Henrik Ibsens skrifter

Hvem skulde dog have tænkt, at Natvig igrunden var en saadan ​Strik, der, som man siger, ​kunde mere end sit Fadervor. Vel vidste vi, at Natvig, hvad den aandelige Begavelse angik, ​ligerviis som ​ ​den rige Mand, havde stort Kvæg og smaat Kvæg i betydelig Mængde; men at han saaledes, som han staar og gaar, er Thingets ​gjækkende ​Satyr med Bukkefoden, det havde vi aldrig drømt om.

Men saaledes forholder det sig; vor Paastand er ubestridelig, – thi den støtter sig paa ​ikke‐lerchiske Fakta. Ja, han er endnu mere end Satyren med Bukkefoden, han er Ironiens ​Jupiter. Thingsalen er nemlig for os hvad ​Olympen var for Grækerne; her har Folket opstillet sine Guder og fra sit ophøiede Stade ​skue disse i majestætisk Ro og uberørte af Tidens Bevægelser ned paa den Verden, der ligger dybt nedenfor og saare langt udenfor dem. De laveste Sæder i dette Tempel indtages naturligviis af Halvguderne, d. e. Væsener, hvis ene Halvdel er guddommelig, den anden ikke‐guddommelig; til disse hører, som man veed, ​Stabell, og heraf kommer det, at han er ​ministeriel paa den ene Side og Oppositionsmand paa den anden.

Bag dem komme de noget høiere Staaende, (eller rettere Siddende) der mindst ere at regne for Tre‐kvart‐Guder. Fra et politisk Standpunkt betragtet høre disse naturligviis for ¾ til de Ministerielle og for ¼ til Oppositionen. Men paa Grund af disse Væsners ​hartad guddommelige Beskaffenhed maa man ikke troe at de ere dannede ved en mekanisk Sammenæltning af de forskjellige Bestanddele; nei, hos dem ere de ¾ Ministerialisme plus den ene Fjerdedel Oppositionsaand gaaede op i en høiere Eenhed, hvorved, efter politiske Chemikeres Beretning, det Præparat fremkommer, som Menneskenes Børn kalde «en ​Overbeviisningsmand.»

Men paa Olympens høieste Top sidde Gudernes Fædre.

Og paa Thingsalens bagerste Bænke sidde ligerviis Natvig, ​Ueland, ​Li, ​Jaabæk og ​Skjerkholdt. (NB. Skjerkholdt sidder der ikke, men han burde have siddet der.)

Men paa de komplette Gudevæsener kunne de menneskelige Kategorier ikke anvendes, derfor kan det for Exempel ligesaalidt siges om Ueland, at han er liberal (frisindet), som at han er ministeriel, – ikke at tale om Natvig; thi hvilken Dødelig skulde vel fordriste sig til at afgjøre hvad han er?

Men for at gaae over ​ad singulos deos, saa ville vi begynde med Stabell, der er Thingets ​Proteus, d. v. s. en Art Flodgud, som i Fiskeskikkelse opholder sig i den Flod ​Morgenbladet, hvis Vande han har for Vane at gjøre mudrede og stinkende, i Besynderlighed naar der er Uveir ivente; han kan forøvrigt efter Omstændighederne paatage sig alle mulige Skikkelser og derfor kan man med fuld Føie sige, at han igrunden ​hverken er Fugl eller Fisk.

Skjerkholdt have vi rigtignok henregnet til de øverste Guder, men efter nøiere Overveielse finde vi dog, at han maa lade sig nøie med at være ​Prometheus, som stjal Ilden (den politiske Berettigelse) fra Himmelen; derfor kom ogsaa ​Præsten Aars over ham i Ørneham og huggede ham til Plukkefisk i ​Statsraadssagen.

​Lerche er ​Medusahovedet, (Lange huggede det nemlig af paa forrige Storthing), som Oppositionen viser frem ved farefulde Leiligheder; men ​Holmboe er nok ikke ​Perseus, eftersom Synet af Medusahovedet saa ofte har forstenet ham.

​Schydtz er naturligviis ​Morpheus, (Søvnens Gud) hvilket Enhver kan overbevise sig om ved at høre eller læse hans Foredrag i Thinget.

Men ​Rosinen i Pølseenden, ​Gigas’en mellem ​Pygmæerne er og bliver dog Natvig. Han er som sagt Jupiter med Tilnavnet Fulgurans, d. e. «den Lynende,» og derfor vrimler ogsaa hans Taler af de mest glimrende Genilyn, ikke at tale om andre ringere Luftphænomener som Drager, Ildkugler, Stjerneskud, o. s. v. Hans Virken er ikke grundet paa Anvendelsen af den ydre positive Magt, han er meget mere negativ, som ​Idun siger, og heraf kommer det, at hans Virken ikke bemærkes af den Uindviede. Men vi have faaet Øinene op, vi have seet ham haandtere Ironiens ​Tordenkiler med den samme overlegne Skjødesløshed, hvormed Lerche haandterer et «Faktum», – og vi have beundret ham. Og hvis du, kjære Læser! ikke har faaet Øinene op, ​saa gak hen og læs hans Tale i ​Fyrvæsensagen, da er jeg vis paa du vil faae dem op og det endog paa vid Væg. Hvor fiin var f. Ex. ikke den Maade, hvorpaa han spildte Thingets Tid med Gjentagelser ved at forsikre, «at han ikke vilde spilde Thingets Tid med Gjentagelser?» Sandelig, mangen Repræsentant har her grebet i sin egen Barm og tilhvisket sig selv: «dette var til dig.» Læg endvidere Mærke til hans Ytring: «at han desværre havde faaet den omhandlede ubehagelige Meddelelse, medens han spiste sin Middagsmad,» (og saaledes rimeligviis mistet Appetiten) – Hvilken bidende Henspillen paa, at der kunde gives Thingmænd, der tilsidesætte ​det gemene Bedste for deres materielle Interesser, saasom Middagsmad o. d. l. Ligeledes ytrede han, at han ikke vilde forsøge paa at «ryste» Thinget med en Skildring af den Tilstand, han engang havde befundet sig i ​under Jæderen. Det fremgik dog af Talen, at han dengang maa have været frygtelig søsyg, og at Søsyge er en rystende Tilstand veed jo Enhver. Nu vil man vel spørge, hvad hjælper et Fyrtaarn paa Jæderen mod Søsyge? Men heri ligger netop den fineste Parodi paa den Logik, som doceres fra visse Hold i Thinget. Det samme gjælder ogsaa om hans Ytring: «at han engang nær havde forlist, uagtet han dengang førte det ​propreste Skib i Norge.» Engang havde han stødt paa Grund, men det havde siden vist sig, at det ikke forholdt sig saa;» her have vi jo et saa komplet «Faktum,» at man skulde troe Lerche selv havde gjort det.

Saaledes snærter han i et Væk til Høire og Venstre, hvorpaa vi kunde anføre hundrede Exempler, men vi maae desværre standse, idet vi først nu bemærke, at vi have skeiet ud i det Vide og Brede; vi stole dog paa den skjønsomme Læsers Tilgivelse i Betragtning af at vi stadigen have havt Natvigs Taler for Øie.