Henrik Ibsens skrifter

Efter Photographi meddeles nedenfor i Bladet en Afbildning af Tidemands og Gudes nye store Maleri, hvortil Motivet er taget fra den noksom ​bekjendte Ulykke i Bjørnør. Dersom man overhovedet har Ret til hos et Kunstværk at kritisere hvad Kunstneren har villet give, og ikke blot hvorledes han har løst sin Opgave, da kunde der maaskee ved denne Anledning reises et og andet Spørgsmaal. Der kunde spørges om, hvorvidt Kunstnerne virkelig har opfattet Stoffet saaledes, som det i Katastrophen har formet sig hos den almindelige Bevidsthed, eller om ikke hver Enkelt af os kommer med et andet – maaskee med et taaget, uklart og forvirret, – men dog et andet Billede i sit Indre og med Krav, paa at see netop dette i Kunstværket idealt forklaret og lagt frem i Dagen. Denne Objektivitet, dette kunstneriske Instinkt, der forud tilhvisker Kunstneren, hvad hans Folk vil komme og kræve af Værket, er en Fordring, der falder sammen med Nationalitetsfordringen, – og hvorvidt denne i sin fulde Udstrækning virkelig er fyldestgjort i det her omhandlede Arbeide, turde maaskee fortjene en Undersøgelse, hvortil Nedskriveren af disse Bemærkninger dog ingenlunde føler sig kaldet. Undersøgelsen turde være ​betimelig, ikke for dette enkelte Kunstværks Vedkommende, men fordi den blandt andet kom til at kaste et Lys over den forskjelligartede Afskygning hvori det kunstneriske Krav hos det norske og det tydske Folk kommer til Aabenbarelse. Sujettet: ​«Fiskere i Havsnød» forekommer os her af Kunstnerne mere at være opfattet dramatisk end episk, uagtet denne sidste Opfatning utvivlsomt vilde være den mest nordiske. Heri ligger egentlig vor eneste Anke udtalt; at den Opgave, Kunstnerne have sat sig, er løst med Mesterskab, behøver neppe at bemærkes. Tidemands gamle Fisker er paa engang individuel og typisk, han tilhører paa engang Livet og Kunsten. Gudes ​Hovedfag er ikke Sømaleriet, og man har derfor ikke Ret til paa Detaillerne af Hav‐ og Stormbehandlingen at anlægge den Maalestok, hvormed Gude overhovedet er at maale, nemlig det Fuldendtes. Men Et vidner dette Billede med Varme og med Klarhed om, Et taler det Øiemed for, hvori det er digtet frem paa Lærredet, og det er, ​at vore høisindede Kunstnere dernede i det Fjerne, midt under fremmed Paavirkning og forstyrrende Indtryk har bevaret et fuldt og stort Hjerte for sit fattige Fædreland.