Henrik Ibsens skrifter

Fra Budgetkommitteen var indstillet til Antagelse et Forslag om Opførelse af en ny Storthingsbygning, til hvilken vor bekjendte udmærkede ​Architekt Schirmer havde forfattet de fornødne Tegninger samt leveret Overslag over Bygningens Kostende, der skulde beløbe sig til omtrent ​125,000 Spd. Kommitteens Indstilling samt Architektens Foredrag i Sagen have været ​gjengivne i Christianiaposten, til hvilken vi i saa Henseende henvise.

Der var paa Forhaand visselig vægtige Grunde baade til at troe, at Forslaget skulde blive antaget og at det skulde blive forkastet. Sagen er endnu ikke afgjort, men hvad der forefaldt under dens første Behandling i Thinget lader nu vel desværre ingen Tvivl tilbage om Indstillingens Skjæbne. ​Amtmand Aall var den, der væsentlig førte Ordet i denne Anledning. Han søgte at paavise, at der, fra Budgettets Side betragtet, opstillede sig store Betænkeligheder ved at indgaae paa Sagen, hvorhos han meente, at et saadant Arbeide hensigtsmæssigere kunde paabegyndes i en mere arbeidsløs Tid end nærværende, da ​Jernbanen vil give saa mange Hænder Beskjæftigelse, ligesom han ogsaa troede, at der nu var Leilighed for Storthinget til at vise, at den Sparsomhed, det fra visse Hold var bebreidet, ogsaa iagttoges, naar der handledes om Sager i dets egen Interesse, og at man, hvis Thinget gik ind paa Forslaget, let kunde udsætte sig for Bebreidelser, som man burde søge at undgaae. Han indrømmede vel, at Regjeringen, ved at tage sig af Sagen, havde villet vise Thinget en Opmærksomhed, men det lod dog ikke, som han, paa Grund af de mulige Motiver, turde indlade sig paa at modtage Samme. Han fremsatte derpaa et Forslag, der gik ud paa, at Sagen skulde udsættes, indtil man havde forhørt sig om Muligheden af at restaurere ​det nu benyttede Lokale, hvilket han indrømmede ikke tilfredsstillede Tidens Fordringer, ja endog i flere Henseender udsatte Repræsentanternes Sundhed for Fare. Efter nogen Debat, hvori hovedsagelig ​Ueland og ​Holmboe deltoge, vedtoges dette Forslag.

Man veed, hvad en saadan Udsættelse har at betyde, og man kan derfor med temmelig stor Sandsynlighed slutte sig til Sagens Udfald. At et saadant Forslag nok kunde fremsættes, havde vi vel været ​belavet paa, men at Hr. Aall skulde være Forslagsstilleren, havde vi dog sandelig ikke troet. Betragte vi nu de Grunde, hvormed han motiverede sit Forslag, saa finde vi ogsaa disse at være temmelig uholdbare; Hr. Aall indrømmede selv, at Budgettets Stilling vistnok ikke gjorde Foretagendet umuligt, og at han ingenlunde deri saa den væsentligste Vanskelighed ved Sagen. Der mangler altsaa ikke Thinget paa de fornødne Resourcer, og hvad den mindre Arbeidsløshed angaar, som for Tiden skulde gjøre Foretagendet utilraadeligt, saa vide vi ikke, hvorpaa han støtter denne Paastand; Efterretninger fra alle Kanter af Landet tyde dog hen paa det Modsatte. At Jernbanearbeidet skulde optage de ledige Kræfter, kunne vi ikke troe, og betydelige Veiarbeider ere ikke nu i nogen særdeles Grad forhaanden. Desuden, om det end forholdt sig saa, vilde dette Moment ikke være af nogen Vægt, da man maa betænke, at de Arbeidere, der ved Storthingsbygningen væsentlig vilde finde Sysselsættelse, maa søges blandt Murere, Steenhuggere, o. s. v. der ikke, ialfald ei i nogen Mængde, anvendes ved Veiarbeider og deslige. ​Bodsfængslet, Oskarshal, Universitetet og det nye Pakhuus ere nu færdige og private Foretagender sysselsætte vistnok de færreste af de derved ledigblevne Kræfter. Vi indrømme med Hr. Amtmanden, at der i den Liberalitet, Regjeringen ved sin tidligere Indgriben i Sagen har udviist, ligger en Høflighed mod Thinget; men netop derfor burde man vogte sig for at besvare denne med en Uhøflighed, og hvorledes maatte man vel fortolke Forkastelsen af Forslaget? Mon ikke omtrent saaledes: «Naar I have fremsat Forslag om rundhaandede Bevillinger til Eders eget Brug, saa have vi ikke villet afslaae samme, da I have været ublue nok til at begjære Sligt; nu derimod, da Sagen angaar os selv, have vi frie Hænder, og derfor ville vi vise jer, hvad I for Fremtiden have at rette jer efter.» Sandelig, et Svar, som efter almindelige Begreber om Humanitet kun harmonerer saare slet med Tiltalen. Hvad nu Bebreidelserne angaar, som Storthinget skulde udsætte sig for, vide vi ikke, fra hvilken Kant disse skulle komme; Regjeringen kan jo ikke fremsætte dem, thi den har selv havt med Sagen at gjøre, og Thinget maa dog vel ansee sig i Besiddelse af saa megen Kjærlighed hos Nationen, at det ikke skulde behøve at ​befrygte nogen Misbilligelse af denne, om det anskaffede sig et anstændigt Huus til sine Sammenkomster. Med Hensyn til Forslaget om Reparation eller Ombygning af det nu benyttede Lokale, da tvivle vi meget paa Hensigtsmæssigheden heraf; thi for ikke at tale om de Vanskeligheder, hvormed dette vilde være ledsaget paa Grund af Beliggenheden og den indskrænkede Byggeplads, saa maa man vel betænke, at ​de Storthingslokalet omgivende Bygninger sikkerlig om ikke ret mange Aar ville trænge til gjennemgribende baade indre og ydre Udbedringer, som i saafald væsentlig vilde besværliggjøres, naar der maatte tages noget overveiende Hensyn til ​den inde i Gaarden liggende Storthingsbygning, hvorhos det derved vilde gjøres umuligt paa nogen Maade at faae de rundt om i Byen ​adspredte Departementer samlede under eet Tag, Noget der dog maa ansees for saare ønskeligt.

