Henrik Ibsens skrifter

Huldrens Hjem! – der er unægtelig noget vist Hjemligt i denne Titel, noget vist Tiltalende, som efter alle rimelige Slutninger syntes at maatte sikre Stykket en varig Plads paa Repertoiret og i de Theaterbesøgendes ​Yndest; men – ​Forfatteren spaar og Publikum raader, siger jo et gammelt Ordsprog, og saaledes gik det da ogsaa dennegang.

Idet Tæppet gaar op, befinde vi os i en deilig Fjeldegn; Baggrunden dannes af Fjelde fra Hardanger, foran disse sees lavere Aase fra Østlandet og i Forgrunden et pynteligt toetages Bondehuus, som gjennem hele Stykket benævnes «Hytten.» Denne toetages, rødmalede og tækkede Hytte tilhører Guttorm, Eieren af Søndre‐Li, ham vi see siddende paa Bænken i sjællandsk Bondedragt, samtalende med Naboen, Arve fra Nordre‐Li.

«Ja, ja,» siger Arve, «min Søn skal nok faae sig en Gjente;» og dette er jo ganske i sin Orden; thi hvilken Fader tvivler vel paa, at hans Søn kan faae, hvilken Pige det skal være, og Guttorm har da hellerikke Noget herimod at indvende; – men saa kommer den forbandede ​Klausel: «da opsiger jeg de Penge jeg har staaende i din Gaard, Guttorm! og ​saa er du bragt til Betlerstaven; altsaa, enten giver du din Datter, Astrid, til min Søn Halvor, eller ogsaa maa du gaae fra Gaard og Grund.» Her kunde man gjøre det Spørgsmaal, om det stemmer med Arves Charakteer at ville gifte sin Søn med en Pige, hvis Fader han eier med Hud og Haar? Jeg er bange for, at dersom Forfatteren havde ladet Arve raade sig selv, saa havde han taget Pengene og derpaa seet sig om andetsteds efter en Svigerdatter, som medbragte en klækkelig Medgift. Men saa havde han jo ikke faaet noget med Huldrens Hjem at skaffe, – altsaa, det gik ikke an.

Guttorm staar der nu, som vi see, i en slem Knibe; det er, som man nok kan tænke sig, en slem Omstændighed at maatte gaae fra Gaard og Grund, og da der ingen anden Redning er, saa giver han endelig sit ​Minde, til Givtermaalet. Men nu kommer Helge, Guttorms Hustru til, – hun er et kraftigt Kvindfolk, som nok veed hvor Skabet skal staae; hun vil paa ingen Maade vide Noget af det paatænkte Svogerskab, og Arve bortfjerner sig for at lade Ægtefolkene komme til Enighed. I den derpaa følgende Samtale oplyses man om, at Guttorms Fostersøn, ​Skoleholderen, bærer Kjærlighed til Astrid, og at hans Fader for ti Aar siden er bleven myrdet i Præstesætren, et afsidesliggende Sted, som Ingen siden den Tid har vovet at betræde og som benævnes Huldrens Hjem fordi ​Huldren af og til skal lade sig see deroppe. Nu kommer Astrid og Sigrid til, den sidste er en lille Skjelm (det er hende, som ligger ​til Sæters i Riis’s Idyl), derpaa indfinde Arve sig, ledsaget af Halvor, som vender tilbage fra en Byreise. Han er drukken og begynder strax paa sit Frieri til Astrid; men Sigrid, der imidlertid har stillet sig i et Vindu i «Hyttens» øverste ​Stokværk, svarer ham i en Spottevise, hvorpaa Fader og Søn gaae fortørnede bort, truende med Hævn.

Nu optræder Skoleholderen; han anholder om Astrids Haand, men Gutorm, der er ængstet af Arves Trudsler, giver ham Afslag. Skoleholderen, der er forelsket, erklærer, at ingen Magt i Verden skal adskille ham fra den, han elsker, og Astrid, der ligeledes er forelsket, siger naturligviis det samme. Nu bryder Uveiret løs; den Gamle lyser Forbandelsen over dem Begge og forbyder dem, nogensinde mere at komme for hans Øine, hvorpaa han gaar til Sengs (det er nemlig langt paa Aftenen).

For Skolemesteren og Astrid er der naturligviis ikke længere noget Hjem; han maa derfor see sig om efter et andet Sted, hvor han kan undervise hende i Kjærlighedens ABC, og man seer dem begge stige op ad Fjeldet i Baggrunden, idet Tæppet falder og første Akt dermed er forbi.

I anden Akt have vi samme Scene for os; vi maae nu tænke os 4 Uger forløbne siden Tæppet gik ned. Guttorm, som vi sidst forlod, i meget slet Humør, sidder nu nok saa gemytlig mellem Familie og Naboer ude paa Tunet; thi det er just Jonsokskvæld iaften. Sæterpigerne, som vi i første Akt saa dragende tilfjelds, ere nu pludselig komne tilbage, ​ ​endskjøndt det som sagt endnu kun er Midtsommer; nu ja, Sæterpiger ere jo ogsaa altfor poetiske Væsner til at ikke en Forfatter skulde fristes til at haandtere dem med ​poetisk Licents. Snart ordne Grupperne sig og en national Ballet (ogsaa kaldet «​Springedands») gives tilbedste, derpaa følger en national ​Stevkamp og efterat Aftenen saaledes er tilbragt i Fryd og Gammen, bryder man op og Enhver gaar til Sit.

