Henrik Ibsens skrifter

Efterat jeg i forrige Aars Høst havde fuldført et nyt Skuespil, betitlet «Hærmændene paa Helgeland», ​indleverede jeg det i Manuscript til Direktionen for Christiania Theater med Forespørgsel om, hvorvidt Stykket dersteds kunde blive opført.

Omsider, da jeg ​omtrentligen skjønnede, at den ifølge Forretningsordenen ved Christiania Theater nærmeste Betænkningstid turde være forløben, henvendte jeg mig til ​den artistiske Direktør, og erfarede af ham, at Stykket var antaget og bestemt til Opførelse i Marts Maaned d. A. Senere søgte jeg Hr. Direktøren for at træffe Aftale angaaende Rollebesætningen o. s. v.; men da det viste sig, at han, ialfald ikke den Dag, besad saa klar Oversigt over Stykkets Indhold og Personer, som ønskeligt kunde være, saa enedes vi om, indtil Videre at udsætte med den af mig tilsigtede Aftale. Da imidlertid denne, for Hr. Direktørens Vedkommende, forudsatte en fornyet Gjennemlæsning af Stykket, fandt jeg det raadeligst at vente et Par Maaneder, hvorefter jeg igaar atter søgte ham i den nysnævnte Hensigt, og erfarede jeg da, at ​Theatrets Bestyrelse, ​Gud veed naar, havde fattet en Beslutning, som gaar ud paa: «at da Theatrets ekonomiske Status og Udsigterne for dets nærmeste Fremtids Indtægter i Forhold til allerede bestemte og uundgaaelige Udgifter ikke tillader Theatrets Kasse i indeværende Saison at udrede Honorarer for originale Arbeider, saa vil det af Hr. Ibsen indleverede Skuespil, Hærmændene paa Helgeland, ikke kunne komme til Opførelse i indeværende Saison».

Denne mærkelige Beslutning indeholder igrunden mere, end det ved første Øiekast skulde synes. Direktionen for Christiania Theater har her med rene og tydelige Ord udtalt sit Program, den har afgivet et Vidnesbyrd om Maaden, hvorpaa den opfatter sit Hverv; nu faar Publikum dømme.

Her gjælder det ikke om Forkastelsen af et allerede antaget Stykke; hvad der her er af Vigtighed, er Theatrets egen Erklæring for at det «i den nærmeste Fremtid» vil være ude af Stand til at understøtte, fremhjælpe og idetheletaget befatte sig med den norske dramatiske Literatur.

Dog, var det blot den midlertidige Evne, der manglede, saa fik det endda gaa, det kunde da altid rettes, men her er det Villien, som ​fattes tillige.

Havde Direktionen nemlig næret den ringeste Gnist af Interesse for at bringe det omhandlede Stykke paa Scenen, saa havde den naturligviis, istedetfor at fatte hiin Beslutning, henvendt sig til mig med Anmodning om at lade Honoraret henstaa indtil bedre Tider.

Men sandsynligviis har Direktionen forudseet, at jeg dertil vilde findes villig, og har derfor foretrukket den anden Vei, som mere stemmende med dens Politik.

Om dette samme Theater var det, at ​en Taler i Storthinget afgav det Vidnesbyrd, at det var en Kunstanstalt, som velvilligt modtog norske dramatiske Arbeider, og opførte dem godt, – et Vidnesbyrd, der tjente som medvirkende Motiv til Intet at bevilge til det norske Theater!

Til det norske Theater, som desuagtet af sin møisommeligt sammenskrabede ​Skjærv har anseet sig forpligtet til at udsætte ​en Priisbelønning for originale Skuespil, medens hiin lovpriste «Kunstanstalt» ikke engang gider bringe et Saadant paa Scenen, uagtet det allerede er antaget og man blot ved et Pennestrøg eller et Ord kunde faa alle mulige Betingelser angaaende Honoraret ordnede efter eget Behag.

