Henrik Ibsens skrifter

Det er i Kunsten, ligesaavel som i alle andre Anliggender, en ganske naturlig Ting, at Overgangsøieblikkene, de mere eller mindre voldsomme Spring fra en gjennemlevet Tilstand og over i en forestaaende, medfører en Uklarhed i Publikums Opfatning af Forholdet, som under de jævnere fremadskridende ​Mellemtider ialfald ikke saa aabenbart giver sig tilkjende, selv om den ogsaa da maatte være at paavise som raadende ude blandt de store Masser. Nu er det vistnok i Regelen saa, at selve Omvæltningens Øieblik neppe er det gunstigste til at klargjøre Begreberne, baade fordi ​Belærelsen væsentligst maa hentes fra ​Partimænd, som ifølge sit Begreb kun kan se Forholdet under Partiets eiendommelige Belysning, og fordi Almenheden, selv om den noksaa gjerne vil arbeide sig frem til Klarhed, intetsteds formaar at finde et Standpunkt, som frembyder de nødvendige Betingelser for Overblikkets Frihed.

Disse almindelige Betænkeligheder turde imidlertid i ​Theaterbevægelsen hertillands være tilstede i en ringere Grad end sædvanligt. ​Brydningens første feberagtige Ungdom er jo dog nu gjennemlevet, Øiet er blevet opladt for en klarere Erkjendelse af det Berettigede eller Ikke‐Berettigede i Fordringerne fra begge Sider, der er ikke længere Tid til at ​møde i Marken med Følelser og uklare Sympatier; vil man kjæmpe, maa det ske med Grunde og med klare Tanker. Heri ligger et forhaands Løfte om Humanitet i Krigsførelsen, et Løfte, som ialfald fra min Side skal blive indfriet, selv naar jeg i det Følgende bliver nødt til at berøre Personer, hvis Forhold til Sagen ikke kan ​overspringes; thi vel maa jeg i en vis Forstand ​vedkjende mig at være Partimand, men dette kun forsaavidt der handles om de store Omrids i ​en bestemt Methode. Det er desuden ikke Individ mod Individ, men ​Theori mod Theori, som her skal veies, og jeg veed med Vished, at mit ydre Forhold til Theatersagen ikke skal diktere en eneste Linie i denne Opsats.

Naar jeg ovenfor betegnede ​dette Spilleaar som et Overgangspunkt i vore Theaterforholde, saa skal jeg her nærmere bestemme denne Overgang for Christiania Theaters Vedkommende som væsentlig grundet paa ​Advokat Dunkers Indtrædelse i Direktionen, og for ​det norske Theaters dels paa ​Lokalets Ombygning og dels paa ​en forandret Sammensætning af Scenens Kræfter. Jeg maa her vel bede bemærket, at jeg ingenlunde lægger saa stor Vægt paa det stedfundne ​Direktørskifte, fordi dette muligens kan have medført en større Virksomhed eller en og anden gavnlig Reform i Theatrets Anliggender. Om dette forholder sig saa eller ikke, er mig fuldkommen ligegyldigt; thi det vedkommer ikke i mindste Maade den Tankegang, jeg i det Følgende skal forsøge at klargjøre. Var det virkelig Tilfældet, at blot Reformer osv. kunde eftervises, saa vilde nemlig det Hele indskrænke sig til en simpel Gradsforbedring af Driftsmaaden, og der kunde da ikke være Tale om nogen Overgang, som jo forudsætter baade et opgivet og et nyt indtaget Standpunkt. Naar nu en saadan ​Overgang, paa Grund af Hr. Dunkers Indtræden, senerehen virkelig kan paavises, saa følger heraf, at med ham et Ministerskifte i Ordets sande Betydning maa have fundet Sted, idet her ikke handles om en Personal‐, men om en Principforandring, ifølge hvilken Theatret, som Kunstanstalt, har opstillet et nyt Program og indtaget ​et af sin egen Fortid tildels uafhængigt Standpunkt ligeoverfor Almenheden.

