Henrik Ibsens skrifter

Skuespiller A. W. Wiehe, over hvis kunstneriske Betydning og Virksomhed vi her i Korthed meddele nogle Bemærkninger, er født i Kjøbenhavn den 8de Juli 1826 og synes allerede ved ​de store Traditioner, der knytte sig til hans Familie at maatte fra Vuggen af være bestemt for Theaterbanen, – han er nemlig en Dattersøn af Nordmanden ​Michael Rossing, en af hine Mægtige, hine rigt Begavede, hvoraf den danske Skueplads har saamange at nævne, og hvis vækkende Indflydelse paa Samtidens Digtere i saa høi en Grad har fremskyndet det Udviklingstrin, hvortil Danmarks dramatiske Literatur har hævet sig. A. W. Wiehe synes imidlertid i Førstningen for en kort Tid at have misforstaaet den Trang til kunstnerisk Skabervirksomhed, der allerede tidligt rørte sig hos ham, – og han bestemte sig for Malerkunsten, gav sig i Lære, og besøgte Akademiet. Men længe varede det ikke, førend han kom til Erkjendelse om at det, han i Grunden søgte og famlede efter, for ham var at finde paa en anden Vei, at det ikke var gjennem Farver, men gjennem det levende Ord, ikke foran Staffeliet, men paa Skuepladsen at han bedst kunde udfolde al den Rigdom, der i ham, som i enhver kunstnerisk Natur, laa gjærende, idet den krævede sin Form og sit Udtryk. I 1843, neppe 17 Aar gammel, indtraadte han derfor som Elev ved det kongelige Theater. Blandt Wiehes Roller fra denne første Periode af hans Kunstnerliv kan nævnes: «Jørgen» i ​«Erik og Abel», «Einar Tambeskjælver» i ​«Hakon Jarl», «Filippo» i ​«Statsmand og Borger», ​«Pariserdrengen», «Lazarillo» i ​«Don Cæsar de Bazan» o. s. v. At Wiehe allerede tidligt vakte store Forventninger er begribeligt nok; men ved et stort Theater er det desuagtet ikke let for en begyndende Kunstner at udvikle sig med al den Kraft, som netop i de første Aar er saa nødvendig; de bedre Roller befinde sig i ældre Kunstneres Hænder, og for Begynderen levnes Intet, som han ret med Inderlighed kan kaste sig over, gribe og gjengive med den Kjærlighed, der da gjerne røber sig som stærkest, saafremt den indre Kaldelse virkelig er tilstede. En Begynder med Wiehes Anlæg har i denne Henseende vistnok i Regelen mindre at beklage sig over, end de fleste Andre, men han fandt det dog hensigtsmæssigt at ansøge om en længere Tids Permission for med ​Langes Skuespillerselskab at optræde i Provindserne. Efterat han her havde fundet rig Leilighed til Beskjæftigelse og Udvikling, vendte han tilbage til Kjøbenhavns Theater, hvor han blev indtil 1849. ​Krigen var da i Gang, Wiehe gik med som Frivillig, spillede Vinteren over i Kjøbenhavn, drog atter næste Vaar afsted med Tropperne og blev saaret ved ​Idsted. Atter optraadte han for en kort Tid ved det kgl. Theater og tog derpaa Ansættelse her i Christiania, hvor han den 11te Septbr. 1851 debuterede for første Gang som «Oluf» i Oehlenschlägers ​«Dronning Margaretha.» I det Tidsrum af sex Aar, som siden er hengaaet, har han optraadt paa Christiania Theater over 560 Gange og i mere end 100 forskjellige og tildeels meget forskjelligartede Roller. Her at opregne dem alle vilde blive for vidtløftigt, vi skal derfor indskrænke os til at nævne enkelte, for derved at antyde de Grændser, indenfor hvilke hans hovedsagelige Begavelse er at søge, og man vil deraf see, at disse Grændser ingenlunde ere snævre. Foruden den ovennævnte Debutrolle har han saaledes givet ​«Don Juan af Østerrig» i Delavignes Drama af samme Navn, «Adolf» i ​«Sparekassen», «Henri d’Albret» i ​«Dronning Marguerites Noveller», «Seaton» i ​«Æren tabt og vunden», «Henri de Flavigneul» i ​«Naar Damer føre Krig», «Charles» i ​«Bagtalelsens Skole», Titelrollen i Victor Hugos ​«Hernani», «Bernard» i ​«Emigranten og hans Datter», «St. Ernst» i ​«Fruentimmerhaderen», «Møller» i ​«Embedsiver», «Hertugen» i ​«Den hemmelige Agent», «Einar Tambeskjælver» i ​«Hakon Jarl», «Ripafrata» i ​«Mirandolina», «Lord Meville» i ​«Kean», «Aage» i ​«Mester og Lærling», «Fauckland» i ​«Medbeilerne», «Romeo» i ​«Romeo og Julie», «Orlando» i ​«Livet i Skoven», «Nemours» i ​«Ludvig den Ellevte», «Dick Rapid» i ​«Den hjemkomne Nabob», «Jochum» i ​«En Søndag paa Amager», «Marlov» i ​«Feiltagelserne», Titelrollen i Molieres ​«Don Juan», «Gossamer» i ​«Munterheds Triumf», «Bertram» i ​«Kongens Læge», «Franz» i ​«Berthas Klaveer», «Ridefogden» i ​«Erasmus Montanus», «Harry» i ​«Veien til Ødelæggelse», «Claudio» i ​«Drøm og Daad», «Filip» i ​«Salomon de Caus», «Masham» i ​«Et Glas Vand», «Chevalieren» i ​«Ninon», «Abel» i ​«Erik og Abel», «Flemming» i ​«Elverhøi», «Zacharias» i ​«Østergade og Vestergade», «Gaston» i ​«Poiriers Svigersøn», «Emmeric» i ​«En Lænke», «Stein Skaftesøn» i ​«En Aften paa Giske», «Kjeld» i ​«Gudbrandsdølerne», «Herman» i ​«Han bliver myndig», «Figaro» i Komedien ​«Figaros Bryllup», «Georges Bernard» i ​«En Brud ved Erobring», «Harald Haarderaade» i ​«Væringerne», «Gudmund Alfsøn» i ​«Gildet paa Solhoug», «Ingomar» i ​«Ørkenens Søn», «Axel» i ​«Axel og Valborg», «Troels» i ​«Barselstuen», «Stig Hvide» i ​«Svend Dyrings Huus», «Brandt» i ​«Indkvarteringen», «Polak» i ​«Thyre Boløxe», «Tadeo» i ​«Den Yngste» og «Halvard Gjæla» i ​«Mellem Slagene.»

