– Valdemar Krones Ungdomshistorie. Fortælling i to Dele. Gyldendals Forlag. Forfatteren af nævnte Bog har viist den sjeldne Selvfornægtelse,
ikke at navngive sig, og dog maa han, ved sin gjennem hele Værket aabenbarede skarpe kritiske Sands, paa Forhaand have indseet, at der her kun kunde være Tale om en literær Seir, aldrig om noget Nederlag. Muligviis er
Forfatterskabet af denne Digtning i Danmark kun en offentlig Hemmelighed, vi veed intet derom, thi Bogen har, os bekjendt, endnu ikke været anmeldt dernede. Skulde Forf. derimod virkelig have forstaaet at bevare sin Anonymitet, saa vil der visselig aabnes en viid Mark for allehaande Gjætninger. Blandt Danmarks forhen optraadte og
bekjendte episke Forfattere kan han ikke være at søge, og paa den anden Side er det visselig i en enhver Literatur et Særsyn, at en Forfatter i sit første Værk fremtræder med den fuldstændige Aandsmodenhed, med den rolige Magt over Stoffet og med det aldrig svigtende Blik paa Formaalet som her. Denne Art af fortællende Digtning,
Sjælelivsskildringen, men stedse uden fremtrædende Fordring paa at falde i Øinene som saadan, har sjelden tidligere været behandlet i Danmark. Hvad der vel maatte komme denne Digtning nærmest, er den afdøde
Schak’s «Phantasterne,» dog gjælder dette kun i enkelte Henseender. Forfatteren er aabenbart en Mand, som har bevæget sig meget i det høiere Selskabsliv; begavet med en sikker, ironisk Iagttagelsesevne forstaar han af spredte fordringsløse Smaatræk at skabe sine mærkelige gjennemsigtige Charakterer, der alle, fordi de bære Sandheden i sig, træde Læseren imøde som Folk, han engang har stødt paa men glemt igjen.
Grupperingen er kunstnerisk holdt den hele Bog igjennem, og de vexlende Situationer, hvorigjennem Grundtanken udvikler sig, klare og tiltalende. Med disse korte Bemærkninger maa det omhandlede Værk her være anbefalet; der er ingen Tvivl om, at det snart saavel gjennem norske som danske
Dagblade vil blive gjort til Gjenstand for en nøiere Drøftelse.