Henrik Ibsens skrifter

«Huuslæreren». Fortælling af ​A. B. Giertsens Forlag. Bergen. 102 Sider. Priis 30 ß. Forfatteren af denne Bog afgiver i Forordene den Erklæring, at «for en haard Dom vil den vanskelig kunne staae sig», og deri har han unægtelig Ret; thi det tør ​høiligen betvivles, at selv den mildeste Dommer skulde være tilbøielig til at indstille den til Frifindelse, ikke engang for videre Tiltale. Forfatterens udtalte Haab om, at hans Værk «vil kunne ​forskaffe En og Anden en Times behagelig Læsning, ligesom Beskjæftigelsen dermed i ledige Stunder har været ham en behagelig Adspredelse,» turde være temmelig sangvinsk; men det indrømmes villigt, at Bogen vil kunne stifte samme Slags Nytte, som den, der ydes af de «afskrækkende Exempler», der paa sine Steder ledsage Maadeholdsprædikanterne; den vil kunne lære vore yngste Forfattere hvorledes en Novelle ikke skal skrives. Vi skulde derfor ikke have spildt hverken Papiir eller Tid paa bemeldte «Huuslærer», dersom den ikke havde givet sig Mine af at have en «religiøs Tendents», en Fælde, som vor godtroende ​Læseverden i disse Tider er mere end tilbøielig til at hoppe ind i. De saakaldte «religiøse» Charakteermodsætninger er her af den krasseste og platteste Art, Striden føres nemlig mellem to trivielle ​Privatformeninger om hvorvidt der gives en Gud eller ikke, skjønt Enhver, med en Smule Omtanke let vil indsee, at den raae Gudsfornægter ingensomhelst Berettigelse har i Poesien, ligesaalidt som han har noget Forhold til det Religiøse. Den Indifferentes Overgang til Klarhed og Inderlighed kan, idet den fremkaldes af ydre Paavirkninger og sjælelige Kampe, afgive Stof for Digteren; men Vantroen uden Præmisser, der gaar over til Erkjendelse uden disse, burde holdes udenfor Literaturen, og overhovedet burde flere af vore Forfattere betænke, at Bodsprædikener i og for sig selv ingenlunde have nogen stærkere Evne til at gjøre et skjønliterært Værk religiøst, end vidtløftig Tale om Blomster og Sommerfugle til at gjøre det poetisk.