Ogsaa for det norske Theaters Vedkommende er Forandringen ikke ​graduel, men væsentlig; Betydningen ligger nemlig ikke deri, at det har faaet et udvidet, forbedret og forskjønnet Lokale samt et fuldtalligere Personale, men deri, at disse forøgede Virkemidler henviser ​Indretningen til en Opgave, som, kunstnerisk taget, er grundforskjellig fra den, hvorom der tidligere fornuftigvis kunde blive Tale. Hvad Theatret har vundet eller hvad det har tabt ved Personalforandringen, er derfor her aldeles ligegyldigt og vilde kun være at tillægge Vægt forsaavidt ​Anstalten var kortsynet nok til blot at ville noget Mere og ikke noget Andet end det, hvortil det tidligere har været indskrænket. Sagen er nemlig den, at ​ de Mænd, som først iværksatte Tanken om et norsk Theater i Christiania, og som vor Kulturhistorie visselig engang i tiden vil vide at nævne med al fortjent Ære, i visse Maader kan siges at have gaaet temmelig ​radikalt tilværks; men i en meget væsentlig Retning ​langtfra ikke radikalt nok, idet de ikke vovede at bryde med ​Traditionen for den kunstneriske Stil. Rigtignok blev det opstillet som en fuldt bevidst Fordring til ​Theaterskolen, at den skulde ​udvikle de eiendommelige Karaktertyper i national Retning; men et Drama bestaar ikke af Karakterer alene; det, hvoraf det som Kunstværk væsentlig bæres, er Fremstillingsstilen, der er, og nødvendigvis maa være særegen for de forskjellige dramatiske Kunstarter. Fremstillingsstilen, ​Spillemaadens hele aandige Form, eller hvad man forresten vil kalde det, kan et Theater aldrig laane fra et andet uden at opgive sin Selvstændighed og stille sig i et Forhold, der svarer til Oversætterens ligeoverfor den originale Forfatter. Fra et nationalt Synspunkt er naturligvis Stilen af ligesaa megen Vigtighed, som fra et rent æsthetisk. I Berlin f. Ex. vil man derfor see Tragediens, Komediens eller Lystspillets ​Foredragsform at være en ganske anden end i Wien; paa det førstnævnte Sted forholder den sig til den wienske, som den nordtydske Afskygning af Tydskheden forholder sig til den sydtydske. Det samme vil man bemærke paa enhver af ​de øvrige tydske Nationalscener, men ikke paa et eneste af de mangfoldige ​Folketheatre og naturligvis endnu mindre i de ​Skuespilselskaber, som under Privatledelse opfatter Kunstudøvelsen ikke som Maal men som Middel. Endnu tydeligere træder Forholdet frem i Kjøbenhavn; ingen dannet dansk Mand indbilder sig, at ​det kongelige Theater paa den ene Side og ​Kasino og ​Folketheatret paa den anden kun adskiller sig fra hinanden ved en større eller mindre kunstnerisk Gradsforskjel i sine Præstationer. Adskillelsen er langt dybere begrundet, idet den nemlig hviler i det samme Forhold, som overalt finder Sted mellem et Nationaltheater og et Folketheater: Nationaltheatret skaber sine Typer og har sin eiendommelige Stil, Folketheatret optager disse Typer og stiller dem i et fjernere ​Forhold til Idealiteten, men har ingen Stil. Det danske Publikum, der i kunstnerisk udviklet Sands er vort saa uendelig langt overlegent, ​falder ikke paa, – som vi her i Christiania ofte nok har seet, – i det kongelige Theater at beklappe den Skuespiller, der ​giver sin Situationsrolle i Karakterstil, eller at fremkalde den Skuespillerinde, der begaar den modsatte Galskab. I de to andre Theatre vil det derimod nok kunne ske, thi i Kjøbenhavn veed man at orientere sig, man veed at Kunst paa et Nationaltheater er Et, og Kunst paa et Folketheater noget ganske Andet. Som et Bevis paa den Vægt, man i Danmark tillægger den kunstneriske Stil, kan ogsaa tjene, at ​den kongelige danske Regjering for nogle faa Aar siden af Hensyn til Kunsten og den sunde Smag forbød Opførelsen af et af Holbergs Stykker paa Casino og lod sig forlyde med, at man i Nødsfald vilde ​paakalde Politiets Assistance for at hindre Forestillingen. Christiania Theaters ​Formaaenhed til at spille Holberg kan ​omtrent opveie Kasinos. Hvis nu altsaa Christiania Theaters Personale optraadte i Kjøbenhavn med sit holbergske Repertoire, saa vilde altsaa den kongelige danske Regjering af Hensyn til Kunsten og den sunde Smag finde sig beføiet til, selv med Politimagt, at forebygge de samme Præstationer, som ​et stort Christianiaparti kræver, at et norsk Theater i Norge skal lægge til Grund for sin kunstneriske Retning. At ​det norske Theaters Holberg vilde mødes med samme Protest, vedkommer ikke denne Sag; thi det norske Theater har hidtil aldrig optraadt med andre Fordringer end et Folketheaters; Christiania Theater derimod har gjennem en Aarrække villet være det samme for Norge, som Kjøbenhavns kongelige Theater er for Danmark. Det er saaledes Christiania Theater selv, som har ​justeret sin Alen; det faar derfor finde sig i, at jeg i det Følgende maaler med den og med ingen Anden.

At ​den norske Theaterskole fra først af ikke vovede at bryde med Traditionen, har forøvrigt sine let forklarlige Grunde. Dels opfattede man nemlig dengang de to Theatres gjensidige Stilling ganske anderledes end nu; man tænkte sig Theaterskolen som en Anstalt, hvis Opgave det skulde være gjennem Tidernes Løb at afgive nogenlunde ​udviklede Rekrutter til det store Theater, hvis Standsning Ingen dengang tænkte sig mulig i nogen nær Fremtid. Dels begyndte ogsaa Skolen sin Virksomhed udelukkende med Elever, der ikke besad, og naturligvis ikke kunde besidde den fornødne Aandsmodenhed, og det tilstrækkelige kritiske Skjøn for med fuld Bevidsthed at gjøre sig Sagen klar; og endelig vilde det vel ogsaa have været ​nogetnær umuligt for den vordende Kunstanstalt dengang at stille sig i Opposition til Christiania Theaters hævdede Fremstillingsformer, hvis ubetingede Gyldighed hverken Publikum eller Kritiken tænkte paa at betvivle, endsige bestride.

Indsigelserne mod den danske Tradition begyndte imidlertid lidt efter lidt at komme tilorde, og mødtes da fra Modpartiets Side stedse meget punktligt med den Bemærkning, «at det ikke gik an at bryde med Traditionen», at ​«Nutiden maatte staa paa Fortidens Skuldre» osv. Denne Paastand er baade sand og usand, alt eftersom den tages. Den er sand forsaavidt det naturligvis ikke i noget Land lader sig gjøre, at begynde den almindelige Kunsthistorie forfra, for efterhaanden at naa op til den Høide, hvorpaa Kunsten fortiden andetsteds befinder sig; men herpaa har jo heller Ingen tænkt. Komplet usand er derimod Paastanden, forsaavidt den, som her, indeholder den Fordring, at et Folks begyndende Kunst nødvendigvis skal bygges paa de fremmede Former, med hvilke det tilfældigvis er kommet i nærmest Berørelse. Dersom nu den danske Kunst ingen Tradition havde havt hos os, maatte saa et norsk Theater’s fortiden nødvendigvis være en Umulighed? Eller maa vi til evig Tid savne Operaen eller Balletten, fordi disse Kunstarter ikke gjennem den danske Form har fundet Indpas hos os?

Hovedopgaven vil imidlertid her blive en Undersøgelse af, hvorvidt de ​Fremstillingsformer, som, hævdede paa Christiania Theater, har faaet Navn af «den danske Tradition», i Virkeligheden ogsaa svarer til denne Benævnelse, og som saadan vilde kunne godkjendes i Danmark selv. Af en saadan Undersøgelse turde muligvis fremgaa at vi, istedetfor en Fuldblodsskabning, havde for os en Bastard; men Bastarder er, som bekjendt, ufrugtbare; dog, herom mere i en følgende Artikel.

