… under en vandring
«over vidderne» overraskedes vi, forvildede og udtrættede, af nattens mørke.
Som Jakob fordum lagde vi os til hvile med stenene under vore hoveder. Mine kamerater slumrede snart; selv formaaede jeg ikke at sove. Endelig seirede trætheden over mig;
da stod i drømme en engel over mig, som sagde:
staa op og følg mig. Hvorhen vil du føre mig i dette mørke? spurgte jeg. Kom – gjentog han:
et syn vil jeg lade dig se, menneskelivet i dets virkelighed og sandhed. Saa fulgte jeg – med
banghed, og nedad gik det som over uhyre trin, indtil fjeldene buede sig over os til mægtige hvælvinger, og derudenfor laa en vældig dødningeby med alle dødens og
forkrænkelighedens rædselsfulde spor og tegn: en hel verden, liglagt, sunket sammen under dødens magt, en afbleget, visnet, udslukt herlighed. Over det altsammen – et svagt, dæmrende lys, dystert som det, kirkemurene og et hvidmalet gravkors kaster over kirkegaarden, i mere lys, end de kunde give de hvidblegede benrader, som i uendelige rækker opfyldte de dunkle rum. En isnende banghed kastede synet over mig der ved engelens side:
«her ser du, alt er forfængelighed». Da kom en
susen som af de første svage slag af en begyndende storm, som et tusindfoldigt stønnende suk, og den vokste til en hvinende storm, saaat de døde bevægedes og strakte armene ud imod mig … og med et skrig vaagnede jeg – vaad af nattens kolde dug …