Henrik Ibsens skrifter

Idet jeg tillader mig i korthed at begrunde mit forslag om at bibliothekarposten fortrinsvis bør besættes med en dertil skikket dame såfremt en sådan måtte melde sig, vil jeg, skønt det vel egentlig kunde synes overflødigt, begynde med at bede forsamlingen stadigt under debatten om dette forslag have for øje at der mellem dette forslag og ​det andet af mig fremsatte forslag om stemmeret for damer i foreningens anliggender aldeles ikke findes nogen sådan indre organisk sammenhæng sted at man ved at stemme for eller imod det ene forslag derved på nogen måde binder sig i sin stemmegivning angående det andet. Begge forslag har ikke noget andet tilfælles, end at de er fremsatte på samme tid og at de begge handler om damer.

Hvad der har foranlediget mig til at fremsætte dette første forslag er betragtninger af forskellig slags. For det første har jeg fra tidligere tider erfaring for, hvor overmåde vanskeligt det er at få bibliothekarposten tilfredsstillende besat. ​Posten er ikke således aflønnet at vi, når vi i de nordiske blade bekendtgør posten ​vakant, kan vente at få en øvet bibliothekar herned. De der vil reflektere på bekendtgørelsen, vil i regelen være ganske unge mænd som enten allerede i forvejen havde tænkt i et eller andet øjemed at rejse til Rom eller som beslutter sig til at rejse når der bydes dem frit ​logis o. s. v. for den tid de måtte kunne afse til et ophold hernede. Men et sådant ophold blir ialmindelighed meget kortvarigt; en ung mand, der rejser ud, har også andre steder at besøge; han får knapt tid til at gøre sig en smule bekendt med forholdene her, før han må bort igen; der vil i de fleste tilfælde aldrig blive tale om at bibliothekaren i sin interesse vokser sammen med foreningen og bibliotheket, og ligeså ​lidt vil der blive tale om nogen kontinuitet i bibliothekets styrelsesmåde. Sådan går det i almindelighed; at vi en enkelt gang kan være heldige, forandrer ikke sagen. Regelen er at posten besættes med sågodtsom ubrugelige personer. Dette lader sig påvise. Katalogerne er uden ordning og plan; bøger mangler i mængdevis; de er enten bortkomne eller også hensatte således at man ikke kan finde dem. – Men også i egenskab af sekretærer har ​de fleste af disse unge mænd vist sig ubrugelige; jeg har ikke havt anledning til at granske ​bestyrelsesprotokollen; men tør jeg slutte fra protokollen over generalforsamlingerne, som jeg har gennemgået, så er jeg overbevist om at man også i bestyrelsesprotokollen vil kunne finde de utroligste ting. Et exempel blot; de forskellige sekretærer har skøttet sine forretninger således at vi nu faktisk ikke ved hvad der er gældende lov i foreningen og hvad der ikke er det mere. ​Siden 1863 er ingen lovforandring bleven indført i den bog som kaldes foreningens love; alt hvad der i disse 16 år på generalforsamlingerne er vedtaget, forandret eller ophævet, det er som om det aldrig havde existeret. Jeg skal meddele enkelte uddrag af generalforsamlingsprotokollen – – – –. Disse kendsgerninger kunde suppleres snart sagt i det uendelige; men jeg tænker det anførte kan være nok til at give en forestilling om, hvorledes de øvrige sekretær‐ og bibliotheker‐forretninger har været skøttet i disse 16 år.