Godt er det imidlertid, at Christiania Theater dog engang ligefrem har udtalt sig; med Seighed har det nu i henved tyve Aar værget om sin sygnende Tilværelse, Skridt for Skridt og Tomme for Tomme har det opgivet den brede Basis, hvorpaa det engang støttede sig, beskyttet af Fordomme og Publikums ​Indifferentisme. Aldrig har Direktionen, før nu, været varmblodig nok til at vove et virkeligt Sammenstød, hvorved det enten maatte bære eller briste; den har krympet sig under Slagene, derpaa faret varsomt frem en Tid, følt sig for, om Faren var over, og saa igjen begyndt hvor den slap. Konsekvent har den været, det maa man tilstaa; det skal holde haardt at paavise nogen Uoverensstemmelse i dens Politik i ​1838 og 1858, det synes paa den, som om den mellemliggende Tids Rivninger aldrig havde fremlokket en eneste Sandhedsgnist.

Først værgede Christiania Theater sig mod den frembrydende norske Kunst med det Argument, at vort Sprog, vor medfødte Mangel paa Lethed o. s. v. lagde uovervindelige Hindringer iveien for scenisk Fremstilling. ​De norske Theatre opstode imidlertid, og man maatte nu overføre Modstanden paa et andet Gebet; disse ​Anstalter betegnedes derfor som fremkaldte af enkelte Enthusiaster, man spaaede dem en kortvarig Tilværelse, og i denne glade Fortrøstning vuggede man sig da saalænge det lod sig gjøre. Endelig fandt man det tidsmæssigt at lægge en ny Forsvarsplan, og denne grundedes paa ​Forvisningen om, at de norske dramatiske Interesser i alle Maader varetoges ved Christiania Theater.

Om Ærligheden af denne Paastand har nu Direktionen selv udtalt sig, idet den har afkastet Broen mellem Theatret og den norske dramatiske Literatur; dens Henvisning til Fremtiden betyder naturligviis Intet; thi den maa dog vel vide, at det blodløse Skyggebillede, ​hvorfor den strider, aldrig vil kunne ​indblæses Livsaande, den maa vel vide, at dens Tilhængeres Rækker Dag for Dag fortyndes, og at den om ​føie Tid vil staa forladt af Alle, maaske med Undtagelse af den lille Slump ferniseret Halvdannelse, som hos os har gjort Benævnelsen ​«Intelligents» til et Haanord.

Men det er, som sagt, godt at denne Udtalelse omsider er kommen; Freden i vor dramatiske Verden maa og skal nu brydes, Offentligheden maa tage Parti for eller imod; thi den nuværende Mellemtilstand er uholdbar. Enten maa vi have et norsk Theater, der forstaar og har Magt til at virke for de nationale Kunstinteresser, eller ogsaa maa vi, Alle som Een, slutte os til den saakaldte Hovedscene, vi maa, Alle som Een, strømme did, naar den for Fremtiden tre Gange om Ugen opvarter med Oversættelser, sammenrapsede fra alle Verdens Kanter. Ingen nationale Sympathier mere! Ingen Stræben, ingen Omhu for at udvikle de Spirer, der hos os selv bære en Mulighed og en Fremtid i sig! En Forsørgelsesanstalt i saa stor Maalestok, som Chr. Theater, lægger helt og holdent Beslag paa Offentligheden.

Og dog er Tiden nu kommen, da en herskende national Scene kunde grundlægges. Hvis ikke det danske Theater med dets fremmede Tendentser, dets ufolkelige Virken stod hæmmende iveien, saa vilde man af de dygtigere norske Kræfter ved ​de tre Theatre kunne danne et Personale, som virkeliggjorde Tanken om en national Skueplads, en Skueplads, der virkede Haand i Haand med vor fremspirende Literatur, medens denne nu af Chr. Theater udestænges, ikke blot fra dets egen Scene, men ogsaa fra de norske Theatres, idet nemlig Førstnævnte hindrer Sammensmeltningen af de Kræfter, der uomgjængeligt ​fornødiges for at fremvirke et sandt kunstnerisk Resultat.

Paa den artistiske Direktør skal jeg ikke spilde mange Ord. Enten er han enig med de Øvrige i at udelukke de orginale Arbeider fra Chr. Theater, og da har han selv fældet sin Dom; – eller ogsaa er han uenig med dem; men hvad troer han i saa Tilfælde at maatte gjøre?

Det veed jeg ikke; men det veed jeg, at en Mand af Ære vilde have fratraadt.

Muligviis er Hr. Direktøren af en anden Mening, men da har han ogsaa manifesteret sig som den, for hvem det kun gjælder at konservere Levebrødet, at beholde sit Nummer paa Forsørgelseslisten.