Nedad Bjergene i den fjerne Baggrund stiger nu Skolemesteren som Veiviser for en ung Student, der er paa en Fodvandring mellem Fjeldene og som Skolemesteren nu skal anvise Natteherberge i Guttorms Hytte. Skolemesteren er, som vi vide, forjaget fra sit Fosterhjem og tør ikke for Alt i Verden komme for sin Pleiefaders Øine; ikke desto mindre sætter han sig ganske ugeneret paa en Bænk udenfor Hytten, passiarende med Studenten, som gjør Publikum opmærksom paa, at hans Veiviser ikke er som andre Skolemestere, men at man ikke skal bryde sig derom; thi at der gives Skolemestere som denne, det kan man nu selv overbevise sig om. Skolemesteren giver derpaa sin Historie tilbedste og ytrer Formodning om, at Arve og Halvor ere hans Faders Mordere. Denne Meddelelse griber Studenten med Begjærlighed, han er Jurist og har stor Lyst til her at gjøre sit ​Prøvestykke. Efterat denne Sag er aftalt, begiver Skolemesteren sig bort og Studenten gaar endnu ​en Tidlang frem og tilbage i den deilige Aften for at indaande den forfriskende Luft, der vifter ham imøde fra Bagtæppets Fjelde.

Nu træder Sigrid ud af Laavedøren med et Vandspand i Haanden. Derinde have Pigerne, ​som Skik og Brug er om Jonsokskvælden, tre Gange gaaet baglænds rundt Karret og derpaa steget ned i Vandet for at faae deres tilkommende Kjærester at see. Det samme Experiment har naturligviis ogsaa lille Sigrid Lyst til at foretage; men derinde paa Laaven? – nei, fy! der er det altfor mørkt; herude maa det være. Uden at bemærke Studenten sætter hun altsaa Spandet under et Træ, bag hvilket han har stillet sig, og begynder sin skjæbnesvangre Vandring; – skal hun vove at see i Spandet eller ikke, – jo, et kraftigt Tiltag, og hvad seer hun? et smilende Ansigt vinker hende imøde nede fra Bunden. Hvilken Overraskelse? strax efter kommer Studenten frem og nu er da Overraskelsen endnu større. Sigrid tænker naturligviis først paa Troldskab, men et kraftigt Kys overbeviser hende snart om, at hun har at gjøre med et Menneske af Kjød og Blod – Alt er nu godt og vel mellem dem, men saa kommer Halvor, og strax opstaar der Mundhuggeri mellem ham og Studenten. Den Sidste leder Talen hen paa Skolemesterens Fader og bestyrkes mere og mere i Formodningen om at Halvor er Morderen, hvorfor han ogsaa omsider ligefrem beskylder ham. Halvor gaar med Trudsler om Hævn og Studenten ledsager Sigrid ind i Hytten. Nu følger en Scene mellem Skolemesteren og Helge, hvori man oplyses om at Astrid, hvem hele Bygden troer død, opholder sig paa et skjult Sted, hvorfra hun ikke tør vende tilbage forinden Gutorms haarde Sind er formildet; men dertil er der ingen Udsigt, – han raser endnu lige vildt og tilskriver ​Haugafolket og ​de Underjordiske alle sine ​Viderværdigheder. Helge finder det derfor nødvendigt at sætte ham paa den haardeste Prøve ved selv at forlade ham og begive sig op til Datterens Skjulested; dette iværksættes ogsaa; hun og Skolemesteren stige op ad Fjeldet i Baggrunden, og hermed er anden Akt tilende.

Tredie Akt begynder med forfærdeligt Spektakel; Bønder og Bondepiger have forsamlet sig med Trommer, Bjælder, Horn og allehaande lydende Instrumenter for ​efter gammel Skik at mane Helge og Astrid ud af Haugafolkets Kløer, thi efter Helges Forsvinden er Mistanken falden paa disse, og nu gaar Toget for sig til Præstesætren. Arve og Halvor ere derpaa skjulte Vidner til en Samtale mellem Studenten og Skolemesteren; den Første af disse ytrer, at han nu er paa det Rene angaaende Mordet, og at han, saasnart han har undersøgt Stedet, hvor det foregik, vil skride til Retsforfølgelse mod Morderne. For disse er der altsaa ingen Tid at spilde, det gjælder at være den første paa Pladsen deroppe og da, mener Halvor, skal hans gode afgjøre Sagen. Arve gjør Indvendinger, men forgjæves; han maa give efter og Begge ile afsted.

