Henrik Ibsens skrifter

​Efterat vort Theaterrepertoire nu i lang Tid ​udelukkende er blevet rekruteret fra Frankrig og Kjøbenhavn, er i disse Dage[Forfatternote: Denne Artikel nedskreves strax efter Stykkets Opførelse, men har hidtil ikke kunnet faae Plads i Bladet. Da Artikelen dog siger mere, end at Stykket «er gaaet over Scenen,» har den vel endnu samme Interesse som før, selv om Stykket skulde, hvilket vi dog ikke haabe, forsvinde fra ​Bræderne efter de to Forestillinger.] et Drama af ​den nyeste tydske Skole gaaet over Scenen.

Det lod ikke til, at Publikum fandt synderlig Smag i denne nye Forandring af de daglige Retter; det være imidlertid langt fra min Mening at ville søge Grunden hertil i Publikums Kræsenhed, dette vilde være i høi Grad ubilligt; thi Vorherre skal vide, vort Publikum er intet mindre end kræsent! Den sande Grund er desuden ikke vanskelig at finde; naar man nemlig som vort Theaterpublikum Aar ud og Aar ind har vænnet sig til ​ Scribe & Komp.’s dramatiske Slikkerier, forsvarligt krydrede med et behørigt Kvantum af diverse Poesisurrogater, da er det jo saare naturligt, at den solidere tydske Kost omsider maa forekomme selv vort Theaterpublikums ​Strudsemave noget ufordøielig.

Mellem det moderne franske og tydske Drama er der væsentlige Differencer. Det franske Drama (vi tage Ordet Drama naturligviis her i dets egentlige Betydning som Skuespil ialmindelighed) maa gjennem Skuespillerne, som formidlende Organ, knyttes til Livet; først derved kommer det til Existens. Dramaet, saaledes som det udgaar fra den franske Forfatters Haand, er endnu ufuldført, og svarer først til sit Begreb, naar det gjennem den dramatiske Fremstilling knyttes til Virkeligheden. For Franskmanden har det nyere Drama ingen Berettigelse i Læseliteraturen, ligesaalidt som vore Fjeldbønder anerkjende ​Stevet som saadant, naar det ikke fremtræder i en Vexelsang. Den tydske Skuespildigter derimod skriver sit Stykke uden specielt at have den dramatiske Fremstilling for Øie; kan det, i den Form, hvori det udgaar fra hans Haand, opføres paa Theatret, saa er det vel, hvis ikke, saa kan det læses, og hermed anseer han de Fordringer, man gjør til Dramaet, ligefuldt tilfredsstillede; thi i Tydskland staar Dramaets Berettigelse som Læseliteratur sideordnet med dets Berettigelse som dramatisk Literatur.

Heraf følger da ogsaa saare naturligt, at Tydskeren, naar han skriver for Scenen, troer at have ganske andre Hensyn at iagttage, end naar han forfatter et dramatisk Værk uden denne specielle Hensigt; men denne Konflikt mellem hans generelle Anskuelse af Dramaet, og de Fordringer, han for det enkelte Tilfælde har at tilfredsstille, aabenbarer sig derfor ogsaa i hans Produktion og forstyrrer den Eenhed, uden hvilken Kunstværket bliver en Umulighed. For, som han troer, at gribe Virkeligheden, udmaler han Charakterer og Situationer i Vidde og Bredde, men netop herved forfeiler han sit Maal, idet han overstiger Dramaets Grændser; og det tydske Skuespil kommer til at forholde sig til det franske, som et ​Tableau vivant til et Maleri; i det Første fremtræde Formerne i deres naturlige Afrundethed og med deres naturlige Farver, i det Sidste derimod forekommer det os kun saaledes, – men dette er ogsaa det ene Rigtige; thi paa Kunstens Gebet hører ikke den rette og slette Virkelighed hjemme, men derimod Illusionen.

