Henrik Ibsens skrifter

«Hvorledes gik ​‹Wilhelm Tell›?» hørte jeg en Student spørge en Anden efter Opførelsen af denne Opera.

«Fortræffeligt; Musiken er ganske udmærket.»

«Og Texten?»

«Ja, Texten er der nu ikke synderligt ved, – men i Operaen er jo Texten ogsaa kun en Biting.»

Dette Raisonnement er ikke ualmindeligt; de Fleste ville vistnok erindre sig enten selv at have brugt det eller ogsaa at have hørt det af Andre. Især er det saakaldte Musikskjønnere, der udtale sig paa denne Maade; det er især dem, der betragte Operaen som sammensat af to forskjellige Enkeltheder, Musik og Text, hvoraf, efter deres Mening, den ene gjerne kan gjøre sin Virkning, selv om den anden er mindre heldig. Endog virkelige Kunstnere hylde denne Anskuelse, og derfor er det ikke sjelden at høre en fuldstændig Opera foredragen i en Koncertsal. Intet kan være mere forvrængt end en saadan Opfattelse af Operamusikens Betydning, og det maa derfor være mig tilladt at dvæle lidt ved denne ​Materie.

Operaen er den dramatiske Kunstform, som gjennem et ​plastisk‐musikalsk Medium reproducerer Virkeligheden i et idealt Billede. Dette Medium er altsaa i sit Grundvæsen en Komposition af to Elementer, af hvilke hvert for sig er utilstrækkeligt til Opnaaelsen af det her tilsigtede Øiemed. Enhver ​Aabenbarelsesform for Kunsten har jo sin Begrændsning, udenfor hvilken dens Magt ikke formaar at strække sig. Nu er ​Musiken af væsentlig lyrisk, ​Plastiken af væsentlig episk Natur; men Operaen er Eenheden af Begge og kan følgelig ikke aabenbare sig gjennem et Medium, hvoraf det ene Moment mangler.

Operamusikens Fuldkommenhed ligger derfor netop i dens Ufuldkommenhed til i og for sig selv at kunne udtrykke Komponistens Digtertanke, ligesom Textens Fuldkommenhed ligger deri, at den intet Fuldkomment er, saalænge den ikke udtales gjennem Eenheden af Musik og Plastik. Den inderligste Harmoni maa saaledes finde Sted mellem Musik og Text; Musiken er Operaens Sjæl, Texten den konkrete Form, hvoraf den er omsluttet, og da vi i Operaen befinde os paa ​det Ideelles Gebet, saa kræve vi her en fuldkommen Overeensstemmelse mellem Indhold og Form. Da Musiken i Operaen charakteriserer sig som Indhold (altsaa ikke tillige som Form), saa vil det indsees, at den maa opgive sit eget Væsen, dersom den skal komme til Objektivitet ved og gjennem sig selv; thi et Indhold uden Form er jo i Realiteten kun en tom Abstraktion. Operamusikens Existens som saadan ophører altsaa, naar den gjengives udenfor Scenen, idet den derved gaaer over til at danne et for sig bestaaende Helt.

Naar derfor Musikskjønnere yttre, at de under Forestillingen helst lukke Øinene til for ikke at forstyrres i Nydelsen af Musiken, saa er dette enten Affektation eller ogsaa grunder det sig paa en total Misforstaaelse af Operamusikens Betydning; i en Concertsal gaaer dette an, – thi her er ​Foredraget uvæsentligt, Musiken er her Alt i og ved sig selv; men saaledes forholder det sig jo ikke i Operaen, hvor Musiken som Indhold først kan anskues gjennem ​den plastiske Form.

Det vil saaledes indsees, at den Anskuelse, hvorefter Foredraget i Operaen ansees af underordnet Betydning, røber et aldeles feilagtigt Begreb om hvad en Opera egentlig vil sige; enhver Sanger, der ikke har Skuespillertalent, er uskikket til at optræde i Operaen; thi det er kun gjennem det Dramatiske at han kan lade Musikens Poesi forstaaes og dens Tanke udtale sig.

Disse aldeles nødvendige Betingelser for en reen og uforstyrret Nydelse af Operaen have neppe ved nogen foregaaende Anledning hos os været saa ​heldigen forenede som ved Opførelsen af ​«Norma». Denne herlige Musiktragedie, som ​Oehlenschlaeger naivt har kaldet Stykket, uagtet det ikke er nogen Tragedie, er noksom bekjendt, og jeg skal derfor ikke her videre omtale samme, saameget mere, som Morgenbladet har angivet dets væsentligste Indhold. ​Madame Dahl udførte sit Parti med Varme og Inderlighed, og de Ankeposter mod hendes Spil, som før oftere have været fremførte, synes dennegang aldeles ubeføiede. Ligesaa heldig var ​Jomfru Hansen; hendes Mimik er plastisk skjøn og den dybe Følelse hun forstaaer at lægge i sit Spil, er isandhed af gribende Virkning. Begge høstede ogsaa stormende og velfortjent Bifald, hvilket vel ogsaa burde være blevet Instruktøren, ​Hr. Sperati tildeel; thi det er dog indlysende at uden Iver og Anstrængelse fra dennes Side maatte det være en Umulighed med vor Scenes ringe Resourcer at frembringe saa forbausende Resultater. Det er ellers et sørgeligt Beviis for hvor lavt den musikalske Sands endnu staaer her i Christiania, at «Norma» hverken ved første eller anden Forestilling formaaede at skaffe fuldt Huus, ligesom det ogsaa er beklageligt at Theaterdirektionen hellerikke denne Gang skal have den Tilfredsstillelse at see sine Bestræbelser ​tilbørligen paaskjønnede, og vi ville kun ønske at denne Lunkenhed fra Publikums Side ikke maa indvirke altfor skadeligt paa Theatrets oekonomiske Forfatning.