Henrik Ibsens skrifter

Theaterkrisen. Der er fornylig skrevet ​en Bog, som gaar ud paa at bevise, at Norsk ikke er det Samme som Dansk. ​Autors Paastand omfatter kun Sproget, men han kunde gjerne gaaet et Skridt videre, og taget Smag og Kunstbetragtning med. De sidste Dages Begivenheder vilde i saa Fald have afgivet et ypperligt Materiale til Støtte for Beviisførelsen. I Kjøbenhavn opstod for nogle Aar siden ​den bekjendte Høedtske Theaterkrisis derved, at ​Hr. Høedt vægrede sig ved at efterkomme en Direktionsbeslutning, gaaende ud paa, at han i ​«Hamlet» skulde spille sammen med ​en Dame, hvis Stemme, i Forhold til hans, laa for høit til at nogen «harmonisk Totalvirkning» kunde tilveiebringes. Det kjøbenhavnske Publikum og den kjøbenhavnske Presse, der erkjendte at «Harmoni» var en Hovedbetingelse for al Kunst, stillede sig dengang med stor ​Stemmefleerhed paa Hr. Høedts Side. Saa stor Anseelse synes det harmoniske Element i Kunsten desværre ikke at nyde her i Christiania hverken inden Skuespillerpersonalet, Pressen eller en Deel af Publikum. Ved Christiania Theater har i en lang Aarrække levet og virket, ikke et enkelt Individ, men en heel ​Korporation, som synes at have havt det Hverv, ved Stemmer, der ligger, ikke blot en enkelt Tone, men ofte en halv eller heel Oktav over eller under det musikalsk Tilladelige, at ødelægge al «harmonisk Totalvirkning» i Præstationerne. Denne Korporation er Choret. I gamle Dage var det Chorets Opgave gjennem sin Sang at give de i Folket raadende Meninger et tilsvarende Udtryk. Til Folket hører naturligviis baade Theatervenner, Avisredaktører og Indsendere, og i Betragtning af den store Iver, hvormed en Deel af disse i de sidste Dage har arbeidet for at faae beholde ​sit dramatiske Organ i den Skikkelse, hvori det nu i saa lang Tid har befundet sig, skulde man slutte, at dette ​vort moderne Chor har løst ​den antike Opgave forbausende godt. For saa vidt kan Choret ved Christiania Theater kaldes klassisk. Theaterdirektionerne nutildags har imidlertid, som man jo veed, kun liden Respekt for det Klassiske, og Direktionen for Christiania Theater har derfor ​ikke taget i Betænkning at gjenindføre ​den i tidligere Tider gjældende Bestemmelse, ifølge hvilken de Medlemmer af Skuespillerpersonalet, der ikke hindredes af andre Forretninger, vare forpligtede til at lede og bistaae Chorsangen. Vi veed med Sikkerhed, at ​Theatrets Musikinstruktør ofte og bittert har beklaget, at hiin Bestemmelse, ved tidligere Direktioners Svaghed, lidt efter lidt blev sat ud af Kraft; vi veed endvidere, at ​han netop heri søger Grunden til Chorets nuværende slette Forfatning, ligesom det vel maa være indlysende for Enhver, at et godt Theaterchor ikke kræver gode Stemmer alene, men ogsaa et dramatisk Liv i Fremstillingen, hvilket intet Theater hos os kan tilkjøbe sig af ansatte eller ​ansættendes Chorister, men som det maa søge at tilveiebringe ved Hjælp af sine sceniske Kunstnere, der jo har disse Betingelser i sig baade som en Naturens Gave og som Frugt af kunstnerisk Dannelse. ​Det har været offentligt udtalt, at der for Skuespilleren skulde ligge noget Fornedrende i at yde Choret den forlangte Bistand, og ​en enkelt Mand har opstillet som Toppunkt paa Fornedrelsen det Tilfælde, at ​Assistencen krævedes af Nogen, der samme Aften havde optraadt