Henrik Ibsens skrifter

«Asylet paa Grønland» blev efter dets første Opførelse underkastet ​en Critik i Samfundsbladet, hvilken, som jeg troer, i flere Puncter trænger til at modificeres. Stykket er nu atter gaaet over Scenen, og dersom ingen Protest nedlagdes mod hiin Critik, saa vilde Stykkets anden Opførelse vistnok staa som en Besynderlighed for de Mange, der i Fremtiden ikke ville faae Anledning til at fælde nogen selvstændig Dom over samme; jeg har derfor troet det nødvendigt at dette Stykke atter i nogle Ord blev omtalt.

Vi ere i det senere Aar blevne bekjendte med en ny Art af Skuespil, hvilken, om den end ikke af Æsthetikerne indrømmes Plads blandt de dramatiske Kunstformer, dog i en vis Forstand har erholdt sin Berettigelse, – jeg mener nemlig Studenterkomedien.

Det er ​Hostrup der har indført denne hos os; thi om vi end før hans Tid havde Stykker der vare skrevne for Studenter, saa vare disse dog ingenlunde Studenterkomedier, ligesom den sande Studenterkomedie ikke behøver at være skreven for Studenter. Studenterkomedien er det Skuespil der viser os Studenten i hans Stræben og Tragten, der fremstiller os, hvorledes den Idee Studenten repræsenterer, gjennem Conflicter med sine Modsætninger udvikler sig og vinder fremad mod sit Maal. Dette indskrænkede Territorium, som Studenterkomedien ikke kan overskride uden at ophæve sit Begreb, maa nødvendigviis hos de enkelte Frembringelser i denne Retning foraarsage en vis Eensformighed og tilsyneladende Mangel paa original Opfatning hvad Stoffet angaaer; men dette kan ikke være anderledes da enhver Studenterkomedie nødvendigviis maa udvikle den samme Grundidee, nemlig Fremstillingen af det ​Aandige, repræsenteret ved Studenten, i dets Brydninger med det Ikke‐Aandige, der her maa fremtræde som ​Spidsborgerlighed. Alt hvad man saaledes kan fordre af en Forfatter i ​dette Genre er at han skal gjengive os det forhen Udtalte gjennem en ny og selvstændigt opfattet Form. Dog denne Isolerethed, hvorunder Studenterkomedien befinder sig ligeoverfor de øvrige dramatiske Kunstarter, har ogsaa, eller burde ialfald have sine Fordele for Forfatteren med Hensyn til hans Stykkes Bedømmelse; thi her har jo Critikeren et fast Udgangspunct og behøver ikke at famle om iblinde, ligesom naar Talen er om dramatiserede Fortællinger, dramatiske ​Idyller o. s. v. I Forbigaaende sagt er en «dramatisk Idyl» igrunden en dramatisk Umulighed; Idyllen tilhører jo den episke Digteart og kan følgelig ikke fremtræde i dramatisk Form, ligesaalidt som der i kunstnerisk Forstand kan være Tale om episke Dramaer el. desl: Hermed er det naturligviis ikke sagt at de Værker vi kjende under hiin Titel ere forfeilede, men kun at Forfatterne have henført dem under en uberettiget Kategori, – dog, det var om «Asylet» jeg vilde tale.