Omkring Aaret 1850, altsaa paa den Tid, da ​de nationale Bevægelser i dramatisk Retning for Alvor begyndte at spores, ​stod Christiania Theater under Ledelse af Borgermester og Raad. Uagtet nu ​Magistratsregjering i Regelen ikke kan betragtes som den hensigtsmæssigste i Kunstanliggender, maa det dog indrømmes, at dette Tilfælde gjør en Undtagelse fra Regelen. Theatret kunde før den Tid nærmest betegnes som en ​privat Indretning under Selvstyrelse af endel dygtige og begavede Skuespillere. Om nogen artistisk Ledelse kunde der ikke være Tale, altsaa heller ikke om noget paaviseligt Princip i Repertoiret; godt og slet, Stykker, der repræsenterede modsatte Smagsretninger, ​Tragedier og ​Operaer, ​Farcer og ​Melodramer gaves om hverandre, og lod der sig paapege et Motiv for Valget af de givne Stykker, saa var det sædvanligvis det sletteste og uholdbareste af alle Motiver, det nemlig, at man fandt en eller anden Rolle, som fortræffeligt lod sig spille af en enkelt Skuespiller eller Skuespillerinde, medens de øvrige Partier dels laa over dels udenfor Theatrets Kræfter. Hermed var altsaa Kunstens Grundbetingelse, Enheden, borte, en Omstændighed som imidlertid i de Dage, ligesaalidt som nu, anfægtede hverken Publikum eller Kritiken. Endnu hører man ældre Theatergjængere med Begeistring nævne hin, ​Spindlers eller ​Ballings, Tid, som Theatrets glimrende Periode; man ​forblandede to Ting, den, at Theatret besad fortræffelige Skuespillere, med den, at der spilledes fortræffelig Komedie. Muligens lod man sig ogsaa blænde af den Omstændighed, at Præstationerne ikke da, som nu, i sin Helhed var Frugt af Krydsning med en anden Nationalitet; thi rigtignok tællede Personalet ​to norske Kunstnerinder; men ​den ene, skjønt udrustet med sjeldne Betingelser for Scenen, trak sig snart tilbage, og den anden, hvem vi kalder vor med den samme retmæssige Stolthed, som den, hvormed vi tilegner os ​de norske Düsseldorfere, forstod med al ønskelig Hurtighed at lade sig ​naturalisere.

Lidt efter lidt begyndte der imidlertid at reise sig Betænkeligheder og Indvendinger mod Theatret. ​Studentertogene begyndte at klarne og styrke ​den skandinaviske Tanke og dermed ogsaa Erkjendelsen af vor ​Pligtighed til, som Nation, at optræde fri i aandelig saavelsom i politisk Retning. I enkelte Henseender var allerede Banen brudt; ​vor Malerkunst var begyndt at blomstre, og tilhørte os maaske dengang i inderligere Forstand end nu. ​Welhavens Romancer, Jørgen Moes Digte og Asbjørnsens Eventyr øvede sin vækkende Virkning ude blandt Folket, paa samme Tid som ​Scenens Grundlæggelse i Bergen praktisk beviste Muligheden af ogsaa den dramatiske Kunsts Frigjørelse.

Her var altsaa Fare paafærde. Theaterstyrelsen var, som al Magistratsregjering, konservativ, og vilde eller kunde ikke indrømme det Berettigede i Oppositionens Fordringer. Den følte imidlertid at det gjaldt at styrke sig, og sætter man sig først paa dens Standpunkt, saa maa det indrømmes at den valgte det hæderligste Middel, nemlig Forædling af den kunstneriske Virksomhed, for at hævde Theatrets Ret til at bestaa paa den gamle Grundvold. ​En artistisk Direktør skulde ​antages. At Valget ikke faldt paa den for dette Hverv ​eneste og dygtigste norske Mand, kan være beklageligt nok; men fra Bestyrelsens Side vilde et saadant Valg have været en Selvmodsigelse. Det var jo netop mod Oppositionen, der skulde kjæmpes, og det var bag Forskandsningerne af det Bestaaende at Krigen skulde føres. En dansk Mand maatte altsaa findes og han blev funden. Dette var for os det første praktisk‐skandinaviske Udbytte af Studentertogene.

​Hr. Borgaard indtog i Danmark, ved Siden af ​J. L. Heiberg den første Plads, som ypperlig dramatisk ​Oversætter og Bearbeider. Som selvstændig Forfatter havde han et agtet Navn; han besad en Smag, som var skjærpet og renset gjennem et fortroligt og vistnok omfattende Literaturkjendskab, og havde desuden paa sine Reiser tilegnet sig Indsigt i de almindelige europæiske Theatertilstande. Kommer nu hertil paa engang Humanitet og en vis Evne til at manøvrere, saa maa det indrømmes, at der i ham fandtes forenet mange for en Theaterdirektør høist ønskelige Betingelser.

Men Hr. Borgaard var allerede ved Ankomsten hertil ​i en fremrykket Alder, og ​havde aldrig før befattet sig med praktisk Theaterledning. Som alle theoretiske Smagsmænd var han idealistisk anlagt, noget, som kan være bekvemt nok for den udenforstaaende Kritiker, men som for en Theaterstyrer under ​knebne Forholde næsten bliver en Feil. I Hr. Borgaards Alder at omstøbe sin hele Grundbetragtning efter Omstændighederne kan ikke altid med ​Billighed fordres. Hovedopgaven med hans Kaldelse var jo ogsaa, som antydet, at hæve Theatret til et høiere Kunsttrin; Tilbøielighed og Pligt faldt altsaa her sammen; men neppe til Gavn hverken for Theatret eller for Kunsten.

Den idealistiske Fordring skulde nemlig væsentlig ​fyldestgjøres i Repertoiret, altsaa i de givne Stykker. Men denne Idealisme er igrunden falsk, forsaavidt den bliver staaende ved Valget af Præstationerne og ikke tillige strækker sig til Udførelsen. ​Farcen og ​Folkekomedien blev saagodtsom forviste fra Scenen, uagtet disse saakaldte lavere Kunstarter tællede mange ypperlige Fremstillere blandt Personalet. ​Oehlenslæger maatte frem, skjønt Theatret kun besad ​to Mænd, som forstod at spille ham. ​Scribe repræsenteredes gjennem sine fineste ​Salonstykker, uagtet ​Hr. Jørgensen var den eneste, som havde Herredømme over den scribeske Replik. ​ Med ​den ægte Shakspeare gav man sig ikke ifærd, her hjalp man sig med de ​Sille‐Beyerske Tidsmæssigheder.

