Henrik Ibsens skrifter

​Dengang da gaderne i min fødeby ​Skien for en del år siden fik navne – eller kanske de bare blev omdøbte – nød jeg den ære at få ​en gade opkaldt efter mig. Således har ialfald aviserne berettet, og jeg har hørt det samme af troværdige rejsende. Efter deres forklaring skulde denne gade strække sig fra torvet ned imod havnen eller «Muddringen».

Men hvis dette ​opgivende er rigtigt, så skønner jeg ikke af hvilken grund gaden kom til at bære mit navn; thi jeg er ikke født i den gade og har aldrig boet der.

Jeg er derimod født i en gård ​ved torvet, ​Stockmanns gård, som den dengang kaldtes. Denne gård lå lige imod ​kirkens forside med den høje trappe og det ansélige tårn. Til højre for kirken stod byens ​gabestok og til venstre lå ​rådstuen med arrestrum og ​«dårekisten». Den fjerde side af torvet indtoges af ​latinskolen og ​borgerskolen. Kirken lå frit i midten.

Dette ​prospekt var således den første ​vue over verden, som fremstillede sig for mine øjne. Altsammen arkitektur; intet grønt; intet landligt frilands‐landskab. Men over dette firkantede rum af sten og træ fyldtes luften, så lang dagen var, af dæmpet drønnende sus fra ​Langefos og fra Klosterfossen og fra de mange andre faldende vande, og gennem fosseduren skar fra morgen til kveld noget, der ligned hvasse, snart hvinende, snart stønnende kvindeskrig. Det var de hundrede ​sagblade, som arbejdede ude ved fossene. Når jeg siden læste om ​guillotinen, måtte jeg altid tænke på disse sagblade. Kirken var naturligvis byens staseligste bygværk. Dengang ​Skien en julaften i slutningen af forrige århundrede ved uforsigtighed af en tjenestepige blev stukken i brand, så ​brændte den daværende gamle kirke også. Tjenestepigen blev, som rimeligt kunde være, henrettet. Men byen, som genopbyggedes med ​lige og brede gader i de bakkedrag og dalsænkninger, hvori den ligger, fik ved den anledning en ny kirke, om hvilken beboerne med en viss stolthed påstod at den var af gul hollandsk ​klinker, at den var opført af en københavnsk bygmester, samt at den akkurat ligned kirken på Kongsberg. Disse fortrin forstod jeg ikke dengang tilbørligt at skatte; men hvad der magtfuldt bed sig fast i min opmærksomhed det var en hvid, diger, sværlemmet engel, som til hverdags svæved højt oppe under hvælvingen med en skål i hænderne, men som om søndagen daled ​sagtelig ned iblandt os når der skulde døbes børn.

Næsten mere end den hvide engel inde i kirken beskæftiged mig dog den sorte puddelhund, som holdt til øverst oppe i tårnet, hvor ​ ​vægteren råbte om natten. Den havde glorøde øjne; men den kom ikke ofte tilsyne; ja egentlig viste den sig, så vidt jeg ved, bare en eneste gang. Det var en nytårsnat, just som vægteren råbte et ud af gluggen på tårnets fremside. Da kom den sorte puddelhund op af tårntrappen bag ham, stod stille, bare så på ham med de gloende øjne, slet ikke andet, men på hodet stupte vægteren udigennem tårngluggen lige ned på torvet, hvor de så ham ligge død, alle de andægtige, som nytårsmorgen tidligt gik til ​froprædiken. Siden den nat råbte vægteren aldrig et gennem den tårnglug i Skiens kirke.

