Henrik Ibsens skrifter

Christiania Theaters Repertoire har i de sidste Uger været temmelig afvexlende, men rigtignok ikke meget rigt paa Nyheder. Lystspillet ​«Jeg er min Broder» glider fortræffeligt over Scenen, og det kvikke Spil er næsten helt igjennem istand til at dølge Forfatterens Skrøbeligheder, paa en nær, nemlig hvor den indbildt bedragne Ægtemand ​«under Taarers strømmevise Udgydelse» jamrer over sit formentlige ​Hanreiskab. En saadan Situation har altid noget latterligt ved sig, og gives den ikke komisk fra Skuespillerens Side, saa bliver den det mod hans Villie, og, hvad værre er, den bliver stødende. Den af mange tydske Forfattere yndede Maade at skabe og udspinde en Intrige paa, nemlig ved at lade de talende Personer afbryde hinanden midt i Replikkerne og derpaa gjensidigt misforstaa hinanden, saaledes som det for Stykkets Gang behøves, er ogsaa her bragt i Anvendelse. ​Overskou har optaget Maneren i ​«Misforstaaelse paa Misforstaaelse» og indtil Væmmelse overdrevet den i ​«Et Mageskifte». Med sandt Mesterskab for Hovedpartiernes Vedkommende, og uden at nogen Bifigur virker forstyrrende, gaar Farcen ​«Hun skal debutere», og dog forekommer det mig ubegribeligt, at Nogen med ublandet Fornøielse kan se dette Stykke blive opført. Maleren, Digteren, Billedhuggeren eller Musikeren kan med Virkning bringes paa Scenen, men Skuespilleren ikke. En Theaterdekoration kan fremstille et Slot, en Kirke eller hvilkensomhelst Lokalitet det skal være, men den kan ikke fremstille Scenen selv. Gjøres dette, da sker der Brud paa Illusionen, og uden den er al kunstnerisk Virkning borte. Endnu værre er det, naar der, som i dette Stykke, kommuniceres mellem de Spillende paa den ene Side og ​Soufleur og Orchester paa den anden. Gaar Kunstneren ​udenfor Lamperaden, da overskrider han i bogstavelig Forstand Grændsen for sin Kunst. Gavnligt er det heller ikke, at Theatrets Publikum indvies i ​Koulissemysterierne; Verdenen der bag bør være en lukket Verden; gjøres Tilskueren i et sligt Stykke altfor klog, saa vil det bagefter berøve ham den fulde Nydelse, naar han Intet derom burde vide, men dog veed og ikke kan frigjøre sig for at vide. Vil man imidlertid, uagtet alt dette, bringe et sligt Stykke paa Scenen, saa bør det ​lokaliseres. ​Kabalerne og Intrigerne maatte lempes efter den hos os tilsvarende Virkelighed; thi er der nu engang gjort Brud paa Illusionen, saa lad det gjøres helt ud. Saaledes, som Stykket nu gives, er ​Satiren virkningsløs, thi den rammer ikke; de Skrøbeligheder og Feil, som drages frem, kjender vi kun af Romaner og Beretninger andetstedsfra. Vor Skuespillerstand er i det Hele baade bedre, hæderligere og alvorligere, end de Spillende i ​Farcen saavel paa Vers som i Tale indbilder Publikum.

​«Herrerne af Bois‐Doré» skylder ​en Romanforfatterinde sin Tilblivelse, og fornægter heller ikke sin Herkomst; det episke i Planen har ikke gjennemgaaet nogen fuldstændig Fordøielsesproces i den dramatiske Behandling. Under et harmonisk Spil fra alle Sider vilde imidlertid Stykket kunne gjøre stor Virkning; men en saadan Enhed i Udførelsen mangler. ​Hr. Jørgensen, ​Fru Brun og tildels ​Frøken Svendsen havde taget Opgaven for hvad den er; hos disse gives Replikken detailleret og nuanceret, saaledes som Stykket, ifølge sin Natur, fordrer det. Hr. Jørgensens Gjennemarbeidelse af Rollen er især et sandt Mesterværk; Pauserne, Stemmens Stigen og Synken, det hurtigere og langsommere Tempo har han vidst at anvende, for deraf at frembringe et Totalindtryk, som man ellers kun modtager paa ​de første Theatre. Af ham kunde de fleste af vore yngre Skuespillere lære hvad en Pause er; fortiden gives der ikke Mange som ved det; de Fleste synes at staa i den Formening, at en Pause er det Samme, som at tie stille. Hvad man forøvrigt næsten maa beundre mere end den fortrinlige Udførelse, er den Kjærlighed til Kunsten, som aabenbarer sig i et saa møisommeligt Studium. For Paaskjønnelsens Skyld lønner det sig sandelig ikke; thi bygger en Skuespiller hos os sin Fremstilling paa en ​fin Behandling af Enkelthederne, saa skal han have vanskeligt for at frigjøre sig for Indtrykket af at spille for saagodtsom tomme Bænke, selv om Huset er udsolgt. ​Hr. Wolfs ​Sciarra er kraftig og karakteristisk, men Stykkets Natur fordrer utvivlsomt en mere lønlig Aabenbarelse af Karakteren. ​Hr. Schibsted gav ​Galileis landflygtige Ven med ​Tappenstregsforedrag. Kunde Hr. Wolf været anvendt i dette Parti, saa havde det utvivlsomt lettet Forstaaelsen af ​Fru Lauriannes Valg.

​«Jeppe paa Bjerget» gaves i Fredags under megen og vel begrundet Lystighed. Udførelsen af Jeppes Rolle er hos os ​forbunden med særlige Vanskeligheder, idet den naturligvis maa gives i norsk Dialekt, men saaledes at Originalens Udtryksmaade ikke forvanskes. Dette vanskelige Punkt klarede ​Hr. Brun med megen Takt. En Feil er det dog, naar han i Scenen med Advokaterne siger «Ei, tal norsk»; thi ​Stykket spiller jo i Sjælland og Advokaternes danske Tale skal ikke betyde Norsk; det er jo tvertimod Jeppes norske Dialekt, som skal betyde Sjællandsk. Hans Udførelse er forøvrigt fra først til sidst fuld af mange ypperlige karakteristiske Smaatræk. Et Misgreb er fra Theatrets Side vistnok begaaet derved, at man lader Doktorerne, Dommeren og Advokaterne spille af forskjellige Personer. Det har utvivlsomt været Holbergs Mening, at disse Roller skal gives som Forklædningsroller af Baronen og hans Tjenerskab. Baronens Hensigt er jo at iagttage Virkningen af den Komedie, han spiller med Jeppe, og ved at tage Sagen, som her antydet, vilde desuden de herhen hørende Scener vinde i dramatisk Liv. Mangfoldige Grunde, hentede fra Holbergs Værker, taler for at den her antydede Opfatning er den rigtige, men dem vilde det blive for vidtløftigt nærmere at udhæve.