Henrik Ibsens skrifter

Den forløbne Saison aabnedes Mandagen den 23de August 1858 og ophørte Thorsdagen den 2den Juni d. A.

I dette Tidsrum har Theatret givet 131 Forestillinger og er ved disse 31 nye Stykker bragt til Opførelse, ligesom flere ældre er givet med tildels ny Rollebesætning.

De ikke forhen opførte Stykker er følgende:

Med Hensyn til Kunstarten kan af disse Stykker 5 henregnes til ​Dramaet og Skuespillet, 10 til ​Komedien og Lystspillet, 2 til ​Operetten og 14 til ​Sangspillet og Vaudevillen, 2 Stykker er af norsk Oprindelse, 5 af dansk, 1 af svensk, 1 af engelsk, 4 af tydsk og 18 af fransk.

11 Forestillinger er givet med Bistand af ​Dandserinderne Christine og Agnes Healey; ved en Forestilling er ​Violinisten G. Rostad optraadt.

​1 Debutant er bleven ansat ved Theatret, ligeledes har en ​1 Skuespillerinde, der i forrige Saison fratraadte, igjen ladet sig engagere.

​Scenens Maskineri er fra nyt af ombygget; Dekorationer og Garderobe er, som Følge af de mange nye Stykkers Opførelse, i høj Grad forøget.

Ved forrige Aars Generalforsamling blev, som jeg senere erfarede, ytret en Formening om det Ønskelige i at Theatret i det da forløbne Spilleaar havde udviklet en større Virksomhed, hvorhos man haabede at saadant i det kommende vilde ske. Iaar har, alt som Saisonen skred frem, saavel offentlige som private Udtalelser gaaet i modsat Retning. Ingen af disse Formeninger og Udtalelser kan imidlertid tillægges nogen egentlig Vægt, da de støtter sig paa en i kunstnerisk Forstand aldeles uholdbar Grund nemlig paa de nyopførte Stykkers mindre eller større Antal. Det er ikke derpaa det kommer an; et Theater kan jo udvikle ligesaamegen Virksomhed i det Aar, hvori det opfører 10 nye Stykker, som i det hvori det opfører 30. Jeg indrømmer forresten at der, alt efter de forskjellige Standpunkter, kan være forskjellige Meninger om hvad der bør foretrækkes, enten faa men godt indøvede, eller mange men altsaa mindre forberedte Stykker. Æsthetikeren vil naturligvis ikke vide af Tvist i et saadant Punkt; men ved et Theater lærer man at blive praktisk, man vænner sig til at indrømme Forholdenes Magt og midlertidigt at opgive den højere Fordring naar det absolut maa saa være.

Denne Nødvendighed staar desværre altfor ofte for Døren ved et Theater som vort, der Intet har at støtte sig til udenfor den daglige Indtægt og hvor der i alle tænkelige Retninger maa anvendes en til det Yderste gaaende Sparsommelighed. Det er denne Betragtning, der væsentlig har ledet min Styrelse iaar. Under uafbrudt Anstrængelse med 3–4 Spilleaftener om Ugen, har Personalet, næsten den hele Sæson igjennem, fra ​Onsdag til Onsdag maattet indstudere et nyt Stykke; men at den første Forestilling af Stykker, der saaledes fremdrives, ofte kommer til i højere Grad at tilfredsstille Kassens end Kunstens Fordringer er begribeligt nok. Hertil kommer at vort hele Theaterlokale, saaledes som det nu er indrettet, gjør denne Trafik endnu besværligere; i et stort Rum gaar det an at lade Totaliteten virke, – i et indskrænket, som vort, maa Skuespilleren mere spille paa Detaillen, og det er netop denne, der kræver en længere Forberedelse og grundigere Gjennemarbejdelse for at komme frem saaledes som den skal og bør.

Fortjener derfor end Personalet al mulig Paaskjønnelse for Flid og Udholdenhed, saa gaar det dog ikke an, for Theatrets Vedkommende, saaledes som skeet er, uden Forbehold at ​anprise den iaar stedfundne Virksomhed; den kan indrømmes at være nødvendig; men Enhver, der ikke sætter Kunstens Krav ud af Betragtning, maa saavel for Personalets som for den hele Indretnings Skyld ønske at den bliver forbigaaende. At billige den i sin Helhed er ligesaa ubeføjet som den ifjor ytrede Misnøje med den mindre Driftighed, eller, som man vel egentlig mente, med det mindre Antal nye Stykker, der kom til Opførelse.

Jeg maa derfor her reservere mig imod den Formening, at hin Udtalelse skulde have ledet mig ind i en ny Retning. Jeg var allerede før ​min Ankomst hertil formeget theatervant til ikke at have opgjort med mig selv efter hvilke Principer jeg havde at handle. Jeg kom hid netop som Sæsonen skulde begynde; Intet var forberedt, og Enhver, som nogenlunde forstaar sig paa Tingen, maa vel vide at ingen Theaterdirektør kan opstille et Repertoire for et Personale, hvis Kræfter han ikke kjender. Ja, dersom Fastsættelsen af et Repertoire var det samme som løst at sammenhobe en hel Del Stykker og derpaa lade dem opføre, det Ene efter det Andet, da var Sagen let. Men saaledes forholder det sig jo dog ikke; man maa, som sagt, kjende de Midler man har at virke med, man maa desværre ogsaa til en vis Grad tage Publikums Smag med i Beregningen, man maa sørge for en passende Ligevægt mellem Stykkerne af de forskjellige Kunstarter (saa og saa mange Stykker med Sang; saa og saa mange uden; saa og saa mange større, saa og saa mange mindre Stykker, o. s. v.) endvidere bør om muligt de forskjellige ​Literaturskoler og Perioder være repræsenterede og endelig maa Arbejdet være nogenlunde ​ligelig fordelt mellem Personalets enkelte Medlemmer. Alt dette maa nødvendigvis være forberedt i Sommerens Løb, ialfald hvad de store Omrids angaar; men jeg var ikke, og kunde ikke være forberedt. Sæsonen begyndte og der var Intet at begynde med.

Hermed maa den ifjor fremsatte Anke være besvaret og jeg har kun et Par Ord at tilføje. Som Regnskabet udviser har Theatrets Bruttoindtægt i det forløbne Spilleaar været betydelig større end nogensinde før, uden at dets Status dog er forbedret. Grunden hertil ligger vistnok for en stor Del i ​den kostbare Ombygning af Maskineriet, men dog ogsaa i de forøgede Udgifter, som det store Antal nye Stykker har medført, til Dekorationer, Garderobe, Korister, Statister, Gasforbrug ved uafladelige Prøver, Partiturer og andre ​Musikalier, Forfatter‐ og Oversætterhonorarer o. s. v., og da Theatret, selv med denne sin store Indtægt iaar, dog maa trække paa det kommende Spilleaar for at klare ​Sommerens Udgifter, saa følger heraf Nødvendigheden af et større og bedre Lokale, – thi det er en anerkjendt Regel at et større Lokale skaber et større Publikum, og med et større Publikum, men ogsaa kun dermed, voxer ​Indretningens Evne til mere og mere at stille Kunstens Fordringer frem som det Maal, den fortrinsvis har at agte paa.