Henrik Ibsens skrifter

Guizots nye Memoirer, bestemte til at kaste Lys over Tidens Historie, ere ligesaa interessante som ​deres tidligere Brødre. Begivenhederne, der have knækket saamange mindre haardt Rammede, har ingen Indflydelse havt paa Guizot, han er stærk nok til at bære Alt: Aar og Prøvelser. Her er ikke Tale om Literatur. En Bog som denne styrter Dig strax ind i Politiken, og Forfatteren vilde finde Dig meget naiv, om det var den literære Side, der beskjæftigede Dig. «Naar Memoirer udkomme forsilde», siger han, «have de blot et moralsk eller literært Værd og formaae kun at vække tom Nysgjærrighed!» Heraf seer man hvor liden Vægt han lægger paa Alt, som ikke er politisk.

Hvad der tydeligst fremgaar af denne Bog er, at Guizot i paakommende Tilfælde ​anseer sig som mulig paany. «Dette er en National‐Sag» siger han paa tredie Side – hvad han kalder en National‐Sag er vel at mærke hans egen – «dens Undertrykkelse kan bedrøve, men ikke overvælde mig, og jeg opgiver hverken at kunne tjene den eller at tro paa dens Seier. I store Prøvelser er dette min Natur, og jeg takker Gud for at han tillader mig altid at nære store Ønsker, hvor uvisse og fjerne end deres Opfyldelse synes.» To hundrede Sider længer hen kommer Forfatteren tilbage til denne fixe Idee. «Selv efter Alt, hvad jeg har oplevet og lidt, er jeg kun lidet tilbøielig til at tabe Modet og at tro, at en vanskelig Seier er en umulig Seier.» Han er saalangtfra at tabe Modet, at han bestandig arbeider paa at udvide Grændsen for sine Muligheder. «Jeg har altid», siger han, «næret Ærefrygt for Navne, der have spillet en stor Rolle i Historien, og hvor meget jeg end er en Nyhedens Mand, følte jeg mig dog, da ​Ludvig den Attende kom tilbage med Chartet i Haanden, hverken forbitret eller ydmyget over at skulle nyde vore Friheder eller have at forsvare dem under Frankrigs Monarchers gamle Kongerace.» «Forsvare!» Lad Ordet ikke forskrække Dig. Guizot er ikke revolutionær; Opposition er desuden ikke hans Sag. Han aander kun let paa Ministerbænken og naar den Hypothes, han forudsætter, er bleven andet end en ​Hypothes, indretter han sig nok en luun Plads.

Dersom Guizot ved de Lovtaler, han meget fiint holder over ​Bourbonnerne, ikke opnaar at heise sig op til den Magt, han attraar, vil det idetmindste ikke være af Mangel paa at have hængt sig fast ved mere end een Green af sine Forhaabningers Træ. Hør hvorledes han allerede rekrutterer sig en Majoritet. «Jeg er ikke af dem, som betragte Høiret for udueligt til at regjere Frankrig. Jeg har længe vidst, at der udfordres en Samvirken af alle oplyste, uafhængige Kaster, gamle og nye, for at drage Landet ud af det sørgelige Alternativ: Anarchi eller Despotisme, og at det uden denne Enighed aldrig længe af Gangen vil beholde Frihed og Orden.»

Dette kan man kalde at være tidlig ude!

I ​de ti Aars Frihed, Politiken har skjænket ham, har Guizot «Intet lært og Intet glemt.» Disse ti Aar, der for Mange have været saa rige paa Lærdomme, er for ham, som om de ikke have været. Han tror at have havt en ond Drøm og at han nu er vaagnet; han har altsaa blot at gribe fat paa Tingene igjen, hvor han slap dem. Vi vide ikke hvad Guizots politiske Troesfæller sige om denne Halsstarrighed, om det ikke synes dem ​sælsomt, at en Minister, der har ​havt en Krone at passe paa, og som har ladet den falde og knuse sig mod Jorden, har beholdt samme Tro paa sig selv, som for dette Uheld og fordrer, at Andre ogsaa skulle have det; om de ikke studse over, at han, efter at have styrtet Kongedømmet i en Afgrund, ikke kan udfinde noget andet, end netop at gaae samme Vei, ja nærme sig Randen endnu mere. Hvad man dog studser mest ved, er hans Prætension paa at være den eneste Uddeler af Frihed i Frankrig. Dersom det endda var i samme Egenskab som Bourbonnerne, om hvilke han siger, «at de frembyde saameget sikrere Garantier for Friheden, som de indgyde en retfærdig Mistillid.» Men ingenlunde. Guizot tillader, at man mistror baade den ene og den anden Konge, men vil ikke, at man skal mistro deres Ministre. Hiinsides hans Liberalisme gives blot Tyranni eller Anarchi: ​udenfor ​hans Kirke ingen Frelse. Elsker Du Friheden? Vil Du maaskee have den? Henvend Dig til ham. Han har Monopol paa den, han alene fabrikerer den, Du faar hvad han vil give Dig.

Ja, det klinger sælsomt at høre Guizot endnu tale i høie Toner om sin Kjærlighed til Friheden. Man har seet ham ved Værket og lært, hvilken Art Kjærlighed, han nærer til den. Han har kneblet Friheden saa ofte det gik an, og Dagen efter sit Fald – nei, det var dog for hurtigt – strax han har fattet sig og ​forvundet Skrækken, tilbyder han den atter sin Tjeneste. Har han været voldsom, har det været i Moderationens Tjeneste; har han været en Tilbagegangsmand, har det været i Fremskridtenes Interesse; det er for at beskytte den mod sine egne Excesser, han lægger Tvangstrøien paa den.

Havde ​Molière levet i vore Dage, vilde hans ​Tartufe have faaet en anden Ende. Øvrigheden var ikke skreden ind, Familien rydder selv Huset for Bedrageren, da han har kastet Masken. Nu er han da borte, man er henrykt over at være ham kvit og omfavner hinanden; i det samme gaar Døren op og – kan man ogsaa tro sine Øine? Det er deres Mand, som kommer igjen med krum Ryg og salvelsesfuld Mine. Han har betænkt sig, han vil glemme Alt. Byder ikke hans Religion ham at tilgive Fornærmeren? Er han ikke nødvendig til deres Frelse? Hvem skal, naar han er borte, skrifte Huusfaderen? Hvem skal vaage over Madamens Dyd? Ved Synet af ham blive de Gamle noget ​benauede og han vilde endnu have kunnet faa Fodfæste i Huset, havde de Unge ikke skredet ind og atter kastet den hellige Mand paa Døren.

Det er ellers ikke vor Skik at tale om de Faldne. Men kan man nogensinde sige, at Guizot er ​à terre. Naar han falder, er det staaende.