Jeg har ikke den forhen omtalte Critik ved Haanden og kan saaledes ikke imødegaa samme punctviis. Saavidt jeg imidlertid erindrer, paastaaer Critikeren at Stykket ikke er nogen Studenterkomedie og hermed ville vi da gjøre Begyndelsen. Dersom den ovenfor fremsatte Definition paa Studenterkomedien ​befindes at holde Stik, saa vil det ogsaa indrømmes at nærværende Stykke nødvendigviis maa komme ind under det Begreb, hvorunder det henregner sig. Det i Studenten personificerede Princip seirer i Collisionen med sin Modsætning, og at dette skeer paa en smuk og poetisk Maade haaber jeg senere at skulle paavise. ​Endvidre heder det i hiin Critik at Stykket er uden Handling og navnlig at Studenterne kun drikke ​Punsch. I en vis Forstand er det vistnok ogsaa saaledes; men betragte vi Sagen nøiere, saa vil det vise sig at de dog igrunden foretage sig uendeligt meget Mere. Der gives Noget man kalder ​Selvvirksomhed, og dersom man ikke véd at benytte denne, dersom man ikke forstaaer at læse mellem Linierne, saa vil man finde ethvert Billede overfladisk, uden Dybde, uden Baggrund. Naar man har et godt men løseligt udført Træsnit foran sig, saa føler man dog ingen Kunstnydelse ved at stirre paa de hinanden krydsende Streger og Linier; Nydelsen indtræder først naar Beskueren overgiver sig til Betragtningen af det Billede der fremstiller sig for hans Phantasie, og som Synet af Træsnittet har fremmanet. Saaledes ogsaa i Skuespillet og navnlig i ​Vaudevillen hvor Charactererne ikke engang bør udføres anderledes end i Træsnitmaneer. Vel er det i det her omhandlede Stykke saa at Studenterideen kun belyses fra een Side, nemlig fra Livsglædens; men i denne ene Side ere Ideens øvrige Sider implicite tilstede. Livsglad, glædende sig over Livet, kan kun den være, der anskuer Livet fra et aandigt Standpunct, – thi kun fra et saadant aabenbarer det sig i sin sande Skjønhed og Rigdom; men dette Standpunct falder jo netop sammen med Studentens; – det er fra dette han maa gaa ud for at bekjæmpe de Magter, som, baade i og udenfor ham selv optræde fiendtlige mod Ideen.

For saa vidt er altsaa Critikerens Udgangspunct givet; men der er endnu en anden Undersøgelse fornøden forinden man kan skride til en Prøvelse af Stykkets Enkeltheder, – nemlig om det opfylder de Betingelser man gjør til Vaudevillen i Almindelighed.

Studenterkomedien fremtræder nemlig altid gjennem en ​Tveform, det vil sige, paa eengang som Studenterkomedie og som Vaudeville, eller maaskee rettere: den gjennem Studenterkomedien gaaende Idee udtaler sig gjennem Vaudevillens Form. At dette paa Studenterkomediens nuværende Udviklingstrin maa saa være er let at paavise. I Vaudevillen er ​det episke Moment det fremherskende idet Situationen paavirker Charactererne og ikke omvendt; men det er kun gjennem det episke Moment som Medium at Ideen kan fremtræde og anskueliggjøres i sin Conflict med andre Ideer.

Vaudevillen bliver derfor ogsaa den eneste brugbare Form for Studenterkomedien; ​Lystspillet, Vaudevillens Modsætning kan ikke benyttes fordi det lyriske Moment her er dominerende. Dette er ​udentvivl Grunden til at ​Hostrup har behandlet sine tre til fire Acter lange Skuespil som Vaudeviller, uagtet Stykker af den Længde, fra et andet Synspunct betragtet, vistnok mere vilde egne sig til at behandles som Lystspil.

I det her omhandlede Stykke ere Charactererne vistnok kun løseligt tegnede; men i Vaudevillen udfordres heller ingen detailleret Characteerskildring, da Charactererne her, som allerede bemærket, ere af underordnet Betydning. Omridsene ​ère imidlertid skarpe nok til at holde de forskjellige Studenters Characterer ud fra hverandre. Men samtidigt med denne Begrændsning af Charactererne har Forfatteren tillige meget ​sindrigt fremstillet for os Studenten ialmindelighed i hans forskjellige Perioder. I ​Russen, ​Grøn, see vi ham endnu halvt som en Fremmed i Helligdommen, der er opdukket for ham en Verden, hvis Betydning han endnu ikke tilfulde fatter, men han er begeistret fordi han føler at han, som ​Lassen synger, skal «raade over den store Stat som er Ideernes Rige».

(Fortsættelse)

Men her raader han ingenlunde endnu; det Store og Skjønne vurderer han kun forsaavidt som det giver ham Anledning til at udbringe Skaaler og holde klingende Taler. Det næste Stadium finde vi repræsenteret af ​Lange, – han har passeret hint Naivitetens Standpunct hvorpaa Russen endnu befinder sig; men han staaer det dog nær nok til at anerkjende dets fulde Berettigelse, hvorfor han ogsaa finder sig i at Munden, som han siger, traver paa Grøn, medens han selv holder sig til Punschen. Den Tredie i Rækken er ​Holm. Alt det Skjønne og Begeistrende som i sin abstracte Almindelighed foresvæver de to Foregaaende har han concentreret i en meget concret Form, nemlig i en elskværdig lille Pige, som her bliver – ​«den Bro, der knytter Livet til Ideen.» Tilsidst kommer Lassen; han er gaaet et Skridt ​vidre, dog, som det synes, ikke igjennem men udenom det Standpunct, Holm indtager, og herpaa begrundes den Rolighed, den Soliditet der udgjør Grundtonen i hans Væsen; – man seer strax at han læser til ​Embedsexamen. – Ogsaa Spidsborgerligheden er skildret i sande og naturlige Træk; den indskrænkede og ​fjottede men dog godmodige Borgermand, ligesom ogsaa hans veltalende Ægtehalvdeel ere Figurer, hvortil Originalerne sikkert ikke ere vanskelige at opdrive.

