Henrik Ibsens skrifter

Var Christiania Theaters sidste Nyhed, Skuespillet ​«Diana», kommet frem paa et andet Tidspunkt, end netop det nuværende, da ​Stemningen for eller rettere sagt imod Theatret bestemmes af Hensyn, der er Kunsten ganske uvedkommende, slaar det ikke feil at det vilde have vakt en mere end almindelig Opmærksomhed. For Øieblikket derimod, da Publikums dramatiske Nationaliseringsbestræbelser væsentligt rettes mod det Maal at fylde ​Hr. v. Ostens Kasse, kunde det neppe undre Nogen at Stykket, ved tredie Opførelse, gik for saare tyndt besatte Bænke.

Er dette Tidens Tegn imidlertid Udtryk for noget Mere, end en forbigaaende Stemning, er det at betragte som en Udtalelse, som et Program fra Publikum, gaaende ud paa, at det er Morskab man vil og ikke Kunst, saa er det ikke let at skjønne, hvorfor dette Publikum gjør sig den Uleilighed at tage Parti med eller mod ​os, som har kjæmpet og fremdeles kjæmper for Theatervæsenets Fornorskelse i dette Land. Til den blotte og bare Morskab kan Nationaliteten saare godt undværes, dette har baade ​det norske og det danske Parti nu tilstrækkeligt godtgjort; i denne Tid har jo begge Partier vendt Ryggen baade til ​Fuldblodskomedien og til ​Halvblodskomedien, for i broderlig ​Enighed at slutte sig om den tydske Opera. Hvorfor da ikke udtale sig i al Ærlighed? Hvorfor ikke lade Vaabenstilstanden gaa over til en virkelig Fredsslutning? Hvorfor ikke forene sig om at opløse baade det norske og det danske Theater? Saa har man jo Lokalerne ledige og kan indkalde en tydsk Operadirektør, eller «Balletmesteren ved Nationaltheatret i Amsterdam», eller en londonsk Klown eller ​Kineseren Arr‐Sam, hvem ​Klingenbergs Stamgjæster vistnok vil kunne meddele tilfredsstillende Skudsmaal for Habilitet i den Kunst at more Christiania Publikum. Rigtignok vilde en saadan Ende paa Nationalitetskrigen falde vanskelig at bringe i Konsekvents med Udgangspunktet, men heraf bør man ikke lade sig forbløffe; er Konsekventsen der ikke, saa vil den altid bagefter kunne opfindes af Kulturhistorikerne, Æsthetikere og ​Raisonnører. Anderledes, end bagefter opfundne, er nok forøvrigt aldrig den selvbevidste ledende Tanke tilstede i Massens Stemninger; den er tilstede paa samme Maade, som ​vor Tids tydske Dybsindigheder over Shakespeare var tilstede for hans egen Selvbevidsthed. Normændene er jo desuden et Fremtidsfolk, det vil sige et Folk, som af to Grunde trøstigt kan sove i Nuet og ligesaa trøstigt vil kunne sove i ethvert kommende Nutidsmoment; for det Første fordi vi har den historiske Vished for at vore Forfædre har gjort et forsvarligt Dagværk, og for det Andet fordi vi er saa inderligt forvissede om, at vore Efterkommere engang vil vaagne til en stor Fremtidsmission. Men er vi et sligt Fremtidsfolk, saa er der heller ikke Noget iveien for, i Udviklingen af vor dramatiske Kunst, at ​springe nogle Formaliteter over. Hvad man foretager sig ​isøvne, er man jo strengt taget ikke ansvarlig for. Norskhedsstandpunktet er jo desuden kun et Gjennemgangspunkt; det forudsætter et skandinavisk Trin, som afløsende; og bagefter kommer ​Pangermanismen. Hvis vi derfor en smuk Eftermiddag vaagner og finder en tydsk Opera paa Ruinerne af det norske og det dansk‐norske Theater, saa er jo egentlig ingen Skade skeet. Baade samtidige og fremtidige Skribenter vil vistnok med Lethed kunne udfinde Fænomenets naturnødvendige Ide; de vil paavise, hvorledes vi med fremtidsfolkelig Kjækhed har ​sprunget Forudsætningerne over og finder os med begge Benene midt oppe i Resultatets Kar, just som vi stikker dem ud af Sengen og gnikker Søvnen af Øinene. Der vil kunne skrives baade Meget og meget Pikant herom; ialfald vil det kunne bevises, at er det en Galskab, saa er det dog en Galskab med Methode i, og dermed er den Sag i Orden.

​«Diana» siges at være skrevet for at give en genial fransk Skuespillerinde Leilighed til at glimre. Forholder dette sig saa, da afgiver dette Drama, stillet op imod tydske Stykker, der er blevne til i lignende Øiemed, en god Maalestok for den tydske og den franske Kunsts indbyrdes Forhold. Tydskeren lægger Øiemedet ​plumpt og aabenlyst frem i Dagen; Franskmanden forstaar at dække Øiemedet over, og giver sit Værk Udseende af at være blevet til i Kraft af en indre producerende Trang. Tydskeren giver den enkelte ​Bravourrolle Relief ved at stille de øvrige Personer i Skygge, ved at gjøre deres Partier saa intetsigende og interesseløse, som muligt. Franskmanden tilsigter og opnaar en forøget Virkning ved at lade Hovedpartiet høine sig midt imellem store Sideopgaver. Den franske og den tydske Forfatter har kun et Lighedspunkt, det nemlig, at de begge kjender sit respektive Publikum, og skriver i Henhold dertil.

