Henrik Ibsens skrifter

«See Tiden an», ​Novelle af ​Israel Dehn. I en ​foreløbig Anmeldelse af denne Bog er det i Nyhedsbladet sagt, at Forfatterens Stil minder om ​den Fremstillingsform, som hos os gjennem Bjørnson har faaet Hævd i Novellen; hertil har Hr. Dehn bemærket at han ikke har læst Bjørnson[Forfatternote: Tiltrods for ​Hr. Dehns i Dagbladene indrykkede Erklæring om at han ikke har læst B. Bjørnson, gjør dog Dagbladet i Kjøbenhavn (for 2. Novbr.) omtrent den samme Bemærkning som vi med Hensyn paa hans Forhold til Bjørnson. «Forfatteren har, hedder det, oftere søgt at efterligne Bjørnstjerne Bjørnson, navnlig i Dialogen, men har ikke godt kunnet vedligeholde Tonen, og det gjør et næsten komisk Indtryk, naar man pludselig fra de kortfattede, med norske Ord og Særegenheder forsynede Samtaler springer over i det allermoderneste, fortællende Skriftsprog.» Red.]. Af disse to tilsyneladende Modsigelser lader imidlertid Sandheden sig formidle. Tingen er nemlig, at ​den Stiil, der kaldes Bjørnsons, ikke tilhører ham i anden Forstand end den, at han er den første Digter, som har betjent sig af den; men at den allerede iforveien har ligget som et slumrende Krav i Folket og som et fuldstændigt fyldestgjørende Udtryk for ​vor Tids Nationalitetsopfatning, godtgjøres noksom af den forløsende Følelse, hvormed Folket har modtaget hans Skildringer. Bjørnsons Syn paa Nutidens Folkeliv hos os, er Folkets eget Syn derpaa, og hans Stiils Eiendommelighed hviler væsentlig deri, at ​Sagaen er lagt under som Grundlag. Anderledes skaber en Digter aldrig noget Nyt, og skal det heller ikke. Vil en Digter ​voldeligen reformere en Nations ​Poesi, da vil det gaa ham, som det gaar dem, der forsøge paa noget Lignende i Sprogveien; han kommer til at forholde sig fremmed til sin ​Læseverden, eller rettere vil slet ingen Læseverden faa. Forholder dette sig rigtig, saa er det let forklarligt, hvorledes flere Forfattere i et og samme Tidspunkt kan komme til at ligne hverandre uden at nogen ligefrem Paavirkning har fundet Sted. Underligt skulde det jo være, om ikke Trangen og Tilbøieligheden til at vinde sig frem til Samtidens Opfatning skulde være ligesaa stærk hos de enkelte Forfattere som hos den læsende Masse, og naar denne Masse kan samle sig i fælles Glæde over en Digter, der har udsagt, hvad udsiges skulde, saa er det ganske rimeligt, at ogsaa Forfatterne samle sig om den fælles Tidsform, der maaske til Syvende og Sidst netop er det store Drivhjul, som tvinger dem til at digte.

Israel Dehn debuterede som Forfatter med ​«Skizzer fra London», som i en vis Forstand kan siges at være hans bedste Værk til Dato. Hvad der væsentlig ​skorter ham paa, synes nemlig at være Kompositionsevne, eller, om just ikke Evnen, saa ialfald endnu den tilbørlige Agtelse for denne Grundbetingelse i Kunsten. Han besidder et skarpt Blik for det Charakteristiske, og megen Dygtighed i med faa Træk at stille en Situation ​plastisk frem for Læseren; men det han saaledes tager med, griber ikke altid ind som nødvendige Led i det Hele, og han leder ofte sin Læser paa Vildspor ved at bringe denne til at øine Traade, som ikke siden benyttes og som derfor ikke kan andet end efterlade en vis Skuffelse. Med lidt mindre ​Forfatterraphed vil dette imidlertid kunne undgaaes. En anden Anke kan ogsaa reises mod hans ​Tilbøielighed til at indstrø personlige Bemærkninger, der i hans sidste Bog stærkt nærmer sig ​Bodsprædikenens Maneer, og som neppe opnaar at gjøre den tilsigtede Virkning.

«See Tiden an» er, dette uagtet, en Bog som vil læses med Interesse. Dehn er den Første i vor nyere Literatur, som har gjort ​vort Smaastadsliv til Gjenstand for Behandling, og han har Fortjenesten af at have gjendrevet den ikke skjeldent ytrede Formening at Livet blandt ​de dannede Klasser, eller endog blandt alle ​de Stænder, der ikke bærer Koften, skulde være uden alt nationalt Præg. Man vil hos ham støde paa Charakterer som vi allesammen har truffet et eller andetsteds i Livet, og Situationer, som vil synes os ligesaa bekjendte. Et mindre vellykket Parti af Bogen er vistnok de eventyrlige ​Begivenheder over i New‐Orleans. Her har Forfatteren altfor meget ladet sin nationale Opfatning raade og overført den paa de fremmede Forholde og Personer, som derved ​kommer til at staa uden Illusion. En Advokat, som midt i Slavestaternes Hovedstad for Skranken forsvarer Negerens Menneskerettigheder, som lader Frihedsberettigelsen udstrække sig ogsaa til Negeren, og betegner Slaveriet som en Skamplet paa et Folk, altsammen under Mængdens Bifald, og som i ovenikjøbet ved et sligt ​Defensorat opnaar Juryens eenstemmige Frifindelse for en Forbrydelse som den, med Vold at bortføre et slavefødt Barn, – alt dette, siger vi, staar i altfor stærk Modsætning til ​hvad vi om Tilstanden derover med Vished vide, til at vi deraf skulde kunne føle os enten grebne eller tiltalte. Ganske anderledes forholder det sig hvor Forfatteren er inde paa det Selvoplevede, og der er ingen Tvivl om at Forfatteren har alle Betingelser i sig for i kommende Værker at bevare og endmere gjøre sig fortjent til den ​Yndest, hvori han allerede staar hos det læsende Publikum. Men for i samme Grad at bevare det venskabelige Forhold til Kritiken vil det være nødvendigt, at han med større Samvittighedsfuldhed grundlægger Planen i sine Værker, eller ialfald med større Kunstfærdighed dølger at han ikke gjør det; thi det ​forvolder et stærkt Indgreb i den velgjørende Sikkerhedsfølelse, hvormed man forlanger at kunne følge Begivenhederne i en god Roman, naar man fra og til faar Indtrykket af at Forfatteren, som saadan, følger den i Livet meget priselige Grundsætning, at lade Vorherre raade, og «see Tiden an.»