Om teksten: | Foreløpig Slutningsbemærkning |
Aftenbladet (onsdag, nr. 85, 10. årg.) | |
Datering: | 14.04.1858 |
Avansert visning | Innstillinger for teksten | Nedlastinger | ||||||||||||
|
| xml, pdf | ||||||||||||
Om verket | ||||||||||||||
Les mer om tekstene |
FORELØBIG SLUTNINGSBEMÆRKNING
Postens theaterdanske Skribent kom, som jeg forudsagde, ganske rigtigt i Befippelse over Episoden med Honoraret for «William Russell». For at bøde paa sin Ubehændighed i dette Punkt, har han koncentreret sit hele polemiske Apparat, idet han nemlig har taget sin Tilflugt til en Taabelighed, en Uærlighed og en vitterlig Usandhed.
Saaledes indbilder han sig at kunne rense Direktionens Handlemaade:
«Da Munchs Stykke var opført, gik en af Theatrets Direktører op til ham og spurgte om han vilde have Honorar strax, eller han vilde vente. Han betydede ham derhos, at Honoraret rimeligvis vilde blive større, hvis han ventede, da man ikke paa Forhaand kunde sætte det til Maximum, før man havde en Erfaring om hvad Lykke Stykket gjorde hos Publikum. Direktionen bemærkede fremdeles, at Hr. Munch i ethvert Tilfælde strax kunde hæve Forskud paa sit Honorar, hvad enten dettes Størrelse blev bestemt nu eller i den nærmeste Fremtid.»
Taabeligheden i dette Forsvar ligger i den Formening, at Direktionens Færd gjøres ulastelig ved Tilbudet om Forskud; thi ethvert nogenlunde forstandigt Menneske maa dog begribe, at en Forfatter ikke kan indlade sig paa at modtage Forskud paa et Honorar, hvis Størrelse er ham aldeles ubekjendt, eftersom vort danske Theater fortiden ikke honorerer originale Arbeider efter noget bestemt Regulativ. Desuden er det jo, ifølge Theatermandens egne Ord, «Fordringshaverens strenge Ret» strax at erholde hvad der tilkommer ham, uden noget Slags Krogveie, – en Ret, som, ligeledes efter hans Sigende, skikkelige Folk ikke paa slig Viis kunne ansee sig fritagne for at fyldestgjøre.
Hans Uærlighed røber sig i Forsøget paa at indbilde Læseren at Direktionens Henvendelse til Hr. Munch fulgte umiddelbart paa Stykkets første Opførelse, medens den dog beviisligen først fandt Sted efterat det var gaaet fem Gange over Scenen; og
En vitterlig Usandhed maa det nødvendigviis være, naar han ubehændigen insinuerer, at vedkommende Direktør, den Dag han henvendte sig til Hr. Munch, tiltrængte Erfaring for hvorvidt Stykket gjorde Lykke hos Publikum, uagtet det, paa hans eget Theater, havde været opført fem Gange for saagodtsom fuldt Hus og med udeelt Bifald fra alle Sider.
Hvorfra skulde da denne gaadefulde «Erfaring» kunne hentes? Publikum havde udtalt sig utvetydigt nok, Aftenbladet, Morgenbladet og Nyhedsbladet ligesaa. Var det maaskee i Paavente af Postens Kritik at man indtil Videre skjød Betalingsterminen fra sig? Nærede Theatret maaskee Haab om, i Postens Kritik at hjælpes til en ønskelig Maalestok for Bestemmelsen af Honorarets Størrelse?
En saadan Formodning vil jeg dog nødig give Rum; jeg vil heller ikke holde mig til den nærliggende Forklaringsgrund, at Fyren i sin Befippelse har søgt at hjælpe sig saa godt han kunde, og at en Taabelighed, en Uærlighed og en vitterlig Usandhed mere eller mindre, for ham sagtens ikke kan være Noget at gjøre sig Skrupler over.
Da det Punkt staar som et lysende Exempel paa hans Polemik ialmindelighed, har jeg her berørt det. Hans øvrige Bemærkninger, der allerede var gjendrevne forinden han anden Gang fremsatte dem, tiltrænge ingen Omtale.
Christiania den 10de April 1858
Henr. Ibsen