Skulde det så ikke være hensigtsmæssigt om der blev givet bestyrelsen adgang til at søge bibliotheker‐ og sekretærposten besat ​fra et mere udvidet felt end hidtil? Jeg mener jo; og derfor har jeg fremsat mit forslag om at også dertil skikkede damer kan vælges. Forslaget siger jo ikke at en dame skal vælges, men kun at hun bør, når hun antages at kvalificere sig bedre end hendes mandlige medansøgere. Og jeg tror rigtignok at dette ved første givne anledning vil blive tilfældet. Det kan neppe være nogen i denne forsamling ubekendt ​hvilket opsving den kvindelige uddannelse i de senere år har taget hjemme i vore lande, og i hvilken mængde af ​stillinger kvinder, dannede damer, nu finder anvendelse. Det er damer, som har gjort ​den svenske folkeundervisning til den første i Europa; i Kristiania er de fleste ​poster i de store assuranceselskaber, også bogholder‐ og kassererposterne, besat med damer; ​i telegrafvæsenet ligeså, ​ligeså i de store handelshuse og andre forretningsfirmaer, og overalt, hvor forsøget er gjort, hører man ikke andet end den største tilfredshed; overalt siger man: skaf os bare flere! Nu kunde kanske nogen indvende, at når damernes åndelige arbejdskraft er så efterspurgt hjemme, så har vi ringe udsigt til at vinde en dame for vor bibliothekarpost. Å nej, det har nok ingen fare! Sagen er, at tiltrods for al den praktiske brugelighed, som damerne lægger ubestrideligt for dagen, så er fordommen dog endnu ikke ganske brudt, eller ​de herrer mænd benytter det nye i situationen til sin egen fordel. Faktum er at ​det dygtige damearbejde hjemme betales ringere end det middelmådige herrearbejde. Og det finder kvinderne sig i fordi deres livsfornødenheder er billigere end vore. Men just derfor kan vi også vente snarere at få den ringe aflagte bibliothekarpost besat med en kvalificeret dame end med en dertil skikket ung herre. ​At posten skulde overstige en dames kræfter vil vel ingen påstå; i bibliotheker har man jo i lang tid jævnlig og fortrinsvis benyttet damer; i ​lejebibliothekerne næsten udelukkende. At sekretærposten ikke skulde kunne magtes af en dame, kan kun påståes af sådanne, som ikke ved hvad standpunkt af intelligens og indsigt mange af vore yngre damer står på. Damernes orden og nøjagtighed i forretningssager er bekendt; også foreningens økonomiske status turde være vel tjent med en dame; en kompetent mand har engang ytret for mig at hvis staten ansatte damer til ​oppebørselsbetjente, så vilde man undgå kassemangel og underballance. Det vilde desuden være behageligt for nyankomne damer at have en erfaren dame hersteds at kunne henvende sig til; og hvad der for mig er af meget stor betydning: en kvindelig bibliothekar kunde vi påregne at få beholde for en længere tid; ​på damerne venter der ikke nogen embedsansættelse hjemme, og det ligger ikke i deres natur at opgive en engang erhvervet plads for at prøve på noget nyt og usikkert. Om det ønskelige i at der ved vore sammenkomster i foreningen fungerer ikke blot en vært men også en værtinde, derom antager jeg at alle vil være enige, forsåvidt man virkelig vil at foreningen skal give billedet af et hjem, et stort familjehjem for skandinaverne hernede, og ikke synke ned til at være en ​klub eller et ​asyl for mere eller mindre ​bedagede ungkarle. Men det kan dog naturligvis ingen ønske, allermindst nogen kunstner; og derfor anbefaler jeg forslaget til antagelse; man binder sig jo ikke til noget; man giver kun bestyrelsen friere hænder, end den nu har, og det tror jeg vil være til foreningens største gavn. –

Det forslag, som jeg har fremsat om at stemmeret i foreningens anliggender gøres afhængig af at vedkommende medlem ​erlægger personlig kontingent, har, som jeg ved ​det forsøgte diskussionsmøde i lørdags allerede gjorde opmærksom på, to sider. Det vil ændre en nu bestående bestemmelse og det vil indføre noget nyt. Hvad jeg foreslår ændret er bestemmelsen om at samtlige en familjes mandlige medlemmer skal være stemmeberettigede ved erlæggelsen af den blotte og bare familjekontingent. Denne side af forslaget skal jeg ikke indlade mig på at motivere med nogen udførlighed. Jeg tænker, de fleste vil være enige med mig i at den nu gældende bestemmelse er ubillig ligeoverfor de enlige personer, der har at erlægge en forholdsvis så meget større kontingent; og ubilligheden er, synes mig, så meget mere indlysende da vi jo ved at rejsende familjer i regelen er heldigere økonomisk stillet end de fleste af de enlige unge mennesker, damer og herrer, kunstnerinder og kunstnere, studerende o. s. v., som kommer herned. Hvis der blandt medlemmerne af de tilrejsende familjer er tilstede nogen virkelig interesse for foreningens anliggender, så vil foreningskassen være vel tjent ved at mit forslag antages; i modsat fald vinder vi ialfald at vore generalforsamlinger i fremtiden ikke lettelig kommer til at tælle et større eller mindre antal fremmødende, der hverken har sat sig tilstrækkeligt ind i de foreliggende sager og heller ikke omfatter dem med nogen synderlig varme. Således er det oftere sket; men skal man erlægge en entré af ​8 lirer, så vil vel de fleste af dem, der ikke er virkelig interesserede, nok betænke sig.

