Henrik Ibsens skrifter

Den forestaaende Theatersæson er ikke begyndt under gode Varsler, efter ​hvad der siges i Hovedstadsaviser og i Korrespondentartikler, og hvad da naturligvis gjentages ude i Publikum. Det er nærmest den saakaldte Theaterkrise, som har staaet Godtfolk for Øie og fremkaldt deslige Ytringer. Men Theaterkrisen er i sin Oprindelse sandelig et meget godt Varsel igrunden, thi den bebuder en bestemt raadende Bestræbelse efter at løfte Kunsten der, hvor den ligger længst nede, og det er blot beklageligt, at ikke Enhver er lige villig til at give en Haandsrækning. ​Slette Varsler er Spilleaaret imidlertid begyndt med; men de ligger i noget ganske Andet; de ligger i Publikums ​Indifferentisme, som i de sidste Tider paa en haandgribelig Maade har aabenbaret sig. ​Det norske Theaters Opløsning modtoges, efter hvad der kunde erfares, som en saa temmelig ligegyldig Dagshændelse og vakte nok ingen synderlig Opsigt. Denne Rolighed ved Modtagelsen af Budskabet kunde imidlertid godt forklares af Bestyrelsens utrættelige Omhu for, i saare god ​Betids, at gjøre ​den forestaaende Begivenhed bekjendt i videst mulige Kredse; den kom derfor ikke uventet. Men med desto større Samstemmighed skulde man have ventet, at Almenheden nu havde sluttet sig sammen om Christiania Theater. Begge Theatre havde i den sidste Tid arbeidet fredeligt ved Siden af hinanden, og Partierne ude i Publikum syntes ogsaa at være forsonede, eller rettere sagt, der gaves maaske ikke længere Partier. Begge ​Indretninger betragtedes som to forbundne Hære, der hver paa sin Vei kjæmpede frem til et fælles Maal, og da nu ​den ene Operationslinie maatte opgives, skulde man troet, at den hele store Interesse vilde have samlet sig om ​den anden. Dette kan neppe siges at være skeet; Theaterkrisen har blandt Publikum ikke vakt nogen alvorlig Bekymring; ​selv blandt Theatrets ubetingede Tilhængere har der været ytret Formeninger, som den, at det da igrunden ikke var saa farligt, om vi en Vinter intet Theater havde. Dette er Indifferentismen, og den varsler værre end alle lidenskabelige Angreb. Nogen Skyld heri har maaske Theatret selv; for Udenforstaaende synes det ialfald, som om det ikke i videst mulig Grad har benyttet Øieblikket. Sæsonen aabnedes uden al Effekt. Den aabnedes med ​Stykker, som i ingen Henseende kan siges at rage op over Repertoirets Masse. Nu veed jeg vel, at det er en daarlig Theaterekonomi strax ved Spilletidens Begyndelse at give Nyheder, hvortil nogen Forhaabning kan knyttes, thi hvad der saaledes sendes først i Ilden, er ialmindelighed at betragte som fortabt. Men dette gjælder kun under almindelige Omstændigheder, ikke under Forholde, som de nærværende, hvori der var en Stemning at vinde, en Stemning blandt Publikum, som vilde kunne have lagt sig ud over den hele Sæson, og som visselig ikke var kjøbt for dyrt, selv om den havde kostet en dramatisk Nyhed. Har Omstændighederne imidlertid været til Hinder herfor, og det maa forudsættes, saa kunde dog ialfald Et været foranstaltet, nemlig Offentliggjørelsen af Repertoiret, saaledes som det foreløbig er stillet; Publikum er igrunden medgjørligt; har det blot noget Godt ivente, saa regner det ikke saa nøie hvad der i Mellemtiden bydes. Megen Foranledning til den ubestridelige Lunkenhed i Stemningen maa forøvrigt ogsaa søges i Forholde, som ligger udenfor Theatret og hvorpaa dette ingen Indflydelse har kunnet øve; mangehaande, Kunsten uvedkommende Anliggender har draget Opmærksomheden til sig, men da alt dette kun er forbigaaende, saa bør det ligesaavel haabes som ønskes at Theatret snart igjen kommer til at indtage den Plads i Almenhedens Interesse som det medrette har Krav paa, og som det ogsaa eier Kræfter nok til at kunne opretholde.