i et ​«fransk Salonstykke», hvor Personerne som oftest ere Grever eller Hertuger; mindre skulde altsaa Fornedrelsen være for den, der i Forveien kun havde vist sig som Bonde eller simpel Theaterskurk. Slig ​Rangforordning existerer kun for den borneerte Kunstbetragtning, i Kunstens ægte og inderste Væsen er den ikke til. Kunsten erkjender ingen Fornedrelse som hvilende i Opgavens Ringhed, den anerkjender kun den Fornedrelse, som ligger i at Opgaven, hvad enten den er liden eller stor, udføres slet. ​Endvidere er det sagt, at flere af de gjældende Kontrakter udtrykkelig skulde ​tilsikre Vedkommende Fritagelse for den nu forlangte Bistand. Dette kan gjerne være; men en Kontrakt mellem et Theater og dets Skuespillere er ikke det samme, som en Kontrakt mellem en Driftsherre og hans Arbeidsfolk. Den Kontrakt, en Skuespiller underskriver, forbinder ham til noget Mere end det, der slaaes fast ved Papirets Ord. Naar et Theater ved Kontrakt knytter en Skuespiller til sig, saa skeer dette under den stiltiende Forudsætning, at det erhverver en Kunstner. Men for ​i Aand og Sandhed at være en Kunstner fordres ikke blot Begavelse og kunstnerisk Uddannelse, men ogsaa en Kunstnersjæl. Den stiltiende Betingelse er, at Skuespilleren ikke blot skal stille sine naturlige Evner og sin erhvervede Dygtighed til ​Anstaltens Disposition, men ogsaa at al hans Færd ligeoverfor Theatret skal være et sammenhængende Udtryk for en sand og inderlig ​Leven i den Kunst, som han har gjort til sin hele og udelukkende Opgave; Theatrets Ære skal være hans, han skal føle sig solidarisk ansvarlig for den Virksomhed Indretningen, som Heelhed betragtet, udøver, og fremfor alt aldrig betragte det øvrige Apparat som en Ramme for nogen enkeltstaaende ​Virtuositetsmæssighed. Dette er som sagt den stiltiende Forudsætning fra Theatrets Side, dette er den moralske Forpligtelse, som en Skuespiller paatager sig, idet han knytter sig til et Theater. Men overholdes disse Forpligtelser? Det tør betvivles, og de sidste Begivenheder retfærdiggjør Tvivlen. Den naturlige Begavelse, den kunstneriske Dygtighed, har rigelig gjort Fyldest for sig, det veed vi alle, men hvorledes er det fat med den kunstneriske Aand, der skulde hvile over det Hele, og samle al den spredte Virksomhed til een stor Kunstgjerning med een Opgave og med et Maal? Hvis ikke ogsaa denne er ydet fra Skuespillernes Side, da er det disse, der har «brudt Kontrakterne» og brudt dem paa en langt farligere Maade, end Direktionen nu beskyldes for, thi hine Brud virker i det Dybe og i det Skjulte, de undergraver den ​Vold, som hele Værket skulde hvile paa, og berøver Theatret den Alvorets Høihed, uden hvilken det aldrig skal mægte at hæve sig over Fornøielsesanstalternes Sfære – og knapt nok saa høit. Det indvendes ikke her, at Fordringen er for stor; en slig Indvending slaaes simpelthen af Marken ved at minde om, at her er Talen om Kunstnere og ikke om Haandværkere. Det er saa ​ofte sagt, at Skuespillerne ere Kunstens Præster. Ja, det skulde de være! Men til at være Præst, virkelig Præst, kræves ikke blot præstelig Veltalenhed, men ogsaa en præstelig Sjæl. ​Der var fornylig en Præst hertillands, som truede med at melde sig ud af Statskirken, hvis ikke en paatænkt Kirkebygning blev reist i en for ham bekvem Nærhed af Præsteboligen. I slig