Du er her:
Om teksten:[Der gives en hel stor Klasse af Theaterstykker]
Morgenbladet (søndag, nr. 277, 44. årg.)
Datering:05.10.1862
Avansert visning Innstillinger for teksten Nedlastinger
Sammenligne
forskjellige utgaver
av teksten
Gå til avansert visning
Vis utgaveopplysninger
Vis tekstgrunnlag/manuskriptbeskrivelse
Vis informasjon om teksten
xml, pdf
Om verket
Les mer om tekstene
[DER GIVES EN HEL STOR KLASSE AF THEATERSTYKKER]
Der gives en hel stor Klasse af Theaterstykker, hvis Roller kan udføres af Fuskeren omtrent ligesaa godt, som af Mesteren, forudsat at Vedkommende besidder Stemmemidler nok, og et nogenlunde bekvemt Udvortes. Disse Stykker yndes fortrinsvis af omreisende Trupper, paa hvis Repertoire man stadigt vil finde dem figurerende, og i ligesaa stor Gunst staar de ogsaa, med Skam at melde, ved vore faste Theatre hos enkelte Skuespillere og hos endnu flere Skuespillerinder, hvis Spillelyst er større end Trangen og Evnen til at studere, og som derfor her finder Leiligheden til at glimre for godt Kjøb. Publikum er naturligvis ikke mindre velsindet mod disse Værker, thi da de, som sagt, magtes af Fuskeren, saa vil de i Regelen heller ikke ligge over Kræfterne, de vil, som Følge heraf, blive spillet godt, og da Publikum jævnlig forblander en god Udførelse med et godt Stykke, saa rodfæster sig snart den Mening, at man her har et godt Værk for sig, og at man bereder sig en Nydelse ved at se det udført. Disse Stykker ere især de, hvori Følelsen gives frit Løb uden al Dobbelthed paa Bunden, hvori Personerne optræder som Skurken, den ædle Mand, den lidende Moder, osv. i abstrakt typisk Almindelighed, uden fra Forfatterens Haand at indeholde, eller fra Skuespillerens at tilstede, nogen af de tusinde individuelle Afskygninger, hvori det Typiske i Virkeligheden ene og alene forefindes. Stykker af dette Slags gives der en Mængde af i den tydske og svenske Literatur, ligesom de udgjorde en væsentlig Bestanddel af Parisertheatrenes Repertoire for en 20–25 Aar siden, og det turde vel blive et Spørgsmaal, om ikke den hele Tragedie ifølge sit Begreb kommer ind under samme Kategori, ialfald er det vist, at de fleste af Oehlenschlägers Tragedier ikke kan undtages. Alle disse Stykker gjør ved Læsningen et klart Indtryk, de gjør et Indtryk af noget Fuldfærdigt, hvilket kommer deraf, at Opgaven ikke ligger dybere, end at Læseren strax kan se, hvorledes han skal spille Rollerne paa sin Fantasies Scene. Men netop denne Fuldfærdighed er i et dramatisk Værk en Mangel; thi det udelukker Muligheden af for Skuespilleren at lægge Noget til af sin egen Kunst, og kan han ikke dette, saa bliver Dramaet nødvendigvis en dramatisk Uting paa Scenen.
En anden Art af Skuespil repræsenteres gjennem den nyere franske Lystspilliteratur og ligesaa gjennem den danske, med Undtagelse af en enkelt Forfatters Folkekomedier. Her viser det sig, at Forfatterne har iagttaget den rette Begrændsning, og derfor staar og falder Værkerne med den Udførelse, der bliver dem tildel. Man har her at gjøre med Mennesker og ikke med personificerede Karakteerretninger, der ligger en Mangfoldighed af Veie for Skuespilleren, det gjælder kun at slaa ind paa den, som, ifølge hans eiendommelige Anlæg, bringer ham i den bedst afrundede Stilling til det Hele. Et saadant Stykke er som en Palet med oplagte Farvetinter; det beror paa hvem den gives i Hænderne paa, om Billedet skal blive et Mesterværk eller et Nürnbergerstykke.