Mellem disse stridende Elementer skal nu en Forsoning tilveiebringes, og det er hovedsagelig i denne Forsoning at Stykkets poetiske Side belyses; hvorfor jeg her et Øieblik maa dvæle ved samme.

​Paa Grønland, hvor Spidsborgerligheden udfolder sig i sin frodigste ​Flor, sidde Studenterne i deres lune Hybel; Larmen fra den Verden der omgiver dem, gjenlyder rundtomkring dem, men den anfægter dem ikke, thi det er ingen Lyd fra deres Verden. Dernede driver Spidsborgeren sit ​Styverfængeri, dernede tumler sig hans Tanke, dernede gjemmer han sit Alt; men dette hans Alt er af et endeligt Indhold derfor gaaer det ogsaa bogstavelig op i Røg. Studentens lille Rige derimod staaer urokket, og her aabnes nu et «Asyl» for ​den der tabte Alt fordi han rettede sit Maal mod ​Endeligheden; men Studentens Hjem kan ikke være noget blivende Sted for Spidsborgeren saalænge et formidlende Led ikke sammenknytter dem, dette Led maa derfor tilveiebringes og det fremtræder her gjennem Kjærligheden. –

Hvad Sangnummerne i Stykket angaaer, da forekommer det mig at Forf: heldigere har undgaaet et Skjær hvorpaa mangen Vaudevilleforfatter er strandet. Man vil nemlig finde at han altid har anbragt Musiken paa de Steder hvor den foregaaende Dialog danner ligesom et afsluttet Helt, og at Sangnummernes Indhold egentlig er en Gjentagelse eller Udvidelse af hvad Dialogen har udtrykt, og dette er ​Coupleternes oprindelige Bestemmelse. Derimod maa der i dem ingen Fremadskriden i Handlingen finde Sted; thi de handlende Personer staa, medens de synge, udenfor Virkeligheden, idet de give Tilskuerne et idealt Billede, af hvad de under Dialogen have fremstillet som empirisk Virkelighed; de kunne følgelig fra dette Standpunct ikke virke som Drivhjul i en Maskine der ligger indenfor Virkeligheden, nemlig i ​Stykkets Intrigue. Denne Feil finder man desuagtet ved flere forøvrigt gode Stykker, f. Ex. ​«Abekatten», ​«Slægtningerne» o. Fl:; hvorhos det dog synes som om Forf. af disse Stykker selv have indseet deres Misgreb, idet de ofte lade Personerne i Dialog gjentage hvad der under Sangen har udviklet sig, for derved ligesom at skaffe dens Fremadskriden ​paa utilladelig Vei et Slags kunstnerisk Berettigelse.

En Person forekommer i Stykket, hvem jeg ikke kan komme tilrette med, det er Poeten. Af det haandskrevne Expl: jeg har for mig, seer jeg at Forf: har kaldt sit Stykke A. p. G. ell: ​Poeten i Aabenraa. Dette hentyder paa at Forf: har betragtet ham som Hovedpersonen; men da han staaer udenfor al Forbindelse med Stykkets Intrige, saa burde Forf: i dette Tilfælde have udeladt alle de øvrige Personer og behandlet det Hele som en ​Vaudevillemonolog. Dersom Hensigten med ham er at give ​den litterære Forening en Snært, saa forekommer det mig at dette ikke opnaaes; thi vel kunde en æsthetisk, men ingenlunde en litterær Forening føle sig truffen herved. Dog, denne Ubetydelighed oversees allerede formedelst den kvikke Tone der gaaer gjennem det Hele, og Forfatterens Undskyldning for Stykkets gjentagne Opførelse var vistnok aldeles overflødig.