Henrik Ibsens skrifter

Fortællinger af Magdalene Thoresen. Gyldendalske Boghandling, 1863. 260 Sider, Pris 110 ß. Denne værdifulde Bog bestaar af fem forskjellige ​novellistiske Skildringer, hvori det er interessant at iagttage en ikke blot æsthetisk, men ogsaa digterisk Udviklingsgang hos Forfatterinden og hvori ​Affattelsestiden saaledes tydeligt sees at have været det Bestemmende med Hensyn til den indbyrdes Orden og Rækkefølge. Det er hermed naturligvis ikke sagt, at de første Skildringer i Rækken skulde i Forhold til de senere forraade nogen Mangel paa aandelig Modenhed, tvertimod, – Forfatterinden veed helt igjennem med Begavelsens hele Magt at tøile Opgaven; det er kun Synspunktets Forskjellighed vi vil have antydet. Størst Afstand synes der i saa Henseende at være mellem Bogens første Afsnit ​«En Aften i Bergen» og de øvrige; og Grunden hertil maa visselig ikke blot søges i en Sindsstemning, som senerehen efterhaanden har givet Plads for Fred og Klarhed, den ligger ogsaa i den Forskjel, der er mellem at digte midt ud af Omgivelserne og at digte fra Erindringens og Afstandens Fugleperspektiv. En Tegning «optagen paa selve Stedet» vil altid faa noget af Kopiens Natur og Naturlighed, men ogsaa i samme Grad savne noget af ​Kunstværkets Idealitet; at lade Vedkommende ​sidde for sig gjør Portrætmaleren aldrig ustraffet saafremt det er hans Opgave at levere noget Mere og Høiere end Photographen bør paatage sig, og saaledes er det ogsaa i Digtningens Verden. – Det er sagt om denne Bog, at man ved at læse den kommer til at tænke paa ​Bjørnsons Fortællinger, og dette er ganske sandt, men det er Forskjellighederne og ikke nogen Lighed, der ​paanøder En Sammenligningen. For at tage et enkelt Punkt vil man saaledes bemærke, at Fru Thoresen giver Naturskildringerne et andet organisk Forhold til det Hele, end Tilfældet er hos Bjørnson. Medens hos ham Naturomgivelserne kun tages med som noget for et andet Øiemed Fornødent, fremtræder de hos hende med Krav paa digterisk Berettigelse for deres egen Skyld. Bjørnsons Skildringer er Figurmalerier med Landskabsbaggrund, Fru Thoresens er Landskabsstykker med Forgrundsfigurer. Heri ligger naturligvis ikke nogen Rangordning; begge Opgaver har været forskjellige, og derfor løses de ogsaa ​i Henhold dertil. At en Digters Individualitet er det Tvingende med Hensyn til hvad han vil og hvorledes han vil dette, er en Selvfølge; men Belysningen, hvori han ser sit Stof, afhænger af mangeslags Omstændigheder. Bjørnson tager den storslagne Fjeldnatur og de eiendommeligt udprægede Charakterer som det Normale, for ham stiller det sig som noget saa ganske Naturligt, at saaledes og ikke anderledes skal det se ud her i Verden; Fru Thoresen tager Naturen som den, der er stærkt greben og imponeret af dens overvældende Magt, og hun skildrer sine Charakterer, som den, der føler sig slaaet af de Eiendommeligheder hun opdager. Hvorvidt dette Skjær over Stilen er et af hende med Selvbevidsthed benyttet kunstnerisk Middel, er ikke godt at afgjøre; men vist er det, at det ikke ​forfeiler sit Indtryk paa Læseren, der gjennem de aandrige og livfulde Skildringer drages ind under den samme Stemning, som den, hvorunder Forfatterinden har, eller synes at have digtet. Hvad ​Benyttelsen af Folkesproget angaar, da vilde vor store Autoritet ​Ivar Aasen neppe godkjende den i alle Dele, men Værkets digteriske Værdi kan naturligvis ikke derved forringes.