Henrik Ibsens skrifter

Paa ​Præsteskolen i Wittenberg var der engang en Mand, som kaldtes ​Mester Jon. Da han havde gaaet i Lære i fem Aar, var han færdig som Præst, men nu blev han endnu fem Aar til ved Skolen for at lære ​Svarteboken; og den lærte han da ogsaa tilgagns. En Dag, da de ti Aar var omme, kom ​Gamle‐Erik og vilde have Jon fat. Jon var inde i sin Stue og havde stængt Døren; Gamle‐Erik stod udenfor, bankede paa og raabte «Jon, Jon!». Det havde Jon ventet; han tog fire ​Tolgeknive; satte en i hvert Stuehjørne og disse svarte nu Gamle‐Erik med Jons Røst og holdt ham op med Snak, mens Jon selv krøb op igjennem Skorsteenspiben for at slippe bort. Fanden lod sig narre en Stund, men tilslut skjønte han dog, at der maatte være galt paafærde, brød Døren op og foer ind i Stuen. Da han ikke saa Noget til Jon, gav han sig til at lede i alle Kroge og steg tilsidst op i ​Gruen. Her saa han, at Jon sad høit oppe i Skorsteenspiben, og greb efter ​Benene hans, men Jon var da alt kommen saavidt tilveirs, at Fanden bare fik Tag i den ene Støvle, som han sled Hælen af, og den beholdt han. Uden nogen videre Meen kom Jon hjem til Norge, giftede sig og blev Præst til ​Indvikens Kirke i Nordfjord. Der gik imidlertid ikke lang Tid, før hans Kone fik ham mistænkt for ​ulovlig Omgang med en Bondepige og ​førte Klage over ham for Kongen. Kongen bød, at Konens Klage nøie skulde undersøges, og Sagen kom for Retten i Kjøbenhavn. Medens denne Sag stod paa, skulde ​Mester Jon engang forrette Gudstjeneste ved ​Op‐Stryens Kirke. Præsten red den Dag og havde Skydsgut med sig. Da han var kommen saa langt som til Risøierne, saa han en stor Orm, som kom farende midt over Veien og blæste høit. Præsten holdt stille, blev tankefuld, saa paa den og sagde «Veed du det ogsaa?» Skydsgutten spurgte om Ormen sagde Noget. Præsten svarede: «Den siger, det er sidste Gang jeg reiser her.» Saaledes blev det ogsaa. Kort Tid efter faldt Dommen over Mester Jon og den lød paa, at han skulde ​rettes. Jon bad nu Kongen om Naade og den fik han ogsaa, men Præstens Kone satte sig saa stærkt imod, at Kongen ikke fik Fred for hende før han havde befalet, at det alligevel skulde ​blive ved Dommen slig som Retten havde afsagt den. Retterstedet blev reist nær ved Indvikens Kirke. Da Mester Jon førtes did, sagde han: «Hvis jeg er uskyldig, skal mit Blod rinde opfor Bakke.» Og see, da Præsten var rettet, randt Blodet opfor Bakke, saaledes, som han havde sagt. Paa det Sted kunde ​sidenefter ikke gro Græs, og Præstekonen gik det ilde; hun blev ​slagen med Sygdom, ​krøgnede sammen saa hun hverken kunde staae eller gaae, og blev saa liden, at man bar hende om i en Kurv inden hun døde. Af alt dette drog Almuen den Slutning, at Mester Jon var dømt uskyldig, og derfor kaldtes Stedet, hvor han blev rettet, for Mordskogen, som det heder endnu den Dag i Dag.

