Om teksten:Abydos
Datering:[1869–70]
Avansert visning Innstillinger for teksten Nedlastinger
Sammenligne
forskjellige utgaver
av teksten
Gå til avansert visning
Vis utgaveopplysninger
Vis tekstgrunnlag/manuskriptbeskrivelse
Vis informasjon om teksten
xml, pdf
Om verket
Les mer om tekstene

[ABYDOS]

[1869–70]

NBO Ms.8° 1216a–b

 
 
Abydos.

Mandagen den 8de November dam‐
pede vi paa «Ferous» nedover Nilen. Vi
kom fra Nubien og skulde nu først og
fremst ˹lægge til ved Girghe for derfra at˺ gjæste det gamle Abydos, som det‐
te Aars usædvanlig store Oversvømmelse
havde gjort os utillgjængeligt paa Opprej‐
sen.

Klokken 5 om Morgenen var vi gaat
fra Quenneh. Floden skyder sig her i en
stor Bugtning mod Nordvest. Egyptens evig
skyløse Sommerhimmel laa og dirrede i He‐
og Lys over os, eller rettere, den dirrede o‐
ver Solteltet, hvorunder vi lykkelige Nil‐
rejsende havde lejret os paa Agterdækket.
Nogle stræbsomme Tydskere skrev «Pyramiden‐
briefe» till Berlineraviserne, og satte, efter
tydsk Vis, Streg under alle Vittighederne
for at de kunde trykkes med spærret og
forstaaes af de andre Tydskere hjemme.
Vi øvrige havde bænket os paa Puder og
røgte Khedivens Havanna. Fluevifterne
var i fuld Gang, og ligesaa Berettningerne
om Nattens Kampe mod Mosqitoen, denne
 
 
Egyptens syvfoldige Landeplage nutilldags.

Der raader ligesom en Trolddom af
lydløs Stillhed over Nildalens Landskaber.
Der er noget af Sfinxens Stumhed deri.
Idag kjendtes ikke en Luftning at røre
sig uden den, som Farten frembragte. Floden
gled bred og svulmende mellem sin dobbelte
Brem af Palmelunde. Bag dem højner Lan‐
det sig till begge Sider opp mod fjerne Berg‐
række{t}r, og alt det, som Nilen ikke kan naa
alt det gule, grænseløse, der glittrer og kaster
Gjenskin i Luften, det er Ørken, – mod Vest den
lybiske og mod Øst den arabiske.

Paa Dyndbanken, som det faldende Vand
lader komme tillsyne, sidder hist og her en
enlig Marabu paa to stramme Ben, sænker
Næbbet og det skaldede Hoved ned mod Brystet
og ˹ser˺ saa menneskelig sørgmodig ud; Hejrer span‐
ker og Pelikaner gramser i Mudderet, og inde
fra Durrahmarken flyver Ibisfuglene opp
som en Flok hvide Duer.

I vel en Time har vi havt Girgehs ran‐
ke Minareter foran os; men det tager Tid at
naa derhen; thi Floden gjør mange Krum‐
ninger. Endelig, henimod Middag, svinger vi
opp og lægger till. De tre andre Dampere,
der gik langsommere og som derfor allerede Af‐
tenen i Forvejen havde brudt opp fra Quen‐
neh, laa med sine Dahabier eller Slæbbaade
 
 
fortøjet foran Byen.

Det var et broget Billede, som her
foldede sig ud for os. Europa og Orienten
i malerisk Blanding. Lige opp for os stod en
høj Minaret og gløded i Sollyset. Tætt ved hav‐
de vi Ruinen af et koptisk Kloster, hvoraf
Halvdelen var raset ud i Floden. Forresten
Araberhytter, Grusdynger, Palmer og Syko‐
morer. Inde i Klosterriunen havde en e‐
gyptisk Kaffevært indrettet sig; Gjæsterum‐
met var udenfor under et Tag af vissne
Palmegrene. Lange Skjægg og lange Piber er
fremherskende i Gruppen. Muselmændene
tier og Europæerne taler; hvorvidt nogen
af dem tænker, skal jeg ikke afgjøre.
Men der er bekjendte Ansigter imellem.
Han, den smukke brunøjede mand, der i
Frastand saa slaaende ligner Abdel Kader,
og som ikke er fri for at kokettere lidt i
sin klædelige Silke‐Coffie og hvide stribede
Beduinburnus, det er Archæologen Lenor‐
mand. Ved Siden af ham, kvik og ven‐
lig, med rød Fez og himmelblaa Flanels‐
blouse, sidder Dr: Isambert, Egyptens Murray
og Bädecker i en Person. Den lille fine hvid‐
haarede Mand med Parasol og Filthatten ned‐
slaaet som Kilian i Ulysses von Ithacia er
Kemikeren Ballard; ude paa den yderste
Skrænt af Stranden staar Dr: Bertholet, un‐
 
 
dersættsig, robust og jovial, og har tusende
Nyheder at raabe ombord till os. En
Dame skimtes i Selskabet; Dragten er i eu‐
ropæisk Smag og Omfanget i orientalsk.
Det er naturligvis Madame Collet, nuværende
Literatrice og forhenværende – –; ja, det kom‐
mer os ikke ved. Guldsmykkerne er der
allesammen, ligefra Uhret till de vægtige
Halvmaaner i Ørerne. Nu er hendes Oppmærk‐
somhed delt mellem et ubestemmeligt Antal
Kaffekopper og Dagbogen hvori vor Ankomst
noteres for at gaa over i en stor fransk
Journal. Et Snes gjøende Hunde sender
os den sædvanlige Hilsen oppe fra Hustagene.
I Døre og Kroge staar Araberkvinder og stirrer
ubevægeligt frem bag de lange sorte Slør, og
oppad de høje Grusdynger flygter den la‐
vere mandlige Befolkning, Fellaherne, under
Skrig og Latter for ˹fulgte af hjemlige politimænd som ved hjælp af lange palmestokke søger at overtale dem til at yde os en˺ at undgaa en Haands‐
rækkning ved Fortøjningen af Skibet.