Hovedrollen, «Diana», er lagt i ​Fru Bruns Hænder, de bedste, og eneste, den hos os kunde betroes til. Fru Brun staar med Hensyn til Indsigt i Kunstens Væsen og Midler høit over enhver anden norsk Skuespillerinde, og forholder det sig saaledes, som man har paastaaet, at Fru Brun hidindtil ikke har formaaet at erobre den Plads i den offentlige Mening, som hendes rige og harmoniske Begavelse berettiger hende til, saa er Grunden hertil den, at Fru Brun ikke har vidst at ​døde og drukne Studiet i en tilbagevendende høiere kunstnerisk Natur; det ligger deri, at man undertiden har seet Rollearbeidet skimte igjennem Udførelsen, hvorved Illusionen fortabes; og endelig deri, at Fru Brun synes at tro, at Skjønhedsgrændserne, navnlig paa det lidenskabelige Omraade, er snevrere ​afstukne, end Tilfældet virkelig er. Ingen af disse Indvendinger kan gjøres mod Udførelsen af Dianas Parti; her kom Lidenskaben frem i sin fulde, ubundne Kraft, og maatte rive med sig fordi den havde Naturens Energi. For mangen Tilskuer saa det vistnok ud, som om Fru Brun havde lagt mindre Arbeide paa denne, end paa saa mange andre; men i Virkeligheden var der lagt mere paa den; der var kommet noget Nyt til, nemlig Bestræbelsen og det en lykket Bestræbelse, for at dølge, at der var gaaet en Indstudering forud for Udførelsen. Heri ligger et blot ​graduelt, men væsentligt Fremskridt, et nyt og høiere Standpunkt i Kunsten.

​Hr. Jørgensens Udførelse af ​Richelieus lille men mægtige Rolle er helt igjennem fin, slaaende og karakteristisk. Sammenspillet mellem ham og Diana gjør den Scene til det Ypperligste den dramatiske Kunst har præsteret hertillands. Hvorfor lader man ikke ​Macbeth komme til Opførelse? ​Saaledes indrettet og forkortet, som ​Dramaturgerne nutildags er enige om at give Stykket, vil det med Anstændighed kunne besættes, men det er naturligvis en Selvfølge at man maatte benytte ​Lembckes Oversættelse, og ikke ​Foersoms.

​Hr. Schibsted gav ​Dianas unge Broder tækkeligere end noget større Parti i denne Sæson. At ​skandere sig igjennem en Rolle er jo ogsaa tilladeligere naar Rollen gaar paa Vers, end naar den er i Prosa. Af ​Karakterens gradvise Fremadskriden kom forøvrigt lidet eller intet frem. Hr. Schibsted gav allerede fra først af den modne unge Mand, medens Opgaven jo er i Begyndelsen at fremstille det forkjælede egensindige Barn, som lidt efter lidt gjennem den opvaagnende Kjærlighed og de alvorlige Situationer, han kommer i, modnes til Mand. Først saaledes spillet bliver der Mening i den første Scene mellem ham og Diana, hvor han ikke vil sige hende Godnat, ​før hun siger «Du» til ham; og idetheletaget er det, for at stille Forholdet mellem Broder og Søster i det rette Lys, nødvendigt at Broderen ikke optræder som et ogsaa i aandelig Henseende stort og voxent Mandfolk.

​Generalforpagterne synes at være staaende komiske Figurer i de franske Stykker, hvis Indhold ligger nogle Aarhundreder tilbage i Tiden. Generalforpagterne er saaledes for Franskmændene det samme, som ​de tydsktalende Officerer i Danmark, eller som ​Bygdeskolemesteren er blevet hos os i de mangfoldige, til Theatrene indsendte og tilbagesendte og derpaa i Literaternes ​Pulte forvarede ​Vaudeviller, ​efter den Tid, da Riis skrev sit «Til Sæters». Det er ialmindelighed altid, med Hensyn til Enheden af ​det indre Kostume, en mislig Sag at lægge en komisk Figur ind i et middelalderligt Skuespil; han vil sædvanligvis komme til at staa der i en afstikkende moderne Skikkelse mellem de Øvrige; thi Komikeren vil altid i mere eller mindre Grad hente sine Studier fra Nutiden, hvilket Indehaverne af de stærke, lidenskabelige, selvopofrende, høimodige Roller af gode Grunde maa lade være. Hr. Brun klarede imidlertid dette Skjær meget godt, og at Figuren i sig selv blev givet med ​Lune og Natur, er vel omtrent en Selvfølge.

​Frøken Svendsen har ved Indstuderingen af ​Hertuginde de Rohans Rolle glemt et Punkt, nemlig at Hertuginden skal have en Karakter. Var denne kommen frem, og kommen frem saaledes, som Forfatteren har tænkt den, da vilde 5te Akt ikke gjøre Indtrykket af en mat Finale ovenpaa den 4de, der ved Opførelsen synes at være Stykkets Glandspunkt, skjønt den fra Forfatterens Haand ingenlunde er det.