Henrik Ibsens skrifter

Saa vilde ​Bersærker som ​det svenske «Morgonblads» drabelige Pennehelte har Historien neppe at opvise Magen til lige siden ​Stærkodders eller salig ​Peer Soelvolds Dage; deres sidste ​Herjningstog ​foretoges paa Unionsforholdenes Gebet, og her syntes de vældige Kjæmpere just at befinde sig i deres rette Hjørne. De Tirader, hvorunder «Morgonbladet» har ​tilkastet den norske Presse Stridshandsken, ere allerede i vore ​Tidender refererede og det er derfor overflødigt her at gjengive dem i deres Heelhed. Hovedsageligen gaae de ud paa, at Sverige i en utilbørlig Grad tilsidesættes, fornærmes og forhaanes ​«af det lille, faatallige norske Folk, af et Land der i Aarhundreder kun har været en Provinds under Danmark»; – endvidere at ​de udenlandske Ministerposter besættes med Norske (sic!) samt at Norge under Ordningen af de unionelle Forholde begunstiges, medens Sveriges Interesser i en tilsvarende Grad tilsidesættes.

Dette er det væsentlige Indhold af hint ​Ramaskrig, som «Morgonbladet» opløfter mod Norge; sørgeligt vilde det i Sandhed være, om dette Raab skulde kunne betragtes som et Udtryk for Folkestemningen i Sverige. Thi hvorfra udgaar vel hiint Raab? Ikke fra det svenske Folk, men fra ​det svenske mugne Adelsaristokrati, der endnu har forstaaet at klynge sig fast til Tilværelsen midt imellem Oplysning og Frisind, som en latterlig Anakronisme fra Middelalderens ​Fimbulsvinter. For dette Parti har Norge med dets liberalere Institutioner altid været en Torn i Øiet; altid har hiint Parti frygtet for, at Svenskerne fra Norge skulde hente Forbilleder paa hvorledes et til Selvstændighed modnet Folk udfeier en forældet Institution, som forlængst har tabt sin Berettigelse. For dette Parti har det altsaa altid maattet være af Vigtighed at fremstille Selvstændigheden og Folkeudviklingen i Norge som Resultater af Tilsnigelser, ubeføiede Overgreb og utilbørlig Beskyttelse ​fra høiere Steder. Men deslige Manøvrer ere kun Dødens Krampevridninger, og istedetfor at opnaae den tilsigtede Virkning ville de alene bidrage til at blotte Svagheden og Dødsfrygten inden det Parti, fra hvilket de udgaae. Det svenske Folk er for klartskuende, for oplyst til saaledes at lade sig blænde, og «Morgonbladet» maa ingenlunde troe, atter at kunne opreise Nationalhadet som en afsondrende Skranke mellem Norsk og Svensk, ligesaalidt som det vil lykkes det at tillukke den oplyste svenske Nations Øie for den uafviselige Nødvendighed af Reformer inden dens eget Hjemlands Grændser, Reformer, uden hvilke den ei kan opnaae den Selvstændighed og Frihed, hvorpaa ethvert aandsmodent Folk har fuldgyldigt Krav.

Det er altsaa ikke det svenske Folk, men det svenske Aristokrati, der atter har overdynget Norge med Haan og Fornærmelser, – dog det er tilgiveligt, om den Fortvivlende just ikke er saa nøieregnende i Bruget af sine Vaaben; uforstandigt vilde det være, om Norge lod sig anfægte heraf, og ubeføiet, om vi tilskrev det svenske Folk Delagtighed i en Fremgangsmaade, som det vistnok misbilliger i ligesaa høi Grad som vi; men Pressen bør ikke tie, dens Pligt er det at tilbagevise enhver ubeføiet Krænkelse, enhver fornærmelig Beskyldning, selv om den udgaar fra en Fraktion, der hugger om sig i et Pantser, hvis ​forrustede Levninger forlængst burde have været oppebevarede som Antikviteter fra en forsvunden Tid.