Paa Nilrejsen følte jeg for første Gang
at det ogsaa kan have sine Behagelighe‐
der at høre till en liden Nation.
Europæerne bringer jo Kjævleriet med sig,
hvorledes de færdes; og saaledes ogsaa her.
Tyskere og Franskmænd var imidlertid
saa venlige at besørge det fornødne, vi
øvrige havde derfor vor Tid og vor Sindsro
ubeskaaren. Virkelig bragte man det ogsaa
ved et Par vel anvendte Timers Intriger
 
 
og modintrigering derhen at udflugten
til Abydos udsattes til den følgende
morgen. Kun et oprørsk mindretal paa
7–8 personer brød op om eftermiddagen
for at tilbringe {N}natten i ruinerne.

Saa snart frokosten og den dertil
hørende siesta var vel fra hånden, gik
jeg iland for at bese byen. Girg{ <...> }eh var
forhen Overegyptens hovedstad og har rime‐
ligvis endnu omkring 30,0{ <...> }00 indbyggere. Sit
navn fører den efter den hellige Girgis
eller Georg, til hvem det førnævnte kop‐
tiske kloster var indviet; den langt over‐
vejende del af befolkningen er forøv‐
rigt naturligvis arabere.

Når man forestiller sig en sammentrængt
masse af brandtomter, alt gråt i gråt, sam‐
menfaldet, smudsigt, uden orden, grusbegravet
og med smale bugtede {g}Gange imellem, så
har man et nogenlunde anskueligt billede
af en egyptisk By. Girgeh er heller ikke
anderledes. Jeg fordybede mig i bazarerne,
som her var højst tarveligt forsynede; lidt blik‐
og kobbertøj, lidt simpelt pottemageriarbejde af sim‐
pleste {S}slags, tobak, durrah, bomuldstøjer, det er
omtrent det hele. Intet tegn på familjeliv er
heller at spore; ingen selskabelig berørelse mand
og mand imellem; orientaleren omgåes kun
sin foresatte eller sin underordnede, aldrig
sin ligemand; han sind er ligesom betaget
 
 
under den samme stillhed og stumhed, som
den, der binder landskabet; et sløvt drømmende
fortsat skinliv synes lønligt at sløre over ham,
derfor tror jeg at kaffen, tobaken, opiumet ikke
sætter ham i nogen egentlig abnorm tillstand
men blot stimulerer den, der er ham natur‐
lig.
˹ x Reflexioner over regeringens uhyre vanskeligheder ved at skulle
civilisere i et samfund hvor selve sindene og nationale fordomme
må omformes o.s.v.˺

1) Bemærkninger om hvorledes dette kaos lidt efter lidt antager i tankene
præg af en indre orden og mening o.s.v.

1) En europæer vækker naturligvis opmærksomhed
når han viser sig her; men velanstændighed tilla‐
ikke araberen at lægge dette for dagen, allermindst
på nogen stødende måde. Han er afmålt og hold‐
ningsfuld, på foranledning venlig, men uden alt
kryberi; påtrængenhed findes vistnok hos enkelte
af de klasser, der komme mest i berøring med
rejsende, som æseldrivere og andre, men det er
et spørgsmål hos hvem skylden ligger, og i al
fald klæder påtrængenheden sig her i en så naiv
form at den snarere vækker morskab end
forargelse.

Et par splitternøgne fellah‐unger fulgte mig
trolig på min vandring, aldrig trætte af at gjen‐
tage sit «backschis». Et «rue» eller «mafish» jog
dem bort for et øjeblik; men ved næste hjørne
var de der igjen. Jeg gik videre og
videre, kom ud i Maismarkerne bag
byen og gjennem dem helt ind på ør‐
kenbredden. Solen var ved at gå ned
bag en klynge palmetrær, hvis lange
skygger den kastede henimod mig på
den gule sandflade. Aldrig har
 
 
jeg følt solnedgangens fred som her
i Egypten. Hjemme i de trange dale
under de mørke lier mod vest kom
den altid over mig med en beklemt‐
hedens magt som gjorde sindet tungt
og som drev mig til at søge selskab. x
x Her, hvor eremit‐tanken har havt sin vugge, her forstår man denne
tanke, ligesom man i Italien lærer at forstå hvorledes en mand kan
gå i kloster, – og føle sig lykkelig der.

Ved en drejning af <...> vejen fik jeg en høj
sandbanke mellem mig og vesthimlen.
Oppe på <...> toppen sad nogle gribbe og hug
i ådselet af en kamel; de tog sig prægtigt
ud med sine skarpe omrids mod den
lyssvangre baggrund. Længere borte
drev en araberkvinde sin bøffelko ˹hjem˺; en kalv vim‐
sede bagved; paa koryggen sad en nøgen
brun araberdreng og en yngre broder
paa kvindens skulder. Det var et egyptisk
genrebillede.