Ligeoverfor Almenheden iagttog Theatret en vis afmaalt Holdning, der i ​Frastand saa ud som Fornemhed. Det tidligere gemytlige Forhold var naturligvis forlænge siden brudt; man følte paa begge Sider at Kløften blev større og større, alt eftersom ​den folkelige Eiendommelighed udviklede sig gjennem politisk Frihed, opblomstrende Literatur og Kunst. Følge med kunde eller vilde Theatret ikke; det blev altsaa staaende tilbage paa et Standpunkt, som rigtignok i historisk Forstand kan kaldes nationalt, for saa vidt som det i sin Tid var et fyldestgjørende Udtryk for den Nationalitetsudvikling, hvortil Folket da havde hævet sig; men et Folk kræver et levende og ikke noget blot historisk Forhold til sin Kunst.

Folket havde altsaa ​seilet sit Theater agterud; men et Folks Udvikling gaar ikke for alle Klassers og for alle Individers Vedkommende for sig ​ligelig og paa engang. Der vil altid findes Efternølere, og saadanne ​fattedes heller ikke her. Af disse dannede sig et Parti, som gemenlig kaldes ​«Thorsdagspublikummet», en Skare, der kan siges at tilhøre Theatrets Inventarium ligesaafuldt som Kulisser, Garderobe og øvrige Rekvisiter. Ved dette Thorsdagspublikum maa ikke blot forstaaes den virkelige og indbildte ​Intelligents, som om Thorsdagene søger Theatret; det omfatter tillige Alle, der, i Modsætning til den store fiendtlige eller ligegyldige Masse, positivt stiller sig paa Theatrets Side og erklærer dets Standpunkt for sit. Et saadant Korps af Efternølere er stedse, sent eller tidligt, hjemfaldet til Undergang, og om det end til denne Dag har holdt sig ilive, saa burde dog ​Udvidelsen af Theatrets Tilskuerplads i sin Tid have fremstillet sig for Bestyrelsen som en sandsynligvis temmelig unødig Gjerning. Indrømmes maa det forresten, at Partiet har forstaaet at organisere sig; det havde ​sin faste Theaterkritik, der, under Applauderen i Tide og Utide, gjennem Pressen hævdede sit Theaters Berettigelse, paa samme Tid, som den gjorde Fremskridtsmændenes Virken til Gjenstand for alskens Fordreielser.

Af foranstaaende Fremstilling vil det nu være klart, hvorledes Theatret maatte komme i den besynderlige Stilling, hverken at virke som Nationaltheater eller som Folketheater, men kun som en Privatanstalt for en udvalgt Kreds. Til det virkelige Folk havde det intet Forhold; det vedkjendte sig ingen Forpligtelser mod Folket og mod dets aandelige Interesser. Derfor kunde man ogsaa med rolig æsthetisk Samvittighed ​dekretere, at ​originale dramatiske Arbeider indtil videre ikke maatte opføres. Theatret var saaledes nærmest at betragte i Lighed med ​den franske Hoftrup, der i ​Christian den 7des Dage gav Forestillinger for ​de første Klasser i Rangen, og hvortil Borgerne havde Adgang kun forsaavidt der var Billetter tilbage. At denne Opfatning af Forholdet billiges inden Partiet selv, saa man blandt andet for nogen Tid siden i et af vore Blade, idet ​en Indsender gaar skarpt irette med Theateroppositionen, og mener, at Spørgsmaalet om et dansk Theaters Bestaaen hos os er en Sag, som udelukkende vedkommer Aktionærerne og – Abonnenterne! En saadan Udtalelse kan af Udenforstaaende kun tilskrives Barnagtighed eller ​Gaaen i Barndom; men inden Partiets Kreds er den ikkedestomindre endnu en Troesartikel. Hvem der forøvrigt ved denne falske Stilling næsten er mest at beklage, er Theatrets hæderlige danskfødte Kunstnere, som, efter en Menneskealders Virksomhed blandt os, har mistet sit Fodfæste i den danske Kunstverden uden at kunne finde et nyt i vor. ​Flere af dem har rigtignok forladt os, men om de befinder sig vel i sit gamle, eller maaske rettere nye, Hjem, faar ​staa derhen. Besynderligt kunde det synes, at Hr. Jørgensen ikke har fulgt sine Kunstbrødre og indtaget ​den Plads, som nu maa kaldes ledig for ham. Som ​Professor Nielsens Ligemand i Begavelse og utvivlsomt hans Overmand i Talentets Alsidighed, skulde man tro han maatte foretrække at virke i Samklang med et helt Folk, fremfor, som her, at tjene et Parti, der er sakket bagud i Tiden, og hvis Lemmer sent eller tidligt maa falde fra, en for en.

Det Besynderlige heri vil imidlertid ved en nærmere Betragtning bortfalde, paa samme Tid som deraf turde hentes et Fingerpeg til Løsning af ​det svævende Theaterspørgsmaal, Sammensmeltningen. Mange stridige Meninger om denne Sag færdes fortiden ude blandt Publikum; men offentlig har den endnu ikke været drøftet. Jeg har, for mit Vedkommende, havt adskillig Anledning til at overveie dette Emne; Fremstillingen af det Resultat jeg er kommen til, er Hovedhensigten med disse Opsatser.

Har en Formening eller en Fordom først faaet Tid til at fæstne sig ude blandt den store kritikløse Masse, saa bliver den ialmindelighed blindt fastholdt, selv om Tilstandene og Forholdene saa væsentlig forandrer sig, at Dommen fornuftigvis burde falde ud i modsat Retning. Dette har i dobbelt Henseende vist sig under Theatersagens Fremgang i Christiania, og det er en ligefrem Pligt mod Sandheden, engang at faa det rette Forhold klarnet.

​Christiania Theaters Historie kan siges at gaa en 25 til 30 Aar tilbage i Tiden. Scenens Grundlæggelse falder altsaa i en Periode, da Norge ikke i nogensomhelst aandelig Henseende formaaede at brødføde sig selv, men maatte ​forskrive endog de ​nødtørftigste daglige Fornødenheder fra ​Brødrene hinsides Kattegat. Gjennem ​danske Grammatiker indøvedes det norske Sprog i Skolerne, ​Læsestykker af danske Forfattere opstilledes som Mønstre for norsk Udtryksmaade; selv den ​Fortydskningsproces, Danmark efter Fraskillelsen vedblev at gjennemgaa, skulde vi holde Skridt med, og man fandt ingensteds den Tanke kommen til Gjennembrud, at ​Brodersprogenes Aand er ligesaa forskjellig, som begge Landes Natur, Historie og øvrige sprogbetingende Forholde.