Gaarden Medlid i Skodje Sogn paa Søndmør eiedes for vel en halvhundrede Aar siden af en Bonde som hed Thormod. Blandt denne Mands Børn var især Sønnen Lars viden om bekjendt som dygtig til alskens ​kunstig Haandgjerning, saasom til at skjære i Træ og andet sligt; men fremfor alt var han en ypperligere Spillemand end nogen Anden paa lang Led. Midt imellem Gaarden og Sæteren ligger en rund Haug tæt ved Veien. Underlig Sang og Spil var tidt og jævnt hørt derinde, for ​Haugfolket havde fra umindelige Tider holdt til der. En Morgen skulde Lars i et ​Snarerinde op til Sæteren og havde en liden rund Hat paa Hovedet, da han gik fra Gaarden. Dagen led og skred, men Lars kom ikke igjen. Da Døgnet var omme og han længe havde været ventet, fandt man hjemme ved Stuedøren hans Hat, uden at Nogen kunde sige hvorledes den var kommen did. Nu begyndte man at skjønne der maatte være galt paafærde og de Fleste meente han var ​indtagen etsteds paa Veien. ​Klokkeringning blev bestilt og andre Midler brugt, som før havde vist sig virksomme ved slige Leiligheder. Dagen efter kom Lars hjem til Gaarden, men da var han faatalende og ligesom ​tomset. Naar Folk spurgte ham, hvor han havde været, saa gav han liden eller ingen Besked og først lidt efter lidt fik man ud af ham, at han havde været ​indtagen i Haugen, uden at han var god for at sige, hvorledes det var gaaet til. ​Det bares ham for, sagde han, at han var kommen ind i en rummelig Stuebygning, hvor Bohave og alt forresten var at see til omtrent som Skik og Brug er i Bygderne, dog var det herinde Altsammen gjildere og prægtigere. Hvad han mest undredes paa var, at han ikke saa flere Folk i Stuen; i al den Tid han var der viste sig ikke andre end en Pige. Hun var klædt i blaa Stak og havde fagert Haar som Silke, der hang langt ned over Ryggen. Hun satte Mad frem for ham, men alt hvad han saa og hørte syntes ham saa underligt, at han ikke kunde komme sig for at røre Maden. Pigen trøstede ham og talte ham venligt til paa mange Maader ligesom for at sætte Mod i ham, og forsikrede ham, at der ingen Fare skulde være, naar han blot vilde give sig til Rolighed der. Men hvor meget hun end kjælte for ham, syntes han at huske, at han dog blev siddende taus og ligesom tomset og ør i Hovedet. Nu tog Pigen frem en Fele, som var ​kunstigere gjort end alt hvad han før havde seet af det Slags, og den bad hun ham at spille paa, idet hun sagde, at hun vidste han var en dygtig Spillemand. Medens hun saaledes bad ham, ​randt det ham ihug, hvor tidt og gjerne han spillede paa sin egen Fele hjemme; men denne her kunde han ligesom ikke formaa sig selv til at tage i Haanden, om han end aldrig saa gjerne vilde. Mærkelige Udskjæringer i Træ og andet ​kunstigt Arbeide saa han mangt og meget af i Haugen, og al hans Tanke var da rettet paa, om ikke han ogsaa skulde kunne arbeide lignende Ting. Hvorledes han var kommen ud igjen af Haugen vidste han ikke at sige, og han blev aldrig mere den, han før havde været. Det var sjelden man kunde faa ham til at tage en Haand i med, naar det gjaldt Gaardens Arbeide; han gik for det Meste og puslede med sig selv og prøvede paa at gjøre efter, hvad han havde seet, da han var indtagen. Saaledes arbeidede han Feler, der skulde ligne den, Pigen havde vist ham i Hougen, og som i et og andet var anderledes end de, der ellers brugtes i Bygderne deromkring. Han havde for det Meste sit Tilhold hjemme paa ​et lidet Loft, og her var stedse fuldt af alleslags færdige og ufærdige Træskjæringer og mangehaande underlige Ting, hvis Brug og Hensigt ingen fik vide. Mest gav han sig af med at arbeide en Dukke, som skulde ligne hin Pige, han havde seet i Hougen; den lignede hende ogsaa paa Klæderne, sagde han, men forresten fik han den aldrig laget slik, som den skulde være, og gjorde den idelig om igjen. Der siges, at han i den Tid var endda ypperligere Spillemand end før, men det var som han ikke kunde trives hjemme alligevel. Tilsidst foer han sørefter Bygderne og man veed, at han kom til Bergen, men siden har Ingen mere spurgt, hvad der blev af ham.