Og så tilbage til {n}Nilbredden igjen.
Der var liv og lystighed. Levantinerne blandt
vor besætning sprang buk og de indfødte stod
som tilskuere i store skarer omkring. ˹
alvorlige men med en interesse, som an‐
standen ikke tillod at lægge for dagen. ˺
Natten var falden på og der tændtes lange
rækker af begfakler til ære for os frem‐
mede. ˹Ombord lød signalet og meldte at middagsbordet
var beredt.˺

Det var en vidunderligt nat som fulgte
på. ˹ vidunderlig som alle de Stjernerne sprang store og fulde og runde
frem paa den gjennemsigtige blåsorte himmel.
En let ˹flad˺ tåge lagde sig over Nildalen og skabte
landskabet om til en uhyre havbugt der
begrænsedes af mægtige bergkjeder mod syd.
 
 
Fra og til gled et ˹Nilbarke˺ fartøj forbi med strømmen.
En papirlygte lyste stor og rød i stavnen. og
og mandskabets ensformige taktfaste sang Allah
{a}Allah, bares dæmpet over till os og døde
hen langt nede. Vi skandinaver havde sluttet os
sammen; jeg er viss på at vore tanker gik
nordefter. Nu, som så tidt i en bedre time, kom
det over mig at spørge mig selv: Hvormed har
du fortjent at få se al denne herlighed?
Jeg tænkte på de mange derhjemme, der år for
år g˹j˺ør sin stille gerning, der har længselen
udad og behovet udad – men som dog må forsage
og træde dagenes møllehjul tilende; – jeg ønskede
jeg havde en landsmand nær, som jeg kunde
gøre godt imod, jeg følte trangen til ligesom
at gøre afbikt for alt hvad der var blevet
mig beskåret. – Nå, det varede ikke længe før
jeg måtte erkende at vi også havde vort
kors at bære; thi det led over midnat og
det var på tiden at søge ned i pinerummet
med mosquitoer indenfor og snorkende
kavasser ved døren.

Klokken halv fem næste morgen ˹lød˺ gik
vækkersignalet ombord. To negere, vore
tjeneres tjenere, gik skibet rundt og an‐
rettede en forfærdelig allarm med stege‐
pander og ildtænger. I en fart blev toilettet
og frokosten besørget. Det var endnu mørkt men
med en svag dagskimmer mod øst. På
strandbredden skimtedes en forvirret
 
 
3.
klynge af æsler, heste, kameler og arabere, der
var tilsagte til at befordre os til Abydos.
Hver valgte sig et dyr og en fører, og enkeltvis
eller i mindre flokke brød selskabet op;
jeg havde fået fat på et vel sadlet æsel
˹med en dertil hørende˺ og en araber, der havde tilegnet sig nogle
ord af lingua franca, og for hvem
jeg således ved hjælp af Italiensk til
nød kunde gjøre mig forståelig.

Vi tog vejen sydover, med Nilen på vor
venstre hånd, og var i få minutter ude af
byen. En tør stenet slette udbredte sig for
os; grupper af palmetræer skimtede{s}des uty‐
deligt i morgenlysingen, og stjernerne blev
blegere og blegere. Efter vel en halv ti‐
mes ridt kom vi til en kanal der var gra‐
vet tvers over sletten, og hvor en færge af det
aller oprindeligste slags og hvor vi flokke‐
vis, synkefærdige og i den mest halsbrækkende
forvirring, dyr og mennesker om hverandre,
skibedes over til den modsatte side, hvor‐
efter vi på et endeløst dige fortsatte vejen
langsmed en anden kanal der danner en
ret vinkel med den forrige. Landskabet
var meget ensformigt. Store maismarker strak‐
te sig hinsides vandet saa langt øjet kunde
nå; en enlig sykomore, en samling palmer,
ludede hist og her ud over bredden, og i
agerkanten havde en fellahfamilje opslået
 
 
sit brune uldne telt, hvor hyrdehunden stod
gjøende ved indgangen. På digeskrænten klattrede
en flok geder. Grågule, med smale ansigter og
skuldre, og med ørerne langt nedhængende som
korktrækkerkrøller har de en slående lighed
med rejsende Englænderinder. En fellah‐
kvinde færgede over kanalen på en ejendommelig
indretning, flettet af kviste og af udseende som
en stor omv. flaskekurv med bunden ivejret;
den er fyldt med tomme lerkrukker der holder
den oppe, og hales frem eller tilbage ved
hjælp af to basttouge.

Diget, hvorpå vejen var lagt, strakte sig i
lige linje så langt øjet kunde nå. Solen
gik op over de prægtige bergrækker hinsides
Nilen. Egyptens vrimlende fugleverden begyndte
at komme i bevægelse; der var en travlhed
og en flugt på kryds og tvers, men alt lydløst,
intet skrig, ingen sang, ingen kviddren.