Blev nu saaledes det danske Sprog uden Modsigelse fastholdt, som det eneste, ​en dannet norsk Mand anstændigvis kunde betjene sig af, saa vil det let indsees, at der ​til mundtlig Brug af dette Sprog krævedes dansk Udtale. For Østlændingerne var dette ikke nogen let Opgave, men de gjorde sit Bedste, og man har endnu i pent Selskab fra og til den Fornøielse at høre ældre Kavallerer ​parlere ret artigt Kjøbenhavnsk, skjønt ​Døbeseddelen, som desværre ikke kan fragaaes, opgiver en eller anden ærlig Tømmerhandlertrakt som Vedkommendes virkelige Hjemstavn. Bergenserne skilte sig bedre fra det. De havde ​omkring og efter 1820 et dramatisk Selskab, som gav offentlige Forestillinger og stod i stort Ry for den Dygtighed, hvormed, efter Samtidiges Dom, de mere Fremragende forstod at eftergjøre det kjøbenhavnske Sprog og Spil. Deroppe var det ogsaa at ​en høit anseet Skolemand i et Selskab komplimenterte en tilreisende dansk Dame for hendes Artighed at besøge Norge, og begrundede denne sin Taksigelse med et: «Gudskelov, nu kan man dog engang igjen faa høre hvorledes dannet Sprog lyder!»

I en Jordbund, som de sproglige Fordomme saaledes havde gjødslet, er det naturligt at den fremmede Kunst maatte spire baade snart og frodigt, saameget mere, som den ingen Modstand fandt i allerede udviklede nationale Former. Saadanne manglede nemlig aldeles; ialfald kan der paa den Tid hos os ikke være Tale om anden Kunst, end ​et Slags Digtekunst, som havde sin umiddelbare Rod i Fællesliteraturen, og følgelig i den Grad var blottet for enhver norsk Afskygning, at det nu saagodtsom er en Umulighed af indre Kjendemærker at skjelne Datidens norskfødte Digteres Arbeider fra de samtidige Danskes. Den eneste, der kan nævnes som en Undtagelse fra den almindelige Regel, er ​Maurits Hansen, der virkelig havde et sundt og klart Øie for mangt og meget Eiendommeligt i vore nationale Forholde; men ​hans hjemlige Karaktertyper manglede al tilsvarende Fremstillingsstil, og de Dages Publikum var desuden for lidet kritisk udviklet til at det skulde formaa, fra en Kunstforms paaviselige ​Trivsel hos os at drage Slutninger om Muligheden af lignende Formers. Om ​Wergeland, som ​Fanebærer, kunde der ikke blive Tale; hans, ialfald i den Tid, stærkt fremtrædende Formløshed, i Forbindelse med ​en udpræget subjektiv Retning, maatte naturligvis afspærre enhver Udsigt til omkring ham at se en kunstnerisk Skole stiftet. ​Welhaven var ​indtil da blot optraadt negativt, og, som ​det verdensborgerlige Parti indbildte sig, ganske i dets Aand. Dette var imidlertid fra Partiets Side en stor Misforstaaelse; thi vel optraadte han skarpt mod den fra det modsatte Hold opstillede ​Afspærringslære, og ​paaviste, som den eneste Redning fra aandelig Hungersnød, ​Folkets Delagtiggjørelse i Verdensrigdommen udenfor os, for hvilken vort eget Land dengang ingen Jordbund havde. Men ​han betegner ogsaa udtrykkelig denne Tilstand som en blot og bar Overgangstilstand, og falder saaledes i sin Anskuelse sammen med ​vore Dages Norskhedsmænd. Partiet derimod opfattede og opfatter endnu hans Lære som en aandelig ​statsekonomisk Sats, der maa blive gjældende til alle Tider og under alle Forholde. ​Plat, efter Bogstaven og stik imod hans Mening, har ogsaa det samme Parti taget ham, idet det formente, at kunde man først faa Folket til at konsumere et tilstrækkeligt Kvantum Danskhed, Franskhed og Tydskhed, saa skulde der i Norge rigtig blive Dannelse paa alle Kanter. Denne Raastofslære er igrunden usigelig raa, og stiller Partiet dybt under de for Smagløshed saa ofte og saa stærkt ​udskregne Norskhedsmænd; thi disse vil ogsaa Indførelsen af det aandelige Raastof, men, vel at mærke, kun til Brug for en Forvandlingsproces, svarende til de Krav, der, saasandt vi virkelig er en Nation, hos os maa gjøre sig gjældende.

Naar Sprogets og Udtalens Norm skulde hentes fra Danmark, saa er det naturligt at vi ogsaa ​forskrev vor dramatiske Kunst derfra. Som ​Nation, i anden Forstand end politisk, følte vi os endnu ikke; uagtet Fraskillelsen vedblev derfor den hele aandelige Samfærdsel uforandret. En meget stor Del af den da raadende Slægt havde modtaget sin Uddannelse i Kjøbenhavn eller ialfald under Forholde, som havde sin umiddelbare Rod i Danskheden. Hvad den danske Skuespillerkunst særligt angaar, saa havde denne ved ​reisende Selskaber vundet Hævd rundt om i Landet og fast ingen af ​dettes egne Børn havde endnu forsøgt sig paa den dramatiske Bane. ​Af ​norske dramatiske Forfattere havde vi saagodtsom Ingen; ​Oehlenschlæger og ​Heiberg havde vundet Indgang overalt hos os, og ingen var nærmere til at fortolke disse Mestre, end deres egne Landsmænd.

Meget naturligt altsaa, at ​et dansk Theater blev grundlagt i Christiania. Dette Theater var paa hin Tid fuldt berettiget, idet det stod i Høide med Samtidens nationale Standpunkt hos os, og ikke spærrede Veien for nogen mere folkelig ​Anstalt, for hvilken Tiden endnu ikke var kommen. Jeg skal derfor villig indrømme, at dette Theater har virket meget Godt her i Landet, idet det har, indtil en vis Grad, holdt os i Flugt med den dramatiske Kunsts og Literaturs Foreteelser andetsteds, og derhos bidraget til at fremskaffe Betingelserne for et selvstændigt Theaterliv i Norge.