Dog hermed er det ingenlunde sagt, at det franske Drama har noget Fortrin fremfor det tydske: thi det kommer nu an paa, hvorvidt det ogsaa fyldestgjør de Fordringer, det har stillet til sig selv. Vel er den umiddelbare Virkelighed uberettiget i Kunstens Rige; men det Kunstværk, der ikke bærer Virkeligheden i sig, er ligesaa uberettiget, og dette Sidste er netop det franske Dramaes svage Side. Her fremtræde Charaktererne ​somoftest som rene Abstraktioner; for at tilveiebringe Kontraster, det franske Dramaes ​Kjæphest, i dens videste Udstrækning, vise Personerne sig enten som Engle eller som Djævle, sjelden som Mennesker. Skal derimod Tydskeren give sig ifærd med Virkeligheden, som ellers ​ialmindelighed ikke er hans Felt, saa gjør han det tilgavns, – han afmaler os ikke blot Mennesker, men endog trivielle Hverdagsmennesker, saaledes som vi daglig see og høre dem; men Hverdagsmenneskets Charakteer er fra et ​kunstnerrigt Standpunkt ingenlunde triviel: som Reproduktion af Kunsten er den ligesaa interessant som enhver anden.

Hvad det her omhandlede Stykke angaar, da er det ægte tydsk saavel i sine Feil som i sine Fortrin. Det hører væsentlig til Situationsstykkerne, thi det er Situationen, der udvikler sig, Charaktererne ikke, og disse sidste ere som en Følge heraf noget løst tegnede, naar undtages Kongen, der træder frem i næsten ​plastisk Klarhed. Stykkets Indhold er i Korthed følgende: ​Kronprinds Frederik har fra sit Exil afsendt sin Ven, ​Arveprindsen af Bayreuth, til det preusiske Hof for i Nærheden at undersøge de Forholde, hvorunder hans ​Moder og ​Søster der befinde sig. Allerede ved Synet af den Sidstes Portrait, hvilket Kronprindsen er i Besiddelse af, er han bleven forelsket i hende, og inden kort gjengjælder hun denne Kjærlighed. ​Kronprindsen af England har imidlertid anholdt om hendes Haand og understøttes af den ​intriguente og ærgjærrige preusiske Dronning. Dette Giftermaalsprojekt strander imidlertid, og den engelske ​Gesandt, der er Prindsen af Bayreuths gode Ven, ​antager sig nu dennes Sag; adskillige Vanskeligheder stille sig imidlertid iveien, dog – disse bortryddes og det Hele ender med en Forlovelse.

Dette Anlæg er i høi Grad simpelt og naturligt, samt derhos grundet paa en Kombination af lutter ​historiske Fakta. ​Frederik den Første træder os imøde ganske som den strenge og raa Soldat, som vi alle kjende fra Historien; men det Haarde og Kantede ved hans Charakteer har Forfatteren paa en smuk Maade vidst at formilde uden at træde Sandheden for nær. Han viser os ham som en sand Fader for sit Folk, som en ægte Repræsentant for det ​trohjertige gammeltydske Væsen ligeover for den franske ​Flitterkultur fra ​Ludvig den XIV’s Tid, der dengang overalt i Europa gjorde sig gjældende, endvidere som en velmenende Familiefader, der ​oprigtigen vil Sines Vel, ​omendskjøndt hans Fremgangsmaade just ikke er den ​lempeligste.

Jeg har rigtignok etpar Gange hørt den Bemærkning, at man i det her omhandlede Stykke ikke faar noget anskueligt Billede af Datidens Aand, fordi ​det preusiske Hof var en Abnormitet. Denne Indvending, har imidlertid Intet at betyde. Hiin Abnormitet ytrede sig jo netop som en Modsætning til det Normale, og følgelig er dette Sidste ​ialmindelighed negativt tilstede og kan saaledes ligefuldt anskues. Dronningen er en skjærende Kontrast til sin Gemal, Prindsesse Wilhelmine er en elskværdig ung Dame men hellerikke synderlig mere, Prindsen af Bayreuth er en ægte ​Typus for sin Tids Kavalerer, og ​Sir Hotham en fuldstændig Englænder, der vel er bered til at hjælpe sin Ven, men ingenlunde taber ​«Bomuldsinteressen» af Sigte.