Vor karavane dannede et anséligt tog.
Kavasserne jo i rygende fart frem og tilbage,
som om de havde noget at gjøre. Midt i rækken
red Lepsius med det ungdommelige hvid‐
lokkede Jupiterhoved, på et prægtigt æsel med
rød fløjels sadeltøj og omringet af embeds‐
mænd fra Girghe. Den unge schweitzerske
Egyptolog Naville tog sig fortræffeligt
ud på den arabiske hest, der var ham sendt
fra en rig kopter i nabolagetx, fellaherne
˹ xhos hvem han havde boet på en tidligere Rej rejse i Egypten –˺
Gamle H. Horeaux arkitekt og cyniker fra Paris havde som sædvanligt givet møde
i underklæderne – sveddryppende mygstukken som en kaktus i knop –
Rygenden og det øvrige bagfra tog sig uforlignelig storladent ud –

 
 
drev sine bøffelhjorder ned af diget og ud i
kanalen, og stirrede ubevægeligt efter os
støttende till sine lange palmestave.

Efter vel en times ridt langs kanalen
stødte vi på flere hundrede indfødte, mest
børn, der var drevet sammen fra de omlig‐
gende landsbyer for at udbedre vejen
og navnlig for at gjøre en ˹sammenfalden˺ bro passabel for
{ <...> }os. Den så unægtelig noget skrøbelig ud
således som den byggedes for vore
øjne, af riskviste og {n}Nildynd og uden
rækværk; og jeg tror ikke jeg var den
eneste som med en vis ængstelse passe‐
rede over på æselryggen. Alt gik imid‐
lertid godt og vi kom ud på et rigt
frugtbart og veldyrket sletteland
med nyplantede alléer og talrige træ‐
grupper af en ualmindelig frodighed.
En landsby lå hyggeligt på vor højre
hånd, omgiven af en grøft hvori gæs
og ender svømmede om mens en
flok indfødte slukkede sin tørst og vaske‐
de sine ben under en venskabelig mor‐
genpassiar. Længere ude på sletten
ligger staden Bardies, hvis nykalkede
huse halvt overgroede { <...> }af en vidunder‐
lig planterigdom gav den en viss
lighed med e{t}n uhyre Bl bomster‐
opsats
. Her måtte det være godt at bo.
 
 
Beboerne, åbenbart instruerede, stod langs
husvæggene og havemurene og hilste
os høfligt idet vi drog forbi. Ved
alle korsveje var vagter udstillede for at
hindre os fra at forvilde os. Alt tydede
her på en ualmindelig udviklet samfundsor‐
den; og i denne egn boer også en mænge
koptere.

Atter kom vi ud på et umådeligt
Nildige, og snart red vi som på en mo‐
lo midt i en ˹vældig˺ havbugt. Oversvømmel‐
sen var <...> vistnok i aftagende, men
˹dog˺ endnu ˹ansélig˺ stor nok til at give en fore‐
stilling om hvad den kan være
på sit højdepunkt; – her, som andetsteds
undres man ikke over den kendsgerning
at Nilen fra år til andet kaster i
havet en vandmasse der er fem gange
så stor som Donauens.

På engang bemærkede vi at vor fortrop
havde gjort holdt, og alt eftersom vi efterfølgende
rykkede på stod vi der uden at kunne kom‐
me vidre. Diget var nemlig for at give
vandflommen frit løb indover markerne
gjennembrudt i en bredde af henved
hundrede alen, og dernede lå nu to
{n}Nilbarker og traf sine tarvelige forbe‐
redelser til at sætte os over. Det var
et ubeskriveligt optrin fuldt af larm
og forstyrrelse; alle vilde være de første
 
 
4.
i bådene; hestene stejlede og slog bagud idet
de med stokkeslag dreves ombord; æslerne
kastedes bogstaveligt ned i rummet; {e}Euro‐
pæerne bandede og de indfødte skreg
som vanvittige i munden på hverandre.
Strømmen gik rivende gjennem digega‐
bet og bådene svingede over ved hjælp
af en skrøbelig trosse. Ved landstignin‐
gen den samme scene; snart var der skibet
æsler og heste uden ryttere, snart ryttere
uden ridedyr –; for nogle var førerne
blevne tilbage – og der var intet andet for
end i højstegne personer at gjøre jagt
på vore langørede dyr, der strax i jævnt
trav havde taget vejen videre henover
diget.

et galt æsel og <...>kv<...>de
alle andre æselryttere for at finde det rigtige

Efterhånden begyndte landskabet at
højne sig, den dyrkbare jord ophørte og
vi red ind i ørkenen der strækker sig
milevidt henimod de vestlige berg‐
kamme. En enlig araberhytte lå i sandhavet;
ved muren stod et vandtroug; det var en gam‐
mel sarkofag. På taget stod en hund, og en
kamel var bundet et stykke fra husvæggen
ubevægelig stod den der med ryggen mod
solen, øjnene skelede efter os idet vi drog
forbi, ellers rørte den sig ikke.

Ørknen er ingen fuldstændig flade. Hist
og her hæver den sig i bløde bølgelinjer,
og på sine steder er sandet føget sammen
 
 
i skarpe kamme ligesom sneen hos os.
Der er det naturligvis ufremkommeligt, og
så gælder det at gøre en omvej. Men
dette er kun undtagelser; thi føreren har det
i regelen på følelsen hvorledes han skal
styre.

Således red vi da frem enkeltvis eller
i lange rækker; sol og sand dirrede hedt
imod hverandre, således som man kan tænke
sig et hav af smeltet metal. Parasollen
gav kun ringe beskyttelse og efterhånden
overgaves det ene klædningsstykke efter det
andet til førerens omsorg. Fjernt mod
syd ragede nogle mørke bakker ivejret,
og didhen var alles øjne rettede; det var
gravhougene, som et par årtusender havde
øget og højnet over det gamle Abydos.

