Henrik Ibsens skrifter

Da jeg paabegyndte ​mine Opsatser om Theaterforholdene her i Byen, var jeg naturligvis forberedt paa en Avisfejde, hvori Modstanderen vilde forsøge paa at lede Kampen over paa ​mine egne Enemærker; men hvad jeg paa samme Tid haabede, var, at Mænd med Aandsmodenhed og ​Omsigt vilde ​møde i Skranken for at faa Sagen nærmere belyst.

Heri har jeg imidlertid forregnet mig. ​En Indsender har faaet Plads i Christianiaposten for nogle Opsatser, der angives at være fremkaldte ved mine Artikler om Theatersagen, uden at dog noget indre Sammenhæng hermed er at opdage. Hvad derimod strax springer Enhver i Øjnene, er, at denne Mand ikke fra nogensomhelst Side betragtet har ​lovlig Adkomst til den Kontrollørpost, han saaledes uden Videre og paa egen Haand har sat sig i Besiddelse af. Det er altsaa ingenlunde i Erkjendelsen af nogen Pligt, at jeg værdiger ham disse Linjer. Vistnok skylder jeg Publikum, som saadant, Regnskab; men med ethvert enkelt anonymt Individ, hvem det omsider lykkes at faa Noget trykt et eller andet Steds, har jeg Intet at ​skaffe. Han har imidlertid ​bedet om et Svar, og det skal han faa.

Sundt organiserede Mennesker kommer i Regelen temmelig tidligt ud over den Periode, hvori man ​læser sig en Skrue løs i æsthetiserende Lærebøger, og løber om med Hovedet fuldt, ikke af Ideer, men af ​«Ideen», der da naturligvis skal bæres frem ​med Pomp og Bram for alt Folket, selv om det saa kun gjælder den simple daglige Gjerning, at trække sine Støvler af og paa. Da nu Indsenderen i ​Posten sees endnu ikke at være kommen ud over dette ​Skoledisciplernes privilegerede, lykkelige Standpunkt, saa maa jeg heraf slutte, at hvis han ikke er meget ung af Aar, saa er han det i al Fald af Tanker, medmindre ikke, hvad jo ogsaa var muligt, begge Dele skulde være Tilfældet. Mine Theaterartikler har han, overalt hvor han strejfer ind paa dem, paa den latterligste Maade læst galt; men da jeg ikke agter, for hans Skyld, at skrive forfra, saameget mere som jeg endnu ​staar til Rest med Adskilligt, saa vil jeg give ham det Raad at læse om igjen, og om igjen, indtil han har faaet begrebet, hvad der handles om, – og, indtil da, ikke mere om den Sag.

Hans hele Tale drejer sig forresten væsentligt om denne Vinters Repertoire, med Undtagelse af noget i Slutningen, der ser ud som Bemærkninger over Rollebesætning og deslige. Han holder det uværdigt for det norske Theater at hente sine Stykker fra ​Casino eller fra ​Carlstheatret i Wien, der betegnes som en «​Gjøglerbod». Kjender Indsenderen noget til dette Carlstheater? Jeg kan forsikre ham, at han, hvad hans Snak i Posten desuden noksom godtgjør, endnu trænger til ti Aars Skolegang for, som Kritiker, at komme i Højde med det Trin, hvorpaa Kunsten udøves i det wienske Carlstheater. Denne Scene, saavelsom ​Folketheatret og Casino forsyner forøvrigt Christiania Theater ligesaa fuldt som det norske; og dette med fuld Føje; først fordi ​intet af vore Theatre har den Understøttelse af Staten, som paa de fleste andre Steder ​tilskydes, og dernæst fordi den store Almenhed hos os er, hvad Enhver ved, altfor ​jævnt indsprængt med Folk som Indsenderen og hans Lige, til at Kunsten skulde kunne vove et større Forspring foran Massen end det, som fortiden finder Sted; thi da det ene er ved Massens Bistand at Kunsten hos os holdes oppe, saa maa naturligvis disse to Væddeløbere mod «Ideens» Maal altid saa temmelig holde sig i Hestelængdes Afstand fra hinanden. Udvides derimod Afstanden saaledes, at man taber hinanden af Sigte, saa er naturligvis ogsaa Interessen borte fra Spillet. Dette er det simple praktiske Forhold.