Denne tildragelse med vægteren og puddelhunden foregik nu forresten længe før min tid, og jeg har senere hørt fortælle at lignende begivenheder i gamle dage skal have tildraget sig i adskillige andre norske kirker. Men denne samme tårnglug havde for mig, dengang jeg var barn, noget særlig mærkværdigt derved at det var oppe i den jeg modtog det første bevidste og blivende indtryk. Min barnepige bar mig nemlig en dag op i tårnet og lod mig få sidde ude i den åbne glug, fastholdt bagfra, naturligvis, af hendes trofaste arme. Jeg mindes tydeligt hvorledes det slog mig at jeg kunde se folk ned på hattepullene; jeg så ned i vore egne stuer, så vindueskarmene, så gardinerne, så min moder stå dernede i et af vinduerne; ja, jeg kunde se over hustaget og ned i gårdsrummet, hvor vor brune hest stod bunden ved stalddøren og ​visped med halen. På staldvæggen husker jeg der hang et blankt blikspand. Men så blev der ​rend og stimmel og vinken op dernede i vor gadedør og pigen trev mig ilsomt væk og skyndte sig ned med mig. Resten mindes jeg ikke; men siden fortalte de ofte at min moder havde fåt øje på mig oppe i tårngluggen, at hun havde skreget, at hun var besvimet, som man dengang brugte, og at hun siden, da hun fik mig igen, havde grædt og havde kysset og klappet mig. Som gut gik jeg ​sidenefter aldrig over torvet uden at jeg så op til tårngluggen. Jeg syntes at den glug ligesom særligt vedkom mig og kirkepuddelen.

Bare et eneste minde til har jeg beholdt fra disse mine første år. Til ​vuggegave havde jeg blandt andre ting fåt ​en stor sølvpenge med et mandshoved på. Manden havde en høj pande, en stor kroget næse og en fremstående underlæbe; derhos var han barhalset, hvilket jeg fandt besynderligt. Barnepigen belærte mig om at manden på pengen var «kong Fredrik rex» og engang tog jeg mig til at trille med den på gulvet med det ulykkelige udfald at pengen trilled ned i en sprække. Jeg tror, mine forældre så et ondt varsel heri, siden det var en vuggegave. Gulvet blev brudt op og der blev søgt og gravet både vel og længe, men kong Fredrik rex kom aldrig for dagens lys mere. Det var ikke frit for at jeg længe bagefter holdt mig for en ​slem forbryder og når jeg så byens politibetjent, Peter Tysker, komme ud fra rådstuen og stile over imod vor gadedør, så løb jeg alt hvad jeg kunde ind i barnekammeret og gemte mig under sengen.

I gården nede på torvet blev vi forresten ikke længe boende. Min far købte et større hus, hvor vi flytted ind da jeg vel kunde være så omtrent fire år gammel. Dette mit nye hjem var en hjørnegård, som lå lidt højere oppe i byen, lige ved foden af ​«Hundevadbakken», således kaldet efter en gammel tysktalende doktor, hvis staselige frue kørte i ​«glaskaret», der om vinteren blev omgjort til slædevogn. I dette hus var mange og store stuer både nedenunder og ovenpå og her blev ført et meget selskabeligt liv. Men vi gutter færdedes ikke meget inden døre. Torvet, hvor jo de to største skoler lå, var den naturlige samlingsplads og slagmark for byens ungdom. I latinskolen herskede dengang den gamle fornemme og højst elskværdige ​rektor Ørn; første mand i borgerskolen var nok ​pedellen, Iver Flasrud, også en staselig gubbe, der tillige forrettede som byens ​hårskærer og barbér. Mellem gutterne i disse to skoler blev der ført mangen hidsig kamp nede omkring kirken; men da jeg ikke hørte til nogen af disse skoler, var jeg for det meste kun tilstede som iagttager. Forresten var jeg i min barndom overhovedet slet ikke stridslysten. For mig lå der en langt større tiltrækningskraft i den før omtalte gabestok og i rådstuen med alle dens formodede skumle gådefuldheder. ​Gabestokken var en rødbrun stolpe på omtrent mandshøjde; oventil havde den en stor rund ​knap, der oprindelig havde været sortmalet; nu så denne knap ud som et velvilligt indbydende menneskeansigt, lidt på skakke. Foran på stolpen hang en jernlænke og i denne en åben bøjle, der for mig tog sig ud som to små åbne arme, som med den allerstørste fornøjelse var rede til at klamre sig om min hals. Den havde forøvrigt ikke været brugt på mange år; men jeg husker godt at den alligevel blev stående al den tid jeg var i Skien. Om den står der endnu ved jeg ikke.