Men nu kommer Fordommen og de løse Formeninger i al sin Seighed, saaledes som jeg i Begyndelsen af denne Artikel antydede. Alt, hvad der i sin Tid, for tyve Aar siden, kunde anføres til Forsvar for Theatret, skal endnu være gjældende. Da ​Theatrets Parti ialmindelighed har indskrænket sig til løse Paastande, blottede for al Bevisførelse, saa kunde jeg her indskrænke mig til at sætte en løs Benægtelse mod den løse Paastand; men da man ikke sjelden har brugt den Krigslist, istedet for positivt Forsvar, at ​paavælte det norske Theater alskens Bebreidelser og Beskyldninger, faar jeg gaa ind paa Sagens Enkeltheder.

Det er, saavel af den mundtlige som skriftlige Kritik, ofte nok blevet sagt, at det norske Theatersprog er raat og stødende; man har betegnet det som ​Piperviksdialekt, og følgelig som uberettiget i al sand kunstnerisk Fremstilling. Over Repertoiret har man ført skarpe Anker; man har betegnet Theatret som et ​«Vaudevilletheater», hvilken Benævnelse da efter Vedkommendes Mening skulde være et Skjeldsord. Den hyppige Opførelse af Stykker, henhørende til ​de saakaldte lavere dramatiske Kunstarter, er strængt bleven ​dadlet, ikke at tale om Bebreidelserne for at have optaget Stykker, der væsentlig har hvilet paa Dands eller Dekorationsudstyr. De større Arbeider har man betegnet som liggende over Theatrets Kræfter. Endelig har man til sine Tider fundet Spillet plat og altfor nær beslægtet med Virkeligheden, samt sigtet en stor Del af Personalet for Mangel paa den nødvendige Dannelse.

At dette lange Synderegister i større eller mindre Udstrækning godkjendes ude blandt en Del af Publikum, er atter et Bevis paa den Ihærdighed, hvormed Fordommen bider sig fast der, hvor den engang har fundet Fodfæste. ​Det norske Theater begyndte sin Virksomhed som «Skole», dets Skuespillerpersonale maatte følgelig dengang bestaa af Elever, og heraf udleder Fordommen, at Enhver, hvorlænge han end har virket ved det norske Theater, nødvendigvis maa være en Begynder. Den Kunst, at føre et dannet og flydende Sprog fra Scenen, kræver langvarig Øvelse; da nu Sproget i Førstningen maatte falde haardt og kantet, saa er atter Fordommen ude, og slutter at dette fremdeles maa være Tilfældet. Eleverne indøvedes fra først af i smaa, letspillelige Stykker, følgelig er Indretningen et «Vaudevilletheater». Fra og til forsøgte man sig paa Opgaver, som dengang laa over Kræfterne, altsaa skal dette endnu være Tilfældet. Og endelig, da den begyndende Theaterskoles Elever ​for otte Aar siden ikke optraadte med den rutinerte Skuespillers Dannelse, saa skal det nuværende Personale, der tæller Medlemmer med al den Almendannelse, man her i Landet kan tilegne sig, ikke kunne indrømmes et i vor Kunstverden fuldkommen berettiget Standpunkt.

Partiets hele Liste over de norske dramatiske ​Dødssynder er forøvrigt, som Enhver let vil indse, aldeles utjenlig for sit Øiemed, saalænge der savnes Bevis for, at vort saakaldte danske Theater ikke er befængt med de selvsamme Skrøbeligheder, som de, der lægges det norske til Last. Denne Mulighed skal jeg nu gaa over til nærmere at betragte, og paa samme Tid gjøre til Gjenstand for Undersøgelse, hvorvidt enkelte af de fremsatte Paastande kan siges at være holdbare, som Bebreidelser taget, naar man har aabent Øie for de Vilkaar, hvorunder et Theater i Christiania fortiden er henvist til at arbeide.

Hvorledes denne Betragtning forøvrigt falder ud, maa jeg paa Forhaand bemærke, at den naturligvis ikke kan faa nogen Indflydelse paa det, der i Theatersagen fra først til sidst er Hovedpunktet. Enten Christiania Theater er fri for de Mangler, der fortiden med Rette eller Urette tilskrives det norske Theater, eller det, hævdet ved sin lange Bestaaen og andre heldigt virkende Omstændigheder, har svunget sig op til en høiere Klasse i den kunstneriske ​Rangforordning, saa er dette igrunden ganske ligegyldigt. Kjærnespørgsmaalet vil til enhver Tid blive: Ligger det indenfor Christiania Theaters Omraade, at fyldestgjøre det norske Folks berettigede Krav til en national dramatisk Kunstform?

Et af de Kjendetegn, som indenfor Literaturens eller Kunstens Enemærker hyppigst forraader Publikums Halvdannelse, er en vis Kræsenhed, der især gaar ud over det, som nydes med mere end almindelig Appetit. Denne Kræsenhed har sin ganske naturlige Forklaringsgrund. Man er sig nemlig i sit stille Sind bevidst, eller har ialfald en dunkel Følelse af, hvor vaklende det Fodfæste er, man har at støtte sin Dom til; og da man lettere forløber sig ved at godkjende end ved at fordømme, saa er det ganske rimeligt, at man helst vælger det Sidste; thi begaar man end derved en Uretfærdighed, saa skrives den paa en forfinet Smags Regning, og ​Reputationen er frelst. En vis Ærlighed hos Publikum er vel ogsaa en medvirkende Grund til denne Fordømmelseslyst; enhver Enkelt slutter nemlig fra sig selv, og har da en halvt ubevidst, men igrunden ganske rigtig Erkjendelse af, at hvad der tiltaler ham og hans Aands brødre, umuligt kan besidde noget høiere poetisk eller kunstnerisk Værd. Denne Tankegang, saa fornuftig den ogsaa maa siges at være, holder dog ikke altid Stik. Det er nemlig ialmindelighed de uvæsentlige eller endog forkastelige Egenskaber ved et Værk, som lettest falder Massen i Øinene og oftest vækker dens Bifald. Men et Kunstværk kan, foruden disse Egenskaber, besidde virkelig gode Sider, skjønt ikkun Faa har Syn for dem, og derfor er der ogsaa en Mulighed for, at f. Ex. en Bog eller en scenisk Præstation kan staa sig for Sandhedens Domstol, uagtet Massen har mærket den med sit bifaldende Stempel.

