Henrik Ibsens skrifter

«For en national dramatisk Litteratur hos os har Udsigterne hidtil kun været saare ringe, og efter Sagens Natur og Forholdenes Beskaffenhed kunde dette ikke vel være anderledes. Vor Litteratur er endnu ganske i sin Barndom, og en ​begyndende dramatisk Forfatter har saaledes ikke den vigtige Veiledning, som gode Mønstre i rigere Litteraturer frembyde. Den udenlandske Litteratur yder ham vel Mønstre nok, og et grundigt Studium af dem er vel ikke alene belærende, men ogsaa nødvendigt; men de kunne dog kun veilede ham i det, der ligger paa Dannelsens og Smagens Fælledsmark; ​det Individuelle derimod, det, som hver Nation tilegner sig som sit, og som sammenvævet med sin eiendommelige Maade at tænke, føle og ønske paa, kan den udenlandske Litteraturs Mesterværker ikke antyde. Han kan af dem ikke lære at kjende og tilegne sig ​det nationale Element, der maa være Grundbestanddelen i ethvert Smagens og Kunstens Produkt, som skal have noget mere end et blot ​ephemerisk Værd. I dette Punkt er han saaledes aldeles overladt til sig selv, og har ingen anden Veiledning end sin egen Erfaring og sit eget Studium af Nationens Eiendommeligheder og de indenlandske Forholdes Characteer. – Vore Forholde selv lægge den dramatiske Forfatter svære Hindringer iveien. Vor ​Commune er saa liden, at ethvert Sted i Landet, enhver By, ethvert Distrikt med alle sine ​selskabelige og Familie Forholde fast er Enhver bekjendt; Livet er saa jævnt og hverdagsligt, og fast enhver Begivenhed, der har hævet sig, om end nok saa lidt, over det Hverdagslige, vækker Alles Opmærksomhed og er kjendt af Alle. En dramatisk Forfatter, der behandler vore egne Forholde, vil saaledes lettelig enten ved at hente sit Sujet fra Virkeligheden kunne komme til at støde Personer, som finde sine egne eller sine Slægtningers eller sine Bekjendteres Forholde trukne frem for Dagens Lys, eller ogsaa vil man, hvis hans Stof er opdigtet, strax gjøre den Opdagelse, at i Christiania, i Drammen, paa Toten, paa Hedemarken, kort sagt paa det Sted, hvor hans Personer bevæge sig, og hans Handlinger foregaae, har der i Mands Minde ingen lignende Personer eller Begivenheder existeret: med denne Opdagelse er ​allusionen forstyrret og Slusen aabnet for Klager over Unaturlighed, Flauhed osv.; kommer nu hertil det Vanskelige i her at skrive anonymt og den Indflydelse, som i saa liden Commune Forfatterens Personlighed har paa Bedømmelsen af hans Stykke, saa havde man god Grund til at mistvivle om idetmindste paa lang Tid at see nogen national Skuespillitteratur fremblomstre hos os. ​Frygten herfor blev ikke formindsket ved de første dramatiske Forsøg, som fremtraadte paa vor Scene, og den kolde Modtagelse, disse fik, syntes at afskrække Enhver fra at komme med Lignende.» – –