Henrik Ibsens skrifter

«En Landsbyhistorie» paa Christiania Theater. Dersom ikke Publikum denne Gang mod al Formodning skulde svigte den Holdning, som det i de sidste Tider konsekvent har vidst at iagttage ligeoverfor enhver kunstnerisk Frembringelse, saa tør vi ikke spaae ovennævnte Stykke noget langt og glædeligt Liv paa Scenen. Vor Tid er nemlig L​ysbilledernes, det kunstmæssige Haandværks Tid; Techniken, i Ordets trivielle Betydning, er det Eneste, som Publikums Begeistring mægter at rumme, og derfor er ogsaa Theatret, fra det financielle Synspunkt betragtet, fuldkommen i sin Ret naar det, som hidindtil, vedbliver at holde paa de ​nyere franske Værker, der allerede længe have dannet Repertoirets ​Grundpiller. Disse Værker besidde nemlig som oftest en fuldendt Technik og derom synes Publikum godt; de have desuden Intet med Poesien at skaffe, og derom synes Publikum maaskee endnu bedre. Noget anderledes forholder det sig med «En Landsbyhistorie»; den bæres væsentligen af en poetisk Grundtone og er allerede derved af Massen indordnet under en mistænkelig Kategori; der gives visselig mangen En af vore fornuftige Folk, som mene, at Stykket med god Grund maa kaldes baade usandt og usundt, eftersom det ikke staar i Photographiens Forhold til Virkeligheden; for disse Folk er nemlig Virkelighed og Sandhed eensbetydende, – kopieres ikke den første, saa gjengives efter deres Mening hellerikke den sidste. Dog, i denne Kunstbetragtning er Publikum konsekvent, videre er ikke herom at sige. I Nationalgalleriet, ved Læsningen af et Digterværk o. s. v, høres de samme Bemærkninger; et Landskab faar først sit rette Værd naar Betragteren gjenkjender det som ​Prospekt, naar det, som man siger, ligner. Saaledes ogsaa paa Scenen; man kræver der hvad Virkeligheden har at frembyde, hverken Mere eller Mindre; at Kunsten skal ytre nogen løftende Kraft er en Fordring, som ikkun Faa gjøre gjældende, men desto oftere kræves ​Belærelse, Underviisning i allehaande «nyttige Ting»; at Scenen skal være dannende er en ​Sats, som af Mængden forstaaes paa samme Maade, som den nærmest maa forstaaes om et Konversationslexikon. Af denne Grund ere ogsaa de historiske Stykker i Almindelighed saa yndede (at sige naar de ere faktisk sande); «thi deri faar man dog Noget at lære.» Nu kun et Skridt videre frem paa Realismens Bane, saa er ogsaa vort nuværende photographiske Standpunkt tilbagelagt, og dertil maa det fornuftigvis komme; thi denne ellers saa yndede Kunst indeholder unægtelig et idealt, og følgelig efter den moderne Betragtning forkasteligt Moment, idet den nemlig kun yder en abstrakt Gjengivelse af Virkelighedens Farver. Men hvor bliver saa det næste Hvilepunkt? Jo, den praktiske Videnskab har i saa Henseende anviist Veien; thi der er nu opfundet en kunstig Proces, som kaldes ​Naturtryk, og hvori alle Slags haandgribelige Gjenstande kopieres ligetil de yderste Detailler, med alle sine øieblikkelige Uvedkommenheder, med alt sit tilfældige Smuds. Her har vor Tids Kunst og Poesi et Fingerpeg, som den vel bør agte paa. Et saadant Maal bør ogsaa den stille sig, – da er den sikker paa Publikums Sympathi, da kan den paa en populær Maade løse sin høieste Opgave: Folket vil i dens Frembringelser gjenfinde sig selv.