Den anden side af forslaget er den at stemmeretten skal udvides også til foreningens kvindelige medlemmer. Dette forslag, som jeg havde tænkt at alle vilde samle sig om, er bleven mødt på en måde, som både har overrasket mig, og, jeg vil tilføje det, oprørt mig. Nå, det er ikke første gang, at damernes stilling i foreningen har vakt røre i den skandinaviske lejr. Da ​foreningens love blev vedtagne i 1860, så indtog man vistnok en bestemmelse om at damer havde adgang; men det var en stiltiende forudsætning både hos de skandinaviske herrer og hos de skandinaviske damer i Rom at denne bestemmelse kun var at betragte som ​et tomt bogstav; i lange tider voved ingen dame at sætte sin fod i foreningens lokale; og ingen af herrene drømte om at nogen dame nogensinde skulde vove det. Da gik en dag, formodentlig da ingen var tilstede, ​to modige damer herop, planted en fane i salen og afgav en erklæring om at de betragted sig som medlemmer af foreningen. Dengang opstod der mellem herrerne et røre omtrent som nu. Men de to damer holdt ord; de kom her; de lod sig ikke fordrive; tvertimod, de drog andre damer efter sig, og inden nogen tid havde man vænnet sig til dem. Er der nu nogen, som vilde ønske damerne borte fra foreningen?

Denne historie ligger 17–18 år tilbage i tiden. Meget har siden de dage forandret sig i verden, og meget har også forandret sig i vor forening. Her er indført en kontingent, og den må erlægges af damer såvelsom af herrer; men derved er damernes stilling i foreningen bleven en helt anden, end den før var. Derfor kommer også damerne nu igen, ikke to, som dengang, men ​10–12 med mange bagved, og planter en fane i salen og fordrer de naturlige rettigheder, som hidtil har været dem nægtet; de fordrer ret til at få være med og ​vælge de mænd, som skal forvalte den kontingent, de selv har erlagt, og forvalte ​de statsbidrag, som vore lande har bevilget til nytte for de herværende skandinaviske kvinder såvelsom for mændene.