Vi kunne hellerikke undlade at røre ved en Streng, som vel burde komme i Betragtning i Storthinget iaar, da man der har viist sig saa ømskindet for sin «Værdighed», nemlig, at det kun er lidet stemmende med Nationens Ære at ​lade sine Repræsentanter hensidde i en Bygning, der saa lidet fyldestgjør, ikke blot Skjønhedens, men endog ​Bekvemmelighedens uafviselige Fordringer, og dette burde Thinget dog sandelig tage i Betragtning.

Vi ere, som sagt, desværre temmelig sikkre paa Sagens endelige Udfald: her tilbyder sig jo en Leilighed, som visse Popularitetsfiskere visselig ikke undlade at benytte; men vi nære ialfald det Haab, at Foretagendet ogsaa vil finde sine Forsvarere og at saaledes de ​forlorne Krandse, En eller Anden muligens her kunde tilkjøbe sig, hellerikke ville blive uden Torner.

Naar man erindrede sig de Debatter, der fandt Sted i Storthinget i Anledning af ​Affæren med Sexe, saa kunde man ogsaa med Rimelighed forudsætte, at den Dag, paa hvilken Sølvværkssagen skulde afgjøres, vilde blive en Kampens Dag; denne Formodning slog da heller ikke feil og Synd er det at beskylde Kjæmperne af ​de respektive Partier for ikke at have udviklet alt det krigerske Mod, som saa stærkt har charakteriseret Thinget iaar.

For at undersøge Forholdene ved Sølvværket var der i sin Tid nedsat ​en Kommission, hvis Betænkning ​overgaves til vedkommende Storthingskommittees Afbenyttelse. De ​Anker, som baade Kommissionen og Kommitteen fremførte, kunne efter deres Natur henregnes under to Klasser:

Det var den første af disse Anker, som indledede Kampen i Thinget og medtoge den første Dag. Som det Væsentligste fremhævedes, at Direktionen havde forsømt at ​optage fornødne paalidelige Karter over Gruberne, uagtet de, der benyttes, vitterlig ere ufuldstændige og upaalidelige; endvidere at Undersøgelsesarbeiderne ikke dreves i den tilbørlige Grad samt at flere af disse maatte ansees feilagtigen anlagte, f. Ex. en ​Stoll fra ​Jondalen, hvilken skulde være anlagt mod alle bergmæssige Theorier, idet den medførte Ulemper og Besværligheder for Transport fra og til Gruberne, uagtet dens Hensigt oprindelig havde været at lette samme.

