Om teksten:H. Ø. Blom. – «Tordenskjold.»
[Anmeldelse]
Theatervennen
Datering:18.01.1852
Avansert visning Innstillinger for teksten Nedlastinger
Sammenligne
forskjellige utgaver
av teksten
Gå til avansert visning
Vis utgaveopplysninger
Vis tekstgrunnlag/manuskriptbeskrivelse
Vis oversettelse
Vis informasjon om teksten
xml, pdf
Om verket
Les mer om tekstene
H. Ø. BLOM. – «TORDENSKJOLD»
Hans Ørn Blom – en Søn af den som sjelden dygtig Storthingsmand og som Forfatter, navnlig af statistiske Værker, bekjendte Amtmand G. P. Blom – er født ved Holmestrand 1817, blev Student 1835 og tog juridisk Examen 1843. Han har ikke havt nogen offentlig Ansættelse og lider desværre nu af et Sygdomtilfælde, der er fremkaldt af Krænkelser, som tilføiedes ham under en Collision, hvori han geraadede ved – efterat have tjent mellem de norske Frivillige i den danske Armee, i den slesvigske Krig – at yttre sig om disses Stilling i Danmark. Han har skrevet flere lyriske Digte, der anbefale sig ved Friskhed og en let Versification. Hans første dramatiske Arbeide «Den hjemkomne Søn eller en Nutidens Jean de France,» gaves førstegang i Slutningen af Octbr. 1839 paa Christiania Theater og udkom samme Aar i Trykken. Handlingen er vel ikke synderlig interessant, men Stykket røber en sund og klar Opfattelse af vore Forholde, Charactererne ere hentede fra Livet og unægtelig skildrede med Conseqventse og Sandhed; Dialogen er let, flydende, ofte vittig. Stykket vandt ogsaa Bifald; men det gjorde langtfra saa megen Lykke, som hans førstegang i Mai 1844 paa Christiania Theater opførte Vaudeville «Tordenskjold.» Stykkets Skuesplads er en norsk Udhavn, nær den svenske Kyst, hvor en gammel Major har trukket sig tilbage fra Krigen (den store nordiske Krig) som af og til brummer i det Fjerne. Denne gamle Major sværmer for den og for Tordenskjold, som han forsyner med Krudt, hvormed han har fyldt sin Kjælder. For imidlertid ikke at glemme sine krigerske Sysler, har han oprettet et Regiment af Naboernes Drengebørn, og oplært dem i at føre Vaaben. Naar Majoren slaaer paa sin Tromme, samles de, og passere Revue for Publicum, marscherende efter den bekjendte Bellmanske Melodi: Undan ur wägen.
En svensk Søcapitain, Steenfeldt, har imidlertid forklædt som norsk Student, introduceret sig i den gamle Majors Huus, fordi han er forelsket i hans Datter. Nu kommer Tordenskjold for at aflægge Majoren et Besøg. Den tête à tête, som herved opstaaer mellem de to hinanden fiendtlige Høvdinge, bliver snart høirøstet. For at udforske Steenfeldt, til hvis «norske Studenterskab» han ei har synderlig Tro, indleder Tordenskjold nemlig med ham en Dispute om Carl den 12te, Steenfeldt gaaer sin Vei, og tager ombord paa sit Skib, dog efter først at have ladet Tordenskjold vide, hvo han er. Denne sætter nu efter ham, og lidt udenfor Havnen kommer det til en Træfning, hvis Kanontorden gjenlyder over Skuepladsen. – Snart er Slaget endt, Svenskeren staaer paa Grund, og det hele Mandskab tages tilfange.
Imidlertid har en ung svensk Cadet, Axel Sparre, som Tordenskjold ved sin Ankomst til Majoren havde med som Fange, maattet staae ved Stranden og see paa sine Landsmænds Uheld. Denne Dreng er en Helt som Faa. Han bliver rasende over Fiendens Lykke og udbryder i sin Iver: «Havde jeg været med!!» Imidlertid er han ikke uvirksom. Af Steenfeldt har han modtaget Nøglen til Majorens Krudtkjælder, hvilken Nøgle S. under sin Forklædning har aflokket Majoren under det Paaskud, at han vil «skjære dens Billed i Træ, for at den kan blive bevaret til den kommende Slægt.» Han faaer nu Majoren lukket inde og stiller en svensk Matros, der er bleven efterladt i Land i den aabne Kjælderdør, idet han underretter Tordenskjold om, at hvis han ikke de Fangne giver fri, saa sprænger han med sin brændende Cigar Huset, Majoren og sig selv i Luften. Tordenskjold bliver i Begyndelsen opbragt, men, indtagen af Drengens Kjækhed, giver han efter. Steenfeldt faaer sin Frihed, og man kan let tænke, at han ogsaa bliver bønhørt af sin Elskede. Tordenskjold besegler Pagten, og alle ere tilfredse.
