Henrik Ibsens skrifter

At Grønlænderne undertiden i den Grad kan ​bespændes af Nød og Mangel, at de tilsidst ​spiser sine egne Skindbuxer, har man Exempler paa; men dette skeer dog kun i haarde Vintre og naar Skibsforbindelsen med Udlandet ophører. Uagtet der imidlertid her til Byen i denne Tid med hver Post har været jevn Tilførsel af saavel indenlandske som udenlandske Blade, saa sees dog en lignende Hungersnød nu at være udbrudt i vort journalistiske Grønland.

​Christianiaposten har nemlig i tre Dage levet af en Medarbejders dramatisk‐literaturhistoriske Skindbuxer, og da Nøden efter et Par Døgn atter meldte sig, saa ​var der ikke andet for, end atter igjen i tre Dage at tære paa de Levninger, der første Gang formodentlig viste sig altfor ufordøjelige.

Dette ​sansculottiske Individ, der saaledes har opofret sig for Almenvellet, lyder, ifølge ​et paa Hornene indbrændt Mærke, Navnet q. For imidlertid at undgaa Brugen af et unorsk Bogstav, foreslaar jeg, at det for Fremtiden kalder sig Ku. Denne samme Ku, der nu ​har sexdoblet sig i Posten, behøver da bare at komme med en syvende Artikel, for at det ærede Blad med Sandhed kan siges at have sluppet sine ​syv magre Kjør, hvilke forresten har det tilfælles med deres syv pharaoniske Slægtninge, at uagtet enhver af dem vistnok ​gaar med sin fede Tankestud i Maven, er der dog Ingen, som kan mærke det. Efter i disse varme Dage at have ​«skjinet» op og ned i Bladets Spalter, vil nu denne Ku med Vold og Magt frem til et literært ​Dyrskue, og brøler uophørligt paa, at jeg skal agere Prisdommer. Hermed kan jeg imidlertid ikke tjene, endskjønt jeg vistnok maa indrømme, at Ku’n, uagtet sin Magerhed, kan opvise mange Betingelser for at kaldes et «Idealdyr» i sit Slags. Da min Betænkning alligevel med saa megen ​Paatrængenhed ​æskes, saa kan jeg gjerne give den Attest, at jeg, hvad Racen angaar, holder den for at være et ganske godt nationalt Individ, men som desværre af sine Opdrættere er blevet ​staldfodret med mangeslags ufordøjeligt Affald af den udenlandske Bogavl. Den værste Mangel turde imidlertid være dens stærkt udviklede logiske ​Benskjørhed, en Sygdom, der ialmindelighed yttrer sig som kronisk, hvorfor jeg ogsaa paa det Bestemteste maa fraraade dens Antagelse som ​kritisk Tillægsdyr i et Hovedstadsblad. At den derimod til Nød maatte kunne holdes i Provindserne, skal jeg ikke benægte; thi dens umiskjendelige Symptomer til sproglig ​Lungesyge turde muligens aftage, naar den ophører at gaa paa Bejte med de herværende smittede Exemplarer; forresten maa vel det grundigste Vidnesbyrd kunne afgives af den, der har ​hængt den Bjælden om Halsen.

Nærmere at paavise den omtalte logiske Benskjørhed, er snart gjort. I de første Artikler betegnes ​Carlstheatret i Wien som en ​Gjøglerbod, og nu leverer han Beviset, som bestaar i, at «Carlstheatret er et af Wiens mindre Theatre.» Et herligt Bevis! ​Hoftheatret er det allermindste Theater i Kjøbenhavn; men er det derfor en Gjøglerbod? I mit forrige Tilsvar paaviste jeg, at Individet i ​Posten indirekte havde betegnet Opførelsen af Hejbergs Vaudeviller som en Virken med de laveste Midler. Herover skriger han nu, og kalder det Fordrejelse af en Mening, han aldrig har havt; men paaberaaber sig dog med det Samme en kjøbenhavnsk Kritik, der erklærer disse Stykker for uspillelige i vor Tid, og som altsaa vilde, efter hans Opfatning, have støttet hans Forkastelsesdom – hvis han virkelig havde udtalt nogen saadan». Jeg vil ikke tale om at denne ham fiendtlige, og dog ​af ham paaberaabte Kritik, gaar ud paa noget ganske andet, end hvad her handles om, nemlig lokale Dekorationer; heller ikke skal jeg videre opholde mig ved at han altsaa har staaet ligeoverfor denne Kritik med det samme gabende Enfold, som det, hvormed han synes at have grundet paa mine tidligere Theaterartikler; thi alt dette er ​for ham ganske i Karakteren. Men fortælle ham maa jeg dog at han her har indrettet sin Bevisførelse efter Mønster af ​hin Bygdeprokurator, der skulde forsvare sin Part i Anledning af en laant Gryde, som var leveret sprukken tilbage. Denne Aandsbroder beviste da for det Første at hans Part ikke havde laant Gryden; dernæst, at den var hel da han bragte den tilbage, og endelig at den var sprukken da han laante den. At gjøre det ​selvslagteriske i slig Bevisførelse indlysende for Individet i Posten er nu vistnok ikke muligt; men ethvert Menneske, der med Rette faar Lov at gaa løs i denne varme Tid, vil uden videre Fingerpeg forstaa det. Hans øvrige ​forvrøvlende Satser, der af mig er hængt i Glas og Ramme, forsøger han nu at rive ned under den magtesløse Forsikring: «Det var ikke saa jeg mente!» Hauchs ​«Kongens Yndling», mener han, har intet med ​«det kjedelige Drama» at skaffe, eftersom dette er et ​Skuespil af ​Chiewitz. Men nu er Sagen den, at Chiewitz’s Skuespil er et polemisk Værk, rettet mod den Række af Dramaer, som Hauch indledede med ​«Søstrene paa Kinnekullen» og afsluttede med ​«Kongens Yndling». At jeg ikke videre har indladt mig paa hans Snak om Rollebesætninger o. s. v. er ganske sandt; men det er dog ogsaa nogetnær en Frækhed at forlange Sligt efter at han paa een Spalte ​har nævnt en Skuespiller som tilsidesat, fordi han ikke oftere bruges i Farcen, – og saa senere taler om det Uforsvarlige i at anvende ham i «det Komiske, hvori han ikke duger». Folk, der saaledes, fra den ene Dag til den anden, kan snakke sig selv rundt, viser man ikke den Ære at argumentere imod.

Hermed er denne Sag fra min Side tilendebragt. Ved hvilke Midler vore journalistiske Grønlændere herefter vil forsøge paa at stænge Hungersnøden ude, er mig ligegyldigt; skulde de saaledes ovenpaa hine ufordøjelige ​Animalia være tilsinds at proviantere med en ​Ladning lettere Tankeflyndrer, maa de ingenlunde gjøre Regning paa mig, som ​Vrager.