Hans Bemærkninger om at der ikke virkes nok i national Retning agter jeg ikke videre at opholde mig ved; med en Smule ​Selvtænkning vil enhver fornuftig Læser finde slige Anker gjendrevne i hvad jeg ovenfor har udtalt. Dette forsaavidt hans Bemærkninger gjælder Spillet og Sproget paa den ene Side, eller paa den anden Side Repertoiret. Er det Første Tilfældet, saa er det ikke let at ​rime hans Fordringer til Bestræbelsen sammen med de Indvendinger han gjør mod Bestræbelsen, hvor en saadan voves. I ​Mursvendene forsøgte man saaledes at optage Folkelivsformer i Spil og Sprog; men dette betegner han som «raat». Heri skal jeg i en enkelt Henseende give ham Medhold; men hvorfor klager han da over, at denne Raahed ikke oftere praktiseres? Er det derimod Repertoirets Mangel paa nationale Elementer han har for Øje, saa bliver hans Tankegang fuldkommen uforstaaelig. Han fremhæver, som Bevis for Utilstrækkeligheden af mine Bestræbelser i denne Retning at jeg ​den første Vinter kun optog ​«Fjeldeventyret» og ​«Fjeldstuen». Disse to Stykker maa da ikke fuldt ud tilfredsstille hans nationale Fordringer. Om ​«Huldrens Hjem» heder det at det «hverken er nationalt eller Skuespil», og om ​«Tordenskjold» at Theatrets Aabning iaar med dette Stykke, er «betegnende nok». Nogle andre opførte Stykker, som ​«Ervingen», ​«Til Sæters», ​«Anna Kolbjørnsdatter», ​«Gudbrandsdølerne», ​«Fru Inger til Austraat» og ​«Hærmændene paa Helgeland» kommer sletikke med i Vægtskaalen til Fordel for Repertoirets nationale Præg. Bjørnsons ​«Mellem Slagene» og ​«Halte‐Hulda» ​kan fortiden ikke spilles paa det norske Theater. Der er altsaa tilbage ​de to originale Arbejder, hvis Ikkeopførelse saa højligen beklages. Det ene af disse, hvis Fremkomst Theatrets Ombygning indirekte har umuliggjort for dette Spilleaar, kjender muligens Indsenderen; men vil han om dette sige, at det er mere nationalt end de nys opregnede? Og hvad ved han om ​det Andet, mod hvis Opførelse i Høst af Forfatteren blev nedlagt Protest, fordi han agtede at undergive det en gjennemgribende Omarbejdelse, der, mig bekjendt, endnu ikke er fuldført. Hvad bliver der saa tilbage af Indsenderens Snak om Mangel paa Nationalitet i Repertoiret? Vil han i dette Punkt frigjøre sig for den Beskyldning at have ført løs og urimelig Tale, saa har han kun een Udvej, og det er at paapege et Repertoire af indenlandske Stykker, som, i Modsætning til alle de nævnte, kunde afgive en national Kjærne, og som kunde have været spillede hvis jeg ikke havde forhindret det. Lykkes dette ham, skal jeg isandhed være ham takskyldig; vi faar nu see.