Dette er omtrent Indholdet af Stykket, som forøvrigt ikke er trykt. Af en, efter vor Formening særdeles velskreven Anmeldelse af samme efter dets første Opførelse hidsætte vi: «Vistnok kan det ikke med Hensyn til Formens Glathed og behændige Afpasning efter Theatrets Oeconomi maale sig med mange udenlandske Fabrikata, men vi have al Grund til at glæde os over, at vor paa nationale Stykker saa fattige Scene endelig begynder at faae Tilvæxt. «Theatret, siger Holberg, skal være et Speil, hvor Folket seer sine Laster og Daarligheder.» Hos os kan det hellere kaldes et Reflexionsspeil, af det Slags, som man opstiller udenfor Vinduerne for at betragte de Forbigaaende. Det har snart vist os hver Vraa i de forskjellige Egne af Europa, medens vort eget Land og vore egne Forholde endnu ikke have faaet noget varigt Indpas. Maaskee man mener, at vi have nok af dem udenfor Theatret, blandt vore daglige Omgivelser!! – Ja paa den Maade kunde man ikke undres over, at vi foretrække det Udenlandske, som altid viser sig for os i sin poetiske Søndagsdragt, med sminket Ansigt og puddret Haar, for vort Fædrelands simple Folkeliv, som altid vender sin hverdagslige og spidsborgerlige Side mod os. Vort Øre har endnu ikke hørt de dybe Grundtoner, som her hjemme udstrømme fra Naturens rige Væld, naar en Sanger først ret veed at gribe ind i de nationale Strænge, og vort Øie har ikke ret seet det Tillokkende i vor Nationalitet og vort Folkeliv, fordi Kunsten endnu ikke har omgivet dem med det magiske Trylleskjær, som drager vor Opmærksomhed til sig. Men den Tid vil nok komme. Vel er der, skjønt vor Selvstændighed nylig har feiret sit 30aarige Jubilæum og vort Universitet er endnu ældre, hidtil kun gjort faa og svage Forsøg paa at udrive vort Theater af den totale Afhængighed, hvori det staaer til Udlandet. Dog, enhver Bestræbelse er svag i sin Begyndelse. Man kan med Sikkerhed forudsee, at et Nationaltheater efterhaanden, som Folkebevidstheden udvikler sig, med en indre Nødvendighed vil fremgaae af Folkets Trang, og ethvert Forsøg i denne Retning er et Blik ind i Fremtiden.
Hr. Blom synes at mene det alvorligt med denne Sag. I hans nye Stykke gjenkjende vi en vis hjemlig, national Tone, som understøttet af flere af vore nationale Melodier frembringer et overraskende Indtryk, ja man kunde sige et veemodigt, fordi vi nu først blive opmærksomme paa, hvor fremmede de paa dette Sted hidtil have været. Af Stykkets Stof vilde Forfatteren med sin Grundighed i Characteertegning kunne have udviklet et større Omfang, og derved tillige opreist et nyt Mindesmærke for en af vor Histories Nobiliteter. Men dette har aabenbart ikke været hans Hensigt. Benævnelsen «en Vaudeville,» hvormed han betitler sit Stykke, skal formodentlig antyde dets historiske Ubetydelighed. Alene Navnet Tordenskjold paatvinger det imidlertid et vist historisk Præg, som tillige med det rige Stof giver Sujettet en vis Vægtfuldhed, der saaatsige er tungere end at Vaudevillens lette Sommerfuglvinger kunne bære den. Det er idetmindste ingen Vaudeville efter det hidtil almindelig antagne Begreb om denne Digtart. Men det er ikke værdt at disputere om Navnet. Saaledes som Stykket er, er det fuldt af Lune og harmløs Munterhed, der uvilkaarlig drager Tilskuerne med sig. Scenerne synes at være godt motiverede, og Handlingen gaaer rask fremad. Kun mod Slutningen viser sig den Mangel paa Rutine i at beregne Theatereffecten, som Forfatteren naturligvis endu ikke har overvundet. Den sidste Deel af Stykket gaaer udentvivl langsommere, end beregnet var. Desuden ere de sidste Scener besværede med en heel Deel uvedkommende Personer, som efterhaanden ere komne ind paa Scenen, og som man ikke har kunnet faae af Veien, ikke engang der, hvor de Elskende udøse sit Hjerte for hinanden. Denne Scene faaer derved noget tvungent og stivt. Det forstaaer sig, at alle disse Personer bør være med forat forskjønne Slutningstableauet, men man kunde vel faae dem ind, naar det behøves, uden at hele den sidste Deel af Stykket skal slæbe paa denne tunge Ballast. Dialogen er let og flydende, og de adspredte Couplets lade til at være sindrige.

Forklaringer

Vis kommentarer i teksten
Tegnforklaring inn her