Som bekendt gaves der i oldtiden
flere stæder med {Na} navnet Abydos. Her er
navnet opstået ved en græsk forvanskning
af det egyptiske Ebot; nu ˹tildags˺ tidens kaldes det
af de omboende Arabat el matfun, det vil sige:
«den begravne». Og begravet er det også tilgavns.
Sammenføgne Sanddynger af 60–80 fods
højde dækker den umadelige stad, der
af de gamle forfattere nævnes som den
mægtigste i Egypten næst efter Thebes; engang
bragt for dagen igen vil den blive Egyp‐
tens Pompeji.

 
 
Abydos synes, i lighed med andre egyp‐
tiske stæder, at have været en nekropolis,
en gravstad lige saa vel som { <...> }by for
de levende. Her fandtes nemlig Osiriss grav,
og fra syd og nord gennem årtusender
lod derfor de rige Egyptere sine lig føre
dig hvor de kunde hvile sammen med deres
gud og konge i den jord, som ved ham
var helliget. Mange gravskrifter vidner derom
den dag idag, og flere af disse daterer sig
lige fra det 16de dynastis tider, det vil
sige omtrent 3700 år tilbage –

Et bækkeløb havde dannet sig gennem
ørkenen nær under staden; her red vi frem
langs en tarvelig græsstrimmel under syko‐
morer og akazier. Grusdyngerne højnede
sig mere og mere, især på venstre si{ <...> }de.
Her drev fellaherne de storartede ud‐
gravninger under ledelse af Mariette
Be{ <...> }y, Khedivens øverste egyptolog og
enehersker over alle oldtidslevninger i
hele {n}Nildalen. Det er en for uindviede
˹besynderlig˺ underlig virksomhed denne mand ud‐
vikler.
 
 

 
 
1.
˹ Abydos. ˺

˹(Af Henrik Ibsen.)˺
Mandagen den 15de November ˹1869˺
dampede vi på «Ferous» nedover Nilen.
Vi kom fra Nubien og skulde nu først
og fremst lægge til ved Girgeh, for der‐
fra at gæste det gamle Abydos, som
årets usædvanlig store oversvømmelse
havde gjort os utilgængeligt på oprej‐
sen.

Klokken 5 om morgenen var vi
gået fra Quenneh. Floden skyder sig
her i en stor bugtning mod nordvest.
Egyptens evig skyløse himmel lå og
dirrede i hede og lys over os, – eller
rettere, den dirrede over solteltet, hvor‐
under vi lykkelige Nil‐rejsende hav‐
de lejret os på agterdækket. Nogle
stræbsomme Berlinere skrev «Pyramiden‐
briefe» til sine hjemlige blade, og satte,
på berlinsk vis, streg under alle mor‐
somhederne for at de kunde trykkes med
spærret og forståes af de andre Berli‐
nere hjemme. Vi øvrige havde bænket
 
 
os blødt på matter og puder, og røgte
Khedivens Havanna. Fluevifterne var
i fuld gang, og ligeså beretningerne
om nattens kampe mod mosqitoen,
denne Egyptens syvfoldige landepla‐
ge nutildags.

Der råder ligesom en trolddom
af lydløs stilhed over Nil‐dalens landska‐
ber. Der er noget af sfinxens stumhed
deri. Idag kendtes ikke en luftning
at røre sig uden den, som farten frem‐
bragte. Floden gled bred og svulmende
mellem sin dobbelte brem af palme‐
lunde. Bag dem højner landet sig til
begge sider op mod fjerne bergrækker,
og alt det, som Nilen ikke kan nå,
alt det gule, grænseløse, der glittrer og
kaster genskin i luften, det er ørken, –
mod vest den lybiske, og mod øst den
arabiske.

På dyndbanken, som det faldende
vand lader komme tilsyne, sidder hist
og her en enlig marabu på to stramme
ben, sænker næbbet og det skaldede ho‐
ved ned mod brystet og ser så men‐
neskelig sørgmodig ud. Hejrer span‐
ker og pelikaner gramser i mud‐
deret, og inde fra durrahmarken fly‐
ver { <...> }ibis‐fuglene op som en flok hvide
 
 
duer.

I vel en time har vi havt Gir‐
gehs smekkre minareter foran os;
men det tager tid at nå derhen; thi
floden gør mange krumninger. En‐
delig, henimod middag, svinger vi op
og lægger til. De tre andre dampere,
der gik langsommere, og som derfor alle‐
rede aftenen i forvejen havde brudt op
fra Quenneh, lå med sine dahabier
eller slæbbåde fortøjet udenfor byen.