Han fortsætter fremdeles med sine negative Fordringer. Ligesom de opførte originale Stykker ikke egner sig til at give Repertoiret Værd, saaledes maa heller ikke de franske Lystspil bringes paa Scenen, ​«da Theatrets Personale kun ejer tre Medlemmer, som kan spille i dem.» Den Opgave, at sætte et Repertoire for det norske Theater, bliver saaledes temmelig ​svær; thi da Franskmændene producerer omtrent Halvparten af de Stykker, der forbruges paa alle Europas Theatre, store og smaa, saa har altsaa Direktørerne for alle disse Theatre den Fordel forud for mig at kunne vælge mellem en dobbelt saa stor Masse, og en ​billig Mand turde i denne Kjendsgjerning finde det rimeligt begrundet, om det norske Theaters Repertoire undertiden faldt noget tyndt. Dog, var jeg endda i min æsthetiske Ret til at vælge mellem det Tiloversblevne, kunde det nok lade sig høre; men Indsenderen gaar endnu nogle Skridt videre. Om ​«Brødrene Foster» ​formener han, at det var et utilgiveligt Misgreb at bringe dette Stykke paa Repertoiret, da det ​«oprindelig er skrevet under Dronning Elisabets Regjering (!) af ​Rowley, senere bearbejdet af ​Tøpfer, opført under stormende Aplaus i Hamborg; derpaa opførtes det omarbejdet af Hejberg den 4de Oktober 1833 paa det kongelige Theater i Kjøbenhavn, men henlagdes, da det meget skarpt kritiseredes af Professor Øhlenschlæger og ingen Lykke gjorde for bestandigt». Denne Bedemandstirade kan jeg, til Gavn for Indsenderens literaturhistoriske Lærdom forøge med den Oplysning, at Tøpfer ikke bearbejdede Rowleys Original, men Planches Bearbejdelse af samme. Forøvrigt skjønner jeg ikke, hvorledes dette Bevis for Stykkets Forkastelighed, logisk taget, egentlig er at forstaa. At Stykket blev skrevet under Dronning Elisabeths Regjering kan dog ikke være nogen Grund til ikke at spille det; thi ellers maatte jo de fleste af Shakespeares Værker forvises fra Scenen. Heller ikke kan det skade Stykket at det er af Rowley, naar det forøvrigt duer noget, og herom tier Indsenderen. Af samme Hensyn gjør Tøpfers Navn, efter mit Skjøn, ligesaa lidt noget Skaar i Stykkets Brugbarhed, og hvad den ​hamborgske Applaus angaar, saa er den falden ligesaa stormende ved Opførelsen af f. Ex.: ​«Ørkenens Søn», ​«Axel og Valborg», ​«Correggio», ​«Statsmand og Borger» og ​«Den politiske Kandestøber», uden at man under nordligere Breddegrader af den Grund har fundet Betænkeligheder ved ligefuldt at spille disse Stykker. Og nu, at Stykkets Bearbejder er ​Hejberg, ​den Mand, fra hvis Pen aldrig en smagløs Linje har flydt, skal ogsaa dette være et Bevis for dets Ubrugelighed? Og ved Indsenderen endelig ikke, hvad snartsagt ethvert Skolebarn i vort Land burde vide, at hvad Oehlenschläger mindst af alt i Verden forstod sig paa, var Kritik. Skulde hans Kritik ikkedestomindre gjælde ligeoverfor ​Hejbergs Bearbejdelser, saa vil jeg give Indsenderen at betænke Konsekventserne; alle Hejbergs Vaudeviller maatte da være slette Stykker og uværdige til Opførelse paa noget ordentligt Theater; thi som bekjendt ​modtoges de ved deres første Fremkomst fra det oehlenschlägerske Hold med et Raseri, som i Danmark neppe har noget andet Sidestykke end ​den baggesenske Krig mod Oehlenschlägers egne Syngespil og romantiske Dramaer. At Stykket dernede kun gaves 4 Gange, forslaar hellerikke; thi ​«Fader og Søn» og ​«Kvæghandleren fra Stejermark», der af Indsenderen fremhæves som Mønsterstykker, har ikke været ​givne en eneste, end sige fire Gange paa det kgl. Theater, og det samme er Tilfældet med ​«Ringeren i St. Paul», som han, mærkværdigt nok, ved denne gode Lejlighed har forsømt at bringe i Erindring. ​«Brødrene Foster» staar saaledes til Dato urokket; altsaa frem med et nyt Bevis, Hr. Indsender; det, jeg her har plukket fra hinanden, duer ikke.

Indtil Videre er Indsenderens Forbud ifølge Ovenstaaende udstrakt ogsaa til den gamle engelske Komedie overhovedet; thi Udtrykket Dronning Elisabeths Regjering med Udraabstegn bagefter, er vel ikke saa ganske bogstaveligt at forstaa. Om Gutzkows ​«Haarpidsk og Kaarde», oversat af ​A. Munch, heder det, at dette Stykke har bidraget til at gjøre det norske Theaters Repertoire ideløst. Da nu dette Stykke ikkedestomindre er et af de modneste Værker i den tydske Skuespilliteratur, saa maa Indsenderen, som konsekvent Mand, endnu stærkere modsætte sig Optagelsen af alle ringere Frembringelser af denne Art. Fra det tyske Skuespil er jeg saaledes ogsaa ​forment al berettiget Adkomst til at rekruttere Repertoiret; altsaa atter en Port stængt. Naar han forøvrigt i dette Stykkes Sted anbefaler ​«Kongens Yndling» af Hauch, saa skal jeg hertil kun bemærke, at dette Opus hører til dem, der ​i Kjøbenhavn indordnes under Kategorien «det kjedelige Drama». Skulde denne Digtart faa nogen blivende Plads paa vort Repertoire, saa vil jeg tilraade Indsenderen strax at tage fast Ansættelse som Theaterkritikus i ​Posten; hans nærværende Skriverier indeholder fuldgode Vidnesbyrd om at han, saavel med Hensyn til Indhold som Form, vil være Mand for at indrette sin Kritik i den ønskeligste Harmoni med de kritiserede Værker.

