Henrik Ibsens skrifter

At vor Tid er realistisk, er en Paastand, som har været gjentaget oftere end fornødent for at gjøre Satsen triviel. At Tiden ogsaa, som Følge heraf, skulde være poesiforladt, synes stadigt at underforstaaes; men det forekommer mig dog, som om de, der forfegter denne Mening, benytter Beviser, hvoraf netop det Modsatte fremgaar, idet de i Literaturen og Kunsten med stærkt Eftertryk udhæver den forhaandenværende Tilbøielighed til at gjøre den dagligdagse Virkelighed til Gjenstand for Behandling. Ialfald skal der et stærkere Klarsyn til, for at skimte det digterisk eller kunstnerisk Brugbare midt i al den Tilfældighedens Røre, hvori En selv staar ​hildet, end for at opdage det f. Ex. i en Fortid, som ligger tilstrækkelig fjernet, afsluttet og ligesom i Perspektiv. ​Øhlenschlägers Periode var ​de store Stoffers Tid, hans Samtidige var digterisk langsynte, ligesom vor Tid gjerne kan kaldes nærsynt, begge Dele, vel at mærke, med Hensyn til Stoffet; fra andre Punkter taget, vilde det forhaabentlig komme til at forholde sig omvendt.

​Øhlenschlägers Tragedier har for lang Tid siden ophørt at henregnes til de hellige Bøger, som Kritiken ikke har Lov til at røre ved, men alligevel gives der neppe nogen Kritiker, af ​alle dem, der har angrebet ham, som har skredet til denne Forretning umiddelbart efter at have seet en af hine ​Digtninger gaa over Scenen. Der gives i dem vistnok ikke megen Anledning til karakteristisk Spil, og heller ikke til nogen Beundring over kunstmæssig Intrigebygning; men besidder man Reflexionsevne nok til at sætte sig tilbage paa det rette Standpunkt, eller Naivitet nok til ikke at behøve dette, saa vil ogsaa den milde poetiske Tone gjøre sin Virkning og skabe, hvad Skuespilleren aldrig kan savne, hvis han skal spille godt, – Stemning paa Tilskuerbænkene.

​«Axel og Valborg» gives i denne Tid paa Christiania Theater, sat omhyggeligt i Scene, og med en høflig Rollebesætning. DHrr. ​Jørgensen og ​Brun spiller ikke i Stykket. Det er et godt Tegn paa Tilvæxt af yngre brugbare Kræfter ved Theatret, at hine to Kunstnere kan holdes udenfor et Stykke, som nysnævnte, og om man end paa Forhaand maatte drage Rollebesætningens Forsvarlighed lidt i Tvivl, maa det dog indrømmes at Udfaldet retfærdiggjør den. Mindre hensigtsmæssigt turde det imidlertid ansees, at vælge netop dette Stykke til ​anden Debut for Hr. Gundersen. ​Axels Rolle ligger, hvad Stemninger og væsentlige Karakteertræk angaar, saa temmelig nær ​«Ingomar», at man af hans Spil i denne nogenlunde kunde slutte sig til, hvad han, som Axel, vilde komme til at præstere. Man vidste, at det endnu skorter ham paa de for Helten fornødne Midler, men paa den anden Side ogsaa, at han eier Udtryk, og det et smukt og tiltalende Udtryk, for Smerte og Kjærlighed. Hr. Gundersen viser imidlertid at det tillige staar i hans Magt at gaa fremad i teknisk Henseende, og hans Axel formaar helt igjennem at holde Tilskueren varm, og paa flere Steder virkelig at gribe. Det fornødne Liv er der imidlertid endnu ikke i hans Spil, for Exempel i den første Scene med ​Valborg, hvor han i aandeløs Glæde skal tyde ​Pavens Brev for hende og ganske glemmer at det er paa Latin. Valborgs Oplæsning af ​Axels Brev forfeiler ogsaa sin Virkning derved, at Axel benytter Tiden til at ​gjøre Toilette i Sidegangen, istedetfor paa Scenen lidt efter lidt mekanisk at lade Forklædningen falde, idet han, af den Maade, hvorpaa Valborg modtager Budskabet fra ​den Fraværende, henter den fuldstændige Vished for at være elsket; denne Hensigt har Brevet naturligvis i Stykkets Plan, og gjøres Optrinet til en Monolog, bliver det uden Mening for det Hele. Dødsscenen er neppe heller godt gjennemført i alle ydre Enkeltheder; det kan saaledes være et smukt Træk at Axel efter Døden bliver liggende med Haanden paa Hjertet, men da bør dette dog ordnes saaledes, at den ikke holdes oppe ved nogen Villieshandling af den døde Mand. I det Store og Væsentlige har Hr. Gundersen imidlertid med al Hæder løst sin Opgave, og det staar nu blot tilbage at ønske, at den Omhu, han har anvendt paa to saa omfangsrige ​ versificerede Roller, ikke maa, ved Ensformighed eller Melodi over Diktionen, komme til at øve nogen skadelig Eftervirkning paa den Prosarolle, hvori han næstegang skal forsøge sig.

