Henrik Ibsens skrifter

Som bekjendt eier Norge ​to Marineetablissementer, ​et Marinedepartement m. m., foruden en svær Mængde Søkrigere samt Officierer, hvilket altsammen synes at tyde hen paa, at vi ogsaa ere i Besiddelse af en Flaade. Hvorledes det forholder sig med denne Flaade, er imidlertid ikke her Stedet at undersøge; den Sag maa desuden allerede forlængst gjennem den offentlige Opinion og end yderligere gjennem langvarigt og vidtløftigt Aviisskriveri ansees som bragt paa det Rene, idet man nemlig er kommen til den Erkjendelse, at Norge dog igrunden ​intet Søforsvar har at opbyde i Tilfælde af en udbrydende Krig.

Forsaavidt ere nok de Fleste saavel i som udenfor Storthinget enige, og man var derfor berettiget til at vente, baade at nogenlunde tilstrækkelige Summer til Marinens ​Ophjælp ​bragtes i Forslag for den kommende Budgettermin, og at disse Forslag vilde gaae igjennem uden synderlig Debat. Men ingen af Delene fandt Sted; allerede i Kommiteen var man uenig, og en Minoritet havde derfor indstillet paa en høiere Bevilling, end den, som af Majoriteten var foreslaaet. ​Tønnesen var den, der først optraadte opponerende, idet han forsøgte at paavise det Mislige og Uhensigtsmæssige i ​Anlæggelsen af en Dok paa Horten samt af en i Forbindelse med Dokken staaende ​Dampsaugmølle. Hvad den første angik, saa meente han, at dersom vi endelig skulde anskaffe os en saa kostbar Indretning, saa vilde det være hensigtsmæssigere, at den anlagdes paa ​Vestkysten, (hvorfra Tønnesen er valgt) end i Horten, «hvis Havn ligger tilfrossen det halve Aar igjennem.» Alt dette blev imidlertid med Klarhed gjendrevet af ​Hagerup og ​Rosenqvist; ikkedestomindre udtalte flere Talere sig senere i samme Retning som Tønnesen, – det gjaldt et Bevillingsspørgsmaal og da er jo Hovedprincipet at knibe og prutte, det vide vi jo altfor godt.

Desuagtet bifaldtes Majoritetens Indstilling, og alle Fredeligsindede kunne altsaa fremdeles glæde sig ved Tanken om, at en Søkrig fra vor Side af saare gode Grunde er umulig. Som Hagerup bemærkede er Bevillingen til Marinen for Tiden utilstrækkelig til at erstatte den Ødelæggelse, som Tidens Tand anretter paa vor saakaldte Flaade, og at man vil ​nødes til at afskedige en stor Del duelige og for Marinens Skyld specielt oplærte Arbeidere, ikke at tale om, at det paa denne Maade vil blive en Umulighed nogensinde at ​bringe vort militære Søvæsen paa den Fod, som oprindelig var paatænkt og erkjendt for nødvendig. Men Sligt rokker ikke vor, i dette Punkt, særdeles konsekvente Storthingsmajoritet; dens Princip er at spare og atter spare, og dens første store Bud lyder: «​Din Tale skal være Nei, naar der skal svares Nei (nemlig ved Bevillinger) thi hvad som er over det, er af det Onde!» –

Det Interessanteste ved Debatterne var den Del af Samme, der ikke vedkom Sagen, nemlig Diskussionen mellem ​Schweigaard, ​Lange og ​Ueland over Spørgsmaalet, om Norge i finansiel Henseende var gaaet fremad eller tilbage siden 1814. Anledningen hertil gav Ueland ved at udbryde i de fra visse Hold ​almindelige Klager over Landets slette økonomiske Forfatning o. s. v., hvilket Schweigaard og siden Lange modsagde, idet de paaviste de store Forandringer til det Bedre, som i de senest forløbne Aar havde fundet Sted, og det Bedste af Alt var, at disse to Talere netop kom til dette Resultat ved at benytte de Argumenter, hvormed Ueland meente at begrunde sin Paastand. ​Jaabæk søgte da at komme sin ​betrængte Ven til Hjælp, idet han fulgte sin gamle Skik at belægge sin Tale med Citater af en eller anden «Autoritet,» hvortil han dennegang valgte ​ ​Petitionen om Statsbanken. Ueland, meente han, maatte dog have Ret, thi her havde jo 1500 sagt og underskrevet det Samme. Men dette slap han uheldigt fra: ​Præsidenten tilligemed Flere fandt det upassende, at Citater fra et Produkt som hiin Petition anførtes i Thinget. Jaabæk søgte da at klare sig ud af Sagen saa godt han kunde, medens Sagfører ​Sverdrup og ​Lerche toge Jaabæks og Petitionisternes Parti. Det er dog mærkværdigt, at disse samme Mennesker, som i Anledning af ​den olsenske Affære viste sig saa ubeskrivelig ​blye, og som søgte at overbyde hverandre i Forsikringen om deres ​Ubekjendtskab til Arbeidersagen, nu træde frem ​med aabent Vesir og forsvare et Bønskrift, der endog inden Storthinget betegnedes som endnu mere forkasteligt end ​den bekjendte Arbeiderpetition. Ligeledes erfarede vi da ved en nys foregaaende Leilighed, at «den Fraktion, hvortil Olsen hører,» ikke længere har nogen Plads at byde over i Morgenbladets Spalter, – skulde virkelig ogsaa denne «Fraktion» være kommen til den Erkjendelse at ​gamle Morgenbladet har forandret Stilling ligeoverfor dem, «der ikke have Magten i Ryggen?»