I et saa lidet udviklet Samfund, som vort, hvor Halvdannelsen og den deraf fremkaldte Spøgelsefrygt for at forløbe sig ligger som en Mare over Folket og hemmer den umiddelbare Hengivelse, – hvor altsaa Publikum i den Grad misforstaar sin Stilling, at det med en fremmed Mine haster Nydelsen forbi, og tror sig forpligtet til allehaande uheldige Forsøg paa at ​klavre op til Kritiken, – i et saadant Samfund, siger jeg, er det ganske naturligt at Kritiken, paa sin Side, gjør den modsatte Bevægelse, stiger nedad, og møder sit Publikum paa Halvveien.

Denne Opgivelse af Standpunktet paa begge Sider spores hos de Theatersøgende under mangehaande Former. Saaledes viser den sig i Jubelen og Beundringen over en mangelfuld Udførelse af ​et saakaldt shakespearsk Skuespil, som man alligevel kun delvis forstaar. Man har jo baade læst og hørt at Shakespeare skal være en stor Forfatter; den gode Tone byder altsaa at finde Smag i ham; at det er ​en ​forloren Shakespeare, der bydes, gjør Intet til Sagen, da man ikke kjender den ægte, og at man ikke ret kan faa Tag i de mange Skjønheder, han jo skal indeholde, undskylder man for sig selv derved, at disse samme Skjønheder ligger meget høit. Ligeoverfor Ens Sidemænd paa Tilskuerbænken skjules deslige Selvbekjendelser lettest under et febrilsk Bifald. Stilles Oehlenschlæger op, saa er strax de Fleste paafærde med en mærkelig samstemmig Henrykkelse over hans «slaaende Sagatone», «hans ægte nordiske Karakterer» og «​hans typiske Kjæmpeoptrin». Alle disse Egenskaber tillagdes han nemlig af ​Kritiken fra 1814, og det er Eftersnakket af denne Kritik, som endnu surrer for vort kunstdømmende Publikums Øren. I dette Tilfælde er Affektationen aldeles paatagelig; ​ Oehlenschlægers nordiske Tragedier kan i vore Dage hos os for en stor Del umuligt nydes anderledes end literaturhistorisk, idet vort Folk, gjennem historisk Læsning og et umiddelbart Kjendskab til Sagaen, er voxet fra den Skoletid, da Oehlenschlægers Helte og Kjæmpeoptrin endnu afgav et fyldestgjørende Udtryk for vor Opfatning af disse Personer og Begivenheder; men at Publikum hos os skulde indehave Dannelsens Modtagelighed for en literaturhistorisk Nydelse fra Scenen, vil dog vel Ingen paastaa. En Omstændighed er imidlertid tilstede, som gjør Publikums Forsikring om det Behagelige i at nyde en klassisk Forfatter til et Slags Sandhed. Det er nemlig den Tryghed, hvormed man overværer Præstationen; man ved i Forveien hvad Mening man skal være af; man ved, at man skal godkjende og ikke forkaste.

Et mærkværdigt Exempel afgiver i saa Henseende ​ Scribes Historie paa Christiania Theater. Der var en Tid, da denne Forfatter over hele Europa stod uangreben af Kritiken; eller ialfald var Rygtet om, at der skulde være delte Meninger om hans Værker, endnu ikke naaet op til os. Publikum kunde altsaa ikke være i Tvivl om, hvorledes det havde at forholde sig. Men saa dannede sig ​en ny dramatisk Retning i Frankrig; det var Karakterskuespillet, som lidt efter lidt voxte ud af det scribeske Situationsdrama. Pariserne havde naturligvis kunstnerisk Skjønsomhed nok til at indrømme begge Arter Plads ved Siden af hinanden; men ​Tydskeren, som, med al sin Filosofi, i mange Tilfælde har saa svært for at fatte, at Sandheden har mere end en Side, begyndte strax at konstruere sig en Theori til kritisk Brug, ifølge hvilken Scribe betegnes som forældet, indholdsløs og poesiforladt. Man fik med engang Øinene op for, hvilket uhyre Misgreb man havde begaaet ved i saa lang Tid at beundre og more sig over det, man nu kun betegnede som tomme ​Spilleværker. Danmark, der, foruden saa meget Andet, ogsaa har faaet sin Filosofi fra Tydskland, lod ikke længe vente paa sig; og vi, som, tiltrods for ​Kielertraktaten, ​Eidsvoldsmødet og ​Konventionen til Moss, aldrig har optraadt med nogen samstemmig Indsigelse mod ​det fremdeles bestaaende aandelige Provindsialforhold, havde, som rimeligt kunde være, intet Valg. Det var løierligt at iagttage vort Theaterpublikum i den Tid; paa den ene Side Vane og Tilbøielighed, og paa den anden Side den udenlandske Mening! Nu, Scribe vedblev at være underholdende, som før, det forstaar sig; men var Tæppet faldet i sidste Akt, saa kom ogsaa Fordømmelsen. Og man indvende ikke her, at Grunden er en anden end den paapegede; det scribeske Repertoire paa Christiania Theater har været ligesaa godt efter som før Omslaget, ligesom det vel ikke vil benægtes at ​hans væsentligste Damerolle i den senere Tid har været, eller ialfald kunde have været givet, i ulige bedre Hænder end tidligere.

Hvad Slags Kritik der skrives for og ud af et saadant Publikum kan man lettelig tænke sig. Denne Kritik eier igrunden kun to Kategorier, nemlig «et godt» og «et slet» Repertoire, og formaar sjelden at hæve sig til et høiere Begreb end «det Nydelige». Til det «gode» Repertoire henregnes da alle Forfattere, der har et hævdet Navn i Literaturhistorien eller i den offentlige Mening udenlands; til det «slette» hører altid ​Folkekomedien og ​Farcen, forudsat at Scenen er henlagt til en By; spiller derimod Stykket udenfor Bygrændsen, paa Landdistriktets Grund, saa betegnes det ialmindelighed som ​landsbyhistorisk, frakjendes gjerne dramatisk Handling, men indrømmes et ikke ringe poetisk Værd og hører da til det gode Repertoire. ​Det abstrakt Poetiske sættes nemlig altid over ​det Dramatiske (NB. bagefter, naar Forestillingen er ude); skjøndt det vel først burde afgjøres, hvorvidt et udramatisk Drama nogensinde med Rette kan siges at være poetisk.