Som selvbeskikket (?) ​Defensor for Sølvværksdirektionen optraadte ​Schweigaard, og det er unægteligt, at han i sit Forsvar retfærdiggjorde sit Ry som Professor juris; hvad Kartene angik, lod det ikke til, at han lagde synderlig Vægt paa dette Punkt og opholdt sig ikke videre derved; hvad derimod Undersøgelsesarbeiderne angik, kunde han sletikke formaae at bringe den derover førte Anke i Sammenhæng med de idelige ​«Presninger» fra Storthinget efter mere Sølv; han meente, at naar Direktionen kun har en bestemt Masse af Kræfter at raade over, saa gaar det ikke an paa engang at fordre et større Udbytte, og tillige at Arbeider skulle udføres, som først i Fremtiden ville lønne sig. Dette Argument havde nu vistnok været uomstødeligt, dersom ikke ​Stabell ulykkeligviis havde oplyst, at Sølvværksdirektionen slet ikke var bleven presset undtagen i 1849; det viste sig tvertimod af Værkets forhaandenværende Regnskaber, at det fastsatte aarlige Udbytte, omtrent ​70 000 Spd. hvert Aar var overskredet, ja at det endog undertiden beløb sig til mere end det Dobbelte, og man kunde heraf see, at de til Direktionen stilede Fordringer dog havde en ganske logisk Sammenhæng. Men Schweigaard stod heldigviis ikke ene i Farens Stund; ​Holmboe, ​Møinichen, ​Schydtz og ​Motzfeldt stode ham ​troligen bi med alle de Vaaben, som i slige Sager kunne anvendes med nogen Effekt. Holmboes noksom bekjendte dybe Respekt for Auktoriteten kunde naturligviis ikke lade ham være i Tvivl om hvem der havde Ret, enten den af Regjeringen ansatte Direktion eller den kun af Thinget valgte Kommitte; han var naiv nok til at ytre, at Kommitteen ligesom dens Forsvarere af nærliggende Grunde ikke kunde dømme upartisk i denne Sag. Men hvis saa, mon da ikke de samme nærliggende Grunde nødede ​Hr. Rektoren til ogsaa at dømme med en forudfattet Mening? Herom kunde der nok være Formodning. Vi ville forøvrigt ikke benægte, at Hr. Holmboes Bemærkning var paa sin Plads; men han skulde blot ikke misforstaae eller fornægte sin egen Stilling til Sagen; det er klart, at dennegang stredes der om noget andet end de paapegede Fakta, og om disses Forsvarlighed eller Uforsvarlighed; det var et Mistillidsvotum, Oppositionen her vilde udtale mod Direktionen, og dette søgte det modsatte Parti at forhindre. At saaledes Enhver iforveien var eller ialfald burde være paa det Rene med sig selv om Sagen, er naturligt. ​Holst stred tappert, og da han maa ansees som ikke ganske ​ubergkyndig, har hans Mening visselig Vægt, selv om man indrømmer, at han her lededes til en Eensidighed, som forresten er en nødvendig Konsekvents af ​hans politiske Stilling i Thinget, en Stilling, som han ialfald altid ærligt har forsvaret, medens saamangen Anden baade fra det ene og det andet Parti har ​svigtet sin Fane. Det er idetheletaget i faa Sager, at Partierne have fremtraadt ​med saa aabent Visir, som i denne; thi har end Oppositionen ikke taget i Betænkning nu og da at ​krybe af Sneglehuset, saa har det dog altid vakt en forfærdelig Larm i ​den ministerielle Leir, naar Udtryk som «Ministerialisme», «Bureaukratisme» ere benyttede til Skudvaaben af det modsatte Parti; men dennegang traadte man hinanden sandelig Ansigt til Ansigt, hvad enten man nu indsaa, at ​Tilhyllelser her ikke kunde anvendes uden Skade for «Sandheden» og «den gode Sag», eller ogsaa Stridens Hede var for stærk til at de Stridende kunde iagttage den sædvanlige Forsigtighed. Efter megen Skraal fra begge Sider vedtoges mod 24 Stemmer et Forslag af Holst, hvilket gik ud paa, at Undersøgelsesarbeiderne skulde indstilles indtil de fornødne Karter vare optagne. Hermed var den første Del af Kommitteens Indstilling afgjort, og Oppositionen havde vundet noget, som man gjerne kan kalde en Seir.

