Om teksten: | [Taler i Studentersamfundet i København 3. oktober 1885] |
| Politiken (søndag, nr. 277, 2. årg.) |
Datering: | 04.10.1885 |
Avansert visning
|
Innstillinger for teksten
|
Nedlastinger
|
|
| Sammenligne forskjellige utgaver av teksten |
Gå til avansert visning |
| | xml, pdf |
Om verket
|
Les mer om tekstene
|
[TALER I STUDENTERSAMFUNDET I KØBENHAVN 3. OKTOBER 1885]
Jeg agter ikke at holde en Tale, men blot at afgive en Erklæring. Jeg vil være en
Rus alle mine Dage. Den Dag, jeg ikke er det, vil jeg ikke agte mig værdig til at leve.
Det er mig meget imod at høre mit Navn saa ofte højlydt nævnt. Jeg søger helst Ensomheden, og jeg føler altid Trang til at protestere, naar man udbringer en Kunstners eller Digters Skaal med en Motivering som: dér staar han og dér langt borte staar de andre. Takken til mig rummer en Selverkendelse. Dersom min Tilværelse har haft nogen Betydning, som De siger, saa kommer det af, at der er Slægtskab mellem mig og Tiden. Der er intet bundløst Svælg mellem den, der producerer og den, der modtager. Der er Slægtskab mellem begge; jeg takker Dem for det Slægtskab, jeg har fundet i denne Kreds.