​Frøken Svendsens Valborg er ædel og sjælfuld. Paa et enkelt Sted kunde man dog ønske Stemningen en høiere ​Forklarelse, nemlig hvor hun efter ​Skilsmissen udmaler sit og Axels Fremtidsliv; her faar det Udseende af at hun noget for let ved at finde sig i Omstændighederne. ​Hr. Wolf giver ​den hærdebrede Konge med Kraft, og vistnok saa rigtigt, som denne uklart digtede Karakter tillader; at bringe fuldstændig Samklang i de forunderligt selvmodsigende Yttringer, hvori han ligeoverfor Munken og senere for Axel udtaler sig, staar neppe i nogen Skuespillers Magt. ​Sigurd fra Reine bliver i Hr. ​H. Bruns Hænder altfor kraftløs, navnlig i Begyndelsen. Sigurd er Kongens ​Stallare, hvilket vil sige det Samme som et Slags høitstaaende Hofembedsmand, men derfor behøver han dog ikke at fremstilles i den Grad affældig, især naar hvert Ord i Rollen peger paa noget ganske Andet; forresten ligger nok Skylden snarere i Brist paa Stemmemidler, end i nogen feilagtig Opfatning, men Hr. H. Brun maatte ved flittigt at ​exercere sit ​Organ unægteligt kunne baade forstærke og fyldiggjøre det. ​Den tydske Vilhelm hører til ​det Rollefag, hvori Hr. Knudsen allerede ved sin første Optræden paa Scenen viste at han besad mere end almindelige Anlæg; at Hr. Knudsen danner sig efter gode Forbilleder, er naturligvis ikke at laste, men noget større Selvstændighed i Gjengivelsen turde dog være tilraadelig. ​Hr. Schibsted viste i ​Gottfreds faa Replikker, at han formaar at udtrykke sig med al ønskelig Tydelighed, naar han blot, som her, holder sig til sit medfødte, baade vakre og dialektfrie Sprog; hans anseelige Udvortes gjør ham desuden vel skikket selv til større Partier i ​det alvorlige Drama. ​Hr. Nielsens ​Sortebroder Knud er mere grovslagen, end Vedtægten egentlig fordrer af ​hine glatte sydlandskformede Theatermunke, der i en vis Periode ikke godt kunde undværes i Skuespil med en sørgelig Udgang; men det turde dog blive et Spørgsmaal, om hine traditionelle Typer nogensinde har havt noget Tilsvarende at støtte sig til i Virkeligheden hos os, og om altsaa ikke Hr. Nielsens Opfatning igrunden er den historisk rigtige. ​Hr. Martini er en flink Komiker, men passer neppe for Tragedien; i ​Erlands Parti er det ikke Alderdomssvagheden, men Ærværdigheden, der særlig bør lægges Eftertryk paa. Scenearrangementet falder let og naturligt paa et enkelt Punkt nær, nemlig i Begyndelsen af 2den Akt, hvor ​Kongen og ​Sigurd kommer ind i Samtale med hinanden, uagtet det af Replikkerne tydeligt fremgaar, at Sigurd er gaaet ud for at opsøge Kongen, og finder ham i Kirken «sværmende i Ensomhed mellem Gravene».

Naar Theatret bringer Oehlenschlægers Stykker paa Scenen, saa bør det skee med kritisk Hensyn til de forskjellige Udgaver; Originaludgaverne bør vistnok lægges til Grund, men enkelte af Forfatteren senere foretagne Forandringer maa dog ansees som Forbedringer, og bør da ogsaa paaagtes. ​Spøgelsehistorierne kunde uden Skade forkortes, Løierligheder, som at «Vilhelm heder i det danske Sprog Vilhjalmur» udelades, og fremfor Alt aabenbare Feil rettes. Dette er imidlertid ikke gjort; Axel taler saaledes om ​«Druiden, som sidder i Træet og ryster sine grønne Lokker», uagtet Kritiken allerede for mange Aar siden har paatalt denne Urimelighed. Digteren har naturligvis ment ​«Dryaden».