Det var et broget billede, som her
foldede sig ud for os. Europa og Ori‐
enten i malerisk blanding. Lige op for
os stod en rank minaret og gløded i sol‐
lyset. Tæt ved havde vi ruinen af et
koptisk kloster, hvoraf hele forsiden var
raset ud i floden. For resten araber‐
hytter, grusdynger, palmer og sykomo‐
rer. Inde i klosterruinen havde en egyp‐
tisk kaffevært indrettet sig; gæsterummet
var udenfor under et tag af vissne
palmegrene. Her er stor forsamling; lan‐
ge skæg og lange piber er fremherskende
i forsa<...> gruppen; lang østerlandsk taushed
og lang europæisk snak ligeså. Og bekend‐
te ansigter er der imellem. Han, den smuk‐
ke brunøjede mand, der i nogen frastand
så slående ligner Abdel Kader, og som
 
 
ikke er fri for at kokettere lidt i sin
klædelige silke‐koffie og hvide stribede
beduin‐burnus, det er archæologen Le‐
normant. Ved siden af han, kvik og
venlig, med rød fez og himmelblå flanels‐
bluse, sidder dr: Isambert, Egyptens
Murray og Bädecker i en person.
Den lille fine hvidhårede mand, uden
parasol, og med filthatten nedslået som
Kilian i Ulysses von Ithacia, er Kemi‐
keren Ballard. Ude på den yderste
skrænt af stranden står dr: Bertholet,
undersætsig, robust og jovial, og har
tusende nyheder at råbe ombord
til os. En dame glimrer som eneste
exemplar i selskabet; dragten er i eu‐
ropæisk smag og omfanget i orientalsk.
Det er naturligvis madame Collet, pariser‐
inde og literatrice. For øjeblikket er hen‐
des opmærksomhed optagen af dagbogen,
hvori vor ankomst noteres for at gå
over i en stor fransk journal. Et
snes gøende hunde sender os den van‐
lige hilsen oppe fra hustagene. I døre
og kroge står araberkvinder og stirrer
ubevægeligt frem bag de lange sorte slør,
og opad de høje grusdynger flygter den lavere
mandlige befolkning, fellaherne, under latter
og skrig, forfulgt af hjemlige politimænd, som
 
 
<...>
ved hjælp af lange palmestokke søger at
overtale dem til at yde os en håndsræk‐
ning ved fortøjningen af skibet.

På Nil‐rejsen følte jeg for første gang
at det også kan have sine behageligheder
at høre til en liden nation. Europæerne
bringer jo kævleriet med sig hvor de færdes;
og således også her. Tyskere og fransk‐
mænd var imidlertid så venlige at
besørge det fornødne, og vi øvrige havde
derfor vor tid og vor sindsro ubeskåren.
Virkelig bragte man det også ved et
par vel anvendte timers intriger og
modintriger derhen at udflugten til
Abydos udsattes til den følgende
morgen. Kun et oprørsk mindretal
på 7–8 personer brød op om eftermid‐
dagen for at tilbringe natten i ru‐
inerne.

Så snart frokosten med den dertil
hørende siesta vel var fra hånden,
gik jeg iland for at se mig om i byen.
Girgeh var forhen Overegyptens hoved‐
stad, og har efter sigende endnu om‐
kring 30,000 indbyggere. Sit navn fører
den efter den hellige Girgis eller Georg,
til hvem det før nævnte koptiske kloster
var indviet. Det skal i sin til have været
overordentligt rigt og i sine bedste dage
 
 
huset over to hundrede munke. Den langt
overvejende del af befolkningen er for øv‐
rigt naturligvis arabere.

Når man forestiller sig en sammen‐
trængt masse af brandtomter; alt gråt i gråt;
sammenfaldet, smudsigt, uden orden, grus‐
begravet og med smale bugtede gange
imellem, så har man et nogenlunde an‐
skueligt billede af en sydegyptisk by.
Girgeh er heller ikke anderledes. Jeg for‐
dybede mig i bazarerne, som her var højst
tarveligt forsynede. Lidt blik‐ og kobbertøj,
lidt pottemagerarbejde af simpleste slags,
tobak, durrah, bomuldstøjer, det var om‐
trent det hele. Intet tegn på familjeliv
er heller at spore; ingen selskabelig berø‐
relse mand og mand imellem. Orien‐
taleren omgåes kun sin foresatte eller sin
underordnede, aldrig sin ligemand; hans
sind er ligesom betaget under den sam‐
me stilhed og stumhed, som den, der
binder landskabet. Et sløvt drømmende
fortsat skinliv synes lønligt at sløre over
ham. Derfor tror jeg at kaffeen, tobaken,
opiumet ikke sætter ham i nogen egent‐
lig abnorm tilstand, men blot stimulerer
den, der er ham naturlig.

Hvis nu så forholder sig, da vil man
let skønne hvilken uhyre opgave den
 
 
styrelse har at løse, som her skal gen‐
nemdrive en hel ny civilisation. Ho‐
vedsagen er nemlig ikke her at ind‐
føre tidsmæssige forbedringer i noget al‐
lerede bestående; hvad det gælder, er
ligefrem at omskabe individernes hele
åndelige habitus, at nedbryde tusenårige
fordomme, – ja, til en viss grad at gøre
vold på selve nationaliteten. Sligt
mægter kun en uforfærdet enevældig re‐
gering at drive igennem. En folkere‐
præsentation efter europæisk model vilde
naturligvis geråde i et lindt vrøvleri
om «menneskerettigheder»; den vilde, li‐
gervis som den flod Nilen, sætte opgaven
under oratorisk vand, men neppe efter‐
lade sit befrugtende dynd på noget
andet område end frasens.