«Ægtemanden paa Landet» bliver rigtignok ved Opførelsen paa Christiania Theater ingen af Delene, skjønt det unegtelig hører til de Stykker, der har begge Muligheder i sig. Det har, navnlig i den kjøbenhavnske Oversættelse, som her desværre kun delvis benyttes, en fint pointeret Dialog, men som langtfra i tilbørlig Grad respekteres af de Spillende. I deslige Stykker er det ikke nok at hver Enkelt lærer og studerer sit eget Parti; studerer han ikke ogsaa sin Medspillers lige ind i de fineste Betoninger, saa forfeiles nødvendigvis noget af det, som Forfatteren har lagt særlig Vægt paa, og Arbeidet er til en vis Grad forfusket. Her spørges ikke blot om den Ting at komme frem med Repliken, men om at komme frem med den netop saaledes, som den foregaaende og næst foregaaende og atter næst foregaaende Replik nødvendigvis fører det med sig. Men hertil fordres rigtignok alvorlige Prøver, Prøver i tilstrækkeligt Antal, og paa hvilke der spilles fuldt ud fra alle Sider.
Fru Brun og Hr. Wolf, som det under Familiepaavirkningen lidende Ægtepar, spillede hver for sig baade sandt og smukt, de forstod godt at følges ad lige til Tæppets Fald og burde have gjort det Samme ved Fremkaldelsen. Frøken Svendsen har som Fru de Nohan en dobbelt Opgave at løse eller rettere at forbinde, hun har Koketten og den dybe Følelse. Koketteriet blev ved hendes Fremstilling ikke tilstrækkelig betonet, ligesom hun allerede i Opfatningen havde begaaet den Fejl at fremstille Fru de Nohan, fra først af, som den Omvendte, der nu sørger over et forspildt Liv; dette er aabenbart i Strid med hvad der siden følger. De Repliker i Begyndelsen af anden Akt, som man maaske kunde paaberaabe til Fordel for Frøken Svendsens Opfatning, beviser Intet; de er kun at betragte som Udtryk for en øieblikkelig Misstemning, var de noget Mere og noget Dybere, da vilde hendes senere Adfærd mod Cæsar, hendes Drilleri, hendes Udpegen af Colombet, som «den Mand, hun maaske vil gifte sig med», være en Urimelighed. Det er først Eventyret med Colombet, som bringer hende Lærepengene, først da indtræder Omvendelsen, først da, ved Slutningen af anden Akt, er Fru de Nohan paa det Punkt, som Frøken Svendsen, ifølge sin Opfatning, gaar ud fra ved Aktens Begyndelse. Fru Wolf gav i Paulines Rolle Alt hvad der kan lægges i den, og sin personlige Elskværdighed i Tilgift; Svigermoderens Parti ligger neppe indenfor Fru Giebelhausens Omraade.
