Henrik Ibsens skrifter

Det er en naturlig og almindelig anerkjendt Sætning, at overalt hvor en kunstnerisk Stræben skal kunne aabenbare sig, maa tillige forudsættes en kritisk Virksomhed, hvis Opgave det er at sammenholde Ideen med Produktionerne, hvorpaa Kritikeren har rettet sin Opmærksomhed. Overlades den kunstneriske Udvikling til sig selv, saa vil den enten saare langsomt bevæge sig i den Retning, der af det naturlige Instinkt anvises som den sande, eller endog staa Fare for at forvilde sig paa Afveie, hvis Endemaal seent eller tidligt er ​Kunstens egen Negation. Derfor er det altsaa at Kritiken skal optræde; thi i denne indeholdes som en absolut Betingelse, hvad Kunstnervirksomheden i og for sig mangler, nemlig en bevidst Erkjendelse af de Grundsætninger, hvorpaa Kunstnervirksomheden er bygget; men det er ikke nok at Kritikeren har klargjort sig det abstrakte Kunstbegreb, – han maa ogsaa være sig bevidst, hvilke Fordringer der stilles til den specielle Retning af Kunsten mod hvilken han har vendt sig. Kun paa et saadant Standpunkt bliver det muligt for Kunstdommeren at udfylde sin Plads og at virke til Gavn for Kunsten og dens sande og berettigede Udvikling; i modsat Fald maa Kritiken synke ned til en unyttig og tom Demonstreren, en ​Omsigslaaen med Hverdagsfraser, der vel kunne have Gyldighed som almindelige Abstraktioner, men som Ingen gider lægge sig paa Hjerte, da de ved at anvendes paa et konkret Tilfælde noksom røbe deres indre Tomhed og Kjerneløshed.

Dette Dillettantismens sikkre Kjendemærke ​bibringer os kun altfor snart den sørgelige Erkjendelse, at Kritiken hos os igrunden befinder sig paa et saare beklageligt Standpunkt; thi næsten overalt ville vi støde paa denne abstrakte Theoretiseren, undtagen hvor Kritikeren gjør det endnu værre ved at slaa over i Modsætningen, og, istedetfor at levere en begrundet Dom, opvarter med sin egen subjektive Formening, mod hvilken Enhver naturligviis kan opstille sin som ligesaa berettiget; «Denne Bog er god», – «Skuespiller A. var fortrinlig», – «B. spillede slet», – saaledes lyde de Formler, hvorefter saamange af vore Kunstdommere brygge deres Tyndtøl, medens det sjelden eller aldrig falder dem ind at undersøge om Ideen og Kunstpræstationen ere kommensurable Størrelser eller ikke, og dog er dette til Syvende og Sidst Kritikens eneste Opgave.

Men ligesom denne kritiske ​Uformuenhed aabenbarer sig i enhver Green af Kunsten, saa fremtræder den dog i sin haandgribeligste Nøgenhed, hvor Talen er om dramatiske Præstationer, og dette har sine gode Grunde; thi, idet ​Skuespilkunsten paa engang kommer til Objektivitet baade gjennem Tid og Rum, stiller den sig derved Virkeligheden nærmere og fremtræder med større Anskuelighed end f. Ex. Musiken, der finder sit Medium i Tiden, eller Maleriet og Skulpturen, der aabenbarer sig gjennem Rummet. Heraf følger da, at Saamangen, der føler sig ukaldet, naar det gjælder at udtale sig over de sidstnævnte Kunster, fuldt og fast tror at han er paa sin rette Hylde som dramatisk Kunstdommer; han griber da Pennen og naar han i det Vide og Brede har paapeget uskjønne Armbevægelser, feilagtig Betoning o. s. v., saa staar han i den naive Tro, at en virkelig kritisk Afhandling har ​faaet sin Tilværelse. Denne uskyldige Mening kunde man nu vistnok gjerne lade den kritiske Skribent beholde, dersom der ingen Fare var for at den kunde øve nogen Indflydelse paa Publikum og de Kunstnere, mod hvilken den saakaldte Kritik er rettet; men saaledes forholder det sig desværre; thi Publikum, der kun bliver sig den kunstneriske Produktion bevidst gjennem den umiddelbare Følelse, kræver af Kritikeren en Redegjørelse for de Indtryk, det har modtaget, og er paa Grund af det ukritiske Standpunkt, hvorpaa det ifølge sin Natur maa befinde sig, altfor tilbøieligt til at underskrive den Mening, der lydeligt udtaler sig, og hvis objektive Gyldighed det ikke formaar at bestride. Hos Kunstneren vil den uberettigede Kritik, hvad enten den er rosende eller ​dadlende, have tilfølge, at han enten lader sig paavirke deraf, og saaledes føres ind paa en Afvei, eller at han fatter for den kritiske Korrektion en Foragt, der er langt farligere for hans Udvikling, end selv en fuldstændig Mangel paa Kritik, da denne altid mere eller mindre vil afhjælpes ved Kunstnerens egen instinktmæssige Takt for det Sande og Rette.