Den følgende Dag gik man videre i Texten og beskjæftigede sig da hovedsagelig med Kommitteens Bemærkninger over Kontrollen ved Sølvværket. Blandt andre Oplysninger fremkom nu ogsaa den, at en Betjent i Værkets Tjeneste, paa hvem der hvilede en temmelig graverende Mistanke om mislig Omgang med en til hans Bevogtning ​anbetroet Sølvkiste, og som under alle Omstændigheder havde viist Opsætsighed mod Overordnede ved, uagtet udtrykkeligt Forbud, at anbringe for Sølvkisten en gammel Laas, til hvilken han angav at have tabt Nøglen, senere af Direktionen blev ansat ved et under Værket hørende Veiarbeide. Schweigaard var naturligviis i høieste Maade forbauset over, at de oplyste Fakta i nogen Maade kunde ansees som ​graverende for Manden; han fandt derfor Direktionens Fremgangsmaade ganske naturlig. Vi finde den ogsaa ganske naturlig; thi det maa bemærkes, at ​Bergmester Sexe havde i en Embedsskrivelse til Direktionen udtalt en skarp ​Daddel over det her ​paaankede mislige Forhold, – at Manden senerehen anbetroedes en Tillidspost finde vi altsaa, som sagt, ganske naturligt. Endvidere paapegedes, at en Arbeider, der var indstillet til Pension af Værket, havde, forinden Pensionen bevilgedes, gjordt sig skyldig i ​attenteret Tyveri, hvilket kom til Direktionens Kundskab, uden at denne traf nogen Foranstaltning i denne Sag, uagtet saadant dog vilde have været et væsentligt Moment til Bedømmelse om hvorvidt Vedkommende fortjente at tildeles Pension eller ikke. Rigtignok indvendtes til Forsvar for Direktionen, at Tyverier af denne Art vare sædvanlige paa Kongsberg, uden at man derfor greb til nogen retslig ​Forføining; men om Direktionen ialmindelighed kan være tjent med et saadant Forsvar, selv om det her paapegede Tilfælde derved undskyldes, ville vi overlade til den og dens ​Defensorer at bedømme; saalænge der ikke gives noget Lovbud, som tilsteder Arbeiderne ved Sølvværket at stjæle Jernredskaber, er dog en saadan Praxis, efter vor Mening, ikke synderlig at anbefale, og Hr. Schweigaard, som altid holder sig saa stringent til Konsekventserne, turde maaske indrømme, at de Konsekventser, som heraf kunne udledes, just ikke ere ​de priseligste. – Idag, Løverdag, fortsattes Debatterne med den samme Seighed og Ihærdighed, som de to foregaaende Dage; det allerede Afgjorte ved Sagen oprippedes og meget Uvedkommende indblandedes. Det var især Holmboe og ​Lerche, der optraadte i Skrankerne, og det er ​isandhed af en stærk komisk Virkning at see to Kjæmpere, der stride, hver paa et fra Modstanderens aldeles forskjelligt Felt, hvorved Striden naturligviis kan fortsættes i det Uendelige, uden at det er muligt at komme til noget Resultat. Lerche ​opkogte Forhandlingerne om ovenfor berørte Personer; dette og vel ogsaa meget Andet fandt Holmboe «oprørende»; hertil replicerede Lerche, at han fandt Holmboes Forsvar for disse Karle ligesaa oprørende. Men hvortil kan vel slige Debatter føre? Begge befinde sig jo paa et forskjelligt Standpunkt, hvad den Ene anfører til Fordel for sin Paastand, kan altsaa ikke i fjerneste Maade rokke Sandheden af den Andens Argumentation; naar Lerche siger, at Manden ikke havde gjort sig fortjent til Pension, saa har han upaatvivlelig Ret, idet han nemlig gaar ud fra at betragte Borttagelsen af fremmed Eiendom som Tyveri, men naar Holmboe paastaar det Modsatte, saa har ogsaa han upaatvivlelig Ret, idet han gaar ud fra den modsatte Forudsætning[Forfatternote: Holmboe er desuagtet ialmindelighed ingen Kommunist, hvilket fremlyser klart af de ​Beskyldninger for Kommunisme, som han fremsatte mod dem, der vilde «beskatte Theen» for høit.]. Og dog er denne Debatteringsmaade almindelig i Thinget; istedetfor at blive enig om Udgangspunktet fører man et i det Vide og det Brede gaaende Forsvar for sin egen Mening og lader Modstanderen gjøre ligesaa. – Til Slutning antog Striden en altfor ​hanekampmæssig Charakteer og Præsidenten fandt sig beføiet til at skride ind med Erklæring om, at han agtede at afbryde den Taler, der fremdeles førte Debatterne paa ​det betraadte Gebet. Dette virkede, og omsider kom det til Afstemning over Voteringsthemaet; mod 13 Stemmer besluttedes, at lade foretage en Omorganisering af Sølvværksbestyrelsen hvorved nok nærmest havdes for Øie at overlade denne i een Mands Hænder, Noget, som vist i flere Henseender vilde være saare ønskeligt.