Haabet om at saa vil ske, og snart ske, har faaet en end yderligere Støtte i ​Hr. Gundersens heldige Debut som ​Ingomar i ​Ørkenens Søn. Dette er ikke at forstaa, som om Hr. Gundersen fremtraadte fuldt kunstnerisk udviklet og færdig; tvertimod, han har endnu næsten Alt at lære, men han har ogsaa de naturlige Betingelser for at kunne tilegne sig, hvad der mangler ham, og det maa være ham selv kjært at erkjende, at han endnu ikke er videre paa Veien; thi stod Kunstopgaven saa lavt, at Nogen med et Spring kunde naa midt ind i den, da var den sandelig ikke værd at gjøres til et Livs hele og udelukkende Formaal. Hvad der under Tilegnelsen af Rollen mest har skortet ham paa, er Evnen til i behørig Grad – hvilket rigtignok her vil sige det samme, som fuldstændigt – at reflektere sig ud af ​Kulturstandpunktet og skabe en Diktion og en Mimik, som ikke ved Nogetsomhelst støtter sig til det Vedtagne, det gjennem Traditionen Hævdede, men kun til Tingens egen Fornuft. De foldede Hænder f. Ex. ere kun et af Kulturen vedtaget Symbol for det Bedende i en Situation, men der ligger Intet i Tingens egen inderste Grund, som skulde drive Naturmennesket til just i en saadan Situation at betjene sig af dette Symbol; thi den Hævd, det som saadant har faaet, er jo for hans Bevidsthed slet ikke til. ​Tektosagen tiltalte vist heller ikke sine Guder med himmelvendt Blik eller oprakte Arme. Dette kan og maa den Christne gjøre; thi han søger sin Gud i Himlen, medens Tektosagen vilde søge sine i den omgivende Natur, – høiere opad strakte hans Begreb sig vistnok ikke. Exemplerne kunde afgives i det Uendelige saavel med Hensyn til Diktion som til Mimik; men forsaavidt bliver rigtignok ogsaa Rollens korrekte Udførelse saagodtsom en ugjørlig Sag; thi vel er det let at kaste alle vedtagne Symboler væk, men saa kommer Vanskeligheden, idet der i deres Sted skal skabes nye, som Intet har med det Kulturhævdede at gjøre, og som dog skal forstaaes som fuldt ud betegnende af denne samme Kultur, med hvilken de ingen Sammenhæng har. Den opvaagnende Skjønhedserkjendelse lykkedes det ham ret heldigt at gjengive; men idethele taget var han for tam af en Vild at være, og røbede en mere end nødvendig Frygt for at give Lidenskaben det energiske, om man saa vil, ubændige, Udtryk, som aabenbart her er den kunstneriske Fordring. Frøken Svendsens Parthenia var henrivende, men i Enkelthederne høist ukorrekt. Mange Replikker faldt meningsforvildede og ikke faa meningsløse. Denne begavede Kunstnerinde synes ikke at besidde noget opladt Øre for Skilletegnenes rette Værd og Betydning; Kommaerne, der dog skulde staa som Diktionens ​Gjærdestave, forstaar hun især med en mærkværdig Lethed at sætte over; men det maa rigtignok indrømmes, at det undertiden skeer med Anstand. Stykket selv er gammelt og kjendt; det er beundringsværdigt dramatisk bygget; men om dets egentlige Kjærne kunde der være mangt og meget at sige. Det hviler paa den ​Rousseauske Tanke, at det rene og ædle Menneskelige er at søge i Naturtilstanden, og at Fordærvelsen derimod er Kulturens nødvendige Konsekvents. Denne Sats er naturligvis usand, og var den det ikke, saa vilde Parthenia være en Umulighed, thi hun er jo netop et Kulturens Barn. Og for Ingomar vilde det da være en saare liden Vinding at avancere fra Tektosag til ​Masilienser. Det er forøvrigt ikke let at tænke sig, hvorledes denne Barbarens Opdragelse til Græker skulde kunne finde Sted. ​Øhlenschläger taler i et af sine Stykker om et Barn, «som blev opdraget til Havfrue». ​Baggesen ​drev adskillig Spas hermed og mente, at enten var man fra Fødselen af en Havfrue, eller ogsaa var man det ikke. Var man det ikke, saa vilde ingen «Opdragelse» i Verden være istand til at bøde paa de naturlige Mangler. Det samme gjælder om Nationaliteterne; jo bedre Franskmand En er, jo slettere Englænder vil han blive, – jo bedre Russer, desto slettere Franskmand. Nu er Ingomar en meget god Tektosag, og det er derfor al Rimelighed for, at han maa blive en slet Masilienser; – men saa kan man jo rigtignok sige, at ​Masilienserne selv ere slette Grækere, og at Ingomar, ved at blive en slet Masilienser, netop derved har Muligheden aaben til at blive en god Græker. Dette er igrunden ogsaa det eneste ​Fif, hvorved Forfatteren vil kunne undgaa af Vanvare at degradere sin Helt, istedetfor, som tilsigtet, at ophøie ham. – Sammenspillet var ​paa langtnær ikke færdigt ved Stykkets Opførelse ​i Søndags; en stor Del af de næsten tableaumæssige Momenter bleve heller ikke behandlede med den fornødne Omhu og gik derfor tilspilde. Hvorfor ​Myron alletider og af alle Fremstillere paa Christiania Theater skal gives i ​Røghue, er ikke godt at begribe; en Anakronisme er det ialfald og desuden urigtigt af den Grund, at ​Lykon i første Akt, ved at fortælle om hans Tilfangetagelse, taler om «de hvide Lokker, som flagrede for Vinden», hvilket ikke vel kunde ske, hvis Manden bar ​Kallot. Stykkets øvrige Personer ere allesammen Bifigurer. ​Timarchen blev givet med Anstand og Værdighed af ​Hr. Brun, men hans ​Livdrabanter syntes at bære Vidnesbyrd om, at Ingomar ikke var den første «Barbar», der havde faaet Borgerret i Staden.