Henrik Ibsens skrifter

Nu, da jeg slog til lyd på mit glas blev det så stille omkring. Næsten forventning. Mig forekom det i al fald så. Men har man ventet at jeg skulde svare udførligt på alle de varme, venlige ord, som er blevet henvendt til mig, så tager man fejl. For dem kan jeg kun udtale min hjerteligste taksigelse i al almindelighed. Og ligeså for al den hæder og hyldest, som vises mig her idag.

Eller har man kanske ventet at jeg skulde gi’ mig til at tale om mine bøger? Det vilde jeg ikke kunne. For så måtte jeg ta’ hele mit liv med. Og det vilde bli’ en svært tyk bog, det alene.

Og så det til, – at ​en sådan bog tænker jeg virkelig på at skrive nu. En bog, som knytter mit liv og min digtning sammen til en forklarende helhed. Ja, for jeg synes at jeg nu er nået så vidt frem til en moden alder at jeg må ha’ lov til at unde mig en smule pusterum, – ta’ mig et års ferier; for et feriearbejde vilde jo en sådan bog blive i sammenligning med den æggende og opslidende dramatiske digtning. Og ferier har jeg egentlig aldrig havt ​siden jeg for 34 år siden forlod Norge. Jeg synes, jeg kan trænge til det nu.

Men, mine damer og herrer, De må ikke derfor tro at jeg agter definitivt at nedlægge min teaterpen. Nej, den agter jeg at ty tilbage til og holde fast til det sidste. Jeg har nemlig endnu diverse galskaber på lager, som jeg hidtil ikke har fundet lejlighed til at give udtryk. Først når jeg vel har fået dem fra halsen, kan det være tid til at lægge op. Og hvor let vilde det ikke falde at lægge op da, i modsætning til dengang, da jeg endnu stod midt oppe i begyndelsen. Hvor var det ikke taust og tomt omkring en da! Hvor stod ikke ​de enkelte medstridende spredte, hver for sig, uden indbyrdes sammenhæng, uden bindeled imellem! Mangen gang kunde det forekomme mig som om, når jeg selv var borte, så havde jeg aldrig været her. Og min gerning heller ikke.

Men nu! Nu er her blevet folksomt omkring. Unge, sejerssikre kræfter er kommet til. De behøver ikke længer at digte for en snæver kreds. De har et publikum, en hel almenhed at tale til, at henvende sine tanker og følelser til. Om de møder modstand eller tilslutning – det kan være omtrent det samme. Det er bare tunghørtheden, afvisningen, som er af det onde. Det har jeg følt.

Jeg beklager oprigtig at jeg her i landet er kommet i så ringe personlig berøring med mange af dem, som skal fortsætte arbejdet og gerningen. Ikke fordi jeg i så fald vilde forsøgt på at øve noget tryk, men for selv at vinde frem til dybere forståelse. Og navnlig vilde jeg nyttet det nærmere forhold til at få fjernet en misopfatning, som i mange måder har været mig ​hinderlig, – den opfatning nemlig at der skulde være en ubetinget lykkefølelse forbundet med den sjeldne eventyrskæbne, jeg har havt: at vinde ry og navn ude i de mange lande. Og jeg har vundet varme, forstående hjerter derude også. Det først og fremst.

Men denne indre, virkelige lykke, – den er ikke noget fund; ikke nogen gave. Den må erhverves for en pris, som ofte kan føles trykkende nok. For det er sagen: at den, som har vundet sig et hjem ude i de mange lande, – han føler sig i sine inderste dybder ingen steds helt hjemme, – neppe nok i selve fødelandet.

Dog, det kan kanske komme endnu. Og jeg vil sé hen til denne aften som til et udgangspunkt.

For her øjner jeg noget, som ligner en ​ening. Her har alle synsmåder, alle divergerende meninger kunnet samle sig om et og det samme. Jeg har ikke her længer den pinlige fornemmelse at betragtes som digter for et parti. For det ene eller for det andet. Hele sit folk må en digter ha’ om sig – enten i tilslutning eller i modstand. Og så vil samlingstanken gå videre, mod større mål og mod højere opgaver. – Det er mit håb og min tro!

Derfor, mine damer og herrer, beder jeg Dem modtage min hjerteligste tak for alt godt og venligt!