Henrik Ibsens skrifter

​ «En blaseret Herre, ​Vaudeville i to Akter.»

Saaledes lyder Titelen paa et Stykke, hvormed Theatret igaaraftes (Thorsdag) ​regalerede sine Abonnenter og sit øvrige Publikum. At Stykket er fransk sees naturligviis allerede af Navnet – og det er vel i denne Betragtning af at Stykket taler for sig selv, at der paa Plakaterne ​hverken angives Forfatter eller Oversætter.

Naar man skulde give sig ifærd med at henføre dette Stykke under en bestemt dramatisk Kategori, saa vilde man komme betydeligt i Vildrede. Rigtignok har Forfatteren (eller Oversætteren) givet det Navn af en Vaudeville, men en Forfatter kan gjerne benævne sit Produkt baade Fugl og Fisk, uden at det derfor bliver nogen af Delene, saafremt ikke dets Indhold saaledes medfører det. Stykket er, som man allerede af Titelen vil bemærke, et ​Charakteerstykke; det er Blasertheden, som man gjennem en dramatisk Personlighed her skal see fremtrædende, udviklende sig og tilsidst førende det Individ, hvori den er inkarneret, mod et Punkt, hvor Tilskueren føler at den dramatiske Kamp er endt, og hvoraf han, naar han seer tilbage har et afrundet Billede for Øie; hvorledes Forfatteren har fyldestgjort denne Fordring, ​skulle vi nu undersøge.

Forfatteren indfører os ved Stykkets Begyndelse hos den «blaserte Herre,» og man sidder der da naturligviis med Forventning om at Hovedtrækket i Heltens Charakteer gjennem dramatisk Handling skal aabenbare sig, – men Forfatteren er af en anden Mening; istedetfor at lade Helten handle, begynder denne med at fortælle Tilskuerne om sin Blaserthed, hvorledes Livet har tabt sin Glands, hvorledes Alt træder ham imøde som et uendeligt Graat i Graat; at denne lange Fortælling skulde gjælde hans gode Venner, der rigtignok ogsaa ere tilstede, synes lidet sandsynligt; thi han siger jo ikke Andet, end hvad alle disse rimeligviis vide. Hvorledes denne Blaserthed er opstaaet, faae vi ikke at vide, – Helten forsikrer os om, at han er blaseret, og vi maae da troe ham paa hans Ord. Han har tømt Glædens Bæger til Bunden, han er afstumpet for ethvert Indtryk, en Sindsbevægelse er ham ikke længere mulig, for at fremkalde en saadan vilde han med Glæde ofre ​«Alt hvad skjønt ham Livet gav»; men det hjælper ikke. Endelig faar en af hans Venner en Idee, – han skal gifte sig; det er ellers mærkeligt at han ikke før selv ​er falden paa det samme, det er dog ikke Noget, der ligger saa forskrækkelig fjernt; dog, Forfatteren vil nu have det saa, og deri maa man da finde sig. Dette Giftermaal gaar imidlertid istaa og hermed er første Akt ude. Den blaserte Herre er derpaa bleven nøiere bekjendt med en ung Bondepige, og snart er han forelsket lige op under Ørene, uheldigviis foregaar dette bag Tæppet i Mellemrummet mellem første og anden Akt, og vi maae derfor lade os nøie med det Referat af Begivenhederne, som Helten godhedsfuldt meddeler os. En eller Anden turde maaskee nære Tvivl om det psychologisk rigtige i alt dette; men det staar der nu engang, og derved er altsaa Intet at gjøre.

De øvrige Figurer i Stykket ere af liden eller ingen Interesse, selv ikke Modehandlerinden undtagen; hvor interessante slige Damer end i Virkeligheden kunne være, saa høre de dog neppe hjemme paa Scenen. Naar man hertil tænker sig, at det Hele er vel spækket med Tvetydigheder, (hvilke endog somoftest ikke ere tvetydige), med Slagsmaal o. s. v., saa har man et løseligt Begreb om de Omstændigheder, hvorunder vi lære den «blaserte Herre» at kjende, og at Publikum peb maa betragtes som et glædeligt Tegn paa, at der dog gives mange blandt os, der forstaae at ​skjelne Kjærnen fra ​Skallen; de Enkelte, der klappede, maae man bære over med, deres Demonstration ​gjældte vel heller ikke Stykket, og hvis den sigtede til Udførelsen, saa var den fuldkommen beføiet.

Stykket kaldes en Vaudeville; men jeg har stærk Mistanke om, ​at der her stikker en Ræv under, og jeg maatte feile meget, dersom ikke «Vaudevillen» er at skrive paa Oversætterens Regning. Allerede før have Oversættere og saakaldte Bearbeidere gjort sig skyldige i den Absurditet at overføre dramatiske Produktioner fra en Kunstform i en anden, ved at indflikke et eller andet Element, som de ​oprindeligen mangle. Det her omhandlede Stykke er i sit Grundvæsen et Lystspil, et Charakteerstykke; men et saadant har intet med Vaudevillen at skaffe, og derfor passe ogsaa Sangene her, som det femte Hjul til Vognen. Nærmere at udvikle Lystspillets Forhold til Vaudevillen, samt Musikkens Betydning i den Sidstnævnte vilde her blive for vidtløftigt, og er formentlig ogsaa overflødigt, ialfald maa Enhver, der har seet «En blaseret Herre», indrømme, at Musikken ingenlunde hører hjemme her.

At Theaterdirektionen har antaget dette Stykke til Opførelse kan vel neppe ​dadles. Publikum klager jo over, at det kun beværtes med opkogte Rætter; der maa altsaa tilveiebringes noget Nyt; – vi selv producere Intet, de Danske hellerikke, ​ Scribe er ​fortærsket, og hvad er der saa tilbage? – Det er desuden godt at man engang iblandt ret fuldstændigt faar at see, hvorledes et Skuespil ikke skal være.