Det interessante ved at færdes i dis‐
se vild‐fremmede omgivelser, ligger for
en stor del i en erkendelse, som man
lidt efter lidt kommer til, den nemlig,
at der under al denne tilsyneladende
meningsløshed i skrig, fagter og hand‐
linger ligger en viss orden til grund;
at alt dette dog er yttringer af et sam‐
fundsliv, der også har sin lov og sin
regel; og efter hvert som denne erken‐
delse vågner, så rykker en menneskene
 
 
nærmere; afstanden mellem det fremmede
og det hjemlige bliver mindre og min‐
dre; og overhovedet vil den, der har rejst
meget omkring, visstnok tilsidst have
gjort den erfaring at nationerne i sin
inderste kærne ikke på langt nær arter
sig så grund‐forskelligt, som man på for‐
hånd er tilbøjelig til at tro.

En europæer vækker naturligvis
opmærksomhed, når han viser sig her;
men velanstændighed tillader ikke ara‐
beren at lægge dette for dagen, allermindst
på nogen stødende måde. Han er af‐
målt og holdningsfuld, på foranledning
venlig, men uden alt kryberi. Påtræn‐
genhed findes visstnok hos enkelte af de
klasser, der kommer mest i berøring
med rejsende, som æseldrivere og andre;
men det er et spørgsmål, hos hvem skyl‐
den ligger; og i al fald klæder påtræn‐
genheden sig her i en så troskyldig form
at den snarere vækker morskab end for‐
argelse.

Et par splitter‐nøgne fellah‐unger
fulgte mig trolig på min vandring, al‐
drig trætte af at gentage sit >«backschis».
Et «rue» eller «mafish» jog dem bort for et
øjeblik; men ved næste hjørne var de
der igen. Jeg gik videre og videre,
 
 
<...>.)
kom ud i maismarkerne bag byen,
og gennem dem helt ind på ørken‐
bredden. Solen var ved at gå ned
bag en klynge palmetrær, hvis lange
skygger den kastede henimod mig
på den gule sandflade. Aldrig
har jeg følt solnedgangens fred som
her i Egypten. Hjemme kom den
altid over mig med en beklemthedens
magt, som gjorde sindet tungt og som
drev mig til at søge selskab. Her,
hvor eremit‐tanken har havt sin vugge,
her forstår man denne tanke, ligesom
man i Italien lærer at forstå hvorledes
en mand kan gå i kloster og føle sig
lykkelig der.

Ved en drejning af vejen fik
jeg en høj sandbanke mellem mig og
vesthimlen. Oppe på toppen sad nogle
gribbe og hug i ådselet af en kamel.
De tog sig prægtigt ud med sine skarpe
omrids mod den lyssvangre baggrund.
Længere borte drev en araberkvinde sin
bøffelko hjem; på koryggen sad en nøgen
brun araberdreng, og en yngre brøder

en kalv vimsede bagved; på koryggen
sad en nøgen brun araberdreng, og en
yngre broder på kvindens skulder.

Så bar det tilbage til Nil‐bredden
 
 
igen. Der var liv og lystighed. Le‐
vantinerne blandt vor besætning sprang
buk, og de indfødte stod som tilskuere
i store skarer omkring; alvor og anstand
var sat tilside idet den ene lattersalve af‐
løste den anden. Under alt dette faldt
natten på og der tændtes lange rækker
af begfakler til ære for os fremmede.
Ombord lød signalet, som meldte at mid‐
dagsbordet var beredt.

Det var en vidunderlig nat, som fulgte;
og den steg og steg i skønhed. Stjernerne
sprang fulde og runde frem på den gen‐
nemsigtige blåsorte himmel. En flad tå‐
ge lagde sig over Nil‐dalen og skabte land‐
skabet om til en uhyre havbugt, der be‐
grænsedes af mægtige bergkeder mod syd.
Fra og til gled en Nil‐barke forbi med
strømmen. En papirlygte lyste stor
og rød i stavnen; mandskabets ensformige
taktfaste sang bares dæmpet over til os
og døde hen langt nede. – Vi skandina‐
ver havde sluttes os sammen i taushed;
jeg er viss på at vore tanker gik nord‐
efter. I en sådan time ønsker man for‐
soning med alle mennesker, og en spør‐
ger sig selv: hvormed har du fortjent at få
se al denne herlighed? Jeg syntes de
stod for mig, alle de mange derhjemme,
 
 
som år for år gør sin stille gerning, –
alle de, som har behovet og længselen ud‐
ad, men som dog må forsage og træde
dagenes møllehjul till ende. – – Nå, det
varede ikke længe før jeg måtte erken‐
de at vi også havde vort kors at bære;
thi det led over midnat og det var på
tiden at søge ned i pinerummet
med mosqitoer indenfor og snorkende
politisoldater for dørtærskelen.

Klokken halv fem næste morgen
lød vækkersignalet ombord. To negre,
vore tjeneres tjenere, gik skibet rundt
og anrettede en forfærdelig allarm med
stegepander og ildtænger. I en fart blev
toilettet og morgenfrokosten besørget.
Det var endnu mørkt men med en svag
dagskimmer mod øst. På strand‐
bredden skimtedes en forvirret klynge
af æsler, heste, kameler og arabere, der
var tilsagte for at befordre os til A‐
bydos. Hver valgte sig et dyr og en
fører, og enkeltvis eller i mindre flok‐
ke brød selskabet op. Jeg havde fået
fat på et vel sadlet æsel med en dertil
hørende araber, som havde tilegnet
sig nogle ord af lingua franca, og
for hvem jeg således ved hjælp af ita‐
liensk til nød kunde gøre mig for‐
 
 
stået.