Er der da noget ubilligt i dette? Hvis vor forening blev stiftet idag, istedetfor for 19 år siden, tror da nogen at vore damer vilde blive udelukket fra stemmeret? Nej, foreninger af den natur som vor, stiftes ikke nutildags uden kvindernes fuldstændige ​ligestillen. Og hvad er det man frygter for? Når man hører forslagets modstandere, og mærker sig deres store forskrækkelse i denne lille sag, så skulde man tro at vi holdt generalforsamlinger og valgte nye bestyrere to–tre gange i ugen hele året rundt. Og dog holder vi i regelen kun en eneste ordentlig generalforsamling om året, og til den er det at jeg vil at damerne skal have adgang. Og hvor mange damer tror man vel der vilde møde frem? I den første tid ialfald meget få. ​De vilde fremdeles blive i majoriteten, ​m. h. de behøver ikke at ængste dem. De fleste af damerne kræver ikke stemmeretten for at gøre praktisk brug af den, men fordi de føler det nu bestående som en ydmygelse. Og det er det i virkeligheden også, – en ufortjent og uberettiget ydmygelse. Hvorfor udelukker vi dem? Er der nogen i denne forsamling, som tør påstå at vore damer står under os alle i dannelse eller i intelligens eller i kundskaber eller i kunstnerisk begavelse? Jeg antager ikke at ret mange drister sig til at påstå noget sligt? Hvad er det da man frygter? Jeg hører her går en tradition om at damerne skal ​være så slemme til at intrigere, og derfor vil man holde dem borte. Nå, jeg har bragt adskillige mandlige intriger i erfaring i mit liv, – ikke mindst i den seneste tid; og desuden, skulde her virkelig, hvad jeg højlig betvivler, findes damer med lyst til at drive intriger, så må man dog betænke at de langt lettere kan gøre det så længe de står udenfor sagerne, end når de har et ansvar over sig. Dette kan altså ikke være nogen gyldig grund til udelukkelse. Jeg spørger derfor fremdeles, hvad er det man frygter for? Er det kanske damernes formentlige upraktiskhed i forretningssager? Selv om damerne virkelig var så upraktiske, som mangen upraktisk herre behager sig i at påstå, er da kunstnerne så særdeles praktiske forretningsmænd? Nej, m. h., fra den side har jeg ingen betænkelighed. Jeg holder det for godt og gavnligt om vi får damerne ind i generalforsamlingen, ligesom jeg holder det for godt og gavnligt at vi beholder ungdommen, denne ungdom, som man nu vil fordrive ved et forslag om at stemmeret skal gøres afhængig af at man har opholdt sig et år i Rom. Jeg gentager det, jeg frygter ikke for de såkaldte upraktiske kvinder; kvinderne har noget tilfælles med den sande kunstner, ligesom med ungdommen overhovedet, noget, som erstatter det praktiske forretningsgreb. Se til vore studenterforeninger hjemme! Der afgøres sager, ​tigange så indviklede som vore; og går ikke alt godt, skønt ungdommen, den uøvede og uprøvede og upraktiske ungdom der er i en umådelig majoritet. Og hvorfor? Jo, fordi ungdommen har dette geniale instinkt, som ubevidst træffer det rette. Men netop dette instinkt er det, som kvinden har tilfælles både med ungdommen og med den sande kunstner. Og derfor er det at jeg ønsker damerne ind i generalforsamlingen. Jeg frygter lige så lidt for damerne eller for de unge og uprøvede som jeg frygter for de virkelige kunstnere. Men hvad jeg frygter for, det er gammelmandsfornuftigheden; det jeg frygter for det er mændene med de små opgaver og de små tanker, mændene med de smålige hensyn og de små ængstelser, disse mænd, der indretter alt deres tænkesæt og alle deres handlinger på at opnå visse små fordele for deres egne ​allerunderdanigste små personligheder. Skulde foreningens anliggender engang komme i slige hænder, da var der al fare for dens beståen, ialfald for dens præg som en kunstnerforening. Og derfor er det jeg vil have damerne herind, for at de i forening med ungdommen skal lægge magten i sande og virkelige kunstneres hænder.

Dette, m. h. var omtrent gangen i de betragtninger, som gjorde sig gældende hos mig da jeg fremsatte mit forslag. Den forandring, som mit forslag tilsigter, forekom mig naturligvis som en højst ønskelig reform, men dog som en reform, hvis forkastelse ialfald for øjeblikket ikke var nogen ganske utænkelig ting. Situationen har imidlertid forandret sig; ​vi skal iaften for anden gang vedtage en lovforandring, som har den nøjeste sammenhæng med mit forslag om damernes stemmeret. Jeg sigter naturligvis til ​den nye lovbestemmelse om bestyrelsens sammensætning, og jeg mener at vedtagelsen af denne lovbestemmelse med nødvendighet medfører at mit forslag om udvidet eller almindelig stemmeret også må antages.

​Det vil være i herrernes erindring at på den først afholdte generalforsamling iår blev ​et af best: fremsat forslag om bests sammensætning ikke bifaldt. Under debatterne om forslaget afgav ​bests formand, prof: R: en officiel erklæring om at ​den herværende danske ​gesandt havde for ham udtalt, at det var det danske ​udenrigsms ønske eller forlangende at, til garanti for de særlige danske interesser og til kontrol over anvendelsen af det danske statsbidrag, skulde den danske konsul være ​stadigt medlem af foreningens bestyrelse. Vor ​herværende sv: n. konsul afgav derpå for sit vedkommende en erklæring, der gik i stik modsat retning; han erklærede nemlig at han af vor udenrigsminister var instrueret om, ikke på nogen måde at gribe ind i foreningens indre anliggender. Disse to tilsyneladende modsatte erklæringer er imidlertid ikke andet end udtrykket for to forskellige sider af et og samme princip, kontrolprincipet eller garantiprincipet, hvad De vil kalde det. Fra dansk side betones fortrinsvis den embedsmæssige autoritet; fra sv: n. side betones derimod fortrinsvis selvstyret; den svensk‐norske udenrigsminister vil at den herværende sv. n. koloni i videst mulig grad skal ​øve sin berettigede indflydelse på valget af de mænd, der skal forvalte de sv: n. statsbidrag.