(Fortsættes)

(​Sluttet)

Efter disse indledende Bemærkninger skulle vi gaa over til at undersøge, hvorvidt de deri opstillede Fordringer til en berettiget Kritik ere fyldestgjorte af Herr Stub.

Under Titel af ​«Et Besøg i Nationaltheatret» begynder den Række af Theaterrecensioner, der har fremkaldt nærværende Linier, og som forsaavidt fortjene at paaagtes, som de hos mangen Ubefæstet der, uden tilstrækkelig Personalkjendskab, tror i Forfatterens videnskabelige Udvikling at have den fornødne Garanti for Holdbarheden i hans kritiske Paastande, let kunde grundfæste en skjæv Anskuelse af Kunsten, et Resultat, der saameget lettere kan forudsættes, da de her omhandlede Opsatser ere de første af en mere detailleret Natur, vore Blade have indeholdt om Nationaltheatret.

Forfatteren indleder sin Afhandling med den Bemærkning at han, ved i Christiania at læse ​Stiftstidendens hule Lovtaler over vor unge Scene, havde fattet en vis Mistillid til Institutionen; uden specielt at kjende de Artikler, der her tilsigtes, maa jeg dog være ganske enig med Herr Stub i at Stiftstidendens Optræden for Theatret neppe har været af den ønskeligste Beskaffenhed, ligesom dets Interesser, ialfald i den senere Tid, kun maadeligt have været varetagne af Pressen, thi vel have ​Bergenske Blade og Stiftstidenden jevnligt diskuteret Theatrets Anliggender, men deres Spalter have neppe nogensinde været aabnede for en grundig og fordomsfri Kritik, og om ​den litterære Prostitution, ​«Theatervennen,» kan der naturligviis ikke være Tale, uden forsaavidt man maa beklage, at den maaskee spærrer Veien for dygtigere Kræfter. Men Hr. Stubs og min Enighed kan desværre ikke blive af lang Varighed; thi naar han udtaler sig over det Glædelige i at Publikum, før Opførelsen af ​«Fjeldeventyret», afholdt sig fra at istemme ​Nationalsangen, fordi den nationale Følelse, der skulde vækkes ved selve Stykket og Spillet, derved vilde allerede i Forveien være bleven fremkaldt næsten til Overmaal, og man vilde i en Begeistringsruus have lagt meget i Spillet og Stykket, som sletikke fandtes deri, – man vilde saaledes være bleven «​hildet og fangen i sine Følelser», – saa maa jeg hertil bemærke, at Forfatteren i disse Ord har udtalt en aldeles grundfalsk Anskuelse af Publikums Forhold til Kunsten. Havde Publikum udgjort en ublandet Samling af Kritikere vilde Forf. upaatvivlelig have været i sin Ret; thi Kritikeren har kun at raadspørge sin ​uhildede Fornuft; Følelsen har hos ham ingen Stemme, – men med Hensyn til Publikum forholder det sig, som forhen bemærket, aldeles omvendt, og da den dramatiske Fremstilling udelukkende beror paa Illusionen, medens Intensiteten i denne ganske er afhængig af Modtageligheden af det Gemyt, hvorpaa den skal virke, saa indseer jeg ikke det Forstaaelige i Anvendelsen af Midler, der hos Publikum maa forudsættes at fremkalde den størst mulige Modtagelighed. Forfølger man Konsekventserne af denne Forfatterens Paastand, kommer man til de forunderligste Resultater; en Digter skulde ikke kunne bedømme et nationalt Emne, en Maler skulde ikke kunne fremstille et Billede af fædrelandsk Natur, fordi Beskuerens «nationale Følelse» derved vilde fremkaldes, og hans Dom over det absolut Kunstneriske i Produktet saaledes tabe sin Gyldighed. Forøvrigt kan jeg gjerne indrømme at en Afsyngen af Nationalsangen, i og for sig betragtet, maaskee vilde have været mindre ​taktmæssig, men naar jeg indrømmer dette, saa har jeg dertil ganske andre Grunde, end de, Herr Stub opstiller.

