Henrik Ibsens skrifter

Mandagen den 12te Mai var en Dag, der er betegnet med en gylden Stjerne i ​Naadens Journaler; thi, som skrevet staar, der er ​større Glæde over een Synder, der omvender sig, end over ti Retfærdige. Det var Bankkommitteens Indstilling om Ophævelse af ​Rentelovgivningen af 1842, der ​forhandledes. Hvem kjender vel ikke denne berømte Lov, under hvis beskyttende Vinger vore «Pengemænd,» ​Diskontører, eller som uopdragne Mennesker kalde dem, ​Aagerkarle have mangfoldiggjort sig og ere blevne fede og trivlige, medens den «frie Nordmand» har havt den frieste Frihed til at omsætte sin ​rørlige og urørlige Eiendom i klingende Mynt, og end yderligere at frigjøre sig for alle materielle Baand, der stille sig iveien for Opnaaelsen af den absolute Frihed, som jo, philosophisk taget, bestaar i Frihed for Alt, og som derfor mageligst er at opnaae i en ​Gjældsarrest.

Denne fristende Udsigt til paa en saa nem Maade at tilegne sig den absolute Frihed synes imidlertid ikke i nogen betydelig Grad at have tiltalt Folket, og Grunden hertil maa vel nærmest søges i det Had til Yderligheder, som udgjør et Hovedtræk i vor Folkecharakteer. Naar saaledes f. Ex. en Mand ved velvillige Diskontørers Bistand er bragt saa nær henimod den absolute Frihed, at en gammel Skjorte og etpar forrevne Buxer ere de sidste og eneste Baand, der udelukke ham fra den oprindelige Naturtilstand, saa er alligevel i de fleste Tilfælde bemeldte Mand utilfreds med, at Diskontøren tilslut frigjør ham for disse Forbindelsesled med det Konkrete, og lader ham paa egen Haand kjæmpe sig videre fremad mod Frihedsidealet. Denne Uskjønsomhed hos Folket ligger, som ​Hr. Stabell meget rigtigt bemærkede, i Mangel paa Skjønsomhed og Indsigt i Sagen, og han fandt det derfor «​upassende for dannede Mænd (ɔ: Storthinget) at lytte til den raae Hobs Skrigen og at lade sig paavirke deraf.»

​Disse Ord udtalte Stabell i 1851, han, den samme Stabell, som nu i en Række af Aar idelig og altid har ført Folkeopinionens Ufeilbarhed i Munden, han der selv har stillet sig som « ​de ni Tiendedeles» Bannerfører, han, der har holdt klingende Deklamationer over Folkets politiske Myndighedstilstand, dem han, lig en samvittighedsfuld Skuespiller nøiagtigen har ladet sig foresige af sin ​Souffleur (Folkeopinionen). Men saadan gaar det; ​Præsten Berg har Ret, naar han siger, at Begreberne forandre sig, at det, som paa forrige Thing ansaaes for liberalt, er nu det Modsatte, o. s. v. Heraf seer man, at Stabell igrunden ikke har skiftet Sind; hans Færd er fuldkommen konsekvent, – det tilsyneladende Inkonsekvente deri ligger kun i det Ydre, eller, som ​Harris vilde have udtrykt sig, Inkonsekventsen er kun «formel.» Stabells Optræden bringer mig uvilkaarligt til at tænke paa ​hiin ihærdige engelske Præst, som urokkeligt havde foresat sig at leve og døe som Sjælehyrde i sin lille Landsby; under ​Henrik VIII afsvor han derfor Katholicismen, antog den igjen under ​Maria, afsvor den atter under ​Elisabeth, antog den paany under ​Kong Jakob og naaede derved virkelig sit Maal. Saaledes ogsaa Hr. Stabell; en ​Portefeuille er hans «Idee,» for den maa han altsaa som en brav Mand kjæmpe, ja, gjøre sig til Martyr, om det skulde ​fornødiges. Nu ere Tiderne forandrede (efter hvad Præsten Berg siger), og det er derfor nødvendigt for Stabell, at han ​ ​døder den gamle Adam og ifører sig et nyt Menneske. Alt dette ​Lutrelsens og Gjenfødelsens Bad, som Stabell tog sig om Morgenen den 12te Mai, maatte vække Forargelse blandt ​de Uomskaarne i Thinget kan man nok tænke sig. ​Mossige fandt sig smertelig berørt af Stabells Ytringer, og det undrede ham, at han, (Stabell) i 1851 kunde udtale sig saaledes. Ikke saa forunderligt endda; – dersom Mossige havde havt ​Jaabæks historiske Kundskaber, saa maatte han have vidst, at Sligt er saare almindeligt blandt Politikerne. ​Sverdrup ​gik omtrent 3000 Aar tilbage i Tiden; men da han er en ​expedit Mand, saa gjorde han Touren i langt kortere Tid end man skulde troe. Han paaviste hvorledes man i Begyndelsen ansaae det for en Skam at modtage Renter af en udlaant Sum; nutildags, da Oplysningen er tiltagen, tænker man noget anderledes om den Sag. Ogsaa han tilligemed ​Veseth gav Stabell paa Ho’det, hvoraf man seer at begge to med al deres Dygtighed endnu kun ere at regne for Rekrutter i Statsmandsfaget. ​Ueland derimod, som en gammel ​Praktikus, holdt sig til Sagen og lod Stabell skjøtte sig selv; «idag dig, imorgen mig,» tænker vel Ueland og afholder sig ​viseligen fra alle Reflexioner. ​Augustinussen havde sine egne Meninger; ​(sic!) «han fandt det ubilligt at man paalagde myndige Folk Indskrænkninger, medens man allerede paa forrige Thing indrømmede Laxen store Friheder, som den ikke før havde været i Besiddelse af» (Fredning paa visse Tider af Aaret.) – Ganske vist, Hr. Augustinussen! det er virkelig ubilligt! ​Schweigaard, ​Motzfeldt og ​Møinichen stode naturligviis Stabell ​troligen bi; Harris, der havde fremsat et Forslag om at Sagen skulde ​remitteres, ankede over at Debatterne kun dreiede sig om dens Realitet, (det maa nemlig bemærkes, at ​Lerche ikke havde talt), og gjorde derhos opmærksom paa, at hans Forslag kun var «formelt.» – Det er formeentlig overflødigt af Harris at gjøre opmærksom paa, at hans Forslag ikke vedkomme Realiteten.

​Natvig udtalte naturligviis sin Sympathi for Sagen; skulde ikke Natvig være at formaae til engang for alle at udtale sin Sympathi for Alt, hvad der forhandles i Thinget? derved vilde han spare megen Tid for Medlemmerne og megen Uleilighed for sig selv. Forslaget om Sagens ​Remis kom som sagt, fra Harris, og blev saaledes forkastet. Kommitteens Indstilling bifaldtes mod 15 Stemmer. ​Pyrrhus sagde da han havde overvundet Romerne: «Vinder jeg endnu en saadan Seir, da er det ude med mig!» Stabell kan sige: «Lider jeg endnu et saadant Nederlag, da er jeg ovenpaa, og ​gi’er jer en god Dag allesammen!»