Henrik Ibsens skrifter

​Rosinis herlige Opera, ​Wilhelm Tell, gik ​afvigte Fredag (25de April) over Scenen.

Skulde Udførelsen bedømmes fra et musikalsk Standpunkt, saa vilde vistnok Mangt og Meget være at indvende; men det forekommer os dog som om en Præstation der udføres af Skuespillere og ikke af Sangere, hellerikke kan frembyde noget andet Hovedpunkt for Betragtningen, end det dramatiske; og i saa Fald kunne vi ikke andet end finde Udførelsen tilfredsstillende. Især maa vi fremhæve ​Hr. Rasmussen (Wilhelm Tell), og ​Jomfru Hansen (hans Søn), der begge havde opfattet deres Roller med Varme og Inderlighed og hvis Spil var af stærk dramatisk Virkning. Det er ellers beklageligt at denne herlige Tonedigtning skal være knyttet til en saa middelmaadig Text, som denne i Sandhed er. Det Hele er nemlig ​sammenjasket af løsrevne Stumper fra ​Schillers Tragedie af samme Navn uden at det er lykkets ​Textforfatteren at tilveiebringe nogen tilstrækkelig Eenhed og Forbindelse mellem disse Fragmenter. Unægtelig er Musikkens Virkning herved for en stor Deel hæmmet; det er jo saare naturligt at naar disse fyldige bølgende Melodier, hvori en Tonedigter har lagt sin hele Sjæls Indhold, desuagtet knyttes til en dramatisk Trivialitet, saa vil det ikke falde Tilskueren ind at lægge Mere i Musikken end hvad Texten udtaler og dette er sandelig lidet nok.

Dette gjælder, som sagt, Texten som Eenhed betragtet; det er imidlertid unægteligt at den har enkelte Steder af mægtigt gribende Virkning; vi ville f. Ex. nævne ​Scenerne paa Rütli og i Altdorf.

Decorationerne saavel som det øvrige Udstyr ere fortrinlige og gjøre ​Vedkommende al Ære.

Igaar (2den Mai) gaves to gamle Stykker som man for længe siden skulde have anseet for døde og begravne. ​«Familien Richebourg,» er et af hine Stykker hvori den velbekjendte Franskhed i Moralbegrebet træder frem, vel ikke saae potenseret som Tilfældet er f. Ex. i ​«En Familiehemmelighed,» ​«Lises Halvstøvler» o. Fl. men dog stærkt nok til hos os at saare Manges ethiske og følgelig ogsaa deres æsthetiske Følelse. Ved at give Publikum Smag paa deslige Stykker vil man desuden unægtelig svække Sandsen for det Nationale, der nødvendigviis paa Scenen maa fremtræde uden den blændende ​Flitterstads, hvori de franske Forfattere vide at indhylle deres Værker. ​«En Hytte og hans Hjerte» har vel ikke det nysomtalte Stykkes ethiske men sikkerlig dets æsthætiske Feil. Forpagteren og Vertshuusholdersken ere aldeles uskjønne Figurer, og om deslige endog ikke mangle deres Originaler i det virkelige Liv, saa have de dog neppe nogen Berettigelse paa Scenen. Hverdagslivet har jo ogsaa sin Poesi, og skal det endelig fremstilles fra den krasse og prosaiske Side, saa maa det ialfald belyses af Ironiens Fakkel. Udførelsen af begge Stykker var god, navnlig maa vi fremhæve ​Hr. Jørgensen. Hvad ​Hr. Nielsen angaaer, ville vi henstille til ham, om han ikke kunde sætte ​Galleriets[Forfatternote: Herved forstaaer jeg naturligviis ikke blot ​2den Logerad, ​1ste Logerad, ​Parkettet og ​Parterret har desværre ogsaa sit ​Galleripublikum.] Smag noget ud af Betragtning og have den gode Smag lidt mere for Øie; En saadan Komik som den Hr. Nielsen igaar opvartede med er alt andet end komisk. Om Debutantinden ​Jomfru Osenbrocks Spil er ikke Meget at sige, hun forekom os noget eensformig og ubevægelig, endskjønt hun vistnok ikke er aldeles blottet for Talent. Klapperne ville vel heller ikke have deres Opinionsyttring fortolket som nogen Tilkjendegivelse af Bifald, men kun som en Protest mod den Pøbelagtighed, Enkelte gjorde sig skyldige i ved at pibe. Skuespillerinder ere dog paa andre Steder forskaanede for Sligt; men Christianias Theaterpublikum har jo ​saamange Eiendommeligheder.