Henrik Ibsens skrifter

B. Bl.s høie ​Patroner kjendte vist Intet til Magisterens Renommé, da Denne i Høst tilbød den ​svindsottige Pode sin Hjelp. De troede sikkert at han var en Mirakeldoktor, der fra de italienske Alper havde hjembragt nogle kraftige Urter, som kunde bringe Stakkelen til Kræfter igjen, og de bestyrkedes i deres Tro end mere derved, at han tilbød dem sin ​Assistence aldeles ​omsonst: han var tilfreds med den Honnør at have reddet den haabefulde Podes Liv. Han tog Stakkelen strax under Behandling og indgav den jevnlig ​gevaltige Portioner ​Dekokter og ​Tinkturer, men den blev med hver Dag uslere og elendigere, er nu bare Skind og Been, og har et saadant gustent Fjæs, at man kan blive ganske ​upasselig, naar man seer paa den. Herav synes man fornuftigviis at maatte slutte at Mirakeldoktoren enten har taget feil af Sygdommen – hvilket desværre nok undertiden ​passerer – eller at han kun er en Kvaksalver, der hverken forstaar sig paa indvortes Sygdomme, eller paa at tillave Medicin. At dette Sidste er Tilfældet bliver man overbeviist om, naar man underkaster de forskjellige Medikamenter en chemisk Analyse, thi da vil man opdage at Hovedingredientserne ere asa foetida og tartarus emeticus (​Dyvelsdræk og ​Brækviinsteen) opløste i lunkent ​aqva fontana med en lille Tilsætning af Salmiakspiritus.

Det lader nu ogsaa til at Podens Forældre og Patroner ere komne til den Forvisning at Doktoren har bragt det arme Kræ paa Gravens Bred, thi da han sidste Gang havde sammenrørt en ny Mixtur – (hvori han havde havt et Par Draaber ​aqva tofana, som han formodentlig havde erholdt af en italiensk Munk) – og hvilken Forældrene i deres Fortvivlelse havde ladet Poden faa en dygtig Portion af, hvoraf Denne strax blev yderst elendig – og Doktoren «ved et tilfældigt Besøg» i Sygeværelset opdagede at en af Stakkelens ømme ​Tørammer havde sat nogle ​Pirikumdraaber til hans Mixtur (formodentlig for at betage den sin væmmelige Smag), uden at Doktoren derved lod sig bevæge til at give den Smaa et ​Vomitiv, der kunde befri den for de Veer, som den allerede begyndte at føle – – – saa skjønnede Forældrene og Tørammerne og ​Gjordemoderen at det var en forvirret Kvaksalver de havde faaet fat paa og ​gave ham derfor et gevaltigt Spark, forbød ham oftere at sætte sin Fod i Huset og erklærede offentlig – «uagtet det burde (!?) have været overflødigt» – at det ikke er deres Skyld hvis Stakkelen kreperer, thi de have aldrig været enige med den italienske Doktor i den Kuurmethode, som han anvendte.[Forfatternote: Magisteren anseer nu formodentlig ogsaa «Spark» ud af Brg. Bl. for en «Ære».]

Det er derfor rimeligt at man snart faar see saadan Bekjendtgjørelse i ​Adressen:

«Vort dyrebare, uforglemmelige Barn ​Brg. Bl. er salig ​hensoven – kun 4 Aar gammel. Ligefra Fødselen af havde han lidt af en ulægelig Svindsot, der i den senere Tid under en ​italiensk Kvaksalvers Behandling gik over til ​gallopperende Tæring. Havde vi blot henbragt ham under neapolitansk Himmel, saa var han nok bleven restitueret. Hans aandelige Evner vare allerede ​mirabile dictu – fuldstændig udviklede ved hans Fødsel. Hans Gemyt var noget despotisk,[Forfatternote: Aldeles som en af Forældrenes.] og han kunde derfor ikke engang taale at høre simple Folk tale om Menneskerettigheder. Havde vi blot været saa kloge og inviteret ​Nicolaus, ​Franz, ​Pius, ​Ferdinand og ​Friedrich Wilhelm til Faddere, saa havde Disse nok sendt nogle Faddergaver, som kunde have sat os istand til at anskaffe den lille Engel varmere Klæder og bedre Kost; og – hvis han var bleven upasselig – en af deres rutinerede Livlæger, ​Haynau eller ​Radezky.

Men desværre vare vi ikke saa fornuftige!

Den Lille er ​faret heden!

​«Nu I begynde med Sorg – han er død den lille ​Adonis!»

Forvissede om ualmindelig Deeltagelse frabedes Kondolence af Hans nedbøiede Forældre, Pleieforældre, Tørammer og ​Vaadammer.

P. S. Ved ​Obduktionsforretningen ​forefandtes en Mængde Kommitteeindstillinger, døde Fattiglemmer og 4 Uger gamle Reisende, aldeles ufordøiede i Underlivet, der forresten var opfyldt af en Masse Vind og Veir.[Forfatternote: Atter et sørgeligt Exempel paa, hvortil Forældrenes overdrevne Ømhed mod deres Børn kan lede.]

Det er derfor rimeligere at den Lille er kreperet af ​Obstruktion. Ak! hvi vidste vi ikke dette før, saa skulde vi have foreskrevet nogle ​Kossuthdraaber eller ægte ​sal anglicanum til den Lille, hvis Minde er os uforglemmeligt!»