Paa en af sine Reiser lagde ​Hellig Olaf engang til lands med sine Skibe ved Bolsø i Romsdalsfjorden. Her, tyktes ham, var et godt Sted at bygge en Kirke paa; han kaldte da Almuen sammen og fik den til at tinge Bygmester. Rygtet om denne Kirkebygning spredte sig vidt og bredt og rakk da tilslut ogsaa frem til en Troldkjærring, som paa den Tid holdt til paa ​Fjeldet Skaala i Vedø Sogn, en Miilsvei fra Bolsø. Det hugede hende naturligviis ikke, at der reistes en christen Kirke saa nær ved, og hun besluttede at volde Værket et ​Bræk, naar Tiden kom. Hun forhastede sig dog ikke; men da Kirken var saagodtsom fuldreist, tog hun en Dag sin ​Armbue frem, lagde Piil paa Streng og skjød. Pilen rakk dog ikke saa langt, som sigtet var, men traf i Jorden et Stykke fra Kirkegaarden, hvor den blev staaende og hvor den endnu er at see lig en Bautasteen. Den er sex til syv Alen høi.

​Før i Tiden, da der fandtes saa mange vellærte Præster paa Søndmør, var det ikke frit for, at En ogsaa kunde træffe Svarteboken hist og her omkring i Bygderne. Men den Bog skal det være raadløst at røre ved. Der er et smalt Sund, som kaldes Strømmene, hvor Sjøen ved Flod og Fjære gaar ud og ind som en Fos mellem ​Storfjorden og ​Skjodjebugten; tæt ved ligger Gaarden Strømmen, og her fandtes Svarteboken i ​den Tid Hr. Peder Strøm var Præst til Borgund. En Søndag, da Hr. Peder prædikede i ​Skodje Kirke, reiste alle Gaardens Folk did, paa en Pige nær, som skulde blive hjemme. Hvorledes det nu gik til eller ikke, saa kom hun over Svarteboken, og det traf sig just saa, at hun slog op det Sted, som handler om ​at løse Fanden. Aldrig saa snart havde hun det gjort, saa kom Gamle‐Erik og spurgte hvad der var at ​forrette; thi han er nu slig, han, at naar han blir løst, saa vil han strax sættes til Arbeide, og det maa den skaffe, som har løst ham; men da maa En ogsaa sætte ham til et Værk, som kan give ham nok at bestille, indtil det lykkes at faae ham bunden igjen. Jenten var klog og vidste hvorledes Fanden skulde tages. Hun sagde derfor til ham, at han maatte gaae ned og øse ud Strømmene. Erik gik, begyndte at øse, og da viste det sig, at han havde gode Kræfter, thi da han ret kom igang, stod ​Sjødrevet jævnhøit med Fjeldene. Ud paa Eftermiddagen kom Hr. Peder roende fra Kirken og skulde hjemover; men da han var kommen saa langt som til Strømmene, skjønte baade han og ​Skydsen hvad der var paafærde. Men igjennem maatte han nu, for anden Vei var der ikke. Han bød da Folkene at styre saa nær som muligt ind paa Erik, der stod og baskede i Sundet det bedste han kunde. Derpaa reiste Hr. Peder sig op i Baaden og gav sig til at ​binde Fanden. Hvorledes dette gik til, kunde Ingen sige; men sikkert er det, at han blev bunden, og det godt bunden, for han har aldrig vist sig siden, – ialfald ikke paa de Kanter.