Henrik Ibsens skrifter

​Gjennem Skardet i det øverste af Bæverdalen i Lom er der for enhver nogenlunde haardfør Reisende ​Fremkomst tversover Høifjeldsvidden til ​Lyster nede ved Sognefjorden. Fører og Hest er nødvendige og Touren medtager en Dag, men der gives neppe noget Punkt her i Landet, hvor man saaledes i et eneste ​Oversyn har samlet Alt, hvad Høifjeldsnaturen af overvældende Storhed har at frembyde. Man er her midt inde mellem ​Jotunfjeldene; den umaadelige Sneeørken strækker sig jævn og bølgeformig, saa langt Øiet naaer, og brat opstigende høiner sig hist og her sorte forvitrede Tinder ​flere tusinde Fod over Plateauet. Der skal et sjeldent Held til at see dem taagefri allesammen; men ​føier det sig saa, da har man for sig et ​Rundmaleri, som vanskeligt finder sin Lige. ​Smørstabtinderne, ​Troldhøen, ​Glittertind, ​Galdhøpiggen, ​Fanaraaken, ​Ringstinderne, ​Skagastølstinderne og mange flere passeres i ringe Afstand. Vort Billede idag fremstiller Fanaraaken, hvor Veien gaar lige indunder. Her var det, at Wergeland henlagde ​Slutningsscenen i sit Digt «Spaniolen,» hvortil vi henvise vore Læsere, navnlig dem, der selv maatte have oplevet et Uveir oppe i Sneeverdenen mellem Jotunfjeldene.