Cæsar de Polignys Rolle var overdraget til Hr. Schibsted, og Hr. Schibsted havde i den Anledning faaet en Ide, – han gav Rollen som Dialektrolle. Hr. Schibsted har i sin Tid været Skuespiller ved det norske Theater, – hvilket ikke bør genere ham at mindes om, da saamangen brav General har begyndt som Soldat, – og han maa der vistnok have bemærket, hvorledes de bergenske Medlemmer af Personalet hæmmedes i sin kunstneriske Fremgang ved at skulle tale «Spraak», hvilket for dem, som Bergensere, jo er noget ganske Andet end Modersmaalet. Endvidere burde han have gjort den Iagttagelse, at naar det norske Theaters Personale i den paafølgende Tid udviklede sig til langt større scenisk Frihed, saa laa Grunden hertil for en stor Del i den Omstændighed, at man lidt efter lidt lod Theatersproget deroppe nærme sig til det almindelige dannede Talesprog, og heraf kunde Herr Schibsted have uddraget den Lære, at begyndende Skuespillere udvikler sig hurtigere ved at spille Komedie i sit Modersmaal, end ved at forsøge paa at gjøre det i en fremmed Sprogform. Det Tungemaal Hr. Schibsted fortiden spiller Komedie i, er hverken Norsk eller Dansk eller «Spraak» men – «Sprouw», det vil sige, den forfærdeligste sproglige Vanskabning, som nogen Udlændings Forfængelighed nogensinde har avlet i utilladelig Omgang med Uvidenheden. Forfatteren af denne Opsats, der i længere Tid ikke har seet Hr. Schibsted paa Scenen, troede i Begyndelsen at Hr. Schibsteds nye Sprog skulde antyde den Paavirkning lange Reiser i fremmede Lande havde øvet paa Cæsar, men erfarede snart, at saaledes var det ikke ment. H. C. Andersen fortæller, at han som Skolegut skrev et Skuespil, hvori han lod de optrædende Prindser og Prindsesser tale Tydsk, eftersom det forekom ham at det danske Sprog klang altfor simpelt for saa høie Personer. Af H. C. Andersens Egenskaber besidder Hr. Schibsted ialfald Troskyldigheden. Han har aabenbart synes at det Sprog, som Borgere og Bønder taler paa Theatret i Christiania, umuligt kunde være passende for en Mand, der er Kapitain i den franske Marine og skriver et de foran sit Navn. Til en vis Grad i Harmoni med denne Tankegang stod det ogsaa, naar hans sproglige Vanskabning i første Akt dog beholdt enkelte menneskelige Drag. Her er nemlig Omgivelserne jævne og borgerlige, Cæsar viser sig i sin daglige Dragt med den flade Sømandshue i Haanden, og Samtalen højner sig ikke over det Hverdagslige. Men aldrig saasnart har Theaterskrædderen hjulpet Cæsar de Poligny i Galaklæderne, førend Sprogdjævlen for Alvor farer i Hr. Schibsted. I anden Akt, med den hvide Vest og Chapeaubas under Armen, i den glimrende Salon og under en Konversation, der her er af en højere løftet Karakter, stiger Sprograseriet indtil Uforstaaelighedens Toppunkt. Enkelte Hvilepunkter tillader han sig dog, som f. Ex. i de roligere Replikker til Edmond og andre underordnede Personer, her degraderes R’et fra tillært Ganelyd til medfødt Tungelyd og havde Cæsar havt Replikker at henvende til Kammerpigen eller Tjeneren, saa vilde Hr. Schibsted rimeligvis have vist at behjælpe sig med det almindelige Theatersprog. Hr. Schibsted er en ung Mand, som Enhver, ved personlig Berørelse maa fatte Godhed for; det kan derfor ikke fejle at han tæller mange Velyndere blandt det skuespilbesøgende Publikum, men ubegribeligt er det da at disse, ledet af en overdreven Ømfindtlighed, ikke udtaler sig lydeligt protesterende mod deslige Daarskaber, som, naar de i længere Tid fortsættes, maa gjøre Vedkommende ubrugelig for Scenen. Naar Hr. Schibsted faar oversat sin Rolle, skal vi tale om Spillet.
I Fredags opførtes «Cora» med et fortrinligt Sammenspil, der maa tilskrives saavel omhyggelig Indstudering, som hyppigt gjentagen Opførelse. Havde Hovedstadens Theater et efter Forholdene afpasset Tilskud af Staten, saa vilde alt for Kunsten skadeligt Hastværksarbeide kunne undgaaes og Konkurrentsen ligesaa. At Konkurrentse i Kunsten skulde være at anbefale, er en Paastand, som kun fremgaar af Uvidenhed om Sagens egentlige Natur; Konkurrentsen mellem to Theatre om at bringe mange Nyheder paa Scenen er igrunden kun en Konkurrentse om at spille slettest.
H. I.

Forklaringer

Vis kommentarer i teksten
Tegnforklaring inn her