Efterat have givet tilbedste ​forskjellige Fortolkninger af ​Scenens Motto, «der gav ham Noget at studere paa før Tæppet gik op», begynder Forfatteren sin egentlige Kritik over Fjeldeventyret. Man venter sig nu naturligviis at han først i flygtige Træk giver os et anskueligt Totalbillede af Stykket, saaledes, som Digteren har villet have det opfattet, og dernæst sammenholder dette med Udførelsen; men istedet herfor faa vi kun at høre, at «Marie – – fremstillede sig som en ung Dame, ganske blottet for aandelig Livlighed og uden Ynde i sine Bevægelser,» at «Ragnhild manglede al Friskhed og Naivitet», at «Midten af Stykket gik over Scenen som Begyndelsen, og Enden som Midten. Saaledes fortsætter Forfatteren; dette er altsaa Kritik! For hvem skriver han da? For Publikum kan det ikke være, thi enten er dette enigt med ham, og saa behøver han jo ikke at fortælle, hvad det allerede veed, eller ogsaa er det af en modsat Mening, og i saa Fald siger det naturligviis Nei til Forfatterens Paastande og bliver ved sin egen Tro. Hellerikke for Skuespillerne kan hans Kritik være bestemt; thi hvad Nytte kunne disse høste af en Dom, der kun er negativ. Hvad kan det f. Ex. nytte ​Hr. Bruun at blive gjort opmærksom paa, at han i Lensmandens Rolle «lignede en rask og væver Kaptein ​af Middelalderen, der har tilbragt nogle Aar paa Landet», (om denne «raske og vævre Kaptein siger Forfatteren forøvrigt, at «hans Spil var dorskt og søvnigt»! !), næstegang giver Hr. Bruun maaskee ikke sin Rolle som nogen Kaptein, uden derfor at have truffet det Rette. Skal Kritikeren optræde belærende for Skuespilleren, saa maa han gjøre denne begribeligt hvorledes hans Rolle skal gives, og ganske tie stille med hvorledes den ikke skal gives; thi derved opnaar han kun at gjøre Skuespilleren usikker istedetfor at befæste ham. Men desuagtet ​fortfarer Forfatteren stadigt paa samme Viis; «Scenen mellem Studenterne gik ynkeligt», ligger der her nogen Veiledning for Skuespillerne til næstegang ikke at give denne Scene «ynkeligt»?

Dog, det vilde blive for vidtløftigt at fremføre flere Beviser paa den Negativitet, der gaar gjennem denne Kritik, hvori han kun nedriver, uden at være istand til at bygge op. Mod Slutningen af Opsatsen søger Forfatteren at gjøre Skuespillerne begribeligt, at han kun har havt deres Vel for Øie, idet han har villet vække dem til «Selverkjendelse», og forkynder dem, «nye bedre, dygtigere Kræfter, mere stærke til Udholdenhed og Selvfornægtelse, ville afløse dem.» Jeg vil ikke drage Forfatterens ærlige Villie i Tvivl, men at han ikke har fyldestgjort de Fordringer, man med Føie kan gjøre til en Kritiker, tror jeg at have godtgjort; skulde jeg imidlertid feile heri, saa haaber jeg, at Opsatserne i ​B. Bl. No 400 og 404 ville afgive tilstrækkeligt Stof til en fuldstændigere Beviisførelse, – men hermed ​faar jeg at bie indtil Hr. Stub næstegang optræder som dramatisk Kritiker.