Forstand, men ogsaa kun i slig, ere vore Skuespillere Præster, naar de ikke tager i Betænkning at opgive, hvad der skulde være deres Livs høieste Idee, fremfor at bære en Smule ​forøget Møie i den daglige Gjerning. Det tager sig ilde ud paa et Skib i Havsnød, naar Besætningens Ypperste ere ​de første Mænd i Baaden; det agtes ikke i sligt Tilfælde for hæderligt, først og fremst at sørge for Sit, og forresten lade det Hele gaae, som det kan. Andre Landes Theaterhistorier opviser gribende Træk og Vidnesbyrd om Sammenhold blandt Skuespillere, om Opofrelse for de Kunstanstalter, hvortil de har været knyttede og om ​Erkjendtlighed mod det Publikum, sammen med hvilket det var blevet deres Kald at virke. Vor Theaterhistorie vil komme til at opvise en Sum af Talentfuldhed og mangesidig Begavelse, som vistnok faa andre besidder Sidestykke til; men paa Kunstneres Opofrelse for Ideens Sag, paa Træk, der antyder en virkelig levende kunstnerisk ​Korpsaand, paa Vidnesbyrd om at vore Skuespillere ere sig bevidste, at de paatog sig Offerets Forpligtelse, samtidig med Kaldelsen, paa alt dette vil den blive fattig. Hvad kan Aarsagen hertil være? Jeg skal i Korthed antyde den. Alle vore andre Kunstnere, vore Malere, vore Billedhuggere, har vort fattige Land maattet ​forstøde; det har ikke kunnet nære dem; for dem har Kunstnerveien gaaet gjennem Nød og Trang. I Landflygtighed har de maattet virke for Hjemmet og den hjemlige Opgave, – og dog er den forpligtende Bevidsthed hos dem i høi Grad tilstede. Intet af dette har vore Skuespillere behøvet; Theatrene har lidt under Kriser, det er sandt; men disse har nærmest været følte af Direktionerne, ikke af Skuespillerne, ialfald ikke anderledes end forbigaaende. Vore Skuespillere har vi derfor kunnet ernære, dem har vi kunnet beholde hos os, og det Skjønnes Gud være takket derfor. Men heri ligger Hemmeligheden. Vore Skuespillere har hidtil savnet ​Forsagelsens Velsignelse, og slig Lod rammer Ingen ustraffet. Den Ideens Mand, som savner Adgang til at sulte eller at lide, han har derved en Vei mindre til at blive stor. – Forøvrigt vil jeg blot minde Christiania Theaters Skuespillere om et lidet Træk af Historien. ​Da Vesuv brød ud og ødelagde Pompeji med Jordskjælv og Askeregn, stod en romersk Soldat paa Post ved et Tempel. Slaver og Trælle, Alt hvad flygte kunde, flygtede rundt om ham; men Soldaten blev paa sin Post, hvor hans Kald bandt ham, og vogtede, hvad Pligten bød ham at vogte. Og Askeregnen voxte og voxte Tomme for Tomme op over ham, og den voxte saa høit, at den begrov ham; thi flygte kunde han ikke –han var ikke afløst! Slig Daad er Aandens Værk, Aabenbarelse af den Aand, som skulde raade i Kunsten ligesaavel som i Hæren eller i Kirken. Vare vore Skuespillere i denne Forstand Kunstens Stridsmænd, følte de i den Grad at de havde en Sags Ære at værne om, saa vilde de ogsaa vide hvad de i Farens Stund havde at gjøre, dette ene og eneste nemlig, at blive paa sin Post og vogte hvad der var dem betroet; flygte vilde de da ikke kunne, thi de vare jo ikke afløste. Og sandelig, de kunde ogsaa trygt trodse Askeregnen; den vilde ikke begrave dem, den vilde tvertimod bære deres Navne og deres Kunst høiere op og længere frem, end Tilfældet bliver, ifald de, uden Afløsning, søger ud i det Fremmede for at finde – bekvemmere Arbeidsvilkaar.