Henrik Ibsens skrifter

«Fortællinger af Dr. H.» og «Danske Landsbyhistorier» af ​Forf. til «Livsbilleder.» ​Landsbyhistorieliteraturen er ved disse Bøger forøget med to Bidrag af utvivlsomt blivende Værd. Naar vi her berører dem under Et, saa skeer det ikke paa Grund af det fælles Stof, ​Livet nedenfor i Samfundsklasserne, – men fordi dette Stof gjennem to grundforskjelligt udprægede Forfattere har hos enhver af dem fundet et dertil svarende Udtryk. Dr. H. er aabenbart ​en Mand med fuld aandelig Modenhed, hans Styrke ligger mere i Situationens og Charakterens Behandling, mindre i Stemningens, – eller med andre Ord han er ​forherskende episk begavet, og streifer ikke sjelden ind paa det Dramatiske, som f. Ex. i Slutningen af den lille fortrinlige Digtning ​«Mølleslumpen.» Naturmaleriet fremtræder hos ham klart og anskueligt, og derhos, som i ​«En Tour til Væveren» under en fortrinlig vedligeholdt Stemning. Mindre heldig er han, hvor han opgiver det nationale Stof og derfor er hans ​russiske Sagn «Wlaska tuder» af ulige svagere Virkning end nogen af de øvrige langt mindre fordringsløse Smaabilleder, hvoraf hans Bog bestaar. Hos Forf. til Livsbilleder er det lyriske Stemningsskjær det væsentlig bestemmende. Det egentlige Stof er holdt ligesom i en vis Afstand, hvori Detaillerne tabe sig. At saa forholder sig, er naturligviis ingen Feil, men en ligefrem Følge af Forfatterens Individualitet, der netop vil dette og intet Andet; men undgaaes kan det dog ikke, at hans Skildringer derved faar Udseende af en konstrueret Verden medens Dr. H.s staar ​paa Virkelighedens Grund, ​lutrede og løftede. Det er forøvrigt ikke umuligt, at disse to Bøger vil læses med mere udeelt Bifald oppe hos os end i Danmark selv; paa en vis Afstand og med en ​hvorvel beslægtet saa dog fremmed Nationalitet, falder det nemlig ikke saa let at kontrollere Digtningens sande Forhold til den Virkelighed, den har sat sig til Opgave at behandle.