«Gudbrandsdølerne», Drama i 4 Handlinger af
Chr. Monsen. (
P. T. Mallings Forlag, Priis 24 ß.) Hvis en
Literaturhistoriker om hundrede Aar skulde bestemme dette Stykkes Alder og intet afgjørende Kriterium i saa Henseende forefandtes, da vilde han sige, at Stykket maatte være forfattet
efter
den første wergelandske Periode, men før Aaret 1842. Ved dette Tidspunkt
begyndte nemlig Asbjørnsen og
Moe deres Forfattervirksomhed og med denne udviklede sig en ny Epoche i vor nationale Literatur. Ved dem førtes Folkets sande og inderste Liv i stærke og rene Træk frem for vore Øine, og vore øvrige Forfattere begyndte derved at faa Syn for Nødvendigheden af at bryde overtvert med de traditionelle Former, – de begyndte at indsee hvorledes
det specifik norske Stof krævede en ny Iklædning, saafremt det ikke skulde forkvakles under den kunstneriske Reproduktion, de begyndte at erkjende at den ubevidste Æsthetik, som ligger i Folkets egne Digtninger, ogsaa maatte overføres og gjøres gjældende i Kunstpoesien. Saa udkom
Landstads Samling af Kjæmpeviser,
Ivar Aasen begyndte sin Virksomhed,
vi fik en begyndende dramatisk Kunst, og alt dette i Forening med de
Rivninger, som deraf opstod, bidrog i en mægtig Grad til at klarne Erkjendelsen af det Nationale og det Ikke‐Nationale. Den materielle Opfatning at Nationaliteten ved et Værk laa i
Stoffet, at Benyttelsen af et fædrelandsk Emne nødvendigviis maatte foranledige en fædrelandsk Digtning, indsaaes
snart at være uholdbar. Paa den anden Side var Folket nogenlunde kommen til Besindighed efter den første ungdommelige Frihedsjubel, og de høie Talemaader om
«Gamle Dovre», «Nordhavet» o. s. v. fandt ikke længere den fordums Gjenklang, der var vaagnet en vis Mistænksomhed blandt Mængden, man havde en Fornemmelse af at Troen paa hine gamle Guder ikke længere boede i Hjertet og derfor blev ogsaa deres Dyrkelse gjennem Frihedssangenes Mangfoldighed en
klingende Form; – nu skrives ingen
Oder til Friheden mere. Men ligesom der i Frankrig lige henimod vore Dage fandtes enkelte gamle
Marquis’er fra
Ludvig den 15des Tid, der ikke vare istand til at begribe og for Alvor tro der havde været
en Revolution og en Napoleon, at Alt som Følge heraf havde faaet et forandret Udseende, – saaledes gaves der ogsaa enkelte Digtere hos os, som uden at agte paa Tidens Strid og Krav, uforstyrret vedblev at slaa deres respektive
Harper paa den gamle Viis. Til disse høre
Schwach og
Chr. Monsen, den Sidste vistnok ulige mere begavet end den Første, men dog begge hinanden lige i deres fuldkomne Døvhed for Tidens Fordringer. Chr. Monsen fremstod i en for hans selvstændige Udvikling uheldig Periode, Wergeland var ham overmægtig og øvede paa ham den større Planets Indflydelse paa den mindre, en Indflydelse der ogsaa i «Gudbrandsdølerne», hans sidste og modneste Værk, er paatagelig nok. – At dette Stykke ikke fyldestgjør vore Fordringer til en national Digtning følger ligefrem af hvad der ovenfor er fremhævet, men det mangler dog ikke en vis
Syttende‐mai‐Poesi, der dog ved sin virkelige Varme og naturlige Udstrømmen staar høit over hvad denne Kathegori i Regelen har at fremvise. Stykket forraader ogsaa umiskjendelige Anlæg for det Dramatiske, men derhos tillige temmelig Mangel paa praktisk Indsigt, saa at den tilsigtede Virkning somoftest forfeiles. Dog, hvorom alting er,
saa fortjener Gudbrandsdølerne at beholde en Plads paa Theatrets Repertoire, ialfald indtil
den gamle engelske Heros, ifølge Forkyndelsen, slaar sig ned hos os.
En Dramaturg har rigtignok fornylig i et af vore Blade gjort opmærksom paa den Eiendommelighed ved de norske Stykker, at de opleve den første Gangs Glands og derpaa forsvinde fra Scenen; det Hensigtsmæssige i at dette Phænomen forklares som begrundet i de norske Stykkers indre Natur, er saare indlysende; men uheldigviis gives der visse Biomstændigheder, der gjøre Theorien vaklende. At de norske Stykker efterat have oplevet den første Gangs Glands forsvinde fra
Chr. Theater er uomstødeligt nok, men ligesaa sikkert er det ogsaa, at mange af dem paa andre
Skuepladse vedblive at føre et friskt og uforstyrret Liv længe, længe efter at Førstegangsglandsen er afslidt. Saaledes er
«Til Sæters» givet utallige Gange paa
Chr. norske Theater – af reisende Selskaber, i Bergen, i Stockholm og Kjøbenhavn.
«Fjeldeventyret» lader heller ikke til udenfor Chr. Theater at skulle saa hastigt forsvinde; det
forberedes nu til Opførelse baade i Stokholm og Kjøbenhavn og
det Samme er Tilfældet med andre norske Stykker. Kunde saa ikke en tvivlende Sjæl falde paa at søge hint Phænomen forklaret som hvilende i ydre Tidsforholde istedetfor i indre Naturmangler? En Undersøgelse af denne Gjenstand kunde ialfald være interessant nok.