Indsenderens æsthetiske Reflexioner over Folkekomedien er muligvis meget dybe; men utvivlsomt noget grumsede tillige. Efter at have nævnt, som Mønstre i denne Art, Værkerne «Fader og Søn» og «Kvæghandleren fra Stejermark», hvori intet Lokalt findes, bemærker han at «Folkekomedien er i sin inderste Natur i høj Grad lokal», samt at «dette» (der er dens inderste Natur) «her maa aldeles bortskjæres.» Hvorledes det med Føje kan siges at et Digterværk hos os først faar Berettigelse, naar det, der er Værkets inderste Natur, bortskjæres, vilde jeg være Indsenderen taknemmelig for en nærmere Forklaring over; muligens ligger heri en Fremtidstanke, som turde være af Vigtighed i det praktiske Theaterliv, som i Æsthetiken overhovedet. Denne samme Tænker har ogsaa meget at indvende mod de Stykker, hvori «lokale Dekorationer» tiltrænges. Atter en Fremtidstanke. «Disse lokale Dekorationer», siger han, «er i det Hele taget et af de laveste Midler, et Theater kan bruge.» Altsaa, naar det kgl. Theater i Kjøbenhavn opfører Hejbergs ​«Syvsoverdag», ​«Recensenten og Dyret», ​«De Uadskillelige», ​«Et Eventyr i Rosenborg Have», eller ​Overskous ​«Capriciosa», eller ​Holbergs ​«Kilderejsen» eller ​«Den ellevte Juni», eller mange andre Stykker, som man hidindtil har anseet for ganske respektable, saa virker dette Theater med «de laveste Midler, der kan bruges»; thi i alle disse Værker ​tiltrænges, som bekjendt, lokale Dekorationer.

Saa værdifulde nu end nye Vidder for Betragtningen kan være saavel i Videnskab som i Kunst, saa ubelejlige kan de ogsaa falde for den praktiske Virksomhed, naar de, som her, kun viser ud over det Negative. Indsenderen har paapeget hvad der ikke maa optages paa det norske Theaters Repertoire, nemlig alle originale Arbejder, der ikke har et stærkere nationalt Præg, end de allerede givne; heller ikke det franske Lystspil, undtagen forsaavidt det kun indeholder tre Roller; ligesaalidt det gamle engelske Drama fra Dronning Elisabeths Regjeringstid, (fra hvilken Konges Tronbestigelse Tilladeligheden begynder at indtræde, har han desværre forglemt at anmærke). Udelukkede er endvidere alle tyske Skuespil der ikke staar over «Haarpidsk og Kaarde»; Folkekomedien maa kun benyttes, forsaavidt man i Forvejen har bortskaaret det, der er dens inderste Natur. At spille Hejbergs Vaudeviller er for en stor Del «at virke med de laveste Midler et Theater kan bruge»; det samme gjælder om flere af Holbergs Komedier, der, efter et andet Sted i hans Afhandling at slutte, synes overhovedet at fordømmes, idet Indsenderen mellem de af ham ​rejicerede Spektakelstykker og ​Tryllekomedier, nævner «Holbergske Lystspil» som Exempler paa et planløst og ideløst Repertoire. ​Den heroiske Tragedie vil han vel ikke have frem; thi ligesom det franske Lystspil efter hans Mening ikke ​maa gives, medmindre dets Roller ikke overstiger tre, saa stemmer han vel ikke for Tragedierne, medmindre der kunde opdrives nogle, som bestod af Monologer, og saaledes kunde spilles af een Person; men saadanne er, som bekjendt, ikke lette at faa fat i.

Hvad bliver altsaa tilbage? Er det ​det spanske Drama han vil have indført? Eller ​den italienske Maskekomedie eller har han, hvad der ifølge hans grundige Literaturkundskaber ikke er umuligt, den russiske, ungarske, eller andre hos os mindre bekjendte Nationaliteters Værker at ​bringe i Forslag? Til Dato har han intet Positivt opstillet, undtagen ​«det kjedelige Drama», og nu og da, formodentlig til en lind Afbrydelse i Kjedeligheden, «Fader og Søn» og «Kvæghandleren fra Stejermark». Naar nu i dette Repertoire de komiske Roller lagdes i Hænderne paa Kunstnere, der af Indsenderen først betegnes som tilsidesatte i Farcen, og som han senerehen erklærer «ikke at duge i det Komiske», saa turde maaske Theatret siges at virke for «Ideen» paa en for ham og lignende Smagsmænd fuldkommen tilfredsstillende Maade.

Dette er det Svar, der er mig ​afæsket. Nærmere at gaa ind paa det kjedelige Dramas ​Velynders kjedelige Afhandling, turde falde kjedeligt saavel for Publikum, som for Hr. Velynderen selv.