Nu optræder Gutorm, der er dybt rystet ved Helges Forsvinden; Præsten, der ledsager ham, bebreider ham i strenge Ord hans Adfærd mod Astrid, om hvem det nu viser sig, at hun ikke er Guttorms Datter, men, ​ligesom i de tydske Romaner, bragt ham af en gammel Jæger, der tilligemed Barnet efterlod en klækkelig Sum Penge og derpaa gik sin Vei uden at Nogen vidste, hvorfra han kom eller hvorhen han gik. Præsten erklærer Astrid for sin Broderdatter og fordrer hende tilbage af Gutorm; denne er sønderknust, men Præsten byder ham at følge sig, Alt skal endnu blive godt.

Scenen henflyttes derpaa til Præstesætren, et øde Sted mellem Klipper og Skove. I Baggrunden see vi en Hytte (dog kun paa een Etage, samt uden Paneling). Arve og Halvor komme ind, den Første bevæbnet med Gevær; fra den modsatte Side nærme Skolemesteren og Studenten sig; – Halvor er rasende, han vil skyde dem begge ned, Arve træder imellem for at forhindre det; i samme Øieblik aabnes Hyttedøren i Baggrunden og en deilig Kvindeskikkelse viser sig med Brudekrone paa Hovedet, hvorefter Døren atter lukkes.

«Huldra!» raaber Halvor forfærdet. Geværet gaar af og Arve styrter til Jorden, dræbt af Sønnens Skud.

Nu opstaar Forvirring og Larm; Halvor, der har dræbt sin Fader paa samme Sted, som denne tvang ham til at deltage i den første Udaad, seer heri Skjæbnens hævnende Arm og styrter sig i Fossen, der bruser udover Klipperne i Nærheden.

Præsten og Guttorm komme nu ogsaa til, Hr. Hagen bæres ud af Statisterne og atter aabnes Døren til Huldrens gaadefulde Hjem. Derinde staar Astrid i Bryllupsdragt og Helge ved hendes Side. Almindelig Glæde og Forbauselse. Den lykkelige Guttorm har naturligviis ikke længer Noget at indvende mod Forbindelsen mellem Skolemesteren og Astrid, (hvilket da hellerikke vilde have nyttet, eftersom Præsten allerede i Hemmelighed har viet dem.) Studenten siger, at han vil bygge og boe heroppe i Bygden, og herover bliver Sigrid uendelig glad, endskjønt hun ikke selv veed hvorfor; derpaa overkommer der Studenten en pludselig Lyst til at drikke en Skaal; man skaffer ham altsaa et Glas, og nu istemmer han Sangen:

​«For Norge, Kjæmpers Fødeland!» Snart synger den hele Forsamling med og under et trefoldigt Hurra falder Tæppet.

Dette er det hovedsagelige Indhold af det nationale Skuespil, «Huldrens Hjem.» Man behøver ikke at gaae dybt i Sagen for at bemærke, at det Nationale kun er noget Udenpaahængt, som ingenlunde berører Stykkets Grundvæsen. Til denne nationale ​Flitterstads maa henregnes Stevkampen, Springdandsen, Skjældsordene og Dialektudtrykkene, som vel kunne blænde den Ubefæstede, men som for den kritiske Undersøgelse vise sig i al sin Tomhed og Kjærneløshed; thi hvad er det vel, som denne Skal indeslutter? Et Sujet, der er intet mindre end nationalt; eller hører det maaskee til vort Folkeliv, at gamle Jægre drage om paa ​Bøndergaardene, efterladende sig smaa Pigebørn, som derpaa efter 16–18 Aars Forløb kræves tilbage af den rette Eiermand[Forfatternote: Man tilgive Ordet «Eiermand,» thi Præsten siger jo, at Astrid er hans Broderdatter, – men med al Respekt for den værdige Præstemand maa jeg tilstaae at jeg har ham ​høiligen mistænkt for at have været en stor ​Strik i sine yngre Dage, og at Pigebarnet saaledes er ham nærmere beslægtet, end han ligefrem vil vedgaae.]. Ligesaa unational er den hemmelige Vielse, samt Præstens Experimenter med at prøve og styrke Gutorm i Tro og Kristendom.

Vor nationale dramatiske Literatur staar derfor ligesaa langt tilbage nu som før Opførelsen af «Huldrens Hjem.» Og anderledes vil det heller ikke blive, saalænge Forfatterne ikke forstaae at skjelne Virkelighedens Fordringer fra Kunstens, saalænge de ikke besidde Smag nok til at afslibe de raa Kanter af Virkeligheden, forinden den, reproduseret som Digterværk, indfattes i Kunstens Ramme. Og da ville de ogsaa begribe, at det Nationale i Kunsten ingenlunde fremmes ved en smaalig Kopieren af Scener fra Hverdagslivet; da ville de indsee, at den nationale Forfatter er den, der forstaar at meddele sit Værk hiin Grundtone, der klinger os imøde fra Fjeld og Dal, fra Li og Strand, men fremfor Alt fra vort eget Indre.