I et bestyrelsesmøde, hvortil, foruden flere andre, også jeg havde den ære at blive indbuden, og hvor der ​forhandledes om en ny ​redaktion af bestyrelsens forslag, kom vi til et kompromis. Det fra dansk side fremsatte ønske eller forlangende blev taget tilfølge, og resultatet blev det på forrige generalf: vedtagne forslag om konsulernes faste repræsentation i bestyrelsen. At jeg gik med på dette kompromis, ja, vel egentlig var den, som først foreslog det, skønt sagen om de to konsulers stilling ikke tiltalte mig, havde sin naturlige forklaringsgrund deri, at jeg stiltiende gik ud fra som en given sag, at når det ene forslag vedtoges, så blev det en umulighed at forkaste mit. At bestyrelsen også har indset sammenhængen mellem disse to forslag, fremgår tydeligt nok af den rækkefølge hvori sagerne på dagsordenen for iaften er opslået. Var der ingen forbindelse mellem forslagene, så vilde det jo have været rigtigst først at lade bestyrelsens forslag komme under anden behandling, og derpå gå over til mit forslag, som jo er en ny sag i generalforsamlingen. Man har derimod opslået mit forslag først, og det er ganske korrekt; thi skulde mit forslag, imod al formodning, ikke få tilstrækkelig majoritet for sig, så har vi altså bagefter frie hænder til ved anden behandling at stemme imod loven om bestyrelsens sammensætning, hvilken vi forrige gang stemte for under en stiltiende forudsætning, som ikke har vist sig ​stikholdig. En sådan fremgangsmåde vil fra vor side blive nødvendig; vedtages bestyrelsens forslag, så kommer bestyrelsen herefter til at få præget af et ​rigsråd eller et ​senat, med ​to kongevalgte medlemmer; thi hvergang en af vore konger udnævner en ny konsul hernede, udnævner han jo tillige en ny bestyrer i foreningen; og som en modvægt herimod er det at vi forlanger en udvidelse af stemmeretten. Det er således min mening, at enten må begge forslag vedtages, eller også intet af dem.

Men sæt nu også, m. h. at man vedtog bestyrelsens forslag og ikke mit. Hvad vilde derved være vundet? Slet intet. Uden mit forslag vil bestyrelsens forslag ikke kunne blive effektivt, ikke kunne gennemføres i praxis; thi ingen sv. n. konsul vilde kunne tage sæde i en bestyrelse, hvori den danske gesandts garantifordringer er bleven respekteret, medens derimod ​den sv. n. udenrigsministers ikke er bleven det; ingen sv. n. konsul, siger jeg, vilde falde på at stille sig i opposition til sin egen udenrigsminister. Skulde nogen betvivle at vor udenrigsministers anskuelser ikke står i samklang med hvad jeg har påstået, da behøver jeg blot at rette en forespørgsel til ministeriet, om hvorvidt det billiger at sv. og n. kvinder, tvert imod deres ønske, forbydes at være med og stemme på de mænd, der skal forvalte de sv. n. statsbidrag. Svaret vilde ikke blive tvivlsomt. Eller jeg behøvede blot at sætte dette spørgsmål under diskussion i den stockholmske presse; hele pressen vilde være for mig; ingen eneste røst vilde hæve sig imod; ingen sv. udenrigsminister, ingen sv. konsul vilde hverken vove eller kunne få isinde at sætte sig op imod den nationale opinion. Thi erkendelsen af kvindens ligestillen i slige sager har i Sverig gennemtrængt alle klasser, fra de højeste til de ringeste.

Men alt dette vil ikke være nødvendigt. Man vil ikke lade det komme dertil at den vigtigste af alle vore lovparagrafer, den der handler om bestyrelsen, enten må forkastes eller blive gjort virkningsløs. Og allermindst nu, da vi har fåt paragrafen ​affattet og anbefalet af ​en mand, der jo både som jurist og som lovgiver indtager en plads i første række. Jeg siger, man vil ikke lade det komme dertil. Jeg er viss på at man vil imødekomme vore sv. n. nationale ønsker, ligesom vi på vor side har imødekommet det danske forlangende. –