Henrik Ibsens skrifter

​En saakaldt Krisis skal efter Sigende være udbrudt ved Kristiania Theater. Theaterkriser er i vore Dage ikke egentlig af de sjeldne Begivenheder og har gjerne allesammen det tilfælles, at naar man blot giver dem Tid og Rolighed til at udgjære, saa vil de i Regelen ende med Fred og godt Forlig. Denne Krisis vil forhaabentlig ikke gjøre nogen Undtagelse fra Regelen, og den kunde derfor gjerne lades ​uberørt, dersom den ikke paa en vis Maade var mærkelig ved Fordelingen af Rollerne mellem de stridende Parter. Ved sædvanlige Theaterkriser, foranledigede ved Uenighed mellem Direktion og Skuespillere, vil man ialmindelighed bemærke, at det er til Værn og Forsvar for den kunstneriske Idee, at Skuespillerne rejser sig, idet Direktionen overtager den utaknemmelige Rolle, bunden af Tidernes ​Pinagtighed, økonomiske Tryk og andet deslige, at modsætte sig de Krav, som de frie kunstneriske Idealister ​formener sig baade berettigede og forpligtede til at fremkomme med. Her er imidlertid Forholdet komplet omvendt; her er det Direktionen, som har stillet sig paa Kunstens Side, for i ​en af dens ikke uvæsentlige Retninger at føre den frem til større Fuldkommenhed, end den hos os hidindtil har kunnet rose sig af, – og det er Skuespillerne, som modsætter sig. Thi det maa vel fastholdes, at de opponerende Kunstnere, ved at modsætte sig Direktionens ​Forføjninger i denne Sag, derved tillige modsætte sig den tilsigtede Forædling af den Kunstanstalt, i hvis Tjeneste de staar. ​Hvad Grunde Direktionen har betragtet som de væsentligste og afgjørende for sig, er mig ubekjendt, da jeg alene har min Kundskab gjennem ​Avisernes Beretninger. I disse fremhæves Korets Kostbarhed, Theatrets mislige ekonomiske Forfatning. Denne Grund er visselig vegtig nok, men jeg skal alligevel ikke videre opholde mig ved den, omendskjønt det dog unegtelig kunde siges at være en ​billig Fordring, at Skuespillerpersonalet, ved et Theater, der ikke er nogen Pengespekulation til Fordel for Aktionærer, men hvis hele Indtægt anvendes til at lønne og udstyre det ved samme ansatte Personale, at dette, siger jeg, naar dets Kunstpræstationer viser sig utilstrækkelige til at indbringe den til Lønninger osv. fornødne Sum, da ved ​«Naturalpræstationer» ​besparer et Beløb, der svarer til den Underballance, Kunstpræstationerne medfører. Dette, siger jeg, kunde siges, jeg gjør det imidlertid ikke; thi Sagen har en større og vigtigere Side, og det er den, som vedkommer Kunsten. ​En hidsig Mand har i ​Morgenbladet for idag taget Opponenternes Parti og kommer i Talens Hede til at ytre, at Direktionen ved at lade Skuespillerne ​forrette Kortjeneste, ​vil ​«schofelisere» Personalet. Denne Ytring skal vi fastholde. Det kan natuligvis ikke være ​Morgenbladsforfatterens Mening, at den Gjerning, at deltage i Korsang, i Almindelighed taget skulde have noget «schofeliserende» ved sig; thi de opponerende ​Kunstnere og Kunstnerinder er vist allesammen iforvejen Medlemmer af et eller andet af Byens musikalske Selskaber, hvor de altsaa sammen med saa mange andre af vore hæderligste Folk virker til ​Korsangens Fremme. Heller ikke kan han vel for Alvor paastaa, at Kortjenesten paa et Theater i og ved sig selv skulde have den af ham antydede fornedrende Virkning; thi han maa dog vide, at f. Ex. Korpersonalet ved det kgl. Theater i Kjøbenhavn betragtes som en hæderlig og respektabel Stand, der sandelig har sin Kunstnerære trods Nogen, og som ogsaa forstaar at værne om den. Hans Mening kan altsaa fornuftigvis kun være, at det er Koret paa Kristiania Theater, som virker «schofeliserende», og heri vilde han visselig have Ret, dersom Talen havde været om Publikums musikalske Sands og om dets Agtelse for en vigtig Gren af den dramatiske Musik. At denne Publikums Sands, ved jævnlig et Par Gange om Ugen at komme i Berørelse med ​merbemeldte Kor, virkelig er «schofeliseret», derpaa afgiver Forfatterens Kunstbetragtning det bedste Bevis. Men denne skadelige Indflydelse er det jo, som man nu ved Skuespillerpersonalets Bistand ​er betænkt paa at afværge. At Personalet, kunstnerisk taget, skulde lide ved at assistere i Koret, forsaavidt dets Tid tillod det, er naturligvis ufornødent at ​gjendrive. Lad Forsøget gjøres, og det vil her, som overalt, vise sig, at Civilisationen bliver den raadende, saasnart den støder sammen med «Schofelismen»; mellem disse to Faktorer har Historien altfor ofte afsagt Dommen, til at Udfaldet her skulde være tvivlsomt.

Forat overbevise eller ​omstemme de opponerende Kunstnere har jeg ikke skrevet disse Linjer; noget saadant var visselig ogsaa overflødigt; thi hvad her er sagt, vil de, naar Sagen betragtes med koldt Blod, utvivlsomt sige sig selv, og Forsvaret i Morgenbladet vil vist Ingen af dem takke for. De har allesammen altfor længe, og med altfor megen Dygtighed og klar Bevidsthed om Kunstens virkelige Væsen, arbejdet i dens Tjeneste, til at de i Længden skulde kunne betragte Kortjenesten som noget Nedværdigende. Hvad der for deres Øjne sandsynligvis har staaet som det afgjørende Skrækkebillede, har vel ​slet og ret været det forøgede Arbejde, som ​Direktionsbeslutningen tilsyneladende truer med at paaføre dem, en Fare, som forresten i Virkeligheden ikke kan tænkes at ville blive synderlig stor, naar man ser hen, til at de alle er Folk af en saa ​indgribende Vigtighed for Repertoirets større Rollepartier, at Kor‐Assistancen i Praxis ikke ret ofte vil kunne blive fordret af dem, men kun af Scenens underordnede og mindre beskjeftigede Kræfter. Hvorfor jeg har skrevet er for at værge en vigtig Side af den dramatiske Kunst mod at undervurderes i Publikums Øjne, et Resultat, der let kan fremkaldes ved Artikler, som hin i Morgenbladet, og hvortil ingen virkelig Skuespiller bør række Haanden, men vel betænke, at det Nedværdigende ligger i, at det Theater, hvis Ære skulde være hans, i en enkelt Henseende maa siges at befinde sig i Linje med ​Fjæleboden, – og ingenlunde deri, at han, ogsaa udenfor sit egentlige Fag, bidrager til at løfte det op til den Højde, som han i saa mange Henseender, ved sin Begavelse og Dygtighed, har været medvirkende til at stille det paa.