Vi tog vejen sydover, med Nilen på
vor venstre hånd og var i få minutter
ude af byen. En tør stenet slette udbredte
sig for os; grupper af palmetræer skimtedes
utydeligt i morgentågen, og stjernerne
blev alt blegere og blegere. Efter vel en
halv times ridt kom vi til en kanal,
der var gravet tvers over sletten, og hvor
vi, på en færge af det aller oprindeligste
slags, synkefærdige og i den mest halsbræk‐
kende forvirring, dyr og mennesker om
hverandre, skibedes over til den modsatte
side. Her fortsatte vi vor vej på et endeløst
dige, langs efter en anden kanal, der danner
en ret vinkel med den forrige. Land‐
skabet var meget ensformigt. Store mais‐
marker strakte sig hinsides vandet så
langt øjet kunde nå; en enlig syko‐
more eller en samling palmetræer ludede
hist og her ud over bredden, og i ager‐
kanten havde en fellah‐familje opslået
sit brune uldne telt, hvor hyrdehunden stod
gøende ved indgangen. På digeskrænten
klattrer en flok geder. Grågule, med
smale ansigter og skuldre, og med ørerne
langt nedhængende som korktrækker‐krøller,
har de en slående lighed med rejsende
englænderinder. En fellah‐kvinde færgede
over kanalen på en ejendommelig ind‐
 
 
4.
retning, flettet af kviste og af udseende
som en stor flaskekurv med bunden ivejret;
den er fyldt med tomme lerkrukker, f<...>
der holder den oppe, og hales frem eller
tilbage ved hjælp af to basttouge.

Diget, hvorpå vejen var lagt, strak‐
te sig i lige linje så langt øjet kunde
nå. Solen gik op over de prægtige berg‐
rækker hinsides Nilen. Egyptens vrim‐
lende fugleverden begyndte at komme
i bevægelse; der var en travlhed og en
flugt på kryds og tvers; men alt lyd‐
løst; intet skrig, ingen sang, ingen kvi‐
dren.

Vor karavane dannede et ansée‐
ligt tog. Kawasser med dragne krumsabler
og på arabiske heste jog i rygende fart frem
og tilbage, som om der var en ulykke på
færde. Midt i rækken red expeditionens for‐
mand, den berømte Lepsius, egyptologen med
det ungdommelige hvidlokkede Jupiter‐
hoved, på et prægtigt æsel med rødt fløjels
sadeltøj og omringet af embedsmænd fra
Girgeh. «Leps, Leps!» hviskede de indfødte, hvor
han kom forbi; alle kendte ham fra hans
treårige ophold hernede, ligesom den viden‐
skabelige verden kender ham af hans værk
på 12 bind over disse rejser og opdagelser.
Hans unge og meget lange schweitzerske
 
 
kollega, herr Naville, tog sig fortræffeligt ud på
en næsten overnaturligt stor blodshest, der var
ham sendt fra en rig Kopter i nabolaget.
Fellah‐hyrderne drev sine bøfler væk fra diget
og ud i kanalen; andre stod ubevægeligt på
vejkanten og stirrede efter os, støttede til
sine lange palmestave.

Efter vel en times ridt stødte vi på flere
hundrede indfødte, mest børn, der var drevne
sammen fra de omliggende landsbyer for
at udbedre vejen og navnlig for at gøre en
sammenfalden bro fremkommelig for os.
Den så unægtelig noget skrøbelig ud, således
som den byggedes for vore øjne af riskviste
og {n}Nildynd, og naturligvis uden rækværk; jeg tror
heller ikke jeg var den eneste, som fornam
en vis ængstelse ved at passere over på
æselryggen. Alt gik imidlertid godt, og
vi kom ud på et rigt frugtbart og veldyrket
sletteland med nyplantede alleer og talrige
trægrupper af en ualmindelig frodighed.
En landsby lå hyggeligt på vor højre hånd,
omgiven af en grøft, hvori gæs og ænder svøm‐
mede omkring medens en flok indfødte
slukkede sin tørst og vaskede sine ben
under en venskabelig morgenpassiar.
Længere ude på sletten ligger staden Bardies,
hvis nykalkede huse, halvt overgroede af en
vidunderlig planterigdom, gav den en vis
 
 
lighed med en uhyre blomsteropsats. Her
skulde jeg gladelig slå mig ned! Beboerne,
åbenbart instruerede, stod langs husvæggene
og havemurene og hilste os høfligt idet vi
drog forbi. Ved alle vejskil var vagter
udsatte. Alt tydede p<...> her på en ualmin‐
deligt udviklet samfundsorden; i denne
egn bor rigtignok også en mængde Kopter.

Atter kom vi ud på et umådeligt
Nil‐dige, og snart red vi som på en molo
midt i en vældig havbugt. Oversvømmelsen
var vistnok i aftagende, men dog endnu an‐
sélig nok til at give en forestilling om
hvad den kan være på sit højdepunkt.
Her, som andetsteds, undres man ikke
længer over den kendsgerning at Nilen
fra år til andet kaster i havet en vand‐
masse, der er fem gange så stor som
Donauens.

På engang bemærkede vi at vor fortrop
havde gjort holdt og alt eftersom vi efter‐
følgende rykkede på, stod vi der i en tæt
klynge uden at kunne komme videre.

Forklaringer

Vis kommentarer i teksten
Tegnforklaring inn her