Wiehe kom herop til os i Begyndelsen af ​et Tidsrum, der har været rigt paa indre Rivninger og Kampe; Tanken om en national Skueplads var begyndt at røre sig; men ingen skriftlig Demonstreren, ingen logisk Udvikling af en saadan Anstalts Nytte og Nødvendighed er istand til at modne Sagen saa let og saa snart som et vækkende Exempel, – og derfor har Wiehe øvet en ubestridelig Indflydelse paa vor nationale Scenes Fremgang. Han bragte noget Nyt med sig ind i Theatret og ind i Publikums Bevidsthed, al Ungdommens Poesi laa stærk og varm over hans Spil, – der aabenbarede sig i hans Præstationer en sjælelig Reenhed, en dyb Følelse af Kunstens Hellighed og Betydning, en beaandet Stræben, ikke efter den krasse Virkelighed, men efter Sandhed, efter hiin høiere symbolske Gjengivelse af Livet, hiint Eneste, der i Kunstens Verden virkelig fortjener at kjæmpes for og som dog kun erkjendes af saa Faa. At en saadan Kunstner, paa samme Tid udstyret med alle ydre Betingelser, er af uberegnelig Nytte under en famlende Udviklingsperiode, i et Tidsrum, da en spirende Kunst søger sine Forbilleder og da den vilde ty hen til Traditionens Repræsentanter ifald Fremskridtets Mænd ikke vare at finde, – maa være indlysende for Enhver. Det er en almindelig Klage, at de store sceniske Kunstneres Tid er forbi, ​Theatre français har havt sin glimrende Periode, ​det danske Theater seer op til sin Fortid og Tydskland eier ingen ​Eckhoff, ingen ​Iffland eller ​Schröder mere. Dette er til en vis Grad sandt, men Skylden ligger hos Forfatterne og navnlig i ​den nye dramatiske Retning i Frankrig; disse i technisk Henseende fuldendte Kunststykker, der aarlig udgaae fra Pariserforfatternes Værksteder og som i en saa sørgelig Grad bidrage til at fremme Virtuositeten paa Kunstens Bekostning, – disse Kniplingsarbeider, der ene ere beregnede paa den Virkning, som ligger i, at der «siges Repliker»[Forfatternote: Dette Udtryk er nylig brugt om een af vore mest begavede Kunstnerinder; Nedskriveren af disse Linier tror, at der hos denne Kunstnerinde maatte kunne fremhæves mange Fortrin af en (i kunstnerisk Forstand) mindre tvivlsom Natur.], kan ikke andet end neddrage Kunsten i en lavere Region, – i Effektens. Er det saa at undres over, at vor Tid har saa faa sande Skuespillere; – hvad var det, som gjorde hine bortgangne Kunstnere saa store? Det var, at man dengang byggede sin Fremstilling paa Totaliteten og ikke paa det Enkelte, at man skildrede det Almene og ikke det, som en tilfældig Mode eller en fordærvet Samfundsorden i Øieblikket har formet saa eller saa. Men vor Tids Skuespillere, – hvad er vel for dem at gjøre? See hen til deres Repertoire; bestaar det ikke for ni Tiendedele af hine Franskheder, som ovenikjøbet ere vor Nationalitet aldeles modstridige? Stor Paaskjønnelse fortjener derfor de Kunstnere, som forstaae at stævne fremad i dette trange Farvand uden at strande, og til disse Kunstnere hører Wiehe; to Veie er der at gaa, enten at stige ned til Virtuositeten eller at løfte Kunststykket opad og skabe et Kunstværk deraf. Dette Sidste er det eneste Værdige for en sand Kunstner, og det har Wiehe gjort. See hen til hans «Georges Bernard» i ​«En Brud ved Erobring», – denne Materialismens sminkede Repræsentant, – hvad bliver han ikke til i Kunstnerens Hænder? Bringes vi ikke gjennem Fremstillingens Poesi til at glemme, at Forfatteren i Grunden kun har leveret os en Afhandling over sociale Forholde – i dramatisk Form? – ​Enhver sand kunstnerisk Fremstilling er nødvendigviis poetisk, men denne Poesi er hos Wiehe af en aldeles national nordisk Charakteer; undersøge vi ​vore Folkedigtninger, Kjæmpeviserne, vore Sagaer o. s. v. – da vil vi i dem gjenfinde de samme Grundbetingelser for Virkningen, en ubevidst Symbolik, en sjælelig Høihed og Ro, en Erkjendelse af Stemningens Betydning, som i større eller mindre Grad beaander alle de livsvarme Skikkelser, som han forstaar at digte frem af sine Roller.

Men en Ting skal Wiehe derfor erindre sig: hans Ophold hos os er mere end et Engagement, – det er en Mission, og den tør han ikke svigte.