Henrik Ibsens skrifter

​Postveien fra Aalesund til Christiania gaar de første 2–3 Miil langsmed ​Storfjordens nordlige Strand og er ialfald paa Strækningen ​fra Solnør til Sjøholt ubeskrivelig deilig. Den jævnt heldende Lid har her Skraaning mod Syd ned til Fjorden og er lige til øverst oppe klædt med ​Furru og den frodigste Løvskov. Alt imellem, snart ovenfor, snart nedenfor Veien, ligger venlige Gaarde halvt gjemte mellem Trægrupperne, den blaae Vandflade glitrer gjennem Løvet og fra og til aabner sig en Udsigt med ​de romsdalske Tagger og Tinder længst borte. Fra Sjøholt inde ved Fjordbunden ​bær Veien over ​Ørskougfjeldet og skjærer saaledes tvers over Roden af ​den store Halvø som strækker sig langt vesterud med Harhamsøerne som Forposter mod Havet. Her skulde jeg en vakker Morgenstund over; men Enhver, som har reist noget hertillands og lært, at Bonden ved «Fjeldet» i denne Forbindelse altid forstaar Høifjeldet, betænker sig gjerne to Gange før han tager afsted tilfods. Ialfald havde jeg ​i frisk Erindring en Tour fra Lom til Fortun i Sogn, hvor Veien ligeledes gaar «over Fjeldet» og hvor vi en halv Dags Tid kravlede os over Fjelde baade op og ned og saa, paa vort Spørgsmaal til ​Føreren om vi ikke nu var paa Fjeldet, fik til Svar: «Did kommer vi ikke før imorgen.» Over Ørskougfjeldet gaar imidlertid ​den slagne Landevei, neppe et tusinde ​Fod iveiret saa er man oppe, men paa Plateauet er der ikke destomindre fuldstændig Høifjeldsnatur. Store Myrstrækninger strækker sig langt ud til begge Sider, tilvenstre ligger et koldt sortblaat Fjeldvand, hvis Tilløb taber sig i den bløde Myrbund, Lyngen klæder Bakkehældene og Trævæxten bliver alt tyndere og skralere. Heroppe har Ørskougbygden sine Sætre; bebyggede Gaarde fandtes før, siges der, men de ere nu forladte. Det er sjelden, at Høifjeldsnaturen sænker sig saa lavt; Grunden maa vistnok være den skjærende Nordenvind, som kommer fra ​det Throndhjemske og over ​den brede Moldefjord, før den stryger her ned igjennem Skardet. Midtveis ligger dog en Fjeldgaard, ​Ellingsgaarden, hvor Kornet gror tykt og frodigt; men her er ogsaa Ly af en brat Fjeldkamm mod Nord. Er man kommen dette Sted vel forbi, saa bær det snart nedover igjen, og en vidunderlig Udsigt aabner sig med ​Tresfjorden paa høire Side og ​Romsdalsfjorden lige forud. Atter gaar Veien langsmed Bjerkelien ligesom ved Sjøholt; over en Miil borte, paa den anden Side af Fjorden skimter man ​Molde med dets skinnende Træhuse, og ​Fanestranden, som strækker sig langs med Fjorden paa Nordsiden indover mod ​Eikisdalen og ​Veblungsnæsset. Langt ude ligger ​den store Ø Sækken i hvis Nærhed ​det i Aviserne nylig omtalte Søslag mellem en Bjørn og et Baadmandskab fandt Sted. Bagenfor ligger det lille i ​vor Fortidshistorie oftere nævnte Vedø; her er det Kirkesanger Olafsen bor. Vestnæsfolket er et opvakt Folkefærd, som forstaar at følge med i vore offentlige Anliggender og har god Greie paa hvad der gaar for sig udenlands. Gaardene ere veldyrkede og Husene endog pyntelige at see til. Kort sagt, den hele verdslige Velvære synes at skattes høit her. Men ​Gudshuset og hvad der forresten, med Undtagelse af Præstegaarden, hører til det «kirkelige Væsen,» staar paa svage for ikke at sige faldefærdige Fødder. Hvorvidt der i denne Kjendsgjerning skulde ligge en Symbolik, som ​Kirketidenden med Føie kunde tage til Indtægt for sig, vover jeg, som Lægmand, ikke at afgjøre. ​En driftig Hardangerbonde har i de sidste Aar nedsat sig her og driver et Skibsbyggeri, som synes at være i god Gang; over en dyb Vig, som fra dette Punkt skjærer ind til henimod de store Myrstrækninger i Vest, er ​opført en stor og prægtig Bro. Her findes en Mængde ​Østersbanker. Paa ​Vestnæs bør Du, hvis Du er Tourist og kommer paa de Kanter, opholde Dig nogle Dage og gjøre Udflugter i alle de Retninger, som her saa bekvemt og naturligt tilbyde sig. Vestnæs er jo desuden i og for sig selv en klassisk Jordbund, vel kjendt saa langt som ​den norske Tunge tales, eller ialfald ​saa langt Morgenbladet læses. Hvem har ikke hørt om ​Furlandsmyrenes Opdyrkning, som desværre rigtignok ikke er ​praktikabel? Hvem kjender ikke den uforfærdede Bistand Vestnæs har ydet i mange af vore Pressekrige i de senere ​Aaringer? Hvem husker ikke ​Sangerfesten iaar? Hvem mindes ikke, at ​Kong Carl drog derigjennem i 1856? Hvem har vel glemt ​Romanen om den fattige Enke, som ved godgjørende Menneskers Bistand blev Kapitalistinde, og som nu i sin Enkestand, Gud maa vide ved hvis Bistand, skal være kommen i Besiddelse af en Arving til sine Kapitaler? Og endelig, hvem seer ikke med spændt Forventning i denne Tid paa Vestnæs, som Skueplads for den nye Religionskrig, der nu truer med at udbryde mellem ​Protestanter og Katholiker? Dog, hvad Du gjør eller ikke gjør, – kommer Du til Vestnæs, saa tag ikke ind til DHrr. ​Stokkeland. Den, der giver dig dette Raad, har boet der i tre Dage og veed hvad det vil sige. ​See indom Døren bør Du dog, thi da veed Du omtrent, hvorledes ​et Røverherberge i de tydske Romaner seer ud.

Det i forrige Nummer meddeelte ​Prospekt forestiller en Udsigt indover ​Tresfjorden seet fra ​Broen ved Vestnæs.