilde det vistnok være om man for Fremtiden sørgede for at Saadant blev foranstaltet. Mangehaande Misligheder ere Følger af Bibliothekets slette Forfatning, de Bøger man ønske kan man ​saagodtsom aldrig faa, og er man en enkelt Gang saa heldig at faae Tag i en slig Bog, saa pleier denne gjerne at circulere i en Kreds af Bekjendte, saaledes at naar den Første har gjennemlæst Bogen, tilbageleveres denne af en Anden som umiddelbart derpaa selv laaner den og lader den paa samme Maade gaa til en Tredie, Fjerde o. s. v. Saaledes tilbageleverede jeg i ​afvigte November Maaned til Bibliotheket ​et af dets værdifuldeste Skrifter, hvilket jeg havde laant af En der ikke engang var Medlem af Samfundet, og som atter havde faaet den paa anden eller tredie Haand. Bogen maa have tilbragt en temmelig lang Tid paa denne Tour; thi jeg kunde ikke erholde den oprindelige Laantagers Beviis tilbage, rimeligviis fordi dette ikke længere existerede. Men det er som sagt kun saare skjelden man er saa heldig at faa den Bog man forlanger, og for da ikke at gaa aldeles forgjæves tager man gjerne den Første den Bedste, hvilken man da, som saare naturligt kan være, forsømmer at tilbagelevere fordi man i Forveien ved at man ikke kan faa noget Bedre istedet; ​Mulctbestemmelserne virke vel ikke synderligt, selv om disse overholdes strængere end efter Sigende før skal have været Tilfældet. I Læseværelset er en litterær Nyhed noget temmelig Skjeldent; rigtignok have vi der en heel ​Syndflod af Aviser, men at gjøre Aviislitteraturen til den hovedsagelige Lecture inden Samfundet er formentlig ikke saa ganske rigtigt; der er vel Intet, som mere bidrager til at fremkalde og nære et politiserende ​Filistervæsen, der sandelig ikke hører hjemme her. Enten er nu et saadant Væsen allerede raadende i Samfundet og da bør det af al Magt modarbeides, eller ogsaa griber man kun til Aviserne i Mangel af Noget Bedre. Og dette Bedre kunde tilveiebringes dersom Bibliothekaren eller andre Vedk: besørgede udlagt i Læseværelset et passende Antal af Bibliothekets værdifuldere Skrifter, der efter en Tids Forløb ombyttedes med Andre, efterhaanden som disse tilbageleveredes fra Laantagerne. Ved denne Foranstaltning vilde Bibliothekets bedre Skrifter blive tilgjængelige for et større Antal af Samfundsmedlemmerne og man behøvede ikke da som nu idelig at tygge paa det aandelige ​Barkebrød, Avisernes Spalter have at frembyde.