Stykket savner, paa Grund af det om det tydske Drama Anførte, en vis Eenhed, hvortil ogsaa de hyppige Sceneforandringer bidrage, men har dog mange fortrinlige Enkeltheder, hvoriblandt især kan mærkes de to ​Underhandlingsscener med den engelske Gesandt, samt Scenen i Tobaksselskabet, naar undtages ​«Ligtalen», der er aldeles udramatisk, og endelig hele femte Akt, imod hvilken jeg kun har at indvende, at den unødigen udhales efterat ​Stykkets Knude er løst.

Som dramatiske Mangler ved Stykket fremhæves Trommeslagningen paa og udenfor Scenen, samt Anlægget af Scenen i første Akt, hvor Kongen taler udenfor, medens Dronningen, Prindsessen og Arveprindsen gjennem hver sin Dør meget beleiligt stikke Hovederne ud for at lytte, alt eftersom Talen angaar enhver af dem især; endvidere Scenen, hvori Prindsessen forkyndes Arrest, – hun holder en tordnende Tale til ​Dragonerne, men standser ved hvert Punktum for at lade sin Kammerjomfru snakke sig efter Munden, hvilket er høist unaturligt. ​Eckhoffs Optræden er vel i og for sig en ret smuk Episode, men burde dog heller have været udeladt, da den staar uden Forbindelse med det Øvrige.

​Herr Jørgensens Udførelse af Hovedrollen er aldeles mesterlig, og uagtet han altid fremtræder som en udmærket Kunstner, saa synes han dog her aldeles at have overtruffet sig selv; Illusionen er fuldstændig, intetsteds mindes man om, at det er en dramatisk Reproduktion man har for Øie; thi den gamle Soldaterkonge staar lyslevende for os. ​Mad. Rasmussen udfører sit Parti med den Fiinhed, som man i deslige Roller aldrig savner hos denne Skuespillerinde. ​Jomfru Klingenberg lægger al den ​Elskværdighed for Dagen, som hendes Rolle ​tilstaar, og er i det Hele taget heldig. Stykkets øvrige Charakterer fremtræde kun gjennem Antydninger, og det synes overhovedet som om Forfatteren har trukket altfor store Vexler paa Folks historiske Kundskab. At Skuespillet, ved den første Opførelse lod Adskilligt tilbage at ønske, er saare naturligt.

Men nu Lidt om vort Theaterpublikums Forhold til Stykket! Dersom det for Øieblikket ikke havde været ​en Modesag at staae i Opposition til Theaterdirektionen og de «danske» Skuespillere, saa havde man her havt en passende Anledning til at udtale sin ​Erkjendtlighed baade mod Direktionen og Skuespillerne uden at træde sin æsthetiske Samvittighed for nær. Men nei, – derfor tog man sig nok iagt! Stykket høstede saagodtsom intet Bifald, naar undtages de Steder, hvor Forfatteren slaar noget over i det Burleske f. Ex. Dragonernes Indmarscheren med Suppeterrinen og Uldstrømperne, samt Kongens Optræden uden Kjole og Beenklæder. Og hvad mon vort naive Publikum paa det sidstnævnte Sted jublede over? Ingenlunde over at Kongen af Preussen i sine bare Underbuxer modtog Prindsen af Bayreuth, uagtet denne Situation dog er kunstnerisk komisk; men over at see Hr. Jørgensen i dette Kostume paa Scenen, for det var jo saa inderlig morsomt ! ! !

Theaterdirektionen har saaledes ved Valget af dette Stykke vistnok ikke tilfredsstillet Publikums Smag, eller rettere dets Smagløshed; men netop derfor maa man være Direktionen dobbelt taknemmelig. Og dette Publikum fordrer en national Scene! Isandhed, skulde denne og Publikums øvrige Fordringer til Theatret for Øieblikket tilfredsstilles, saa «Godnat, ​I Muser!» – Dog, om vore Udsigter til en national Scene forbeholde vi os i en følgende Artikel nøiere at udvikle os.