Og så var det rådstuen. Den havde ligesom kirken en høj trappe. Nedenunder var arrestkældere med tilgittrede vinduer ud imod torvet. Indenfor de gittere har jeg set mange blege og skumle ansigter. Et rum længst nede i rådstukælderen blev kaldt «dårekisten» og skal virkelig, så utroligt det nu forekommer mig, i sin tid være bleven brugt til at indespærre vanvittige. Dette rum havde et vindusgitter som de andre; men indenfor gitteret var hele den lille vindusåbning udfyldt af en massiv jernplade, der var gennemboret af små runde huller, så den så ud som et ​dørslag. Denne hule sagdes forøvrigt også at have tjent til opholdssted for en dengang meget omtalt forbryder ved navn ​Brendeis, som var bleven brændemærket; og ligeledes tror jeg den var bleven beboet af en udbrudt og igen fakket livsslave, der blev ​kagstrøgen oppe på Li‐torvet. Om denne sidste fortalte øjenvidner at da han førtes til exekutionsstedet, havde han danset, men da han skulde tilbage i arresten igen, måtte han drages på en kærre.

Skien var i mine barneår en overmåde ​livsglad og selskabelig by, ganske modsat af hvad den senere skulde blive. Mange højt dannede, velstående og ansete familjer bode dengang dels i selve byen, dels på store gårde i omegnen. Et nærmere eller fjernere slægtskab forbandt de fleste af disse familjer indbyrdes, og baller, middagsselskaber og musikalske sammenkomster afløste hverandre både vinter og sommer i tæt rækkefølge. Mange rejsende kom der også til byen og da der ingen egentlige hoteller fandtes dengang, så tog man ind til venner og slægtninge. Vi havde næsten altid fremmede på besøg i vor store rummelige gård og i jule‐ og ​markedstiden især var huset fuldt og åbent bord fra morgen til aften. Skiens marked holdtes i Februar måned og det var en særlig lyksalig tid for os gutter; allerede et halvt år i forvejen begyndte vi at samle på skillinger for at kunne få se ​taskenspillerne og linedanserne og «hesteberiderne», og for at kunne købe honningkager nede i markedsboderne. Om dette marked havde nogen videre betydning for forretningslivet, ved jeg ikke; for mig står det nærmest som en stor folkefest, der vared omtrent en hel uge tilende.

​Syttende Mai blev der i de år ikke gjort synderlig stas af i Skien. Nogle unge mennesker skød med ​nøglebøsser ude på ​Blegebakken eller brændte ​«troldkærringer» af; det var omtrent det hele. Jeg tror nok at denne tilbageholdenhed i vor ellers så livsglade by nærmest iagttoges af hensyn til ​en viss meget højtbetroet mand, som havde sit herresæde i byens omegn og hvem man af forskellige grunde ikke gerne vilde ​støde for hodet.

Men desto lystigere gik det til Sankthansaften. Den blev ikke fejret af alle i fællesskab, men gutterne og byens voksne ungdom slog sig sammen i fem, seks eller flere forskellige ​samlag, som hvert arbejdede for sig for at skaffe ​materialier til sit eget bål. Allerede fra pintsetid begyndte vi i flok og følge at gå omkring på skibsværfterne eller i kramboderne for at «tigge» tomme tjæretønder. En ejendommelig skik havde holdt sig fra umindelige tider. Hvad vi ikke godvilligt fik blev stjålet uden at hverken ejermanden eller politiet nogensinde tænkte på at påtale den slags forgribelse. Et samlag kunde således efterhånden ​forskaffe sig en hel stabel af tomme tjæretønder. Den samme hævdvundne rettighed havde vi lige over for gamle ​pramme. Kunde vi overkomme sådanne optrukne på land, kunde det lykkes os at slæbe en eller anden bort i al stilhed og holde byttet vel gemt, så var vor ejendomsret derved erhvervet, eller blev i allefald ikke bestridt af nogen. Prammen blev da, dagen før Sankthansaften, båret i triumf gennem gaderne til brandstedet. Oppe i prammen sad en spillemand. Jeg har flere gange været vidne til og selv en gang deltaget i et sligt optog.