Af et saadant godt Repertoire fordres endvidere at det skal være meget alsidigt; det maa vexle mellem ​Mallefille, ​Oehlenschlæger, ​Birch‐Pfeifer, ​Shakespeare, ​Iffland, ​Moliere, ​Barriere og tildels ​Holberg. Rigtignok ved man at de bedre udenlandske Theatre, f. Ex. de parisiske, holder sig indenfor Grændsen af enkelte af de ved ovennævnte Forfattere repræsenterede Kunstformer; men da ​Paris i det allermindste har fem–sex offentlige Theatre, og Christiania i det allerhøieste to, saa tror man sig af disse to berettiget til at fordre lidt af Hvert i alle de Retninger, hvorpaa hine fem–sex har lagt sin Virksomhed. Christiania Theater f. Ex., der saa ypperligt spiller Farcerne: ​«Han gaar paa Kommers» eller ​«Perichons Reise», og som næsten til Fuldendthed har givet Ifflands ​«Jægre», faar ikke Lov til uforstyrret at virke paa denne og andre lignende Veie, hvorved dog noget virkeligt kunstnerisk Godt kunde udvindes; saaledes har man ​fornylig seet Direktionen i Aviserne blive overløben med anonyme Rykkerbreve angaaende en Æresgjæld, som skal være stiftet ved et engang givet Løfte om Opførelsen af Shakespearees «Macbeth». Er det ikke atter her Raastofslæren, som gjør sig gjældende? Evig og altid er Spørgsmaalet det ukunstneriske Hvad, med Forbigaaelse af det kunstneriske Hvorledes.

At deslige, Publikums og Kritikens, Fordringer aldrig af en Theaterstyrelse vil kunne fyldestgjøres, maa være indlysende nok, og det vilde utvivlsomt være en Styrelses største Feil, om den fyldestgjorde dem. Hermed er imidlertid ikke Sagen klaret; thi man kan fremdeles spørge, hvori da et godt Repertoire virkelig bestaar. Dette er med faa Ord besvaret. Et godt Repertoire er det, hvis enkelte Stykker passe for, altsaa hverken ligge udenfor eller over, det Theaters Kræfter, der lader dem opføre. Det er altsaa et aldeles ​betinget Begreb; idet et og samme Repertoire kan være godt paa et af to Theatre, og slet paa det andet, eller ogsaa godt, eller slet, paa dem begge. Men der gives et Parti blandt os, som ikke kan eller vil indse denne simple Sandhed, og det er dette Parti, som altid er færdig med Forkastelsesdommen over den største Del af hvad det norske Theater byder, medens det uden videre godkjender Alt, hvad Christiania Theater lader opføre. Ja, dette Parti gaar endog saa vidt, at det henregner en og samme Forfatter til de gode eller slette, alt eftersom hans Stykker gives paa det ene eller det andet af vore to Theatre. For at tage et Exempel; ​Erik Bøghs ​«Fastelavnsgildet» blev for nogle Aar siden opført paa Christiania Theater, og fik i den Anledning ​Skudsmaal for at være et smukt, poetisk Arbeide. Det norske Theater gjenoptog iaar samme Forfatters ​«Huldrebakken», og strax var Kunstdommerne paafærde med alskens løse Bemærkninger om Erik‐Bøghsk Overfladiskhed, om ​Tilsprang til usand Poesie, og hvad det nu forresten var. Endvidere; for nylig var en saadan anonym Smagsmand ude og ​trak Leiligheden efter Haarene for at faa bebreidet det norske Theater, at det opførte Stykker, hvis gode Modtagelse for en stor Del skyldtes Balletdands. Hermed sigtedes da til ​«En Caprice», hvis Lykke hos os forresten langtfra ikke i nogen overveiende Grad kan skrives paa «Balletdandsens» Regning. Ikke destomindre fik Christiania Theater paa samme Tid Lov til upaatalt at lade ​«Kabinetssekretæren» og ​«Grevinden og hendes Søskendebarn» passere, uagtet disse to, ​paa kjøbenhavnske Skandalhistorier byggede Stykker umuligt kan have den tilsigtede Interesse udenfor Danmark. Det er heller ingen Tvivl om, at kun en aldeles forsvindende Del af Publikum forstod de deri forekommende Hentydninger; men at røbe en saadan Uvidenhed vilde jo være det samme, som at røbe Mangel paa Dannelse; at gjælde for ​Forstadsindbyggere af Kjøbenhavn er som bekjendt en meget fremherskende Ærgjerrighed hos os.

Af Repertoirets Alsidighed eller Rigdom paa berømte Forfatternavne kan man altsaa ingenlunde uddrage noget Bevis for et Theaters kunstneriske Høide, ligesom hellerikke et Repertoire, bestaaende af lutter Vaudeviller, Farcer eller Folkekomedier, nødvendigvis medfører at det Theater, hvorpaa de spilles, maa være slet. Saa ringe kan rigtignok et Theaters kunstneriske Virkemidler være, at det kun magter de allersimpleste ​Fjælebodsstykker, men holder et saadant Theater sig indenfor dette Omraade, saa er selv herpaa Intet at sige. Man kan da bestride Theatrets Ret til at bestaa; men indrømmes denne Ret, saa kan ingen Anke føres mod dets Fremgangsmaade, thi en fyldestgjørende Udførelse af et slet dramatisk Produkt er at foretrække for en ​Forhutling af et Mesterværk.

Med disse Antydninger maa den i min forrige Artikel paapegede Anke mod det norske Theaters Repertoire foreløbig være tilbagevist. En Opregning af de ​givne Stykker vilde efter min ovenfor udviklede Anskuelse ikke lede til noget; derimod turde fuldstændigt Bevis for Beskyldningens Uholdbarhed fremgaa af Undersøgelsen betræffende det næste Klagepunkt, Spillet, – og da man her har taget Christiania Theaters Præstationer til Maalestok, saa kan en Drøftelse af disse ikke vel undgaaes.